Viser opslag med etiketten fremtid. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten fremtid. Vis alle opslag

tirsdag den 11. december 2012

Endnu en diagnose og at skulle igang igen...

Lige for at starte ud med en update fra sidst... Der er jo gået lidt tid... Jeg tænker på at skrive på bloggen næsten hver dag, men jeg kan for det meste ikke samle mig sammen til, at få skrevet tankemylderet ned og der sker så meget, at jeg ikke ved hvor jeg skal starte..... 

Jeg er sammen med kæresten igen... SURPRISE!!
Jeg fatter ikke, at han holder ved. Han burde være skredet for længe siden, sådan som jeg behandler ham, når det slår klik i mit hoved og mine følelser tager magten fra mig, men nej, han er der endnu.

Mødet om tirsdagen blev holdt. Stedet hedder Vikon, som er det, man kalder "anden aktør". Sagsbehandleren ringede til mig om mandagen, da hun havde fået min mail. Vi havde en 10 mins. snak, hvor jeg også begyndte at græde i telefonen. Jeg har aldrig grædt foran hende... eller i telefonen, for den sags skyld. Vi aftalte, at mødet dagen efter kun skulle være en rundvisning og jeg så kunne gå hjem og tænke over det. Jeg havde det mildest talt ad helvedes til. Jeg skældte hende også lidt ud. Jeg følte ikke, at hun lyttede og overhoved tog det, jeg sagde, seriøst. Men hun har vel lært, hvordan man skal gribe en "borderliner i affekt" an.

Jeg snakkede efterfølgende i telefon med kæresten, som prøvede at berolige mig. Jeg blev småsur (indeni) på ham over, at han ikke selv sagde, at han gerne ville tage med mig til mødet for at støtte mig - selvom han skulle på arbejde. Jeg fik sagt til ham, at jeg ville ønske at han ville tage med. Der gik 10 min. så ringede han tilbage og havde fået byttet sin vagt. Så jeg havde ham med dagen efter. Åhh... Det var jeg så glad for!!!!

Vi var 5 personer til mødet på Vikon. En medarbejder derfra, min sagsbehandler, min nye mentor (støtte-person), kæresten og mig. Nøj, hvor er det ikke rart, at sidde dér og føle sig som en 5 årig, der skal holdes i hånd, den første dag i børnehaven. Det var sådan jeg følte det. Ikke pga. noget de andre gjorde, men det var noget der foregik indeni mig, fordi jeg føler mig lille og sårbar. Ja, og så at være i centrum for 4 menneskers opmærksomhed og at det var mig der skulle "drøftes" på mødet. Fuck det var ikke rart. Hjertebanken, tør i munden, gråd og uro/angst.

Jeg nåede også at bryde sammen et par gange, hvilket måske egentlig er godt, fordi de så får set, at jeg ikke har det særlig godt indeni. Kæresten var også en rigtig god støtte og han fortalte også om, hvordan han oplever mig og hvor svært det (til tider) kan være, at være kæreste med mig, fordi det svinger op og ned konstant. Han var virkelig god til at beskrive mig - meget bedre end jeg selv er - og det var dejligt. Han var og er sgu min klippe. Uanset hvor dårligt jeg har det. Hvor manisk jeg er. Hvor depressiv jeg er. Hvor meget jeg er irriteret på ham. Hvor meget jeg (næsten) byder ham. Så er han der. Han holder ud, fordi (som han siger), han ved hvordan jeg er indeni og han ved hvorfor, jeg reagerer, som jeg gør. Det er for vildt! Hvad har jeg nogensinde gjort for at fortjene ham!!!?????........

Min nye mentor, som de kalder det, er en rigtig sød dame omkring de 50 år. Hjertelig og varm. Man kan tydeligt mærke, at hun brænder for sit arbejde og for at hjælpe mennesker. Selvom hun er ansat gennem jobcenteret og hendes opgave er, at (forsigtigt) skubbe mig mod Vikon (selvforsørgelse), så føler jeg faktisk, at hun er på "min side". Hun virker oprigtigt bekymret og interesseret i mig. Det var til mødet på Vikon, at jeg mødte hende første gang og siden har hun været hjemme hos mig 2 gange og så med mig til møde på Vikon igen idag. Som jeg har forstået, skal hun kun være der for mig, i "indkøringsperioden" til Vikon, så jeg har lidt svært ved at placere hende "i hovedet", for hvis hun alligevel forsvinder igen lige om lidt, så kan det jo være ligemeget...

På mødet blev det aftalt, at jeg skulle starte ca. 14 dage efter. Det bliver så på onsdag - i overmorgen. Jeg skal starte på det de kalder "Angstholdet", som er et hold, hvor der pt. er 3 - dvs. 4 med mig. Idag var jeg dernede med mentoren, for at hilse på psykologen som underviser og ligesom "står for" holdet.
Og FUCK altså - det er en mand - tilmed på min egen alder... måske 5 år ældre!!! Selvfølgelig er det en rigtig sød, indfølende, CHARMERENDE, glimt i øjet, og-meget-andet-psykolog!!! Det bliver fucking svært. Mest pga. ham. Hvorfor fanden kan det ikke være en (ældre) mand, som er mere ala en "sådan-burde-en-far-være-agtig-type" og ikke en fyr, jeg ville lægge an på i byen!!!

Jeg skulle selvfølgelig fortælle om mig selv. Han havde (med vilje) ikke læst min sag, fordi han hellere vil høre det fra klienten selv end at læse sig frem og derved få et forudindtaget billede af personen. Så da jeg skulle fortælle, at jeg havde arbejdet som prostitueret. Hmm... ikke særlig fedt... Af flere årsager... Han er en mand ( = han får billeder i sit hoved af mig på måder der ikke er passende i "vores relation"..... forestiller jeg mig... eller siger min erfaring...) og ja, så vel også fordi hans mening tilsyneladende allerede betyder noget, fordi jeg synes om ham. Jeg lagde også mærke til hver en ansigtstrækning hos ham, men han havde totalt pokerfjæs, så der var intet at spore om hans egen mening, uanset hvad jeg sagde.

Og i bund og grund er det jo også pisse fucking ligegyldigt! Det er hans arbejde og hvad forestiller jeg mig?! Jeg er allerede ovre i at være den flirtende pige, som ikke er i kontakt med mig selv - selvom jeg flere gange mistede kontrollen, hvor stemmen knækkede og jeg smågræd... hvorpå hans reaktion kun gjorde, at jeg synes endnu mere om ham... Og jeg har allerede lagt mærke til både det sagte og usagte. Som en indskudt sætning fik han fx. sagt, at han har to små børn derhjemme. Så tænker jeg: "Hmm... okay.. så må han være i forhold... måske gift?!"... Nej, han er ikke gift - med mindre han tager sin vielsesring af, når han er på arbejde, for han havde ikke ring på...

Se hvor latterlig jeg er.... Dér sidder jeg og funderer over, om han måske kunne forestille sig, at kunne finde sammen med sådan en som mig... og så i det forum... Han er sgu da pisse ligeglad med mig... Jeg er jo bare en patient/klient...

Da jeg kom hjem og faldt omkuld i min seng, drømte jeg om ham. Han hev mig ind i et rum dernede, ved at lade som om, han skulle vise mig noget og så kyssede vi, så jeg blev helt blød i knæene. Sommerfugle i maven af forelskelse og jeg var "helt oppe og ringe". Jeg var helt glad og "frejdig", da jeg vågnede... Det er rigtig rigtig mange år siden, at en fyr har givet mig sommerfugle i maven...

Allerede nu går jeg og tænker over, hvad for noget tøj jeg skal tage på på onsdag og om jeg skal tage makeup på eller ej... Who the fuck cares!!! Jeg har lyst til at tage makeup på, fordi jeg føler mig pænere og mere tilpas og kvindelig ved det, men samtidig vil jeg ikke virke som om jeg er interesseret i ham... og samtidig igen... så er det ham der skal observere mig og rapportere til jobcenteret om min frem- eller tilbagegang. Så at gøre mig pæn, hænger ikke rigtig sammen med den måde jeg plejer at være på, når det har noget med kommunen at gøre, hvor jeg prøver at gøre mig så grim som muligt...

For øvrigt.... Ja, så har jeg jo også lige en kæreste..... For helvede altså, hvor er jeg tarvelig, dum og latterlig!!!




Og så har jeg fået en diagnose mere. Bipolar - eller som det tidligere hed Manio-Depressiv.
Det kommer nu ikke som nogen overraskelse. Ligesom med Borderline, så har jeg i mange år også tænkt på/troet, at jeg led af dét, så egentlig var det bare en lettelse, at få endnu en "etiket" på. Jeg håber, at det også giver mig mere rummelighed fra kommunens side, fordi det er endnu en forklaring på mine vanskeligheder... ja, og så tænker jeg... jo flere diagnoser, jo bedre... Så er der måske større chance for, at jeg kan få lov at passe mig selv... eller i det mindste få "lang snor"....

I forhold til min hævngerrighed overfor mine forældre, har det kun været endnu et våben i min vrede mod dem. Det giver mig en form for tilfredshed, at kunne smide endnu en diagnose i fjæset på dem og antyde: "Se hvor fucked up jeres liv har gjort mig!".....


Jeg er et ondt menneske!!!


-

onsdag den 21. november 2012

Forhold

Min lillebror (ham der tog piller) er lige gået fra sin kæreste gennem 5 år. Jeg har snakket rigtig meget med ham siden han fortalte mig, at han havde taget pillerne. Han har NØJAGTIG de samme tanker om sig selv og livet som mig. Den samme følelse af ikke at kunne mærke sig selv. Det samme problem med ikke at kunne holde fast i sig selv overfor andre. At ændre meninger og holdninger alt efter hvem han er sammen med. At være en forskellig person efter hvem han er sammen med. Han bryder sig ikke om at invitere forskellige grupper sammen til fx. en fødselsdag, fordi han så ikke ved, hvem han skal være. Han ved ikke hvem han skal være, fordi han har forskellige masker på afhængig af hvem han er sammen med. Kamæleonen.

Jeg er 100% sikker på, at han også har Borderline.
Om han har eller ikke har, er jo egentlig ligegyldigt, for det er jo bare lægens etiket, for at vide hvilken behandling der er bedst og han går allerede hos en psykolog, som han er rigtig glad for.

Jeg synes bare det kunne være dejligt, hvis han blev udredt. Så ville jeg kunne sige: "Hvad sagde jeg?!... Jeg er ikke den eneste i familien der har fået Borderline... Jeg er ikke den eneste der er "mærkelig". Der er syg!".

Det kunne være fedt overfor min mor. Jeg ved ikke hvorfor, jeg har den her trang til at hovere eller såre hende... men det har jeg.... og jeg skammer mig over det...

Min lillebrors brud med kæresten har også sat en masse tanker igang om mig selv og min kæreste.
Alle de råd jeg har givet ham, burde jeg give og leve efter selv. I stedet så er jeg strudsen, der har hovedet i busken og ikke tør at handle på det jeg åbenlyst godt ved. Angsten for at være alene er for stor... tilsyneladende.

Vi har ikke set meget til hinanden siden jeg kom hjem fra ferie. I fredags var han her og stemningen var dårlig. Han havde brug for nærhed. Jeg havde lyst til det modsatte. Til sidst endte han med at køre hjem og så har vi ikke set hinanden siden.

Hver gang vi snakker sammen, kan jeg godt mærke at der er en afstand. Hos mig. Følelserne er der bare ikke. Når han siger han elsker eller savner mig, siger jeg det tilbage (for hvordan kan man andet?!), men det føles forkert, for jeg føler det ikke. Jeg føler mig falsk. Jo, i korte øjeblikke kan jeg godt savne ham og i korte øjeblikke kan jeg også godt blive i tvivl, men når jeg så snakker i telefon med ham, så forsvinder det igen.

Det er virkelig svært at skrive det her, for I vil højst sandsynligt synes at jeg er en led kælling, når jeg holder ham han på den måde, men ja... Jeg er bare nød til at være nået helt hen til afklaringen, før jeg (IGEN) gør det forbi. Og når jeg gør det forbi, vil han ikke tro på mig, fordi jeg har leget "ulven kommer" så mange gange. Han vil leve sit liv med mig! Jeg kan heller ikke forestille mig mit liv uden ham lige nu, men jeg kan heller ikke se mig selv flytte sammen og få børn osv. Jeg har hele tiden følelsen af og tanken om, at vores forhold kun er midlertidigt. Men igen... Alt i mit liv føles midlertidigt.

Jeg synes det er rart at snakke i telefon med ham, men jeg har ikke lyst til at have ham på besøg, når jeg tænker på, at han gerne vil være tæt og (måske endda) have sex. Det er over en måned siden vi sidst havde det... måske endda snarere halvanden måned siden... og jeg savner det ikke. Når jeg tænker på det, så har jeg ikke lyst til, at han skal komme på besøg.

Når alt kommer til alt, så ser jeg ham bare mere som en ven end noget andet... og jeg kan godt mærke at jeg snart er nød til at bekende kulør... igen...

Åhh... Jeg skal aldrig have en kæreste igen.... For fanden det er besværligt!!


-


tirsdag den 6. november 2012

De sidste dage på ferien...

Først vil jeg lige starte med at sige, at jeg synes det er så helt fantastisk dejligt at vide, at I sidder derude og følger med i hvordan jeg har det. Det er så rart at "læsse af" her på bloggen og vide, at der sidder nogle derude som "bekymrer" sig om mig - selvom man ikke kender hinanden i virkeligheden.. Tak fordi I gider læse min blog og kommentere mine indlæg.. Det er jeg SÅ super glad for!!! :-)


Jeg er kommet til en tilstand af ligegyldighed. Jeg gider ikke bruge mere energi på, at prøve at få ham i behandling. Hvis han vil drikke sig ihjel, så må han gøre det. Jeg har brugt rigeligt af mit liv på at prøve at redde mine forældre og nu gider jeg ærlig talt ikke mere.

Han vågnede langsomt op fra sin "kolde tyrker" igår og gæt engang... Så begynder han at drikke igen. Jeg var ved at eksplodere. Jeg ved godt, at han er syg og det er hans medicin. Men han prøver ikke engang. Han sidder bare og drikker den øl op i mit åbne ansigt og lader som om, at vores samtale er fortid. Jeg var og er ved at koge over indeni.

Jeg "passer mig selv" hernede nu. Nu skal de sidste dage bare gå. Der er idag og imorgen og så skal jeg med en bus til lufthavnen imorgen nat. Jeg har besluttet at nyde de sidste dage. Suge al energien fra solen til mig. Nyde lyden af vandet der klukker på stranden. Duften af sololie og den summende lyd af mennesker på stranden. Nyde vandet, når jeg bader og hygge mig med at svømme rundt med dykkerbriller på og udforske havbunden. Kigge på naturen. Indsnuse den friske luft.

Jeg er i min egen "skal" inden i. Jeg er ked af det, det kan jeg tydeligt mærke, men det må vente til jeg kommer hjem til psykologsamtalen på fredag. Det kommer lidt ud, når jeg er på "mit" værelse alene.

Der er faktisk sket nogle aha-oplevelser i forhold til min barndom de sidste dage, hvilket jeg føler, har gavnet min forståelse for mig selv i nutiden. Bl.a. så tænker jeg, at der ikke er noget at sige til, at jeg har vænnet mig til at gå på æggeskaller helt fra jeg var lille. Hvis der var lige så dårlig stemning, når min far kogte brandert ud dengang, som der er nu, så er det fuldt forståeligt at jeg blev psykisk syg. At gå rundt om en tikkende bombe. Han er så uforudsigelig og luften er hele tiden ladet med... hmm... den er bare så anspændt, at det næsten ikke er til at holde ud. Og jeg tænker, at hvis den er nærmest uudholdelig nu hvor jeg er voksen, så vil jeg slet ikke tænke på, hvordan det må have føltes da jeg var lille. Det er næsten ikke til at bære.

Da jeg kom ind på mit værelse igår aftes kom tårerne også. Det lille barn indeni popper bare op ind imellem og viser hvor ked af det hun er. Det var bl.a. da jeg tænkte over det jeg lige har beskrevet, at jeg fik en helt enormt stor tomhedsfølelse og en følelse af, ikke at vide hvor jeg skal gøre af mig selv. Det lille barn lider. Det lille barn har lidt. Altid. Nu kan jeg mærke det. Det er hårdt, men det er godt. Det er godt, fordi det er det der skal til for at putte min barndom i de rigtige "kasser" i hovedet, så jeg kan komme videre som voksen. Det er dén forståelse af mig selv, som jeg har manglet. Så måske har det været det, der var den højere mening med denne tur. Jeg tror på, at der er en mening med alting og jeg er overbevist om, at det her var grunden til, at jeg skulle på ferie med ham en sidste gang.

For NU har jeg taget beslutningen om, at det er den sidste ferie jeg skal have med ham. Jeg skal ikke på ferie med ham mere, før han evt. er blevet ædru. Jeg har sagt sådan mange gange til mig selv, men denne gang er jeg overbevist. Det bliver aldrig som jeg håber på. Det ender altid med at jeg er ked af det, når jeg tager hjem og jeg vil ikke udsætte mig selv for det mere.

Havde jeg ikke vidst alt det jeg ved om alkoholisme, så er jeg sikker på, at det ville have været meget mere hårdt at være vidende til hans nedtur og nu efterfølgende druk igen. Men jeg ved, at det er fordi han er syg og ikke kan klare det alene. Hans kæreste er nød til at være der som en mor for ham, for han kan ikke klare at være alene. Men det pisser mig stadig rigtig meget af, at se hvordan hun så selv tilbyder ham en øl, køber sprutten til ham og stadig tror på, at han bare kan holde op af sig selv. Hendes naivitet er næsten ikke til at holde ud.

Igår fortalte hun mig, at hun på et tidspunkt derhjemme, har lagt sig ud i garagen for at sove (den er opvarmet), fordi hun ikke kunne få fred for ham. Når han er helt oppe og køre på sprut, så er han ligesom et 3 årigt barn der skal have opmærksomhed hele tiden. Konstant. Man får ikke lov at være i fred i 2 minutter. Når han så endelig falder sammen og sover, så ligger han og roder rundt i sengen. Råber og skriger i søvne og fægter med arme og ben. Den anden aften gik jeg op og kiggede til ham fordi jeg blev nervøs. Der var han faldet ud af sengen og lå nøgen på det kolde marmorgulv og ømmede sig i søvne.

Det gør sgu ondt at se hans forfald og langsomme selvmord....



-

fredag den 26. oktober 2012

Mit indre barn i sorg

Jeg havde det rigtig rigtig skidt i nat. Græd som pisket og nu hvor jeg idag tænker over det, var det mit indre barn der virkelig kom frem.

Jeg er bange. Bange for at blive voksen, for jeg føler mig ikke voksen. Jeg føler mig stadig som om jeg er 10-11 år indeni. Jeg er bange for verden. Jeg er bange for at mine forældre dør. Jeg er bange for fremtiden. Bare bange for alt.

Min far sagde nogle virkelig dybe ting igår omkring mine forældres skilsmisse. At han gjorde alt hvad han kunne dengang og det aldrig var hans mening, at de skulle skilles. Han VILLE ikke skilles. Men til sidst havde han fået nok af at blive kørt rundt i manegen af min mor og mormor og morfar, sagde han, og så var han nød til at trække en streg i sandet. Han kunne ikke stå model til mere og måtte videre med sit liv.

Han fortalte mig mange af de ting, som jeg altid har længtes efter at høre. At jeg, hver gang de skændtes, spurgte: "Skal I skilles nu?!". Han sagde altid nej, at selvfølgelig skal vi ikke det. Men det blev vi, sagde han, og det har altid redet ham som en mare, at han altid havde sagt, at de ikke skulle, men så blev det alligevel.

Han ved godt, at det har taget hårdest på mig, af os tre børn. At jeg var i den mest sårbare alder (13 år) og at min far og jeg altid har været tættest, så det var en kæmpe sorg, at han lige pludselig ikke var en del af mit liv mere. At hele mit liv blev revet op med roden.

Han fortalte mig om hvordan kan altid har ønsket at give sine børn kernefamilien, men har måtte sande, at det ikke blev som han ønskede. Han sagde, ar vi var kernefamilien op til den dag, hvor min mor besluttede, at hun ikke ville være gift med ham længere, hvis han ikke gik i behandling for hans alkoholmisbrug. Han sagde, at han godt vidste at der var et misbrug, men at han ikke var den eneste i familien, der havde et misbrug. Han føler sig røvrendt. Han har hjulpet hele familien på så mange måder. Økonomisk som menneskeligt og så følte han, at de vendte ham ryggen alle sammen der, fordi han ikke "makkede ret".

Han blev gjort til bussemanden af alle. Både i og udenfor familien. Han kæmpede for at se os. Han kæmpede for os, men det fik vi aldrig af vide. Vi fik bare af vide, at far ikke var der. At far var ligeglad - tilsyneladende, for vi vidste jo ikke bedre.

Jeg ved ikke hvad der egentlig skete i nat. Det er svært at forklare. Måske gik det bare op for mit lille barn indeni, at det aldrig vender tilbage. At tiden ikke kan spoles tilbage. At jeg aldrig bliver barn igen. Og det gær bare så ufatteligt ondt.

Og det gør så ufatteligt ondt at se, hvad livet har gjort ved ham. At han er så langt ude i sit misbrug. At der nok ikke er nogen vej tilbage, fordi han ikke magter det. Det vil kræve mange år i psykoterapi med alle de ting han har været ude for og været vidne til og måske er han bare ikke stærk nok. Måske har han det bare fint med at leve sådan. At han lever livet til hans krop ikke vil mere.

Han sagde, at han gør det bedste han kan. At han ikke føler han kan gøre det bedre. Og at han altid føler, at han har gjort det bedste han kunne.

Jeg er bare bange, ked af det, i sorg... og jeg ved egentlig ikke hvad jeg har brug for...

Jo, jeg vil gerne spole tiden tilbage og leve forfra, men det kan jo ikke lade sig gøre...
Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...