Den seneste kontakt med min mor

ADVARSEL: Jeg undskylder på forhånd for alt for mange bandeord og STORE BOGSTAVER og alt hvad der ellers kan være af stødende karakter i følgende indlæg... Jeg kommer en smule i affekt, når jeg skal beskrive og tænke på de ting som indlægget omhandler!... :-)


Jeg har haft kontakt med min mor et par gange, siden jeg sidst skrev om det. Både forrige fredag, hvor jeg var hjemme hos hende og drikke te i et par timer og så idag hvor hun ringede. Da jeg så det var hende der ringede, overvejede jeg i et kort sekund om jeg skulle tage den, men besluttede mig for at gøre det.

Jeg ved egentlig ikke rigtig hvorfor jeg holder fast i hende. I vores "forhold", hvis man da kan kalde det det, for jeg synes ikke at det gavner mig specielt meget. Jeg får det ikke længere dårligt med selvmordstanker o.s.v. som jeg plejede at gøre, men der er stadig mange ting hun siger og gør, som jeg kun kan ryste på hovedet af, som giver mig stof til eftertanke og som gør, at jeg bliver ved med at tænke over, om jeg overhovedet har lyst til at have hende i mit liv.

Da jeg var hjemme og drikke te hos hende, fortalte jeg hende, at jeg havde haft min far med til et foredrag om Borderline. Hun blev noget overrasket og spurgte hvordan han havde taget det. Det var gået rigtig fint til foredraget og jeg tror han lærte en masse. Men jeg ved også at det var hårdt for ham. Nå, men hun siger så, at hun da også meget gerne vil til et foredrag og at mine brødre med garanti også gerne vil med. Jeg siger til hende, at jeg da kan undersøge hvornår det næste foredrag finder sted. Det gjorde det så i onsdags - dvs. 5 dage efter. Så tænker hun sig om et millisekund og siger så: "Nåååe... Jamen der går jeg til linedance, så det kan jeg desværre ikke!". Hehe. Se - nu kan det godt være, at det er mig der forventer eller forlanger for meget, men havde det nu været mig der var mor og havde en datter o.s.v., så tror jeg vist nok godt, at jeg liiiiige kunne springe en enkelt gang linedance over, for at tage til et ret vigtigt foredrag med min datter, som jeg forøvrigt ikke rigtig har haft noget forhold til i 2 år. For øvrigt så gjorde jeg hende opmærksom på, at jeg ikke vidste hvornår det næste foredrag på sjælland bliver afholdt og at de fleste foredrag i øvrigt for det meste er "lukkede", så det kun er for plejepersonale eller andre fagpersoner.

Igen kommer jeg til samme konklusion som jeg gjorde sidste gang:
JEG ER IKKE VIGTIG NOK FOR HENDE!

Udover dét så snakkede vi en smule om Borderline. Bl.a. fortalte jeg hende at jeg, meget af tiden, føler mig som en 10 årig indeni og forklarede lidt om idealisering og devaluering ud fra et eksempel med min psykolog. "Ja, det er jo også sådan du gør med din far og mig... og alle mulige andre". Ja, det er rigtig nok at jeg gør det, men lige hvad angår hende og min far, så kunne det jo tænkes at der var andre årsager til at jeg er sur på dem. Årsager som ikke har en skid at gøre med idealisering og devaluering, men derimod DERES MISBRUG!

På et tidspunkt nævnte jeg, at jeg havde en bog med i min taske om Borderline, som hun derefter gav udtryk for, at hun da gerne ville se. Hun bladrede lidt i den og spurgte om hun måtte låne den. Selvom jeg havde lyst til at sige nej ( og råbe DU KAN FAN'ME KØBE DIN EGEN FUCKING BOG HVIS DU ER INTERESSERET I ET VIDE NOGET OM MIN SYGDOM!!!), så sagde jeg alligevel ja. Da der var gået lidt tid, sagde jeg til hende, at jeg egentlig gerne ville have bogen med mig igen, fordi jeg var igang med at læse den, men at hun kunne låne den, når jeg var færdig (hvilket jeg faktisk heller ikke mente!). Så gjorde jeg hende opmærksom på, at den (kun) kostede 245 kr., hvis man bestiller den på nettet. Så bad hun mig om at finde siden på nettet til hende og så hentede hun sit dankort. Okaaaay, tænkte jeg så. Da hun kommer ind i stuen igen siger hun så: "Aaaarj ved du hvad... Jeg vil egentlig hellere vente og låne din. Så kan jeg lige se hvor god den er, for hvis der nu findes en anden på markedet der er bedre, så vil jeg hellere vente og så købe den!". Jeg sagde så til hende, at det var den bedste bog på markedet, fordi det er den nyeste og den udkom her i foråret. "Nåååeee... Okay... Jamen så køber jeg den....". Hvis du er blevet nysgerrig, så er det denne her bog.

Ja, og udover det så bliver hun stadig ved med KONSTANT at nævne hendes mand og at hun jo liiiige er blevet gift og iiiih og ååååh. . "Når han gør dit" og "Når han gør dat"...
Jeg overdriver ikke, når jeg siger, at hun nævner ham i (i hvert fald) hver 5. sætning. Inden jeg skulle til at gå fik jeg en rundtur i haven, hvor hun også liiiiige skulle fortælle hvor meget hendes MAND nu havde gjort for at få haven fin og hvor meget hendes MAND bla bla bla. Sjovt nok, så er det bare liiiiige blevet glemt, at hendes iiiiih så dejlige mand har nikket min lillebror en skalle, hvilket jeg tilsyneladende er den eneste i familien der kan huske. Kan man tillade sig at blive ved med at være sur/ikke kunne lide ham, når det "kun" er en enkelt gang manden har været voldelig? (Og når min lillebror øjensynligt har "slået en streg" over det?)

JEG BRÆKKER MIG!!!

Ja, og idag i telefonen, så kommer han åbenbart ind ad døren mens vi snakker, hvortil hun siger: "Næææ, nu kommer min mand sørme hjem...". WTF!!

Hvem fanden siger "Min mand dit" og "Min mand dat" idag. Så brug dog idiotens navn, hvis du endelig skal snakke om ham konstant!!!


I min familie har de altid haft dét jeg kalder "Gammel Dansk Traditionen".
Gammel Dansk har altid været noget man drak, når man drak kaffe. "Nu skal det blive godt med en kop kaffe og en Gammel Dansk". De to ting hører sammen som "pot og pande". Og jeg FUCKING HADER Gammel Dansk. Eller det er jeg jo nok kommet til på grund af det. Under te-besøget afslører hun så (uden hun selv tænker over det), at hende og min mormor åbenbart har deres egen lille (i deres øjne HELT UFATTELIGT HYGGELIGE) tradition med, at når dem de drikker kaffe/Gammel Dansk med har rejst sig og er gået (fx. når min morfar efter kaffen går i haven), så skal de to lige have en halv Gammel Dansk mere (og i det omtalte tilfælde, var det på min mormors opfordring). Når hun siger en halv, så runder jeg op - så det er nok nærmere 1 eller 2. Neeeej og iiiiiihhhh hvor hyggeligt altså! Hvad er der blevet af bare at drikke en kop kaffe eller et glas juice/saftevand/sodavand/whatever? Jeg har aldrig forstået hvorfor de absolut skal drikke den skide Gammel Dansk. Det svarer til hvis jeg hiver en flaske Små Grå eller Tequila frem. "Så mormor, nu skal vi sgu have os en lille én - gider du lige række mig saltet og citronen.... Ja tak... SKÅÅÅL!".

Anyway, nu har jeg fundet endnu en grund til, at jeg ikke gider min mormor og morfar og ikke mindst, hvorfor jeg IKKE skal have dårlig samvittighed over det:
Jeg var hjemme og spise hos min mor for nogle år siden, hvor min mormor og morfar også var til stede. Det gik lystigt for sig og min mor var godt bedukket. Da jeg har fået nok af dem, begynder jeg at gøre antræk til at tage hjem. Min mormor går med ud i bryggerset og siger så noget i retning af: "Nu må du ikke lade dit liv ødelægge (mere) af din mors misbrug. Du er nød til at redde og passe på dig selv". Og alt muligt andet (på det tidspunkt) sødt og medfølende. Det lyder jo egentlig ret sødt og omsorgsfuldt og det var det jo i og for sig også. Men nu... Nu er det jo så bare kommet frem hvor dobbeltmoralske mine mor-forældre er. De kan se og VED, at hun har et alkoholproblem/misbrug. De har snakket med os børn om det "jeg-ved-ikke-hvor-mange-gange". De har selv prøvet at tage (lidt) fat i hende og spørge om det ikke var kommet lidt ud af kontrol. Og nu... Nu kommer det (FANME!!!) for dagen, at de jo selv sidder og hælder sprutten på hende. Jeg var godt klar over, at de bidrog med deres Gammel Dansk Tradition, men at min mormor ligefrem har sin egen lille "tradition" med min mor, det er simpelthen grotesk! Fuck dem, mand!

Min mor skal også fortælle om min mormor og morfar hver gang jeg snakker med hende. Idag var det fordi hun ville fortælle, at min mormor skal opereres i hjertet på onsdag og i den forbindelse prøvede hun at hentyde til, at jeg jo kunne være med til at køre min morfar til og fra sygehuset - hvilket både hende og min moster (nærmest) slås om (for de er nemlig også uvenner!). Øhh... Nej tak, siger jeg bare. Jeg skal overhovedet ikke blandes mere ind i den familie end højst nødvendigt!! Ja, og jeg overvejer jo endda at "blande mig helt ud" igen...

Aaaaahhh... Det var rart at få det ud... :-)


Sum og summarum... Ja, det bliver jo bare aldrig anderledes og hvor meget vil/skal man (læs: jeg) ligge øre og krop til?

Jeg ved det stadig ikke helt, selvom det nu alligevel synes ret indlysende, efter jeg har læst det hele igennem nogle gange...

Er psykologen træt af mig?

Jeg har her på det sidste følt at min psykolog er ved at være træt af mig. Hun har virket uoplagt og små-irriteret flere gange. Da jeg var hos hende sidst følte jeg, at hun nærmest havde et opgivende og irriteret tonefald, fordi jeg bliver ved med at "køre rundt i" at jeg savner min mor.

Hun siger, at hun ikke forstår hvorfor jeg bliver ved med at savne hende, når jeg godt ved, at hun gør mig syg. Jamen det er jo min mor. Det er da et traume at være nød til at bryde forbindelsen med sin egen mor, fordi hun gør mig syg. Jeg synes bare hun havde et tonefald, som om hun var irriteret, da hun sagde det.

Jeg har prøvet at forklare mig selv dét med, at hun måske har nogle personlige problemer for tiden, der gør at hun måske ikke er så oplagt... eller noget andet, der ikke nødvendigvis har noget med mig at gøre. Alligevel kan jeg ikke lade være med at tro, at det er mig hun er træt af. Jeg mener... hun er jo også kun et menneske, og jeg kommer hos hende 2 gange om ugen, så hvis hun nu skulle være træt af mig i perioder, så er der vel ikke noget at sige til det...?

Samtidig så har jeg da bare ikke lyst til at komme hos hende, hvis hun bliver irriteret på mig... 

Jeg har en del tankemylder om alle mulige ting for tiden. 

Bl.a. så tænker jeg, om det har været hendes "plan" fra starten af min terapi, at hun ville "arbejde mig hen imod" at bryde forbindelsen med min mor. Ved vores sidste samtale nævnte jeg, at jeg havde overvejet at tage kontakt til hende igen, hvortil hun sagde noget i retning af "hvis du gerne vil have konflikter i dit liv, så skal du bare tage kontakt til hende". Kan ikke huske ordret hvordan hun formulererede det, men det var noget i den retning.

Jeg ved ikke... Bliver man hjernevasket af en psykolog? Specielt når man har Borderline er man jo meget let-påvirkelig. Kernen i en Borderline personlighedsforstyrrelse er jo, at man mangler en indre kerne. En identitet, på en måde. Derfor så har man let til at påtage sig andres meninger og holdninger. Det kan jeg mærke rigtig meget i terapien. "Jeg bliver nød til at gøre sådan og sådan, for ellers bliver psykologen sur". Hele tiden at føle at jeg skal please. At være den "gode patient". Det har jeg også snakket med hende om.

Jeg føler mig bare lidt som en stykke modellervoks i hendes hænder. Sådan en dukke der bliver styret af tråde som bliver holdt for oven.

Er det psykologen der former mit liv? 

Jeg har gået hos hende i 1½ år nu, og jeg har altid glædet mig til samtalerne 2 gange om ugen. Nu har jeg ikke lyst til at tage derhen mere. Jeg ser ikke frem til det. Jeg føler mig som en byrde.

Jeg burde jo snakke med hende om det, men det synes jeg bare er så svært.. Det er svært at vise at man er sårbar overfor hendes mindste rynken i panden, hendes tonefald, hvordan hun hilser på mig når jeg kommer, om hun er forsinket fordi hun ikke gider mig. De sidste mange gange har hun været for sent på den. Jeg skal altid stå og vente 5-10 min. over vores aftalte tidspunkt, før hun kommer og henter mig. Hun undskylder altid hvis der er gået for lang tid, men det gør alligevel at jeg tænker at hun ikke gider mig....

Måske er det bare tankespind...

Bare ked og savner min mor

Det er nu over 1½ år siden at min mor brød min tillid ved at fortælle en af mine dybeste hemmeligheder videre. Siden da har jeg stort set ikke haft noget at gøre med hende. Jeg har skrevet flere breve, som hun ikke har svaret på, bl.a. hvor jeg skriver om hvordan hendes misbrug har påvirket mig.

Det seneste brev svarede hun på, men det var ikke andet end en lang remsen op af situationer hvor hun synes hun havde været der for mig. Hun kommenterede slet ikke nogen af de ting JEG havde skrevet om i brevene. Desuden skrev hun, at jeg nu har modtaget psykiatrisk hjælp i så mange år, og om det dog ikke er på tide at jeg tager skeen i den anden hånd og kommer ud af "offerrollen". 

D.v.s. hun ikke har forstået noget som helst. Ikke engang at jeg er syg. At jeg har en personlighedsforstyrrelse, og at jeg IKKE BARE kan tage mig sammen!

Jeg har været igennem hele følelsegisteret mange gange på det 1½ år. Jeg har mest følt vrede. Rigtig meget vrede. Men nu er det gået over i savn. Jeg savner hende... eller jeg savner noget... en mor... en mor, som en mor skal være. Ikke som min mor er... manipulerende.... nedgørende... selvhævdende... som ser mig som en forlængelse af sig selv og ikke, at jeg er et selvstændigt individ som har egne meninger og har lov at sige fra.

Jeg synes det er svært i terapien for tiden. Jeg har det svært med, at jeg føler at min mor bliver gjort til en psykopat, der kun er ude på at skade mig. Jeg tror ikke på, at hun gør nogen af de her ting med vilje. Hun vil ikke skade mig med vilje - det ved jeg. Det er bare sådan hun er. Det er ubevidste mønstre hun har, som gør mig syg når jeg er i nærheden af hende. Udover dét så er det hendes alkoholmisbrug. Plus at hun nu har fundet en mand der har været voldelig overfor min lillebror. Ganske vist kun én enkelt gang - men er det ikke også en enkelt gang for meget? Det lader til at jeg er den eneste i familien der stadig tænker på den episode. Selv min lillebror tænker vist ikke så meget på det mere. Jeg forstår bare ikke at det bare kan gå i glemmebogen sådan noget. Nu er de tilmed lige blevet gift.

Hun ringede til mig for nogle dage siden. Det er første gang jeg snakker med hende i over ½ år. Jeg har skrevet nogle få sms'er, men det er også det. Hun græd rigtig meget og sagde at hun savner mig og om jeg ikke nok vil tænke over, om vi kan ses og få snakket tingene igennem. Jeg vidste ikke hvad jeg skulle sige. Jeg kunne ikke mærke noget som helst.
Jeg spurgte om hun havde lyst til at komme forbi. Hun har ikke set min nye lejlighed endnu. Men hun sagde at hun helst ville have at jeg kom hjem til hende, hvis vi skulle ses. Hvorfor nu det? Ikke engang når jeg åbner døren på klem tager hun imod. Det skal være på hendes præmisser. Jeg vil ikke der hjem. Hvad skal jeg det for?

På den ene side går jeg seriøst og tænker over om jeg skal ringe og spørge hende om vi skal gå en tur i skoven og snakke. Så skal vi ikke sidde overfor hinanden i en sofa og glo hinanden i øjnene. Samtidig så ved jeg ikke hvad jeg skal sige til hende. Jeg orker næsten ikke at tage hul på bylden.

Jeg synes det er så svært...

Samtidig så er jeg bange for at der sker hende noget og jeg vil fortryde det til evig tid.

Min mormor er også på sygehuset, hvilket min mor også fortalte mig den anden dag.
Hun er gammel og svag efterhånden. Der er ingen der ved hvor længe hun holder endnu. Jeg har hele tiden en hvid og en sort engel der skændes på mine skuldre. Jeg har på den ene side dårlig samvittighed og føler at jeg burde besøge hende. På den anden side, så synes jeg sgu aldrig at de (min mormor og morfar) har været der for mig. De har kun været med til at fastholde min mor i hendes misbrug, selvom de godt har vidst hvor meget det gik ud over både hende og os børn. Så hvorfor skal jeg besøge hende? For at gøre hende glad og tilpas? Hvem gør så mig glad?

Hvem kommer og trøster mig nu hvor jeg sidder og græder og har det ad helvedes til?

Hvordan kan man skade et barn så meget, at det får en personlighedsforstyrrelse.
At det altid føler at det er synd for mor og far.
At det altid tænker på alle andre end sig selv.
At barnet skal være den stærke der skal tage sig af forældrene, når det skulle være omvendt.

Jeg føler jeg straffer min mor ved ikke at ville se hende. At jeg er moren der straffer barnet fordi jeg tager vare på mig selv. Jeg har fået det væsentlig bedre i den forgangne 1½ år efter jeg har haft minimal kontakt til hende, og nu fordi hun ringer og vi snakker i 5-10 min. så ryger jeg lige ned i depressionen igen... Men jeg tror stadig ikke på at hun gør noget af alt det her med vilje...

Måske er det også derfor det er svært for mig, for jeg tænker, at hun jo ikke ved hvad hun gør forkert, når det er ubevidste ting. Og hvordan skal vi komme videre hvis jeg nægter at se hende.


Samtidig så er der jo ikke nogen der siger at vi SKAL komme videre, men jeg kan heller ikke forestille mig at jeg aldrig skal have et forhold til hende igen...                               

Endnu et afbud til veninden

Søndags-uroen endte med et regulært angstanfald. Det har jeg ikke prøvet før. I hvert fald ikke hvor jeg ligefrem begyndte at græde og ikke kunne styre det.

Det var den lille pige indeni der var urolig kunne jeg efterhånden mærke. Jeg begyndte at mærke forladthedsfølelsen jeg havde, da jeg var lille og ikke kunne falde i søvn, men kunne se og høre mine forældre inde i stuen. Jeg holdt altid øje med om lyset var blevet slukket. Hvis det blev det inden jeg nåede at falde i søvn, så fik jeg det endnu værre. Imens jeg skriver dette får jeg en vag fornemmelse af, at jeg faktisk tit spurgte mine forældre hvornår de skulle i seng og håbede, at de sagde, at der ville gå lang tid. Så var jeg beroliget en smule.

Sindet er forunderligt. Tænk at man kan leve i alle de år. Være så mange steder. Møde så mange mennesker. Og så sidde nu og ikke kunne huske noget som helst af det. Jeg ved fx., at jeg har været ude at rejse over 20 gange, men jeg kan stort set ikke huske noget af det. Ikke engang hvis jeg ser billeder kan jeg fremkalde mig det. Det er sgu da mærkeligt....


Nå, men det var ikke dét dette indlæg skulle handle om.

Idag skulle jeg være mødtes med en veninde. Vi skulle have mødtes når hun fik fri her i eftermiddag og jeg kunne som sædvanlig ikke overskue det. Allerede næsten da jeg sagde ja til aftalen for nogle dage siden, kunne jeg mærke at jeg ikke kunne rumme det, men tænkte at det jo kunne nå at ændre sig. Dagen startede da også med, at jeg allerede planlagde diverse undskyldende beskeder. Egentlig så var det nogle fair grunde jeg havde. Jeg har monster meget allergi. Det klør overalt, næsen løber og er stoppet på samme tid, øjnene er hævede og jeg har tilmed også vejrtrækningsproblemer ind imellem. I den forbindelse lagde jeg cigaretterne på hylden igår morges og hun ryger, så det ville også være lidt af en udfordring.

Jeg endte med at skrive dét og skrev at jeg var virkelig ked af, at jeg sådan gang på gang melder fra og at jeg ikke håbede at hun var alt for sur eller skuffet. Hun skrev tilbage, at det var helt okay og ønskede mig god bedring.

Nu er det så jeg tænker, hvad det er der gør, at jeg ikke har energi til at mødes med hende? Ville det være det anderledes hvis hun nu også var syg? Ja, det tror jeg det ville være. Jeg har aldrig følt at jeg kunne være mig selv sammen med hende. Fx. så mødes vi altid på cafe ude i byen. Jeg har kendt hende i plus/minus 6-7 år, og jeg har ikke engang været hjemme hos hende 6-7 gange og omvendt.

Sidste gang vi sås, der inviterede jeg hende hjem til mig i stedet for på cafe. Hun kom også, men det var sgu lidt mærkeligt. Jeg kan ikke forklare rigtig hvorfor det var mærkeligt, det føltes bare forkert. Denne gang spurgte hun igen om vi skulle mødes på cafe, så måske brød hun sig heller ikke om det.

Måske har hun svært ved at lukke folk ind, siden hun aldrig inviterer hjem. Det er ikke kun mig (så vidt jeg ved) der mødes med hende ude i byen. Det gør hendes andre veninder også. Jeg ved det ikke...

Jeg har også brugt meget af dagen på at tænke på, hvad hun egentlig giver mig. Ja, jeg ved godt at jeg måske kan lyde som lidt af en egoistisk kælling nu, men hvad er det der gør, at vi har lyst til at se nogle mennesker og ikke andre. Hvad får jeg ud af relationen? Jeg føler faktisk ikke at jeg får noget ud af den. Jo, det er da meget hyggeligt at tage på cafe ind imellem, men det er de eneste tidspunkter vi ses på. Udover det, så laver vi ikke noget og har egentlig ikke rigtig noget til fælles. Faktisk er vi meget meget forskellige.

Jeg kunne bare godt tænke mig nogle veninder jeg kan være mig selv sammen med. Som har lyst til at komme hjem og besøge mig. Som skriver og spørger om jeg ikke lige giver en kop kaffe. Som selv inviterer forbi til en kop kaffe eller noget aftensmad. Som har lyst til at grille hjemme hos mig på terrassen om sommeren. Hvor jeg føler, at de føler sig hjemme i mit hjem. Hvor de ikke spørger, om de må få noget at drikke, men bare selv tager. Hvor man kan lave hyggeaftner i sofaen i joggingtøj og med kærlighedsfilm i dvd'en. Ja, alt muligt. Dét savner jeg.

Nå... Jeg ved ikke... Det var dagens tanker.. Håber ikke det blev alt for rodet... :-)

Idag ringede min far

Han ringer normalt kun når han har en "agenda". Noget han vil sige. Noget der skal aftales. Noget der skal ordnes. Men idag ringede han bare for at sige hej og høre hvad jeg lavede.
Straks han ringer så er alle alarmklokkerne på. Er der noget i vejen? Hvorfor lyder hans stemme som den gør? Skal jeg nu have skæld ud idag? Hvordan er hans humør? osv osv osv...

Selvom han bare ville sige hej og samtalen var helt overfladisk, så får jeg det alligevel skidt når jeg har snakket med ham. Jeg har sådan lyst til at tage ham under mine vinger som en fugleunge. At være mor for ham. Det har jeg været i så mange år, så rollen er meget bekendt. Jeg arbejder på at komme ud af den. På at se at det er mig der er datteren og ham der (burde) være den voksne. I stedet så er rollerne helt byttet rundt.

Han er i økonomiske problemer. Har en masse ting til salg han ikke kan komme af med, fordi folk stadig holder på deres penge. Han har banken på nakken, men alle hans penge "står i noget" (ting).

Men egentlig har jeg ikke medlidenhed med ham på det punkt, for han har selv sat sig i den situation. Han har selv været ligeglad og givet hans tidligere kone totalt råderet over hans økonomi. Hun brugte løs som det passede hende - og det var ikke så lidt!!!

Samtidig så har han ikke sat sig ordentligt ind i de investeringer han har lavet, stolet på de forkerte mennesker, og derved tabt en hulens masse penge. Og så er der lige alle pengene der skal til at vedligeholde hans misbrug af især kokain, men også alkohol. Det er sgu en dyr vane.

Så ja, det er synd for ham at han sidder med røven i vandskorpen nu, men han kunne have stoppet det for længe siden.

Mit livsønske gik i opfyldelse sidste sommer, da han gik i behandling. Jeg besøgte ham hver uge i besøgstiden, og det var som at få en helt ny og tilstedeværende far. Det var så mærkeligt. Mærkeligt at man lige pludselig gerne måtte snakke om og sige de ting, der altid har været forbudte.
Han var tilmed begyndt at kalde sig selv for alkoholiker. Jeg fik mange undskyldende sms'er igennem hans forløb, hvor han fik øjnene op for hvordan det har ødelagt os, at vokse op med deres alkoholmisbrug.

Men det holdt ikke længe. Jeg tror han drak allerede samme dag som han kom hjem efter opholdet. Samtidig så ved jeg fra personalet at han hele vejen igennem har løjet om hans kokainmisbrug. Jeg tror det var det forkerte sted jeg fik ham indskrevet på. De havde ikke nok fokus på hans egentligt største problem som er kokain. Det her var mere et alkoholbehandlingssted.

Jeg må bare sande at han ikke ønskede det nok. Idag må jeg ikke engang nævne noget med alkohol, behandling eller noget der minder om det. På trods af at han var så glad for at se hvor glad jeg var, da han var gået i behandling, så har han efterfølgende mange gange siddet og drukket alkohol lige op i mit åbne ansigt. Mange gange. Jeg synes det er så tarveligt og respektløst.

Jeg fortalte ham mange gange hvor glad jeg var for at han var gået i behandling, og at jeg troede på ham. Græd sågar af glæde. Og nu skal jeg bare glemme det hele og lade som om det aldrig er sket.

Jeg glemmer det ikke, men jeg ligger det bag mig og arbejder på at leve mit eget liv.
Så må de drikke sig ihjel - det er åbenbart det de har tænkt sig....