Hjem til mig selv

Jeg er kommet hjem til mig selv nu... Både i bogstaveligste forstand og i overført betydning.

I overført betydning fordi jeg virkelig føler, at jeg er landet hos mig selv igen. I min egen lejlighed. Hos mig selv. I mig selv. Og jeg har ikke snakket med ham i næsten en uge nu.

Jeg tog kaninen med og det har jeg det rigtig godt med. Den hygger sig uden tag på buret og slænger sig som om den aldrig har lavet andet. Det har den nok heller ikke. Det er en kæmpe Fransk Vædder på 5 kg som jeg har givet navnet Basse - fordi han er en stor basse :-)

Jeg hentede ham fra en sølle liv i et bur 24/7. Hans negle var så lange, at han havde svært ved at gå første gang han var ude. Det var så synd! Jeg har haft ham til dyrlæge og der var heldigvis kun mindre ting, jeg lige skulle holde øje med.

Så nu har han det godt. At man kan behandle dyr på den måde, er mig en gåde. Hvor er deres hjerte og empati henne?

Apropos... Så er det sådan M er. Dyr skal være på gulvet. Har ingen hjerne. Man skal ikke pyldre for meget om dem. Han var ligeglad med, at kaninen lå i et iskoldt skur om natten, selvom den var apatisk og iskold om morgenen. Man kan ikke bare sætte en kanin ud med det samme, når den har været vant til at være inde. Så er man nød til at vente til midt på sommeren. Det var han ligeglad med. Han synes også, at jeg var skør, fordi jeg ville tage ham til dyrlægen. Han mente, at man bare kunne aflive ham, hvis der var nogle problemer.

Jeg fulgte ikke mit hjerte, så Basse nåede at ligge i det iskolde skur i 3-4 nætter, før jeg fik taget ham med hjem. Det har jeg det SÅ dårligt over. Men det kan jeg ikke gøre noget ved nu. Nu vil jeg bare sørge for, at han får et godt liv fra nu af!

Jeg har også været ret produktiv den sidste uge.

Udover oprydning og rengøring, så har jeg lavet hjemmeside for min mor. Kun en midlertidig en indtil jeg får den rigtige op at stå, men det var ret vigtigt at siden ikke var tom, når hendes kunder kiggede forbi. Selvom det, jeg har lavet, egentlig er "piece of cake", så er jeg alligevel stolt over resultatet indtil videre. Og min mor var ellevild. Jeg glæder mig til det endelige resultat.

Jeg er i øvrigt begyndt, at snakke med hende igen. Det har vi gjort i et par måneder nu. Eller er det længere? Jeg kan ikke holde styr på tiden. Men det går i hvert fald godt. Jeg er nået frem til, at jeg bare må acceptere, at hun er som hun er. At mine forventninger til, hvordan en mor skal være, ikke er noget hun kan leve op til. Jeg tager, hvad jeg kan få, hvis man kan sige det sådan. Jeg lader være med at have forventninger til hende og så bliver jeg ikke skuffet. På den måde går det faktisk meget godt.

Jeg går stadig sygemeldt. Jeg er nu kommet over på det der hedder ressourceforløb igennem kommunen. Det er noget med, at det er for særligt udsatte borgere, som skal have ekstra hjælp for at komme hen til selvforsørgelse. Det er fastsat til 5 år, men det er vist noget som kan forlænges. Så indtil videre så går jeg herhjemme og jeg skal starte på noget "Lær at tackle din angst og depression" her til efteråret. Det er noget der kører over 7-10 uger, hvor der er andre ligesindede der deltager.
Det glæder jeg mig faktisk til.



-

Hos mor, alkoholbehandling og tanker om grænseløs seksuel adfærd.

Igår var jeg hjemme hos min mor.

Hun ringede mens jeg var til psykolog, så jeg ringede tilbage, hvor hun spurgte, om jeg havde lyst til at kigge forbi. Det gjorde jeg så. Det er ellers, tror jeg, et par måneder siden jeg har besøgt hende og jeg troede til at starte med også, at der var noget i vejen.

Det var faktisk hyggeligt. Hun havde lavet kaffe og ostemadder og vi sad ude i solen og sludrede. Min hendes mands datter var der også, så det var begrænset, hvad vi kunne snakke privat om.

Der var egentlig heller ikke rigtig noget, vi skulle snakke privat om som sådan, men det er bare ikke det samme, når man ikke er alene.

For nyligt hørte jeg et podcast fra Zornig Zone (se linket). Det er et interview med journalist og forfatter Kristian Ditlev Jensen som har skrevet bogen "Det bliver sagt" (se linket).

Bogen er en selvbiografi, hvor Kristian Ditlev Jensen fortæller om en barndom præget af incest fra en ven/bekendt af familien. Det var et rigtig spændende podcast og Kristian Ditlev Jensen er utrolig behagelig at høre på.

Det der slog mig var, at han udover at lide af søvnbesvær, et forkvaklet sexliv, lavt selvværd med mere, senere i livet kom ud i et alkoholmisbrug. Der var flere ting i hans beretning, som vagte en undren omkring min egen far. Jeg har tidligere tænkt på, om han mon har været udsat for et seksuelt overgreb som barn.

Dette spurgte jeg så min mor om, da hun jo kender ham fra han var 12-13 år gammel. Hun sagde, at han for nylig havde sagt noget i retning af, at der er mange ting som hun ikke ved noget om, som han har været udsat for. Heriblandt var han kommet ind på noget med et seksuelt overgreb, men hun havde ikke kunne finde ud af fra hvem. Det er i og for sig også ligegyldigt, hvem det var. Det jeg bare længe har tænkt meget over er, hvad der gør, at en familie er seksuelt mere eller mindre grænseløs.

Jeg er (næsten) overbevist om, at jeg ikke har været udsat for et overgreb, men der er mange ting i min barndom, som jeg stiller spørgsmålstegn ved vedr. seksualitet. At jeg som meget ung (10 år eller noget) så pornofilm og netop var seksuelt grænseløs og eksperimenterende på forskellige måder. SOM 10 årig!!!

Og hvad er det, der gør, at JEG kan være i prostitution og mange andre kvinder ikke kan? Hvorfra kommer min evne til at "lukke af" og bare gå totalt ind i pleaser-rollen og den seksuelle grænseløshed?

Jeg havde en veninde for mange år siden, som da hun fik af vide, at jeg arbejdede på en massageklinik, selv ville prøve det. Det var selvfølgelig de lette penge, som tiltrak hende. Hun kom fra en (velfungerende) familie uden misbrug (hvad jeg ved af). Hun havde et par få vagter og ringede grædende til mig en eftermiddag, hvor hun skulle møde på klinikken nogle timer senere. Hun kunne ikke. Hun ville ikke. Hun brød sig ikke om det. Hun følte det netop, som et frivilligt overgreb.

Hvorfor kan jeg så? Hvordan kan jeg se tilbage på livet som massagepige og huske, at jeg følte, det var den bedste tid i mit liv som prostitueret?  

Jeg havde en anden veninde, som på samme måde ville prøve det, da hun fandt ud af, at jeg kørte som escortpige. Hun kom fra en familie præget af vold og misbrug. Hun kunne godt. Hun faldt ind i rollen lige så let som jeg gjorde.

Tankevækkende!


Jeg spurgte min mor, om hun har været udsat for noget. Der gik meget lang tid før hun svarede og hun sagde, at hun ikke var sikker. At der vist havde været en episode med en ven af familien, men at hun formoder, at hun nåede af stige ud af bilen og flygte før der "skete noget".

Jeg ved egentlig ikke, hvor jeg vil hen med dette her indlæg, men det har bare længe været i mine tanker, om en eller begge mine forældre mon har været udsat for noget, da de var børn. Netop fordi der altid har været et (alt for) åbent forhold til sex i familien. Min mor har mange gange fortalt mig (alt for) intime detaljer om hende og hendes mands sexliv og ligeså har min far fortalt om hans seksuelle eskapader med bl.a. prostituerede.

Der må da være noget dér, som har vagt en forkvaklet nysgerrighed hos mig?
Jeg giver ikke mine forældre skylden for, at jeg valgte at gå ind i prostitution. På ingen måde overhoved. Men jeg har lov at undre mig.




Vi skulle også have været til et foredrag i Borderlinenetværket (se linket), men desværre så blev det aflyst. Så fik jeg støvsuget og ordnet min bil og fixet min mors computer for virus, spyware og andet godt i stedet for...

Jeg var hjemme ved 19.30-tiden og gik direkte i seng. Var sindsygt træt! Der skal stadig ikke så meget til, før jeg kollapser af træthed og det er som regel ved 14-15-tiden. Jeg vågnede igen ved 22-tiden, hvor min mor ringede.

Hun takkede mig for en hyggelig eftermiddag. Jeg kunne høre hun havde drukket. Vi snakkede lidt frem og tilbage og jeg konfronterede hende med at hun var påvirket. Hun indrømmede - og græd. Jeg sagde til hende, at jeg ikke tror hun er alkoholiker, som jeg hele tiden har sagt, men at hun "bare" dulmer med alkoholen - men det er selvfølgelig også et misbrug.

Jeg sagde, at jeg ville ønske for hende, at hun fik noget hjælp. Fik en terapeut at snakke med, for der ligger en masse og ulmer under overfladen. Jeg sammenlignede det med en gryde med popcorn. Man kan forsøge at holde låget nede, men det popper alligevel og pludselig, så flyver låget af, fordi presset bliver for stort.

Hun sagde, at hun længe gerne har ville have noget hjælp og at hun ikke havde lyst til at fortsætte sit liv på denne måde. Så hun har undersøgt mulighederne for alkoholbehandling, snakket med sin mand om det og har besluttet at tage ind på Lænken (se linket) på mandag.

Jeg roste hende og sagde, at jeg synes det er flot hvis hun gør det. Jeg sagde selvfølgelig ikke, at jeg ville se det, før jeg tror det, fordi hun har lovet og lovet så mange andre gange, men hun lød meget beslutsom.

Jeg har også snakket med hende idag, hvor hun nævnte det igen. Af sig selv.

Det kan være, at miraklernes tid endnu ikke er forbi.... :-)



Det er alligevel en mærkelig fornemmelse, at skrive herinde nu hvor jeg ved, at der er noget familie, som læser med.... Oh well... So be it :-)




-
   

Prøver at være social og mistænksomhed overfor mænd.

Igår havde jeg besøg af en ven. Jeg ved ikke helt, om vi kan kalde os venner, for vi har kun set hinanden nogle gange. Det var en fyr jeg mødte på Sindnet.dk for nogle år siden. Vi sås en enkelt gang dengang og så har vi skrevet sammen ind imellem siden. Han er for nylig flyttet her til byen, så nu har vi ses et par gange.

Første gang vi sås, var vi ude og gå en tur i skoven. Og så sås vi for 2. gang igår, hvor han var herhjemme og spise pizza og se film. Det var nu meget hyggeligt.

Jeg var som sædvanlig ved at melde fra, fordi jeg ikke kunne overskue at være social, men jeg tænkte "Fan'me nej - du er nød til at øve dig i, at være noget mere social". Så jeg lod være med at melde fra.

Jeg er i tvivl om hans hensigter. Det er bagsiden af medaljen, når man har været i prostitution. Jeg er ALTID i tvivl om mænds hensigter. Jeg er sikker på, at de altid er ude efter noget andet end kun venskab. Om det så er sex eller forhold eller hvad ved jeg.

Og jeg kan ikke finde ud af ham her. Han kigger nogle gange på sådan en måde... Du ved, liiidt længere øjenkontakt end man ellers har og så kunne jeg ikke finde ud af, om han var ved at tage min hånd flere gange mens vi så film.

Han er slet ikke min type, så hvis det er fordi han lægger an på mig, så kommer jeg i (endnu) et dilemma med at sige fra.

Han har også skrevet idag. Vi har snakket om, at vi skal ud og stå på rulleskøjter, så han spurgte om jeg havde fået fundet dem frem....

Jeg havde med vilje ikke taget makeup eller noget på, da han var her igår. Det var egentlig mest en prøvelse for mig selv. At bare være uden at føle, at jeg skal være pæn og lækker og hvad ved jeg. At jeg ikke går hen og bliver den flirtende pige, som sender mixede signaler, fordi jeg bliver kamæleonen, som skal tilfredsstille hans behov. Hvad enten det er kys eller sex eller hvad ved jeg...

Jeg er så hurtig til at gå ind i pleaser-rollen overfor mænd. At gå med på deres flirt - uden at jeg mener noget med det. Også selvom det ikke er en mand, jeg gerne vil have noget kørende med. Som med ham her.


Idag skal jeg også være social. Min moster har inviteret til mad i aften. Det er sammen med mine 2 fætre og min ældste lillebror og hans kæreste. Den yngste kunne ikke idag. Her har jeg selvfølgelig også været ved, at melde fra flere gange. Men igen, så tager jeg mig selv i det. Jeg er simpelthen nød til, at begynde og holde mine aftaler og komme ud. Jeg har det som regel godt, når jeg får det gjort, det er det jeg prøver at sige til mig selv.

Det skal nu også nok blive hyggeligt. Det plejer faktisk at være rigtig sjovt og vi plejer at grine meget, når vi er sammen. Det er vist et par år siden, at min lillebror så min moster sidst og det er også nogle måneder siden jeg har set hende.

Min mor må ikke vide noget om, at vi skal over til min moster. Hun bliver jaloux! Er det ikke latterligt!!!



-

 

Veninde og tanker omkring venner....

Idag skal jeg ud og se på en kjole sammen med min veninde fra behandlingen. Hun skal til noget fest om nogle uger og så ville hun gerne have mig med til at finde en kjole. Det er også fint nok... eller jeg ved det ikke... Hun fylder bare så meget og jeg kan ikke finde ud af at sige fra. Hun ringer til mig 10-20 gange om dagen - og jeg overdriver ikke! Nogle gange er det fint nok, men det kan altså også godt blive for meget.

Hun er sådan en, som er meget kontant. Siger tingene ligeud uden omsvøb og med meget høj stemme, hvilket har givet mig et ordentligt chok en enkelt gang, hvor hun følte, at jeg havde skuffet hende.

Hvordan hulen siger man til en person, at man synes at hun fylder for meget og at det sommetider er lige i overkanten af ringe 20 gange om dagen??

Hun siger selv, at hun godt ved, at hun er lidt af en mundfuld og at jeg endelig skal sige fra, hvis hun bliver for meget. Men det har jeg alligevel svært ved.

Jeg har aldrig sagt fra overfor en veninde. Aldrig. Jeg går altid med halen mellem benene og siger "Fuck hende", så gider jeg ikke have hende i mit liv. Videre.

Jeg kan heller ikke mindes, at jeg nogensinde har grædt over en veninde. Jo, måske en enkelt gang, da jeg var i starten af 20'erne, men ellers ikke. Jeg er lige fyldt 30.

Måske er det også derfor jeg foretrækker mig eget selskab. Jeg orker ikke flere skuffelser og jeg orker ikke at tage stilling til mennesker. Jeg orker det bare ikke. Det er så pisse besværligt.

Samtidig så arbejder min veninde stadig i prostitution - og vi har mødt hinanden igennem gruppeterapi for at komme ud af det. Hun har ikke fortalt terapeuterne, at hun arbejder og i hvilket omfang. For hun arbejder meget. Det må hun også selvom - jeg ved at hun virkelig har brug for pengene. Men jeg bliver draget. Draget tilbage til det. Det er ligesom et stof. Ligesom mad, stoffer, alkohol. Jeg længes efter det. Der går ikke en dag uden jeg tænker på det. Nogle gange med væmmelse, andre gange med eufori. Det er noget mærkeligt noget.

Jeg er på juicefaste i disse dage. Det har jeg været siden i mandags og det er fredag nu. Så jeg lever af friskpresset juice fra min saftcentrifuge og vand. Og jeg har det fantastisk. Kiloene rasler af, men det er ikke derfor jeg gør det. Jeg har set en video som hedder "Fat, Sick and nearly Dead", som virkelig har sat tankerne igang om min sundhed. Jeg er også holdt op med at ryge. Det gjorde jeg også i mandags. Og så føler jeg det egentligt naturligt. Jeg følte at der skulle ske noget. Jeg levede af cornflakes med mælk og jeg har taget 10 kg på indenfor de sidste 3-4 mdr. Nu er jeg på rette vej igen og det er så dejligt. Jeg føler mig ikke længere helt udmattet, lad og fed. Tværtimod så føler jeg mig frisk, levende og (lidt) glad, faktisk.

Nå, men min veninde er lige på trapperne.

Håber I får en dejlig dag! 

Det dér med aftaler og at være social

Åhh, jeg kan ikke overskue noget idag!

Min veninde, som jeg har mødt gennem min behandling, har inviteret mig hjem til hende idag. Jeg har sagt hele ugen, at jeg ikke kan lave nogen aftaler forud. Altså at jeg ikke kunne sige i tirsdags, at jeg kunne ses idag, fordi jeg er nød til at tage tingene dag for dag, ellers kan jeg ikke overskue det.

Jeg føler mig presset af hende.
Igår var jeg til psykolog og jeg snakkede med hende på vej hjem. Hun spurgte til, hvordan det gik hos psykologen og jeg fortalte, at jeg har fået rigtig meget ros for min udvikling det sidste års tid og at jeg virkelig kan se en forandring. Så siger hun, at det er hun super glad for og at hun var glad, fordi når jeg var glad, så ville jeg jo komme idag. Og hun sagde, at hun allerede havde tøet maden op og forberedt det hele. For at være helt ærlig, så havde jeg faktisk glemt, at vi havde snakket om, at jeg skulle komme og idet hun siger det, får jeg det allerede dårligt. Følelserne af ikke at kunne overskue det, væltede bare ind over mig og jeg tænkte allerede over, hvordan jeg kunne komme ud af det. Men jeg bliver overvældet af dårlig samvittighed, fordi hun allerede havde/har optøet maden og gjort det hele klart. Men samtidig, så havde jeg sgu sagt (mange gange), at jeg ikke kan overskue at lave planer før på dagen.
Ja, jeg ved godt, at det muligvis er besværligt, at man ikke kan lave aftaler med mig, men det er sgu sådan jeg har det. Jeg orker bare tit ikke at være social. Det er fint og hyggeligt nok, at snakke i telefon med "folk", men at skulle ses, bliver bare hurtigt for meget for mig...

Så nu sidder jeg her.
I nat, da jeg gik i seng, fik jeg pludselig den sygeste kvalme ud af det blå. Lige pludselig. Jeg tænkte straks om det var noget angst-halløj, men jeg har aldrig haft fysiske symptomer på min angst, så jeg tror det bare var noget fysisk - det undrer mig bare. Udover det, så har jeg sovet ad røven til, fordi jeg har ligget og rodet rundt og råbt og skreget af mine forældre i søvne. Jeg vågnede ved, at min hund sad og peb og kiggede mig, så det har nok ikke være så rart at være vidne til.

Så jeg er bare udmattet og orker ikke at køre nogen steder. Og jeg kan heller ikke lide at sige fra.

Og så er vi tilbage til mit gamle mønster med, at være ovre i andre mennesker. At jeg sætter andre menneskers behov før mig eget, for ikke at gøre dem kede af det.... Hold kæft hvor er jeg træt af det!!!


Råd og tanker modtages med STOR GLÆDE!!!


-

Skal?... eller skal ikke tage kontakt?

Jeg har ikke hørt fra min mor endnu. Det tror jeg heller ikke, jeg gør, med mindre jeg selv tager kontakt.

Min gode veninde gav mig et råd. Hun er selv på min mors alder og har 4 børn, så hun gav mig det fra rollen som mor. Hun synes, jeg skulle have ringet til min mor i fredags (2 dage efter jeg sagde nej til brylluppet) og bare have sagt hej. Ikke noget med at snakke om brylluppet, men mere for at vise, at jeg mente, at jeg ikke ville have afstand igen. Min mor spurgte mig, om min nej til brylluppet betød, at jeg ville have afstand igen. Og nej, det gør det ikke. Det sagde jeg til hende 3 gange mens jeg var der. Og det var det sidste jeg sagde, inden jeg kørte.

Jeg snakkede med psykologen om det i fredags og hun satte det op på en anden måde. Jeg sagde det jo til min mor 3 gange. Ergo så har jeg udtrykkeligt givet udtryk for, at jeg ikke vil have afstand igen. Og da min mor jo ikke er dum, så behøver jeg vel ikke skrive det i neon også. Derfor besluttede jeg mig for, at følge psykologens "version", selvom mit "pleaser-gen" og min dårlige samvittighed virkelig skulle tøjles, for ikke at overtage.

Så nu er jeg her. Jeg har ikke hørt fra hende og jeg går virkelig og overvejer, om jeg alligevel skal tage venindens råd og kontakte min mor selv. På den anden side så er der, før alt det her bryllups-nej-halløj, gerne gået 1½ uges tid mellem at vi snakker sammen, hvis jeg lader initiativet være op til hende. Jeg fatter hende virkelig ikke. Hun påstår at hun er så glad for, at jeg er kommet tilbage i hendes liv igen, men alligevel så kan der gå så lang tid mellem at hun ringer. Og endnu mere - hun bor 3 km fra mig, så det er jo ikke fordi hun skal rejse til den anden ende af landet, for at få en kop kaffe.

Jeg har virkelig en god rollemodel for, hvordan jeg IKKE skal være, når jeg bliver mor.
HVIS jeg bliver mor.


.

Svært ved at stå alene om mine beslutninger og mors bryllup igen

____________

Kl. 23:00

____________

Jeg har simpelthen så svært ved at stå ved mine meninger og beslutninger, når jeg ikke har nogen som kan bekræfte mig i, at det jeg mener eller de beslutninger jeg træffer er rigtige. Jeg prøver bare, at blive ved med at sige til mig selv, at det jeg beslutter, er det rigtige for mig og det er mig, der er den vigtigste person i mit liv.

Min mor skal giftes (igen) til maj. Eller det vil sige, at hende og hendes mand skal i kirke og bekræftes. Det er åbenbart noget der betyder meget for hende. Sidste år blev de viet af borgmesteren hjemme i haven. Jeg var ikke med, fordi jeg ikke snakkede med min mor på det tidspunkt. Jeg ved (fra mine brødre), at der var en invitation til mig, men hun turde ikke at sende den, fordi hun var bange for min reaktion. Jeg ved ikke, hvad det var, hun var bange for, for jeg er ikke en der hidser mig op - det er i hvert fald YDERST sjældent - så jeg tror, at det hun frygtede var, at jeg ville sige nej, hvilket hun jo et eller andet sted godt vidste, at jeg ville. 

Denne gang er jeg inviteret med og hun har lagt rigtig meget pres på mig og bare taget det som en selvfølge, at jeg selvfølgelig deltager. Jeg har gået og grublet rigtig længe over det. Snakket med min psykolog om det flere gange. Snakket med andre mennesker om det mange gange. Alene tanken om brylluppet gør, at jeg bliver fysisk.... og psykisk... dårlig. Jeg KAN simpelthen ikke have tanken i mit hoved og min krop. Tanken om at hun kommer op ad kirkegulvet og han står oppe i den anden ende. Nej nej nej, jeg kan slet ikke rumme det. 

Jeg har haft det så dårligt, fordi min sande selv siger NEJ, men mit "pleaser-gen" siger ja. Min dårlige samvittighed siger, at jeg ikke kan melde fra til min mors bryllup. Man kan for helvede ikke melde fra til sin mors bryllup. Men hvis jeg bliver dårlig og jeg føler, at jeg begår vold mod mig selv ved at deltage - hvem er så vigtigst at gøre tilpas (glad)? Mig selv eller min mor?

Det er mig der skal leve med mig selv i dagligdagen. Hun ser ikke, når jeg har selvmordstanker og dem har jeg for det meste kun, når jeg har kontakt til hende og jeg gang på gang bliver skuffet eller begår vold mod mig selv, ved at gøre det modsatte af, hvad stemmen i mit hjerte siger til mig.
Hvis jeg siger ja, når jeg mener nej.

_____________

Kl. 00:45
_____________

Det er sgu også hende der har gjort, at situationen er, som den er. 

Hendes mand har været voldelig overfor min lillebror.

Da jeg fandt ud af, at min mor havde fortalt sin mand (uden jeg vidste det), at jeg arbejder/arbejdede som prostitueret, fandt jeg ved et tilfælde ud af, at han har siddet og ledt efter min annonce/profil på nettet. Hele hans oversigt på hans computer (som jeg lånte) var spækket med escortsider - sjovt nok samme uge, som han havde fået af vide, hvad jeg lavede.

Han har kaldt min mor en svamp op i mit åbne ansigt. 

.... og og og..... 

.... og så er han generelt bare en underlig snegl. Jeg har haft en mystisk fornemmelse af ham, allerede fra første dag jeg mødte ham. Som om der gemmer sig noget under overfladen. Man ved ikke helt hvor man har ham henne. Han kigger aldrig rigtig een i øjnene, når man snakker med ham. 

Jeg bryder mig ganske enkelt bare ikke om ham og jeg kan simpelthen ikke ignorere den følelse af..... irritation, væmmelse... ja, jeg ved ikke hvordan jeg skal forklare det.... jeg har indeni ved tanken om, at se dem blive gift i kirken. Jeg kan simpelthen ikke.

Jeg har gået rundt om den varme grød, siden hun inviterede mig for en måneds tid siden. Jeg har ikke kunne finde ud af, hvordan jeg skulle få det sagt og samtidig har jeg været plaget af min dårlige samvittighed over, at jeg vidste, at jeg ville gøre hende rigtig ked af det. 

Jeg bestemte mig for, at jeg ville have det ud af verden. Jeg ville have det overstået. Jeg ville have det sagt. Så jeg var hjemme hos hende idag. Vi snakkede om løst og fast. Da det ligesom lå naturligt i samtalen, tog jeg hul på bylden og sagde, at jeg ikke kommer. Hun begyndte med det samme at græde og det gjorde jeg så også. Jeg sagde det på en helt stille og rolig og velovervejet måde. Jeg tænkte mig grundigt om, inden jeg svarede på de ting hun spurgte mig om. Hun ville selvfølgelig vide hvorfor. Jeg sagde, at der var sket så mange ting med hendes mand (i fortiden), som jeg har det rigtig svært ved og at jeg ville få det dårligt og føle mig falsk (mod mig selv), hvis jeg deltager. Jeg sagde, at jeg i bund og grund ikke bryder mig om ham. Jeg sagde, at jeg ikke kan leve hendes liv og det prøver jeg heller ikke på og hun skal gøre, som hun føler er rigtigt for hende, men at jeg ikke kan. Jeg gjorde meget ud af at sige, at jeg ikke gør det for at hævne mig eller gøre hende ondt eller hvad hun ellers må tænke af negative ting. At jeg gør det for at passe på mig selv og min egen psykiske tilstand. Jeg sagde til hende, at jeg var glad for, at hun har fundet en mand som gør hende glad, som er glad for hende og omvendt. Men jeg bliver syg og får selvmordstanker, hvis jeg tager med.
Det ved jeg.

Jeg synes samtalen eller enetalen (fra mig) var god, hvis man kan sige det sådan. Jeg fik formidlet det, som jeg egentlig gerne ville. På en stille og rolig måde. Hun græd bare og sagde at hun var ked af det.
Jeg spurgte hende, om hun gerne ville være alene, hvilket hun sagde ja til. Så jeg kørte hjem. Med den mest pisse dårlige samvittighed.

Heldigvis har jeg fået mig en ny tæt veninde, som jeg har mødt gennem min behandling, så hende ringede jeg til med det samme. Hun var så god at snakke med og fik mig tilbage "i mig selv" igen. At det er det rigtige for mig, når jeg har det sådan. Jeg har det dog alligevel (lidt) dårligt, men jeg skal heldigvis til psykolog på fredag - men fuck der er lang tid til lige nu. Jeg har det også ret skidt her til aften over det. At jeg har gjort hende så ked af det. Men for helvede. Hvor meget har hun gjort mig glad, siden vi er begyndt at snakke sammen igen? Jeg bliver skuffet og ked af det, hver eneste gang jeg er sammen med hende eller snakker i telefon med hende. Det hele skal fortsat gå efter hendes hoved. Hun har en gang - EN gang - uopfordret ringet og spurgt om jeg gav en kop the. Mens hun er her, finder jeg så ud af, at hun faktisk vil invitere mig med op til min mormor og morfar dagen efter. Så igen følte jeg, at der var en dagsorden. Hun vidste godt, at jeg ville sige nej til at tage med op til dem. Andre gange når hun har ringet, så har hun været fuld. Så nu har jeg bedt hende om, at hun ikke skal ringe til mig om aftenen mere. Hun må ringe om formiddagen eller tidlig eftermiddag, for der er jeg sikker på, at hun ikke har drukket.

Vi snakkede også om hendes misbrug. Eller jeg snakkede. Hun lyttede bare.... og græd. Blandt andet sagde jeg, at jeg havde håbet på at hun var kommet ud af sit misbrug og havde fået hjælp (eller noget) på den tid vi ikke har haft kontakt, men at det gør mig ked af det, at der ikke er sket nogen ændring overhoved. Ingenting har ændret sig hos hende. INTET. Og en af de primære årsager til, at jeg tog afstand dengang (for et par år siden) var på grund af hendes misbrug.

Jeg kan bare ikke blive ved og ved og ved og ved med at gøre alle andre / hele min familie glad hele tiden. Hvornår gør de mig glad?.... Hvem kommer og samler mig op, når jeg sidder og tæller mine piller?

Åhh hvor er det hårdt, at holde fast i mit nye jeg. Jeg VIL have lov til at gøre, hvad der er godt for mig. Jeg vil have lov til at sige fra uden at få dårlig samvittighed. Det er fanme dem der skal have dårlig samvittighed. Det er dem og deres levemåde (misbrug) der har gjort, at jeg er blevet syg. Det er dem der har gjort at jeg har fået en personlighedsforstyrrelse. At jeg har fået Borderline. Og hvis jeg skal blive ved med, at gøre de ting, som har gjort mig syg (nemlig at danse efter deres pibe), så vil jeg jo forblive syg. Og det vil jeg fanme ikke. Jeg vil også have det godt. Jeg fortjener også at være glad. De er selv så pisse egoistiske med deres misbrug, så hvorfor må jeg ikke være det?!?



-

Efter-fødselsdagstanker...

Hvordan kan jeg både hade dig så meget og elske dig (lidt) på samme tid?

Du fortsætter med at overskride mine grænser gang på gang på gang! Fatter du ikke en skid?! Hvor mange gange skal jeg blive ved med at stikke stop-skiltet op i snotten på dig?

Det lykkedes dig igen igen igen at skuffe mig så grusomt på min fødselsdag!! Hvorfor bliver jeg ved med at komme rendende efter mere!!???

500 sølle kroner i en ramme med en ligegyldig hilsen... og så var den oveni købet lavet af din mand. Du har ikke engang brugt sølle 5 min. på at tænke over eller finde en gave til mig... og det var endda min 30 års.

Da du fyldte 50 år fik du et gavekort på 4500 kr til en rejse / weekendophold af mig og drengene. At du så selv vælger at fucke det hele op med alt dit pis, så du aldrig får gaven, er da ikke min skyld!!! Så var min gave en straf? En provokation?

Hele fødselsdagen går i vasken pga. andres sygdom og så inviterer du mig hjem og spiller frelser og laver lækker mad. Vi skulle have en hyggelig aften. Jeg havde ikke lavet andet, det sidste lange stykke tid, end at sige at jeg ikke ville se skyggen af alkohol på min fødselsdag og ALLIGEVEL så sætter du rødvin på bordet - og du drak endda igen i smug. Tror du jeg er dum?!!!

Hvordan fanden kan man respektere sit barn så lidt?!! Jeg kommer aldrig til at forstå det!!!

Jeg sluger min vrede mod dig, sammen med alle de kæmpe portioner mad og slik jeg vælter indenbors, kun for at få det værre.

Hvordan kan jeg lære at elske mig selv, når mine forældre ikke engang elsker mig?!

Vi er kun jeres majonetdukker I kan vise frem for verden, mens I selv synker længere og længere ned i sølet!!!

Det hele var en stor kæmpe skuffelse!

Langt om længe... År... Fik jeg det dyre ur, som symboliserer anerkendelsen fra far. Drengene fik det til deres studentereksamen. Jeg har aldrig taget andet end en uddannelse til skide røv-tørrer og det var åbenbart ikke fint nok til at gøre mig fortjent til det dyre ur.

Nu fik jeg det i stedet til min 30års. Jeg havde glædet mig sindsygt til talen om, hvorfor jeg havde gjort mig fortjent til det. Han havde lagt op til den med tårer i øjnene, men jeg fik den aldrig pga. hans skide influenza, som jeg ikke tror en dyt på. Han gad bare ikke køre den times tid herned og undskyldte sig med at være syg... Ligesom en million gange før...

Uret er pisse dyrt. Det er monster pisse flot. Jeg har selv valgt det. Men betydningen er der ikke. Det er kun en halv gave. Uden sjæl, som drengenes har. Jeg var åbenbart ikke umagen værd...

Kampen om at holde fast i mig selv

Jeg har snakket en del med min mor i den sidste uges tid. Blandt andet så havde jeg en telefonsamtale med hende den anden dag, hvor hun græd rigtig meget. Hun fortalte hvordan hun savner mig, tænker på mig konstant og drømmer om mig om natten. Jeg fik det så dårligt lige dér. Ikke på selvmordstanke-måden, men mere at jeg blev så ked af det. Jeg bliver ked af det, fordi jeg påtager mig hendes smerte. Jeg skal hele tiden huske mig selv på, hvorfor jeg har været nød til at tage afstand - at det har været for at få det bedre og ikke for at straffe hende. For at redde mig selv.

Hun sagde mange af de ting, som jeg har længtes efter at høre fra hende. At hun er rigtig ked af, at mit liv har formet sig på den her måde - med en personlighedsforstyrrelse. Blandt andet at det aldrig har været hendes mening, at gøre mig ondt og at hun ville ønske, hun kunne spole tiden tilbage og gøre rigtig mange ting om.

Hun har modtaget bogen nu, som vi bestilte sammen og hun sagde, at hun er blevet meget klogere efter hun har læst lidt i den. Det blev jeg positivt overrasket over.

Der var også nogle ting hun sagde, som jeg stadig synes hun ikke forstår, selvom hun giver udtryk for, at hun godt forstår hvad jeg siger. Blandt andet i forhold til min mormor og morfar og deres "Gammel Dansk Tradition" (Klik på "Gammel Dansk Traditionen" for at læse hvad jeg mener med det). Her forsvarede hun min mormor og morfar med, at hun (min mor) jo er 52 år og derfor et voksent menneske der er i stand til at træffe sine egne beslutninger, så hun jo bare kunne sige nej. Jeg sagde, at ja det er hun da, men at de jo ikke ligefrem behøver at sidde og opfordre hende til at drikke lortet. Det svarer til at give sukker til en diabetiker eller narko til en narkoman ( - det sidste sagde jeg så ikke, selvom jeg tænkte det).

Men hun bliver ved med at prøve at pådutte mig at jeg skal se min mormor og morfar. Min mormor ligger på sygehuset nu, fordi hun er blevet opereret i hjertet. Igår var min mor, moster og min morfar så oppe og se til hende. Herefter tog min morfar med min mor hjem og skal være der i nogle dage. Jeg ringede selv til min mor igår aftes, for at høre hvordan besøget var gået. I denne situation ville min psykolog spørge hvorfor JEG ringede til hende og jeg kan ærligt ikke svare på det, for det var ikke fordi jeg absolut bare MÅTTE vide hvordan det var gået med min mormor. Hvis jeg skal være helt ærlig, var det nok en impulsiv handling, at ringe til hende - det var nok barnet i mig der overtog, selvom jeg ikke rigtig ved, hvad det ville opnå med samtalen ( - jo, kærlighed vel sagtens). Ved nærmere eftertanke var det egentlig nok en pisse dårlig idé at ringe, fordi min mor griber fat i den mindste lille flig af en lillefinger og river hele armen til sig, hvis hun kan komme til det og jeg nu har sået et frø i hende med troen på, at alt "bliver godt igen".

Hun siger så også: "Morfar er her i nogle dage, så hvis du har lyst til at komme hjem......". Ja, det ved jeg sgu godt for helvede da. Jeg har sagt til hende, at jeg ikke skal presses og at jeg ikke er klar til "hele pakken". At jeg gerne vil ses med hende, men at jeg skal bruge tid, før jeg (måske) er klar til at blive hvirvlet ind i resten af familien igen. Men hun gør det hver gang jeg snakker med hende. Prøver at overtale mig = underforstået at presse mig. Og det gør mig bare gal og gør at jeg trækker mig væk igen. Hun skal ikke prøve at overtage mig igen. Jeg har lov til at have mine meninger. De betyder noget. Og det er MIG der bestemmer i MIT liv!!!
Jeg skal bare huske mig selv på det HELE TIDEN , når jeg har kontakt med hende. Det er faktisk ret opslidende alligevel. Hun har også foreslået, at jeg da kan komme med op og besøge min mormor på sygehuset. Her skal jeg også hele tiden holde fast i, at selvom konen er nogle-og-firs-år, så er hun altså som hun altid har været og jeg har været så pisse træt af hende og min morfar i jeg-ved-ikke-hvor-mange-år. Dårlig samvittighed igen og igen og igen og....... for hvad nu hvis hun dør og jeg fortryder o.s.v....

Hun bliver også ved med at snakke om hendes mand og om jeg ikke nok bare vil "komme hjem" og se, at der ikke er noget "i vejen". At jeg bare kan tage en snak med ham og så er dét det. Det er jeg bare stadig ikke klar til, hvilket jeg også har gjort hende klart. Jeg kan simpelthen bare ikke udstå tanken om den idiot. Alene bare at skulle være i rum med ham eller tænk hvis han gør antræk til at kramme mig goddag eller noget. Han skal bare holde sig langt væk fra mig og i hvert fald slet ikke komme i nærkontakt med mig. Jeg ved bare, at jeg vil have svært ved at sige fra, hvis han gør antræk til at give mig et kram efter vores såkaldte "forsoningssnak", som min mor åbenbart mener ville være en god idé. Hvordan trækker man sig væk fra et kram? Det vil være for akavet bare at give ham hånden og i det hele taget, så har jeg slet ikke lyst til hverken at kramme eller give ham hånden eller noget. Kort og godt - han skal bare holde kæft og holde sig langt væk fra mig. Det er sådan jeg har det.

Efter min seneste samtale med hende igår aftes, er jeg blevet enig med mig selv om, at jeg ikke ringer mere til hende foreløbig. Jeg har brug for ro igen.

-

Den seneste kontakt med min mor

ADVARSEL: Jeg undskylder på forhånd for alt for mange bandeord og STORE BOGSTAVER og alt hvad der ellers kan være af stødende karakter i følgende indlæg... Jeg kommer en smule i affekt, når jeg skal beskrive og tænke på de ting som indlægget omhandler!... :-)


Jeg har haft kontakt med min mor et par gange, siden jeg sidst skrev om det. Både forrige fredag, hvor jeg var hjemme hos hende og drikke te i et par timer og så idag hvor hun ringede. Da jeg så det var hende der ringede, overvejede jeg i et kort sekund om jeg skulle tage den, men besluttede mig for at gøre det.

Jeg ved egentlig ikke rigtig hvorfor jeg holder fast i hende. I vores "forhold", hvis man da kan kalde det det, for jeg synes ikke at det gavner mig specielt meget. Jeg får det ikke længere dårligt med selvmordstanker o.s.v. som jeg plejede at gøre, men der er stadig mange ting hun siger og gør, som jeg kun kan ryste på hovedet af, som giver mig stof til eftertanke og som gør, at jeg bliver ved med at tænke over, om jeg overhovedet har lyst til at have hende i mit liv.

Da jeg var hjemme og drikke te hos hende, fortalte jeg hende, at jeg havde haft min far med til et foredrag om Borderline. Hun blev noget overrasket og spurgte hvordan han havde taget det. Det var gået rigtig fint til foredraget og jeg tror han lærte en masse. Men jeg ved også at det var hårdt for ham. Nå, men hun siger så, at hun da også meget gerne vil til et foredrag og at mine brødre med garanti også gerne vil med. Jeg siger til hende, at jeg da kan undersøge hvornår det næste foredrag finder sted. Det gjorde det så i onsdags - dvs. 5 dage efter. Så tænker hun sig om et millisekund og siger så: "Nåååe... Jamen der går jeg til linedance, så det kan jeg desværre ikke!". Hehe. Se - nu kan det godt være, at det er mig der forventer eller forlanger for meget, men havde det nu været mig der var mor og havde en datter o.s.v., så tror jeg vist nok godt, at jeg liiiiige kunne springe en enkelt gang linedance over, for at tage til et ret vigtigt foredrag med min datter, som jeg forøvrigt ikke rigtig har haft noget forhold til i 2 år. For øvrigt så gjorde jeg hende opmærksom på, at jeg ikke vidste hvornår det næste foredrag på sjælland bliver afholdt og at de fleste foredrag i øvrigt for det meste er "lukkede", så det kun er for plejepersonale eller andre fagpersoner.

Igen kommer jeg til samme konklusion som jeg gjorde sidste gang:
JEG ER IKKE VIGTIG NOK FOR HENDE!

Udover dét så snakkede vi en smule om Borderline. Bl.a. fortalte jeg hende at jeg, meget af tiden, føler mig som en 10 årig indeni og forklarede lidt om idealisering og devaluering ud fra et eksempel med min psykolog. "Ja, det er jo også sådan du gør med din far og mig... og alle mulige andre". Ja, det er rigtig nok at jeg gør det, men lige hvad angår hende og min far, så kunne det jo tænkes at der var andre årsager til at jeg er sur på dem. Årsager som ikke har en skid at gøre med idealisering og devaluering, men derimod DERES MISBRUG!

På et tidspunkt nævnte jeg, at jeg havde en bog med i min taske om Borderline, som hun derefter gav udtryk for, at hun da gerne ville se. Hun bladrede lidt i den og spurgte om hun måtte låne den. Selvom jeg havde lyst til at sige nej ( og råbe DU KAN FAN'ME KØBE DIN EGEN FUCKING BOG HVIS DU ER INTERESSERET I ET VIDE NOGET OM MIN SYGDOM!!!), så sagde jeg alligevel ja. Da der var gået lidt tid, sagde jeg til hende, at jeg egentlig gerne ville have bogen med mig igen, fordi jeg var igang med at læse den, men at hun kunne låne den, når jeg var færdig (hvilket jeg faktisk heller ikke mente!). Så gjorde jeg hende opmærksom på, at den (kun) kostede 245 kr., hvis man bestiller den på nettet. Så bad hun mig om at finde siden på nettet til hende og så hentede hun sit dankort. Okaaaay, tænkte jeg så. Da hun kommer ind i stuen igen siger hun så: "Aaaarj ved du hvad... Jeg vil egentlig hellere vente og låne din. Så kan jeg lige se hvor god den er, for hvis der nu findes en anden på markedet der er bedre, så vil jeg hellere vente og så købe den!". Jeg sagde så til hende, at det var den bedste bog på markedet, fordi det er den nyeste og den udkom her i foråret. "Nåååeee... Okay... Jamen så køber jeg den....". Hvis du er blevet nysgerrig, så er det denne her bog.

Ja, og udover det så bliver hun stadig ved med KONSTANT at nævne hendes mand og at hun jo liiiige er blevet gift og iiiih og ååååh. . "Når han gør dit" og "Når han gør dat"...
Jeg overdriver ikke, når jeg siger, at hun nævner ham i (i hvert fald) hver 5. sætning. Inden jeg skulle til at gå fik jeg en rundtur i haven, hvor hun også liiiiige skulle fortælle hvor meget hendes MAND nu havde gjort for at få haven fin og hvor meget hendes MAND bla bla bla. Sjovt nok, så er det bare liiiiige blevet glemt, at hendes iiiiih så dejlige mand har nikket min lillebror en skalle, hvilket jeg tilsyneladende er den eneste i familien der kan huske. Kan man tillade sig at blive ved med at være sur/ikke kunne lide ham, når det "kun" er en enkelt gang manden har været voldelig? (Og når min lillebror øjensynligt har "slået en streg" over det?)

JEG BRÆKKER MIG!!!

Ja, og idag i telefonen, så kommer han åbenbart ind ad døren mens vi snakker, hvortil hun siger: "Næææ, nu kommer min mand sørme hjem...". WTF!!

Hvem fanden siger "Min mand dit" og "Min mand dat" idag. Så brug dog idiotens navn, hvis du endelig skal snakke om ham konstant!!!


I min familie har de altid haft dét jeg kalder "Gammel Dansk Traditionen".
Gammel Dansk har altid været noget man drak, når man drak kaffe. "Nu skal det blive godt med en kop kaffe og en Gammel Dansk". De to ting hører sammen som "pot og pande". Og jeg FUCKING HADER Gammel Dansk. Eller det er jeg jo nok kommet til på grund af det. Under te-besøget afslører hun så (uden hun selv tænker over det), at hende og min mormor åbenbart har deres egen lille (i deres øjne HELT UFATTELIGT HYGGELIGE) tradition med, at når dem de drikker kaffe/Gammel Dansk med har rejst sig og er gået (fx. når min morfar efter kaffen går i haven), så skal de to lige have en halv Gammel Dansk mere (og i det omtalte tilfælde, var det på min mormors opfordring). Når hun siger en halv, så runder jeg op - så det er nok nærmere 1 eller 2. Neeeej og iiiiiihhhh hvor hyggeligt altså! Hvad er der blevet af bare at drikke en kop kaffe eller et glas juice/saftevand/sodavand/whatever? Jeg har aldrig forstået hvorfor de absolut skal drikke den skide Gammel Dansk. Det svarer til hvis jeg hiver en flaske Små Grå eller Tequila frem. "Så mormor, nu skal vi sgu have os en lille én - gider du lige række mig saltet og citronen.... Ja tak... SKÅÅÅL!".

Anyway, nu har jeg fundet endnu en grund til, at jeg ikke gider min mormor og morfar og ikke mindst, hvorfor jeg IKKE skal have dårlig samvittighed over det:
Jeg var hjemme og spise hos min mor for nogle år siden, hvor min mormor og morfar også var til stede. Det gik lystigt for sig og min mor var godt bedukket. Da jeg har fået nok af dem, begynder jeg at gøre antræk til at tage hjem. Min mormor går med ud i bryggerset og siger så noget i retning af: "Nu må du ikke lade dit liv ødelægge (mere) af din mors misbrug. Du er nød til at redde og passe på dig selv". Og alt muligt andet (på det tidspunkt) sødt og medfølende. Det lyder jo egentlig ret sødt og omsorgsfuldt og det var det jo i og for sig også. Men nu... Nu er det jo så bare kommet frem hvor dobbeltmoralske mine mor-forældre er. De kan se og VED, at hun har et alkoholproblem/misbrug. De har snakket med os børn om det "jeg-ved-ikke-hvor-mange-gange". De har selv prøvet at tage (lidt) fat i hende og spørge om det ikke var kommet lidt ud af kontrol. Og nu... Nu kommer det (FANME!!!) for dagen, at de jo selv sidder og hælder sprutten på hende. Jeg var godt klar over, at de bidrog med deres Gammel Dansk Tradition, men at min mormor ligefrem har sin egen lille "tradition" med min mor, det er simpelthen grotesk! Fuck dem, mand!

Min mor skal også fortælle om min mormor og morfar hver gang jeg snakker med hende. Idag var det fordi hun ville fortælle, at min mormor skal opereres i hjertet på onsdag og i den forbindelse prøvede hun at hentyde til, at jeg jo kunne være med til at køre min morfar til og fra sygehuset - hvilket både hende og min moster (nærmest) slås om (for de er nemlig også uvenner!). Øhh... Nej tak, siger jeg bare. Jeg skal overhovedet ikke blandes mere ind i den familie end højst nødvendigt!! Ja, og jeg overvejer jo endda at "blande mig helt ud" igen...

Aaaaahhh... Det var rart at få det ud... :-)


Sum og summarum... Ja, det bliver jo bare aldrig anderledes og hvor meget vil/skal man (læs: jeg) ligge øre og krop til?

Jeg ved det stadig ikke helt, selvom det nu alligevel synes ret indlysende, efter jeg har læst det hele igennem nogle gange...

Min mor kommer idag!

I forgårs var jeg kørt ud og handle. Da jeg parkerer ser jeg, at min mors bil holder på parkeringspladsen lige bagved mig. Jeg sætter mig straks ind i bilen igen, da jeg opdager det. Så sad jeg dér og vidste ikke hvad jeg skulle gøre. Skulle jeg vente og sige hej? Skulle jeg bare gemme mig i bilen og bare "se" hende? Skulle jeg køre igen?

Af en eller anden grund blev jeg siddende og ventede på hende. Jeg ventede i næsten 45 min. før hun kom ud. På det tidspunkt havde jeg mere eller mindre bestemt mig for, at hvis hun var alene, så ville jeg gå over og sige hej til hende. Det var hun.

Da hun er kommet over til bilen går jeg hen til hende. Hun ser mig og så krammede vi bare uden at sige et ord. Hun græd. Nej, hun hulkede hjerteskærende! Jeg fældede også en tåre. Sådan stod vi i et par minutter uden at sige noget. Jo, jeg sagde, at jeg også savnede hende.

Da det fleste følelser ligesom havde lagt sig stod vi og snakkede og alt og ingenting i en halv times tid. Jeg spurgte om hun havde lyst til at komme til kaffe idag og det ville hun gerne.

Hun kommer her ved 13:30-tiden.

Da hun gik over mod bilen fik jeg bare sådan medlidenhed med hende. Jeg blev så ked af, at se hvordan hun ser ud. Lidt sammensunket, grå, energiforladt og ked af det. Hun levede helt op, da vi stod og snakkede.

Jeg er lidt nervøs. Har fået støvsuget og den store opvask tog jeg igår aftes. Og så har jeg lige rengjort badeværelset lidt. Jeg har besluttet, at jeg ikke vil rende rundt og gøre alt perfekt før hun kommer, som jeg plejer. Hun må tage mig og mit hjem som det er.

Jeg ved  ikke hvad jeg skal snakke med hende om. Jeg vil synes det er mærkeligt slet ikke at snakke om det der er sket, men samtidig ved jeg egentlig ikke rigtig hvad jeg skal sige om det.

Jo, jeg kunne godt tænke mig at sige til hende, at jeg er ked af, at jeg kaldte hende kæreste og nu mand for en psykopat, fordi han har nikket min lillebror en skalle. Måske var psykopat lige i overkanten. Men det ændrer ikke min mening om ham. Og så kunne jeg godt tænke mig at sige til hende, at en personlighedsforstyrrelse og specielt borderline ikke bare er noget hvor man kan tager sig sammen og bestemme, at nu vil jeg ikke have det mere. Min psykolog sagde igår, at det faktisk bliver anset for at være en kronisk sygdom. Sådan havde jeg ikke set på det. Men jeg kan da godt set det, for det er jo ens måde at handle og føle på og selvom det via. psykoterapi og psykoedukation kan ændres til nogle mere hensigtsmæssige handlemåder og tanker, så vil det nok altid være en del af ens personlighedsstruktur.

Jeg havde egentlig tænkt mig, at vi skulle gå en tur for ligesom ikke at sidde overfor hinanden og skulle snaaaaaakke. Men det er ikke så godt vejr - koldt, blæsende og regnfuldt - så det er måske ikke lige det man har mest lyst til.

Jeg er nok bare lidt rund på gulvet. Ved ikke rigtig hvad jeg føler omkring det, andet end jeg er rastløs og nervøs, fordi jeg ikke ved hvordan det kommer til at gå.

Frygten for at selvmordstankerne vælter frem igen, når hun er gået, sidder nok også lige under overfladen, fordi jeg de sidste 2 år har fået selvmordstanker hver gang jeg har haft kontakt med hende.

Psykologen gjorde meget ud af at fortælle mig, at uanset hvad hun siger, så er der ikke noget der er min skyld. Det er hende der burde have været mor og burde have været voksen og den opgave har hun ikke kunne klare. Så uanset hvad hun siger, skal jeg huske på, at min oplevelse af min barndom og af hvad der sker i nutiden er rigtig. Det er rigtigt for mig. At hun ser det på en anden måde og ikke vil se sandheden i øjnene er hendes valg.

Jeg er hverken et dårligt menneske eller en dårlig datter eller et dårligt barnebarn eller en dårlig søster, fordi jeg fjerner mig fra dét der gør mig syg og begynder at tage vare på mig selv og mit eget liv. At jeg mærker hvad der er godt og ikke godt for mig og handler på det...

Wish me luck.....

Puuuh jeg har mærkelige bange og spændte og glade og ked af det-sommerfugle i maven.....

Betalingen er tryghed

Advarsel: Seksuelt indhold.


Idag har egentlig været en fin nok dag. En 5'er på humørskalaen - dvs. hverken god eller dårlig. Bare neutral.

Det var dejligt at kæresten kom igår, men jeg kan godt mærke hvor svingende jeg er. Når han ikke er her, så savner jeg. Når han er her, så bliver jeg hurtigt irriteret på ham. Af forskellige årsager har vi ikke haft sex i flere uger og det havde vi så igår. På min opfordring. Det var også dejligt. Rigtig dejligt. Men så er det, at jeg bliver irriteret, fordi han ikke kan "nøjes" med een gang. Han ville igen her til morgen og så får jeg ikke sagt fra, så vi gjorde det selvom jeg egentlig ikke havde lyst. Hvorfor fanden siger jeg ikke fra?!?!?

Lige dér der lå jeg og tænkte på, hvordan jeg bare følte mig som escortpigen. Her er det bare ikke penge men tryghed, der er betalingen. Jeg havde det virkelig skidt over det. Jeg følte, at mine grænser i den grad blev overskredet. Men det er jo ikke hans skyld, når jeg ikke siger det lige ud. Jeg var slet ikke som jeg var aftenen før. Jeg var ikke "aktiv". Tvært imod så var jeg nærmere hvad jeg vil kalde "meget passiv" og så lå jeg og tænkte på, at han sgu da må kunne fornemme, at jeg ikke er i stødet. Men nej, det kunne han tilsyneladende ikke. Eller også så valgte han at ignorere det, som jeg har en mistanke om, at han har gjort så tit. Jeg havde bare lyst til at råbe af ham. Slå ham. Kaste ham væk. Sådan som jeg også engang imellem har det med kunder der irriterer mig, er for langsomme eller gør noget på en eller anden irriterende måde. Det er dog første gang at jeg har fået den her ubehagelige følelse indeni sammen med ham. Altså.. Jeg har før følt mig som escortpigen sammen med ham. Mange gange. Men...

Jeg måtte virkelig lægge bånd på mig selv da vi var færdige for ikke at begynde at græde. Normalt kan jeg godt græde, fordi det nogle gange bare bliver for intenst - hvilket plejer at være positivt, men denne gang var det ikke derfor.

Når jeg tænker på tidligere kærester jeg har været forelsket i, der har jeg haft lyst (næsten) hver dag. Nogle gange flere gange om dagen. Det har jeg ikke med ham. Jeg kan sagtens gå i flere uger uden at have lyst til ham.

Åhhh den pisse lorte irriterende trygheds-narkomani!!! Jeg hader det!!!

Hvor høj en pris vil jeg betale for noget falsk tryghed?!!?


Hvor høj en pris jeg vil betale for noget falsk tryghed er nok lige nøjagtig "spot on".
Det er dét det hele handler om i det her forhold.


Fuck, fuck og fuck hvor jeg bare hader mig selv!!!

Hapset fra Google

Tomheden

Jeg kom hjem fra kæresten igår eftermiddags. Har været sammen med
ham næsten hele ugen, først hos mig og de seneste dage hos ham. Det har været rigtig hyggeligt og dejligt afslappende. For en gangs skyld var jeg ikke helt mentalt drænet da jeg kom hjem, som jeg plejer at være når jeg er "ude" i flere dage.


Så efter et bad, lidt at spise og rent sengetøj på, gik jeg ind og lagde mig allerede ved 17-tiden, tror jeg den var. Det var faktisk rart. Det var ikke fordi jeg havde det dårligt - tvært imod, så var det dejligt og føltes som selv forkælelse. Desværre så sker der dét, som der altid sker, når jeg er alene. Da klokken er omkring 21.30 begynder jeg at få det skidt. Jeg vidste ikke hvad klokken var, før jeg fik kigget på uret.


Sammen med min psykolog har jeg fundet ud af, at min angst som regel kommer mellem 21 og 24. Da vi "undersøgte det" kunne jeg pludselig huske, hvordan jeg som barn lå i min seng og ventede på at mine forældre skulle komme og putte mig. De kom bare ikke. De glemte mig. Jeg kan huske at jeg tit græd mig i søvn og at jeg ikke kunne lide at gå ind og sige det til dem igen. Det var ikke hver dag det var sådan, men jeg kan huske at det skete flere gange. Og det skete mellem kl 21 og 24. Tænk at angsten sidder i kroppen så mange år efter og den dukker op hver aften. Nu ved jeg hvor den stammer fra, men det gør det ikke nødvendigvis nemmere at tackle.

Jeg havde ligget og set fjernsyn i flere timer, og det gjorde jeg fortsat, men følelsen kommer bare snigende. Jeg begyndte at små-græde og få det rigtig dårligt. Spiste noget forskelligt mad - hvad jeg nu lige havde i skabene - hvilket ikke var særlig meget. Lavede nogle kopper varm kakao. Så prøvede jeg at skrive til kæresten. Jeg vidste at han skulle have sønnen, men det kunne være at planerne var lavet om. Det var de ikke. Han sagde at jeg var velkommen. Jeg orkede ikke at skulle pakke tøj og hund og så videre, for derefter at køre en time i bil for at komme hjem til ham. Og desuden så var jeg jo lige kommet hjem. Lidt efter skrev han, at sønnen var taget op til en kammerat for at sove, men at han kom tilbage idag og at han nu selv ville gå i seng og så en masse søde ord.

Der blev jeg bare sur. Barnet indeni mig følte sig tilsidesat og jeg havde lyst til at skrive en dum sms tilbage til ham. I stedet skrev jeg bare at han måtte sove godt. Jeg ved jo godt at det er urimelige krav at stille, at han skal slippe alt hvad han har i hænderne og lave sine aftaler om for at komme og "redde mig" fra de ubehagelige følelser, men sådan havde jeg det bare.

Jeg synes, dette billede beskriver følelsen
af tomhed helt perfekt! Et stort hul i maven!

Det er bare så pisse svært for mig at være i de skide følelser. Jeg kan ikke bare være lidt ked af det og græde lidt. Der er ikke noget der hedder lidt i min verden - åbenbart. Jeg får selvmordstanker.
"Åhh hvor ville det også bare være lettere hvis jeg bare kunne slippe for alt det her lort. Lorteliv!". Begynder at tænke over metoder. Samtidig så kommer min familie ind i mine tanker og hvordan de ville reagere ved at jeg døde. Så får jeg det endnu værre, fordi jeg bliver ked af at gøre dem kede af det. At jeg nærmest kan mærke deres savn. Samtidig så ved jeg også godt, at jeg ikke har nosser nok til at gøre en ende på lortet, så samtidig med at jeg har selvmordstanker, så bliver jeg også irriteret på mig selv over det, fordi jeg godt ved at jeg aldrig ville kunne gøre det.

Åååårh hvor er de følelser bare ikke rare!

Og alt imens dette står på, så prøver jeg at huske psykologens ord: "Følelser er flygtige. Det går over igen. Det er okay at være ked af det. Det er forståeligt at du har det dårligt. Vær i og mærk de svære følelser, og vid at de går over igen".

Til sidst slukkede jeg for fjernsynet og tændte mit lydbånd, som som regel gør at jeg falder til ro. Det gjorde jeg også.

Jeg vågnede flere gange i løbet af natten. Den ene af gangene vågnede jeg ved, at jeg lå og råbte i søvne - af min mor. Noget med at hun ikke respekterede mine grænser og at jeg var voksen og havde lov til at sige fra.

Er der noget at sige til at jeg har brug for en lur i løbet af dagen?!?!?...

Selvskade

Jeg har lyst til at være selvskadende i de her dage.

Hvordan kan man sige det?

Hvad er det der gør, at man har lyst til at skade sig selv?

Det er ikke fordi jeg tænker, at jeg er sådan en dårlig person, at jeg fortjener at blive straffet. Jeg ved egentlig ikke rigtig hvordan jeg tænker. Det er bare en følelse jeg har og får indeni. Den kan ikke rigtig forklares andet end en lyst til at nedværdige mig selv.

Og min selvskade - udover overspisning i perioder - er prostitution.
Det er længe siden jeg har været ude hos en kunde. 1½ måneds tid. Fordi jeg i bund og grund ikke har lyst til det. Alligevel er der den her stemme indeni, der tvinger mig til det.
Det lyder meget skizofrent - det er det måske også...
Det er lidt ligesom den stemme der giver én dårlig samvittighed over, at man burde motionere, spise sundere, rydde op, gøre rent. Den dårlige samvittigheds stemme..... på en måde...

På den ene side så savner jeg det og det hiver i mig for at komme ud og mærke suset, specielt når jeg tænker på det eller læser bøger om emnet fx. Hustler af Odile Poulsen som jeg lige er blevet færdig med at læse for 2. gang. Men samtidig så er der noget der gør, at jeg bare ikke har lyst alligevel...

Det er jo klart et tegn på at jeg er kommet tættere på, at kunne mærke mig selv. Jeg har sjældent været bange når jeg har været ude hos kunder. Jeg har været ligeglad med mig selv. Ligeglad om der skulle ske mig noget. Om jeg døde... tjae... hva så... Nu kan jeg begynde at mærke frygten for at der sker mig noget. At det kunne være en psykopat i den anden ende. Samtidig så er der aldrig sket mig noget i al den tid jeg har gjort det...

Beslutningen om det kører som en pil frem og tilbage mellem skal - skal ikke... Tik tak, tik tak...
Jeg skifter beslutning og mening om det sådan ca. 500 gange om dagen...

Men jeg føler ikke at jeg er helt færdig med det endnu, så det ender nok på "skal"...

Ikke respekteret

Jeg var hos psykologen igen igår, og denne gang var der ikke noget at hverken mærke eller se. Jeg tror bare, at hun har haft nogle dage hvor hun var uoplagt. Igen - hun er jo også kun et menneske. Men det var rart at være "back on track" og hvor jeg ikke behøvede at bruge energi på at analysere hendes mindste ændring i adfærd.

Efter jeg havde skrevet indlægget den anden dag med at jeg savner min mor, sad jeg og læste min dagbog igennem på Depnet.dk. Den er helt tilbage til for 3-4 år siden, og der blev jeg virkelig mindet om hvorfor jeg bliver så syg af at have noget med hende at gøre. Jeg blev mindet om hvor mange grimme ting hun sagde til mig dengang jeg boede hos hende og hvordan jeg bare ikke kunne vente med at komme ud derfra og at jeg skulle have en meget lang pause fra hende, når jeg engang flyttede fra hende igen.

Samtidig så stod der også en masse om min mormor, som heller aldrig har respekteret mine grænser. Blandt andet hvordan hun altid skulle komme ind på min værelse og snaaaaaakke når hun var på besøg hos min mor. Også selvom jeg havde lukket døren og gjorde ekstra meget for at virke irriteret over at hun kom rendende hele tiden.

Mine grænser er aldrig blevet respekteret i familien. Bare ved tanken sidder jeg her i skrivende stund og bliver helt vildt irriteret og vred på dem. Det er deres fucking skyld at jeg har fået en Borderline personlighedsforstyrrelse og at jeg skal have det så meget sværere end mine jævnaldrende. At jeg er nød til at gå i intensiv terapi hos en psykolog, for at holde selvmordstankerne og meningsløsheden for døren. Tænk jeg begyndte hos den første psykolog allerede som 13årig og jeg har kun haft få perioder i min liv siden da, hvor jeg ikke har gået i terapi hos en eller anden. Jeg bliver snart 30 år.

Idag er det meningen at jeg skal i gruppe. Lige nu kan jeg overhoved ikke overskue det. Jeg havde egentlig glædet mig. Det er har væltet læsset er, at jeg skal ind til min lillebror i aften og hente en computer, som jeg skal købe af ham. Så kan jeg ikke overskue det andet også. Jeg er allerede mega udmattet. På den ene side vil jeg gerne have computeren, men jeg orker ikke at skulle ind og hente den. At skulle være "på".



Jeg ved ikke hvorfor det er, at jeg føler at jeg skal være "på", når det bare er min lillebror. Han har boet hos mig i mange år, fordi min mor smed ham ud hjemmefra, så han kender mig jo. Men han har det bare så svært med svaghed. Sådan som han ser svaghed. I hans øjne er svaghed, at jeg ikke bare "kan tage mig sammen" og få fingeren ud. Han har heller ikke forstået at det er en forstyrrelse i personligheden at have Borderline og det ikke bare er noget jeg kan "tage mig sammen" fra. Jeg synes sgu det er op ad bakke at have noget med familien at gøre.

Den eneste der giver mig plads til at være den jeg er, er min kæreste!