Pisse bange for mødet idag... og en masse andre ting...

Idag skal jeg til psykologen og have min kontaktperson med.... og jeg er pisse gange for det.... Klokken er nu 04.30 og jeg kan ikke sove mere...

Dagsordenen er, at jeg skal fortælle min kontaktperson om mit sande selv - med hjælp fra psykologen....

______________________________________________________________________________________

Punkterne er:

1.) Jeg er en skuespiller!!! .......(Selvom jeg ikke vil være det)

2.) Jeg går ind i rollen som "mønster-klient", så snart nogen træder ind ad døren hos mig.
(Ligesom rollen som escort-pige)

3.) Det er vigtigt, at min kontaktperson ikke taler/fortæller om sig selv.

4.) Hun skal spørge konkret ("lavpraktisk") ind til om jeg har selvskadet siden sidst.
(Alkohol, stoffer og prostitution)

5.) Hun skal holde mig fast i mine værdier.

______________________________________________________________________________________


Jeg har så længe snakket med psykologen om, hvordan jeg oplever kontakten med min kontaktperson og om de problemer jeg har med hende - som er punkterne ovenfor.


1.) Jeg er en skuespiller, fordi jeg ikke ved, hvordan jeg skal være sammen med hende. Jeg er ligesom en klump modellervoks, når jeg er sammen med mennesker og de ved det ikke. Jeg ved det ikke engang selv i situationen. Når jeg er sammen med K er jeg én person. Når jeg er sammen med mine brødre, er jeg en anden person. Når jeg er hos psykologen, er jeg en tredje person. Det er fan'me pisse forvirrende, for hvem er JEG egentlig. Sandheden er jo, at jeg ikke ved det. Det er sådan Borderline fungerer. Det er ikke noget, jeg har lyst til at gøre. Det sker bare automatisk - totalt automatpilot. Jeg går ind i pleaser-rollen med det samme og er ovre i hende.

2.) Jeg ved ikke, hvorfor jeg bliver "mønster-klienten". Men jeg træder ind i automatpiloten og laver kaffe og snakker spændende bøger og interesser med hende. Vi er ikke på det lavpraktiske niveau, hvor vi fx. snakker om hvordan det var, at besøge min mor den anden dag.... eller hvordan det går med kæresten... eller hvordan jeg i det hele taget har det.... Det bliver sådan noget overfladisk pladder, som jeg egentlig ikke kan bruge til noget....

3.) Jeg kan ikke rumme, at hun fortæller om sig selv. For mig er det vigtigt, at hun er et "rent lærred", for når hun fortæller om sig selv, så går min Borderline automatisk ind og analyserer hende og så mister jeg respekten. Fx. så fortalte hun sidste gang, at hendes egen datter har Borderline. Dette har gjort, at hun er malet sort i mit hoved, fordi jeg tænker, at der så må være noget galt med hende. Jeg har snakket med psykologen om, at det ikke behøver, at være hende som er fejlet som mor. Det kan være mange faktorer som gør, at en person får Borderline og det har nødvendigvis ikke noget med moderen at gøre. Hun har også fortalt om, hvordan hun er blevet stemplet som en dårlig mor af kommunen rigtig mange gange. Det bliver man jo ikke af ingenting. Alle sådan nogle personlige oplysninger, vil jeg ikke vide noget om. Det er vigtigt i min relation til en professionel, at jeg ved så lidt om dem som muligt. Det er i øvrigt også stik imod de professionelle principper, at de fortæller om dem selv på den måde. Min forrige kontaktperson gjorde det også. Rollerne bliver byttet om. Jeg går i escort-rollen og bliver terapeuten, som spørger ind til hende og giver hende råd og bla bla bla....

4.) Jeg har svært ved selv, at komme ind på, hvordan jeg egentlig har det. Jeg siger ikke pludselig "Jeg tog stoffer i weekenden" eller "Jeg har været ude hos kunder". Hun er nød til at spørge konkret ind. Jeg hader at snakke om mig selv - og specielt hvis jeg er "faldet i" med selvskaden. Her vil jeg kunne bruge hende til, at snakke om hvis jeg fx. har taget stoffer. Det kan jeg ikke fortælle hos psykologen, for hun har direkte sagt, at jeg ikke kan fortsætte, hvis jeg er i et misbrug. Stoffer og psykoterapi kommer ikke overens.

5.) Hun skal holde mig fast i, hvordan jeg egentlig gerne vil have, at mit liv skal være. Jeg vil jo ikke have, at stoffer skal være en del af mit liv.... eller være sammen med en kæreste som drikker øl dagligt og som tager stoffer, når lysten lige er der. Jeg er nød til at opbygge nogle relationer, som er sunde for mig - og det er ikke sundt for mig, at omgås mennesker som tager stoffer hele tiden....


Hvad fanden er det egentlig også for nogle professionelle, som taler om dem selv hele tiden. Da jeg arbejdede som social- og sundhedshjælper, der fortalte jeg næsten aldrig om mig selv. Jo, jeg kunne fortælle, at jeg har en hund eller hvad jeg fik at spise igår. Men aldrig personlige ting. Og jeg tænker, at i relationen til en psykisk syg borger, der er det jo endnu vigtigere, at de ikke fortæller om dem selv. Men som de allesammen siger - "Jeg taler normalt ikke om mig selv, men det kan jeg jo godt til dig, fordi du er jo ikke som "de andre"".... eller som min nuværende kontaktperson - hun tror ikke, jeg er syg. Hun mener ikke, jeg har Borderline, fordi jeg ikke er som Borderlinere er flest. Men Borderline viser sig jo på mange forskellige måder og jeg har jo ikke fået min diagnose af DISTRIKTPSYKIATRIEN for ingenting.

______________________________________________________________________________________


Hos psykologen i mandags snakkede vi om, hvordan jeg overhoved ikke kan mærke noget for tiden. Jeg er helt følelsesløs. På nær når jeg sidder hos hende. Så kan jeg lige pludselig godt mærke, at jeg overhoved ikke har det så godt, som jeg går og bilder mig selv ind til dagligt. Så kan jeg lige pludselig godt mærke, hvor ked af det jeg i virkeligheden er. Så kan jeg godt græde. Men herhjemme der skal en "trigger" til. Fx. at jeg ser en film, hvor jeg bliver ked af det. Men jeg bliver så ked af det, at det er ligesom et bundløst hul. Det bliver så altopslugende, at jeg ikke kan rumme det. Når jeg tænker tilbage på, da jeg var teenager, så var det faktisk sådan allerede dengang. Jeg kunne fx. ikke se en serie, som rørte mig rigtig meget, uden at jeg blev bundløst ked af det. Jeg kan huske, at jeg allerede dengang som 15 årig, skrev til en psykolog-brevkasse på nettet, fordi jeg tænkte, at det umuligt kunne være normalt at have det sådan. Jeg vidste, at der var noget i vejen med mig - og det viste sig jo også mange år efter, at der var.

Når K siger, at jeg er dejlig... eller at jeg har slået benene væk under ham.... så kan jeg godt høre hvad han siger, men jeg MÆRKER det ikke. Jeg kan ikke mærke det indeni. Jeg forstår det ikke. Jeg er fanme ikke dejlig... Jo, jeg er dejlig, fordi jeg gør en masse praktiske ting for ham... Vasker hans tøj og snakker om de ting, der går ham på osv... Men jeg er ikke dejlig som person... Jeg er ikke dejlig som jeg er. Jeg er for fed.... For dum.... For irriterende.... For mærkelig... For kedelig... For usexet... og en million andre ting... Men dejlig, dét er jeg i hvert fald ikke.... Hvordan kan man elske mig... Jeg er en grim person, som ikke er værd at elske.... Ja, jeg har mit fine lyse hår... og mine "Bambi-øjne" med lange naturlige vipper... og nogle (i mændenes øjne) pæne bryster.... og jeg er god i sengen (hvorfor mon!!!)..... og jeg kan finde ud af, at klæde mig pænt og begå mig socialt.... og alt muligt andet.... Men indeni er jeg en rådden og falsk person...

Og selvom jeg ikke tror på K, når han siger det, så har jeg bare brug for bekræftelsen hele tiden... Bekræftelsen på at han ikke går... At han gerne vil mig... Jeg søger hele tiden efter beviser på, at han ikke går... "Nu har han en masse tøj hos mig" - så må det være fordi han godt kan lide mig... "Nu har han flyttet sit køleskab hjem til mig" - så må det være fordi han godt kan lide mig.... "Han kommer hjem til mig hver dag" - så må det være fordi han godt kan lide mig... "Han bliver glad når jeg ringer til ham" - så må det være fordi han godt kan lide mig... "Han har inviteret mig på ferie" - så må det være fordi han godt kan lide mig... "Nu kommer han med blomster" - så må det være fordi han godt kan lide mig... "Nu vil han lave min terrasse, som jeg ønsker mig" - så må det være fordi han godt kan lide mig... og så videre... Hele tiden....






.

Hvad er mig og hvad er psykologen?

Jeg kan mærke, at mit sind/min borderline(?) har malet psykologen sort.... eller har det/den? 

Jeg kan ikke finde ud af, hvad der er hende og hvad der er mig. Hvad der er rigtigt og hvad der er forkert. Måske er mine tanker bare en "normal" reflektion over, hvorvidt psykologen eller jeg har ret i, at jeg skal afslutte det med K, fordi han er kriminel og tager stoffer ind imellem. Hun har mange gange sagt, at hun jo ikke er mig og jeg skal leve MIT liv, som jeg finder rigtigt, men alligevel så føler jeg ikke, at jeg retfærdiggøre overfor hende, hvorfor jeg vælger som jeg gør.

Jeg ved jo godt, at det er forkert at tage stoffer. Jeg ved også godt, at det er forkert at prostituere mig. Og jeg ved godt, at begge dele er selvskade, jeg gør, for at føle mig i live.

Det sidste hun spurgte mig om sidst var "Hvad skal du så bruge ham til?", fordi jeg ikke kunne svare på, hvad jeg fik ud af, at være sammen med ham og fordi jeg fortalte om hans kriminalitet og stofferne. Jeg har nok fået givet et mere sort billede af ham end der egentligt er rigtigt. Han har arbejdet enormt meget med sig selv de sidste 3 år og gør det stadig. Blandt andet med hans temperament, som kan løbe af med ham, hvis han føler sig uretfærdigt behandlet eller talt dårligt til. Han arbejder på, at han gerne vil have sin søn hjem og bo - væk fra plejefamilien - og har advokat og børnesaglig rådgiver på. Han er enormt tænksom som person.... faktisk meget velovervejet, vil jeg sige. Han handler ikke bare uden at tænke på konsekvenserne - som jeg fx. gør ind imellem...

Hvem ved om K er manden for mig? 

Ja, han leger lidt på kanten af loven. Og ja, han tager stoffer ind imellem. Men egentlig er vi jo 2 alen af samme stykke. Jeg gør jo det samme. Jeg betaler ikke skat af mine penge fra prostitutionen. Selve prostitutionen er ikke ulovligt, men det er ulovligt, at jeg ikke betaler skat af pengene. Jeg er blevet taget af SKAT før, så hvis jeg bliver taget igen, kan jeg ikke spille blondine-dum, som jeg gjorde sidst.... Plus at jeg nærmest bare var et naivt barn på det tidspunkt. Nu er jeg voksen.... eller.... det siger min alder i hvert fald... Jeg ville højst sandsynligt få en dom for socialt bedrageri....

Weekenden har været stille og rolig.

I fredags var vi ude og spise frokost med mine brødre og deres kærester.

Jeg synes det gik rigtig godt. K er meget stille, tilbagetrukket og observerende, når han møder nye mennesker, så han sagde ikke så meget, men han har fuldstændig samme humor som mine brødre og jeg, så vi grinede, så jeg havde helt ondt i maven. K sagde også, at han havde hygget sig rigtig meget. Det er sjældent, at han kan sidde stille i alt for mange timer ad gangen, men vi sad næsten i 4 timer og det var et godt tegn, sagde han :-)

Lørdag var vi Hr. og Fru. Danmark som var hos slagteren efter røde bøffer og en tur hånd i hånd gennem gågaden. Så stod den på bøffer og lækkert tilbehør på grillen, en flaske hvidvin til deling og tidligt i seng.

Søndag mødte jeg hans søn og vi var på Den Blå Planet, ude og spise og hjem og hygge inden han skulle afleveres hos plejefamilien igen. Bagefter var vi hos en af hans kammerater (og hans kæreste som var på besøg), som jeg har mødt flere gange. Han er helt vildt flink og vi har vildt mange fælles interesser, men han er også en "bad boy", der er mere kriminel end K er. Han havde noget særligt godt amfetamin, som han tilbød. Jeg startede med at sige nej tak, men endte med at tage en lille bitte smule. Det var dog så stærkt og jeg fortrød, at jeg havde taget det, så jeg pudsede næse og dét var dét. K tog dog 3-4 streger og fik en beroligende pille med hjem. Ja, jeg ved godt, det er sygt og forkert og jeg kan ikke retfærdiggøre det overfor mig selv eller nogen andre. Men jeg føler mig godt tilpas i deres selskab. Jeg føler mig "hjemme". Jeg kan være MIG! 

Jeg skal være hos psykologen om 45 min....




.

En dag alene....

K har været på arbejde hele dagen. Det er første dag, hvor jeg har været alene i så mange timer, siden vi mødte hinanden - og jeg er faldet sammen. Jeg har haft minus overskud og jeg har sovet rigtig mange timer. Alligevel har jeg fået lavet lidt, så helt skidt har det ikke været.

Men jeg kan bare mærke savnet og tomheden, når han tager afsted om morgenen. Jeg står op sammen med ham kl. 04.30 og drikker kaffe. Det er blevet et lille ritual. Når han så er kørt, så går jeg enten i seng eller bliver aktiv. Det kommer an på mit humør. Idag gik jeg i seng og sov til kl. 10 og gik i seng igen ved 14-tiden og sov til kl. 19...

Han mødte min mor i forgårs. Hun var påvirket som sædvanlig. Jeg havde advaret ham. Han kommer selv fra en "broget" familie, så han tager ikke notits af det. Vi skulle have været på besøg hos min far igår, men han meldte fra, så det blev ikke til noget.

På fredag skal vi hygge sammen med mine brødre og deres kærester.

Der er hele tiden en stemme indeni mig, der siger, at det hele går for stærkt. Men alligevel så har jeg lyst til, at han skal møde dem... Han har allerede sagt, at han elsker mig... Det sagde han i weekenden og nu siger han det dagligt... Det går godt nok stærkt. Man kan ikke sige, at man elsker en person efter 3 uger. Han er forelsket og det er noget andet. Jeg har på fornemmelsen, at han har det ligesom mig. At følelserne på et eller andet tidspunkt bliver så intense og store, at man mangler ord og det største man kan sige, for at beskrive sine følelser er "Jeg elsker dig". Jeg har sagt det tilbage. Det gør jeg hver gang. Jeg har ikke sagt det af mig selv endnu.

Prostitutionen er stoppet igen. Det er den, fordi jeg har ham. Jeg kan og vil ikke, når jeg har en kæreste. Dobbeltlivet er for besværligt og kaotisk og jeg vil være konstant bange for at blive opdaget.

Stofferne er straks værre. Lysten er vakt igen på fuld smadder. Jeg skal virkelig holde igen, for at vi ikke skal tage noget hver weekend fremover. Han siger selv, at det ikke bliver noget der sker jævnligt fremover - og det er jo ham der betaler og skaffer, så hvis det passer, så er det jo sådan set let nok. Desværre så tror jeg, at hans rygrad på det område er lige så slap som min.

Men nu rider det mig som en mare, at jeg skal stå skoleret overfor psykologen på mandag igen. Sådan føles det. Det er jeg nød til at snakke med hende om.

I næste uge skal min hjemmevejleder med til psykolog. Vi skal fortælle hende om, at jeg ikke er så frisk som hun tror. At jeg spiller skuespil og ikke kan finde ud af at lade være. Det bliver vildt grænseoverskridende og ubehageligt. At blive "afsløret" og sidde der helt åben som en bog. En lille pige som skal have hjælp af psykologen til at fortælle hvordan jeg har det.

Det er fordi, jeg ikke rigtig ved, hvad jeg skal bruge hende til. Indtil nu så er det jo kun en sludder. Er det bare det man bruger dem til?





.

Jeg skal stoppe for at fortsætte...

Igår var jeg hos psykologen for første gang siden hun er kommet tilbage fra ferie.

Ganske rigtigt, som jeg skrev i sidste indlæg, så fortalte jeg om min selvskade eller vilde "ferie", jeg har holdt, mens hun har haft ferie. Prostitution, kokain og alkohol.

Hun sagde, som så mange gange før, at psykoterapi og psykologforløb ikke hænger sammen med kokain og alkohol, så uden at sige det direkte, så skal jeg stoppe med det, ellers kan jeg ikke fortsætte med mit forløb hos hende.

Udover det, så fik jeg besked på eller en hjemmeopgave der hedder "Gør det forbi med K", fordi han er kriminel og lever på den måde han gør.

Og hun har ret. Det burde jeg gøre, men nu er jeg jo blevet glad for manden og har faktisk ikke lyst til at gøre det forbi. Han får mig til at føle mig i live. Han får mig til at føle mig tryg.

Han er sød og dejlig. Forkæler mig og passer på mig.

Så nu er jeg ude i, at jeg så må lyve, hvis jeg tager stoffer, for jeg kan nok ikke undvære behandlingen hos hende. Jeg føler mig bare trængt op i en krog.

Hun skal vel ikke bestemme, hvem jeg skal være sammen med og styre det ved at sige, at jeg bliver afsluttet, hvis jeg ikke gør det forbi med ham. Hun har ikke sagt, at det er det, der kommer til at ske, men jeg følte, at det var det, der lå i luften.

Jeg kan godt forstå, at jeg ikke skal tage stoffer, når jeg går i terapi og jeg vil heller ikke have, at stoffer skal være en del af mit liv....

Hun spurgte mig også om, om jeg tror, at jeg nogensinde kommer ud af prostitutionen. Det er jo det, jeg falder tilbage til, hver gang jeg ikke har en kæreste i mit liv. Jeg sagde, at jeg tvivler.
Jeg er simpelthen afhængig af det. Rusen er så stærk. Stærkere end kokainen.

Alt eller intet....

Igen er det alt eller intet.... Vi har været sammen hver dag siden vi mødte hinanden... Jeg har ikke sovet alene en eneste gang... Jeg kunne faktisk godt tænkte mig det... Jeg savner lidt at sove alene... Men jeg kan heller ikke lide at sige det til ham, fordi så bliver han måske ked af det og det kan jeg ikke lide....

Igår kom han med roser... En stor buket langstilkede røde roser...

Han kigger forelsket på mig og fortæller hvordan alle mennesker omkring ham bemærker, at hans temperament er så roligt for tiden... At han overhoved ikke er opfarende, som han plejer at være... Sågar hans chef...

Han fortæller mig, at han ikke vil være kriminel mere... At han gerne vil afslutte de "ting" han mangler... Jeg ved ikke, hvad det er... Jeg tænker, at jo mindre jeg ved, jo bedre... Han siger, at han gerne vil være et bedre menneske, fordi han har mødt mig... At jeg "gør et eller andet ved ham"...

Jeg siger, som jeg gør til kunderne, når de fortæller mig, hvor fantastisk jeg er: "Jamen, jeg er jo bare mig..."....

Han var sammen med sin søn igår. Jeg ved ikke, om han bliver testet for alkohol inden han får lov at tage sønnen med på tur, men i hvert fald, så lugtede han ikke af alkohol, da han kom her...

Det gjorde han senere på aftenen... Så han må have et eller andet gemt herhjemme.... eller små flasker i hans arbejdsbukser eller noget.... Jeg har rendt rundt og ledt, men jeg kan ikke finde noget...
Jeg tror, det er vodka... eller... det tror jeg, det var igår... ellers plejer det at være øl, han lugter af....

Da vi ligger i sengen i aftes efter sex, spørger jeg, om vi så er kærester nu... Ja, det synes han... Han siger igen, at han glæder sig til vores fremtid sammen... Jeg siger det samme...

..... Og nogle gange mener jeg det.... Så har jeg lyst til at "kravle ind i ham".... At sige "Du er dejlig" til ham 10.000 gange i træk....  

..... Og nogle gange, så tænker jeg, at vi ikke har nogen fremtid sammen... Vi har ikke rigtig noget at snakke om... Når jeg prøver at få en samtale igang om et eller andet, lukker den ret hurtigt igen... Med mindre det er om hans søn... Han spørger heller ikke rigtig mig om noget... Det er mig, der er "tovholderen"....

Jeg prøvede at komme lidt ind på dét med alkohol og stoffer... og har spurgt ind til hans forbrug og fortalt lidt om mit stramme forhold til alkohol på grund af min opvækst... Han siger, at han ikke tænker over det... At det jo er meget sjovt med stofferne engang imellem... og alkoholen tænker han ikke så meget over... Nogle dage drikker han øl med kollegaerne... andre gange ikke.... Men det passer jo ikke... Det kan jeg jo lugte... og se... Igår aftes fx. der havde han fået røde øjne - og så lugten...

Jeg tænker egentlig "og hvad så".... Så længe han ikke laller rundt.... og man kan jo ikke mærke det på ham...

Måske skal jeg bare lade være med at over-tænke det, som jeg altid gør...

Det er så dejligt at være sammen med en fyr, som ville pille månen ned fra himlen til mig, hvis han kunne... :-) :-)

Men på mandag stopper det.... For der skal jeg til psykolog igen og så bliver det hele pillet fra hinanden - ligesom det plejer med de mænd, jeg møder...

Hun har været på ferie i en måned og det sidste hun sagde til mig var, at jeg de sidste 4 somre hvor jeg har gået hos hende, altid er blevet selvskadende, når hun er taget på ferie... Som om, at nu er "mor" væk og så kan jeg gå amok... Og det er jo lige dét, der er sket...

Hun sagde, at hun ikke troede, at jeg ville falde tilbage til prostitutionen, fordi jeg er blevet for bevidst om mønstrene og fordi det er blevet for farligt, efter jeg har fået øjnene op for realiteterne i, hvad det egentlig er, jeg laver - altså tager hjem til fremmede mænd... alene...

Jeg sagde, at jeg ikke vidste med prostitutionen, men alkohol og stofferne var i hvert fald udelukket... Sådan havde jeg det på daværende tidspunkt... Prostitutionen var jeg tilbage i allerede i samme uge og 14 dage inde i hendes ferie, røg jeg i med stofferne og alkoholen... Så ja, sommeren endte åbenbart, som den plejer...

Så nu skal jeg "stå skoleret" på mandag og så skal vi analysere hvorfor og hvordan jeg har mødt K, hvorfor jeg holder fast i ham, selvom jeg godt ved, at jeg ikke burde... Hvordan hans personlighed er udfra hans barndom med svigt og tæsk.... At han er kriminel og så videre... og så lige om hvorfor jeg røg tilbage til prostitutionen, alkohol og stoffer...

Jeg har sagt til hende, at jeg nogen gange ville ønske, at jeg bare kunne "være". At mine forhold bliver ødelagt af at blive analyseret hos hende... og det gør de... De sidste 4 mænd, jeg har kendt, er blevet analyseret til døde hos hende og det ødelægger det hver gang...

Men det bliver jo ødelagt, fordi jeg jo egentlig godt ved de ting, hun gør mig opmærksom på...

Det går jævnt dårligt! Parforhold, indre barn, dissiocering, misbrug, medafhængighed.

Jeg er totalt i mit indre barns vold i de her dage.

Jeg er helt igennem ked af det. Helt nede i maven. Overalt i min krop. Tårerne presser sig på konstant.

I forgårs græd jeg, som jeg ikke har grædt siden jeg var barn. Hulkende. Jeg kunne mærke, at jeg ikke var i år 2014. Jeg var tilbage i 1993, hvor jeg var 10 år gammel. Da mine forældre glemte at komme ind og putte mig og jeg faldt i søvn grædende. Jeg kunne mærke det. Jeg kunne mærke savnet. Hvor gjorde det ondt!

I de her dage dissocierer jeg meget. Jeg har mange timer nogle dage, hvor jeg slet ikke er i min krop. Jeg er udenfor. Den anden dag havde jeg heldigvis fået en ekstra samtale hos min psykolog. En time efter hun havde skrevet en sms og vi havde aftalt, at jeg skulle komme, begyndte det. Jeg var helt ved siden af mig selv. Et alvorligt anfald. Det var så ubehageligt. Det var rart, at jeg havde det sådan en dag, hvor jeg skulle til psykologen, for så får hun set det. Indtil videre har jeg kun kunne fortælle om det, fordi det aldrig er sket mens jeg har været der. Denne gang var hun ikke i tvivl.

Kæresten måtte køre mig derop, for jeg ville ikke køre bil i den tilstand. Da han hentede mig, kørte vi til stranden, fordi jeg havde en fornemmelse af, at det ville hjælpe mig med noget jordforbindelse, hvis jeg kunne gå lidt rundt med fødderne i det kolde vand. Det hjalp også lidt.

Det var surrealistisk. Det hjalp mig også at holde ham i hånden. Så var det ligesom om, at der var en forbindelse til "noget" gennem hans hånd. Så fløj jeg ikke bare rundt, agtigt.

De kalder det vist nær-psykotisk. Depersonalisation.

Depersonalisation, (af de- og afledn. af person), ændring af bevidstheden med oplevelse af at være ved siden af sig selv eller af at være en iagttager af egne handlinger. Tilstanden kan optræde ved udtalt træthed, efter opvågning eller i angstprovokerende situationer, men ses også ved psykisk sygdom, fx depression og skizofreni samt ved epilepsi. Ved sindssygdom kan det opleves, at kroppen ikke er ens egen, eller fx at den er lavet af gips.

Psykologen mener, at det er fordi der er nogle erindringer der presser sig på og kroppen reagerer ved at gøre sig tom og "ved siden af sig selv" for ikke at mærke det.




Udover dét, så er jeg også havnet i endnu et forhold, hvor jeg ikke har følelserne med. Og nu er han endda mere eller mindre flyttet ind og har lånt sin lejlighed ud til en af de andre kursister på Vikon. Så nu kan jeg ikke bare "smide ham hjem".

Jeg kan ikke finde ud af ham. Det er ligesom om, han vender på en tallerken. Han modsiger sig selv hele tiden i forhold til misbrug. De forskellige ansatte på Vikon siger ét og han siger selv noget andet. Det ene øjeblik kalder han sig alkoholiker eller misbruger. Siger at han har en afhængig personlighed. 2 minutter efter kan han sige de modsatte.

Vi skralder og har fundet flere rammer øl, hvor der kun var en eller 2 øl der var gået i stykker. Resten har vi så taget med hjem. Igår var jeg oppe hos min far alene. Så skriver han lige pludselig, at han har foræret al alkohol til naboen, fordi det var for fristende at have det stående i huset. Sidste torsdag havde vi en dag for os selv hver for sig og der viser det sig, efter at jeg har gået ham på klingen i en times tid, at han har røget pot. Hvis det ikke er at være misbruger, så ved jeg ikke hvad det er.

Jeg kan og vil ikke være i et forhold til en misbruger i benægtelse. Jeg vil ikke være en af dem, som fører mønstret videre og selv havner i et forhold med en aktiv misbruger. Jeg vil ikke være en medafhængig kæreste.

Nu er det ligesom at være kæreste med mine forældre. At jeg konstant er på vagt. At jeg ikke har noget tillid til ham. At jeg konstant lugter til ham, når vi kysser. Hver gang han har indtaget noget, styrtdykker mine følelser. Jeg er ikke engang sikker på, at jeg har nogen tilbage nu.

Det føles ligesom mit forrige forhold. Der bølgede mine følelser op og ned konstant. Nogle gange har jeg lyst til ham. At kramme og kysse. Andre gange væmmes jeg og så skal han bare holde sig så langt væk som muligt.

For det meste vil jeg ikke have ham tæt på og det ved jeg jo godt ikke holder. Det er jo ikke sådan det skal være. Jeg burde være forelsket. I stedet for, så ser jeg kun hans fejl. Konstant. Hvilket gør at det bliver meget værre. 

Jeg kan ikke holde det ud.



Min mor har jeg skåret helt fra, men samtidig så kan jeg mærke smerten. For vildt.

Hvordan kan man som forælder bare leve videre ufortrødent, selvom ens børn er blevet personlighedsforstyrrede og har adskillige selvmordsforsøg bag sig?Hvordan fanden kan man ikke se, at man er nød til at gøre noget ved sit liv, for at børnene overhoved har lyst til at se en? I stedet så accepterer min mor bare, at jeg ikke vil have hende i mit liv. "Nå okay, jamen så har jeg bare kun 2 børn". Hvad går der gennem hovedet på hende? Ingenting tilsynelandende. 

Hvordan kan man sætte børn i verden og være så pisse ligeglad?!






  

Dødsfald, veninde og selvskade

Psykologtiden gik med at analysere mit forhold til veninden, som nu har afbrudt vores kontakt og faktisk, så fik vi vendt det om til, at det faktisk var en god ting, at hun nu har afbrudt kontakten. Jeg kan ikke helt forklare hvordan vi kom frem til det, men det var noget med, at psykologen faktisk fik mine øjne op for, hvad vores venindeforhold egentlig indeholdte. Hun spurgte mig om, hvornår det var vigtigt, at en veninde er der for een og jeg sagde, at det var når man havde det skidt. Selvfølgelig er det også vigtigt at have veninder, når det går godt, men lige nu var det min sindstilstand, som vi koncentrerede os om.

Psykolog: "Hvordan vil du sige, at du har det for tiden?!
Mig: "Ad helvedes til!"
Psykolog: "Hvad er det så for en veninde, som bare ud af det blå, afbryder kontakten, når du har det allermest skidt?!"

Ja, det har hun jo ret i. Prostitutionen er jo en form for selvskade og det ved veninden udemærket godt, for hun har selv været i det. Så ja, hvad er det egentlig for en veninde!?

Der var selvfølgelig også en masse andet, som psykologen fik mine øjne op for, så jeg havde det faktisk rigtig godt, da jeg gik derfra. Nu savner jeg slet ikke veninden og faktisk - så har jeg egentlig heller ikke lyst til at optage venskabet igen, hvis det skulle komme til det efter gruppeterapien.

Så fremover der vil jeg ikke have det dårligt med at være i gruppen selvom hun er der. Sjovt som en psykologsamtale kan vende hele bøtten på hovedet, så noget der føltes så forfærdeligt og gjorde så ondt, lige pludselig er en god ting... :-) Hun er fan'me dygtig min psykolog. Men hun har også lige bestået en årelang uddannelse som specialist i psykoterapi - udover hendes uddannelse som psykolog.

Så der blev ligesom sat et punktum for venskabet til veninden. Det var rigtig godt!



Min morbrors dødsfald....
Det kom sgu som et chok. Et stort chok. Og det virker så uvirkeligt at tænke på. Jeg kan ikke få ind i hovedet, at han faktisk er død og at man aldrig kommer til at se ham igen.

Vi havde ikke rigtig noget forhold, men alligevel så vidste jeg jo, at han var der derude et eller andet sted. Og det er han ikke mere nu. Døden er altså noget forunderligt noget. Det ene sekund så er man her og sekundet efter, så er man væk for altid. Det er en mærkelig tanke.

Det har også sat mine tanker rigtig meget igang om min egen far. Min morbror blev 58 år. Min far er 56 år og han lever MEGET MEGET mere usundt end min morbror gjorde. Så jeg har grædt en del, men jeg har grædt over, at tænke på mine kusiner, som nu ikke har deres far mere - den ene skal giftes til sommer, hvor han skulle have fulgt hende op ad kirkegulvet. Og så græder jeg, fordi jeg er PISSE HAMRENDE bange for at miste min egen far.

Min far skal også med til begravelsen og jeg har tænkt mig, at gå sammen med ham og holde ham i hånden. Det har jeg brug for. At mærke at han er i live. Jeg skrev en besked til ham, dagen efter jeg fik af vide, at min morbror var død. Jeg skrev: "Du må aldrig dø, far! :-(" og at jeg elsker ham og savner ham. Han svarede: "Ikke tænke sådan, skatter!".

Han er i Tyrkiet i hans lejlighed i disse dage. Jeg mener faktisk, at han kommer hjem sent i aften. Måske skulle jeg besøge ham imorgen eller i den kommende uge.

Der kommer til at komme vildt mange mennesker til begravelse. Det ville ikke undre mig, hvis vi bliver 100-150 mennesker. Han var en meget vellidt person med mange jern i ilden. Han har gjort en stor forskel i rigtig manges liv. Specielt unge socialt udsatte mennesker. Han har haft et opholdssted sammen med hans kone. Jeg tror kirken bliver fyldt til bristepunktet. De har også valgt en stor kirke, netop af den grund. Han skal ud og ligge i den anden ende af byen - ved siden af hans datter, som de mistede for mange år siden. Hun døde af en hjerneblødning, da hun var 12 år. Nu er der 2 "børn" tilbage. De er voksne nu, så børn kan man ikke rigtig kalde dem, men ja... I ved hvad jeg mener...


Jeg kommer til at tud-brøle til begravelsen...




-

Prostitution... I gruppeterapi med veninden

Jeg skrev en sms til psykologen om natten. At jeg nok havde handlet i affekt og alligevel ikke behøvede den akutte tid, som hun havde givet mig igår. Hun skrev om morgenen, at hun ellers havde skrevet det i min journal og på bookinglisten, så om jeg ville melde fra eller komme. Så skrev jeg, at jeg gerne ville komme. Jeg havde dårlig samvittighed over, at hun skulle bruge ekstra tid på mig. Typisk mig!

Men jeg HAVDE bruge for den ekstra tid, for om morgenen fik jeg et opkald fra min ældste lillebror. Min mors bror er død. I en alder af 58 år. Det var vist et hjertestop.

Det slog helt pusten ud af mig. Jeg var og er stadig i chok. Jeg havde egentlig ikke rigtig noget forhold til ham, men jeg ved, at min mor har set meget til ham de senere år, efter de har optaget kontakten igen. De havde ellers ikke snakket sammen i 15 år eller noget, på grund af uvenskab i familien. Så min mor er helt knust.

Jeg ringede til hende, for at høre hvordan hun havde det. Hun havde det selvfølgelig ad helvedes til og græd rigtig meget. Han betød SÅ meget for hende.

Det er ellers nogle måneder siden, jeg har snakket med hende, fordi jeg troede at hun var sur på mig over, at jeg ikke gav hende nogen julegave sidste år. Men hun troede, jeg var sur på hende... Det er jeg også, men det er noget generelt noget, på grund af alle hendes svigt - og fortsættende svigt.

Nå, men jeg tog så til psykologen. Jeg skrev jo på bloggen igår, at jeg ikke følte, at jeg havde brug for tiden, for som jeg skrev "Der er jo ikke nogen der er død". Hvor sindsygt er det, at jeg skriver sådan og så FÅR jeg fan'me et opkald om, at min morbror er død. Det er fan'me spooky!

Vi snakkede mest om veninden og om, om jeg fortsat skulle gå i gruppeterapien for at komme ud af prostitutionen og hvilke handlemuligheder jeg havde.

Der er tilknyttet en mentor til gruppeterapien, så hende blev jeg enig med psykologen om, at jeg skulle ringe til. Det gjorde jeg så, da jeg kom ud i bilen. Jeg græd helt vildt på hendes telefonsvarer, så jeg er ikke sikker på, at hun kunne forstå, hvad jeg sagde. Det var egentlig også ligegyldigt, for da hun ringede mig op, sagde hun, at hun havde haft problemer med at få aflyttet hendes telefonsvarer, så hun havde ikke hørt min besked.

Jeg fortalte hende så, at jeg "har taget et tilbagefald" som de kalder det og at min veninde havde sluttet vores venskab. "Det er jo noget værre noget", sagde hun. Een ting er, at jeg har taget et tilbagefald, men dét med at veninden går i gruppen, kunne hun godt se det problematiske i.

Jeg fortalte hende om venindens sms, hvor hun havde gjort klart, at hun nu kun ville se mig i gruppeterapien og ikke privat længere. Så mentoren spurgte, hvordan jeg ville have det med at komme i gruppen, nu hvor hun også er der og med det der er sket.

Jeg sagde, at jeg selvfølgelig ville synes det var vildt mærkeligt, at skulle sidde der sammen med veninden og at jeg ikke vidste, hvordan jeg skulle forholde mig til det, men at vi jo ikke var skilledes som uvenner. Så jeg sagde, at jeg fortsat gerne ville gå i gruppen og mentoren sagde, at hun ville hjælpe mig med at formidle det skete til gruppen, når vi startede om aftenen. Så jeg tog derind.

Og det VAR vildt mærkeligt. Veninden sagde bare hej, som om jeg var én, hun aldrig havde haft et venskab til. Vi plejer ellers, at give hinanden den vildeste krammer, når vi ses, men det var der ikke noget af. Det var MEGET akavet. Vi sad sågar ved siden af hinanden.

Gruppen (vi var 4 ud af 6 igår) tog det fint. De havde kun forståelse for, at jeg havde taget tilbagefaldet og der kom et helt emne ud af det med hvilke følelser der er involveret og hvordan man kan forebygge, at det sker igen. Hvad der var sket op til, at det skete og så videre.

Da psykologen spurgte, om der var nogen i gruppen, der ville sige noget til det, sagde veninden, at hun jo havde sluttet vores venskab og nu godt kunne se, hvorfor de anbefaler, at man ikke er venner udenfor gruppeterapien, på grund af at der netop kan ske denne situation.

Hun sagde, at hun havde gjort det, fordi hun håbede, at jeg ville søge hjælp hos mentoren. Hun gav udtryk for, at hun var meget glad for, at jeg var kommet og glad for, at jeg netop havde søgt hjælpen, som hun havde håbet på.

Så der var ingen fordømmelse - kun forståelse fra gruppen. Mentoren og psykologen gjorde klart, at gruppen var for kvinder der havde været eller har et ønske om, at stoppe i prostitution, så med mindre jeg havde tænkt mig, at fortsætte i prostitution, så var jeg fortsat velkommen i gruppen. Det vil jeg så skrive om i et andet blogindlæg.

Da vi var færdige og skulle sige farvel, så var det også kun et "hej hej" mellem veninden og jeg - her plejer vi ellers også at give en ordentlig krammer. Det skal jeg altså lige vænne mig til!

Jeg skal til psykolog om 45 min. så jeg vil skrive endnu et indlæg senere på dagen om, hvordan jeg har det i forhold til min morbrors dødsfald og min fortsatte lyst til at være i prostitution....

Prostitution... Jeg har mistet min veninde idag...

Jeg er gået tilbage til prostitution og på grund af det valg har min bedste veninde, gennem et par år, idag valgt at bryde kontakten til mig.

Vi mødte hinanden i en gruppe gennem Kompetencecenter Prostitution. Det var gruppeterapi med henblik på at komme ud af prostitution.

Gruppen blev lukket og vi flyttede til et andet tilbud, som også var gruppeterapi. Der går vi stadig. Eller det vil sige, at jeg ved ikke rigtig, hvordan jeg nu skal forholde mig.

Man går der, hvis man har et ønske om eller er kommet ud af prostitution. Men i øjeblikket er jeg blevet i tvivl om, om jeg i det hele taget gerne vil ud af det.

Og noget helt andet er, at jeg nu føler mig trængt op i en krog. For veninden (eller hvad jeg nu skal kalde hende?) går der jo også og hun ved, at jeg jo er aktiv, så jeg kan ikke bare sidde og lyve om det. Det har jeg egentlig heller ikke lyst til. At lyve om det overfor dem. Altså jeg ved, at hun aldrig ville sige noget til nogen om, at jeg er aktiv, men jeg vil have det dårligt ved at fortsætte i gruppen, nu hvor hun ikke vil se mig mere. Det vil blive SÅ mærkeligt!

Hun skrev en sms om det idag. At hun ikke kan have nogen i sit liv, som er aktiv i prostitution, fordi det kommer for tæt på. Jeg kan godt forstå hende, for jeg havde selv en anden veninde på et tidspunkt, som også var aktiv mens jeg var stoppet og det fristede mig helt vildt, at høre om det.

Jeg ville ikke fortælle hende om mine oplevelser eller om kunder eller noget som helst - af respekt for hende, så det var ikke fordi, jeg ville "læsse af" på hende om det. Jeg følte bare, at jeg var nød til at fortælle hende sandheden, fordi vi var meget tætte. Vi snakkede sammen flere gange om dagen - i timevis. Og det ville være svært at skjule.

Jeg ærgrer mig over min ærlighed nu, for havde jeg bare holdt min kæft, så var der ikke sket noget. Der skete det som jeg frygtede. Jeg fortalte hende sågar den anden dag, at jeg var bange for at miste hende. Og det gjorde jeg så. :-(

Jeg har aldrig grædt over en veninde før (så vidt jeg husker), men idag da dén sms den kom - der græd jeg! :'(

Tjae... Jeg ved ikke.... Ved ikke hvad jeg skal tænke, tro og synes om mit liv for tiden.

Jeg har været ude hos en kunde her til aften. Det gik godt. Jeg tænker bare: "Det her kan jeg sgu finde ud af!". Jeg kan sgu ikke finde ud af noget andet! Jeg har aldrig haft et job, jeg har kunne lide, som jeg kan lide dette her. Samtidig så kan jeg ikke forestille mig, at jeg skal lave det på "fuld tid", hvis man kan sige det sådan. Fuld tid indenfor dette felt, er ikke fuld tid som et 8-16-job.

Eller... Det kan det være. Det kommer an på hvordan man gør. Hvis man arbejder på en klinik, så er man på vagter fra kl. det til kl. det. Men kører man ud til kunderne på escortbesøg, så bestemmer man selv hvordan og hvorledes. Så har man heller ikke en "mutter" man skal betale for lokaleleje. Her er der kun udgifter til telefon og annoncering - og eventuelt en chauffør.


Jeg føler mig bare så hamrende ensom lige nu! Hun var den eneste veninde jeg havde. Nu har jeg ingen. Ingen overhoved.

Det er min egen skyld, at jeg ikke har nogen, det ved jeg godt, men det er sgu bare så svært, at lære nogen at kende, som selv kender til at være psykisk sårbar. "Normale mennesker" kan ikke relatere sig til dét, at have en psykisk sygdom. Jeg har før lavet en "venindeloge" som jeg med tiden blev meldt ud af, fordi jeg ikke deltog i noget. Jeg følte mig anderledes. Kunne ikke snakke med om alle de dér dagligdags ting som arbejde og uddannelse. Og de ting de snakkede om, virkede ligegyldige i min verden på det tidspunkt. Jeg var plaget af selvmordstanker og depression og jeg følte bare, at "de ikke fattede en skid". Når de talte om "normale ting" så blev kontrasten til mit liv, bare så stor og overskyggende, at jeg slet ikke kunne overskue det.

Så jeg isolerede mig. Igen!

Lige efter jeg havde fået hendes sms og mens jeg stadig var ked af det og i affekt, skrev jeg en sms til min psykolog om, at det virkelig brændte på og om jeg ikke kunne få en tid imorgen. Jeg har allerede en tid i overmorgen, men jeg skrev at jeg VIRKELIG havde brug for en tid. Hun fandt en halv time til mig mellem 11.45 og 12.15. Mon det er hendes frokostpause, hun bruger på mig? :-(

Og nu føler jeg egentlig, at jeg har overreageret ved at sige, at jeg ikke kunne vente til på torsdag. Da følelsesstormen ligesom havde lagt sig og jeg begyndte at tænke rationelt igen, kunne jeg godt se, at det jo ikke er fordi det er livsvigtigt med den tid imorgen. Der er jo ikke nogen der er død eller noget.

Jeg har meldt fra til gruppeterapien imorgen, for at tænke over, hvad der skal ske og til jeg får snakket med psykologen om, hvad der er sket. Psykologen har ikke noget med gruppeterapien at gøre. Hun er fra distriktpsykiatrien.

Jeg har det bare virkelig dårligt!
Har selvmordstanker, negative tanker, føler mig modløs og forvirret og trængt op i en krog.

Til mødet på Vikon den anden dag, havde jeg en sagsbehandler med fra gruppeterapien og her blev det ligesom gjort klart, at det er vigtigt, at jeg fortsætter med at gå i gruppen, fordi "du skal jo ikke tilbage i prostitution". Det var jeg heller ikke dér. Det var jeg bare nogle dage efter. Og nu... Hvis jeg så stopper i gruppen... Hvad så? Hvad vil min sagsbehandler sige? Hun skal jo ikke vide, at jeg er startet igen...


Ydermere så har jeg en x-kæreste, som jeg er begyndt at have lidt kontakt til igen. Mest seksuelt. Han ringede til mig den anden dag. Han havde fundet mig på nettet. Jeg har ALDRIG fortalt ham, hvad jeg laver - end ikke engang hentydet til det eller noget. Alligevel så var han stødt på mine billeder på nettet og straks kunne se, at det var mig, selvom der ikke er ansigt på. Busted! Det har jeg det også pisse hamrende dårligt over. At han "har noget på mig". Og så er han pisse nysgerrig og udspørger mig om det - eller viser enorm interesse og nysgerrighed omkring det. Jeg fortæller da også, men det er sgu mildest talt ikke fedt, at han har fundet ud af det. Der er aldrig nogensinde nogen, der har fundet mig før og jeg har arbejdet i branchen i 10 år. Hvorfor og hvordan fanden finder han mig!!!?


Klokken nærmer sig 1 og jeg vil hoppe under dynen. Med min bamse, som jeg købte til "mit indre barn" for nogle uger siden. Når jeg ligger med den, min hund ved siden af og Sex and the City kørende dæmpet i baggrunden, så falder jeg til ro.

Så må jeg finde ud af, om jeg skal skrive til psykologen, at jeg godt kan vente med at komme til på torsdag og derfor ikke behøver tiden imorgen....

Jeg er ensom og trist.... "Palle alene i verden"....

-

Tilbage på bloggen... :-)

"Long time no see" :-)

Laaaang tid er gået.

Jeg er kommet ud af et forhold. Startet et nyt. Sluttet det. Og nu er jeg her. Single igen.

Jeg går stadig i psykiatrien hos min psykolog - på 5. år. Nogle uger er det 2 gange om ugen, afhængig af, hvordan det går. Andre uger er det kun en enkelt gang. Jeg var ellers trappet ned til, at det kun var hver 14. dag, men nu føler jeg, at jeg har brug for det hver uge igen.

Sidste år i september fik jeg en mani, som varede i 4 mdr, hvor jeg gik ud og begyndte at arbejde som social- og sundhedshjælper igen. NU ville jeg være selvforsørgende. Det var jeg også i de 4 mdr., hvor jeg nærmest arbejdede i døgndrift. Dobbeltvagter. Hele weekender på arbejde fra morgen til aften. Det var SÅ fedt, at se pengene gå ind på kontoen hver 14. dag.

Så faldt jeg igen med et brag.

Nu er jeg tilbage i systemet igen. På kontanthjælp.

Jeg skal starte på Vikon igen om en uge. Jeg glæder mig og samtidig, så prøver jeg på, ikke at se det som et nederlag, at jeg ikke kunne klare presset til sidst og nu er tilbage igen. Min yndlingsunderviser var med til visitationsmødet i sidste uge sammen med en anden fra Vikon, min sagsbehandler, mig og en bisidder fra den gruppe jeg går i hver uge, som skal hjælpe mig ud af prostitution. Hun sagde, at de allesammen glædede sig til jeg kommer tilbage. At jeg har været savnet. Der er stadig flere af "de gamle" kursister dernede, så det bliver rart at komme tilbage til det vante, hvor jeg ikke behøver at lade som om, jeg er noget, som jeg ikke er. Frisk, rask, overskuds-agtig, i kontrol, glad, styr på tingene og al det andet fra mit "pretend-mode", som min psykolog kalder det.

Min vægt er på det højeste nu. Jeg har været oppe på 91 kg, men nu er den langsomt på vej ned igen ved hjælp af Madlog.dk. Jeg har levet af slik, kager og chokopops med mælk de sidste mange måneder. Det har sat sine tydelige spor.

Min mor har jeg ikke kontakt med for tiden. Hun har taget afstand til mig, fordi hun er sur og fornærmet over, at jeg ikke gav hende en julegave.

Min far har jeg et godt forhold til. Jeg savner ham konstant. Det er nok ikke et sundt forhold, for han siger, at jeg er den eneste fortrolige han har i hele verden. Det er typisk Borderline. Det symbiotiske forhold. Men jeg elsker ham over alt på jorden!

Mine brødre ser jeg med jævne mellemrum, men de ringer tit og vi har et godt forhold. Den ældste især har det svært for tiden, så han ringer tit, når han har været til psykolog, for at "læsse af". Det er jeg rigtig glad for, for vi får nogle rigtig gode snakke. Jeg elsker dem begge to SÅ HØJT!

Min hund er lige fyldt 10 år og jeg er pisse bange for at miste hende. Små hunde kan jo blive meget gamle, men jeg frygter hvad der kommer til at ske med mig, den dag hun ikke er her mere. Hun har reddet mig fra selvmord mange gange. Jeg begynder at græde ved tanken.

Jeg bor stadig det samme sted. Et rækkehus med terrasse og en lille have. Jeg er rigtig glad for at bo her, selvom jeg nogle gange godt kan få stress over, at mine naboer er så sociale - specielt fordi de faktisk allesammen har et alkoholproblem. SERIØST! Den værste er dog min nabo lige inde ved siden af. Han lever af danskvand blandet med whiskey. Han lægger ikke engang skjul på det. Han drikker det åbenlyst og har sågår fortalt mig - i perioder - at "nu tager jeg det lidt stille og roligt" aka. jeg drikker ikke så meget for tiden. Det er ligesom min far - og min mor.

Jeg er for nylig startet i prostitution igen, hvilket jeg vil lave et indlæg om snarest. Jeg har ellers været ude af det i tre-kvart år. Og jeg går i en gruppe som er for kvinder der gerne vil eller er ude af prostitution, så her er jeg i et stort dilemma for tiden.

Jeg har en enkelt veninde, som jeg er bange for at miste, nu hvor jeg er startet i prostitution igen. Vi har mødt hinanden gennem en gruppe jeg tidligere gik i, som var lidt ala den samme, som jeg går i nu.
Det hænger ligesom ikke rigtig sammen, at gå i sådan en gruppe, når jeg nu er blevet aktiv i miljøet igen.

Jeg har ikke andre veninder, men jeg har jo også altid foretrukket mig eget selskab.



Det var en status for, hvordan mit liv ser ud nu....

Jeg glæder mig meget til, at komme igang med at skrive på bloggen igen. Jeg har tit tænkt på det, men ikke fået taget mig sammen til det. Det har været savnet.



Såe.... "I'M BACK!" :-)

__________________________________________________________________________

Og et stort UNDSKYLD til Jer der har skrevet og været bekymrede, som jeg ikke har svaret! :-(
__________________________________________________________________________




-

Det dér med aftaler og at være social

Åhh, jeg kan ikke overskue noget idag!

Min veninde, som jeg har mødt gennem min behandling, har inviteret mig hjem til hende idag. Jeg har sagt hele ugen, at jeg ikke kan lave nogen aftaler forud. Altså at jeg ikke kunne sige i tirsdags, at jeg kunne ses idag, fordi jeg er nød til at tage tingene dag for dag, ellers kan jeg ikke overskue det.

Jeg føler mig presset af hende.
Igår var jeg til psykolog og jeg snakkede med hende på vej hjem. Hun spurgte til, hvordan det gik hos psykologen og jeg fortalte, at jeg har fået rigtig meget ros for min udvikling det sidste års tid og at jeg virkelig kan se en forandring. Så siger hun, at det er hun super glad for og at hun var glad, fordi når jeg var glad, så ville jeg jo komme idag. Og hun sagde, at hun allerede havde tøet maden op og forberedt det hele. For at være helt ærlig, så havde jeg faktisk glemt, at vi havde snakket om, at jeg skulle komme og idet hun siger det, får jeg det allerede dårligt. Følelserne af ikke at kunne overskue det, væltede bare ind over mig og jeg tænkte allerede over, hvordan jeg kunne komme ud af det. Men jeg bliver overvældet af dårlig samvittighed, fordi hun allerede havde/har optøet maden og gjort det hele klart. Men samtidig, så havde jeg sgu sagt (mange gange), at jeg ikke kan overskue at lave planer før på dagen.
Ja, jeg ved godt, at det muligvis er besværligt, at man ikke kan lave aftaler med mig, men det er sgu sådan jeg har det. Jeg orker bare tit ikke at være social. Det er fint og hyggeligt nok, at snakke i telefon med "folk", men at skulle ses, bliver bare hurtigt for meget for mig...

Så nu sidder jeg her.
I nat, da jeg gik i seng, fik jeg pludselig den sygeste kvalme ud af det blå. Lige pludselig. Jeg tænkte straks om det var noget angst-halløj, men jeg har aldrig haft fysiske symptomer på min angst, så jeg tror det bare var noget fysisk - det undrer mig bare. Udover det, så har jeg sovet ad røven til, fordi jeg har ligget og rodet rundt og råbt og skreget af mine forældre i søvne. Jeg vågnede ved, at min hund sad og peb og kiggede mig, så det har nok ikke være så rart at være vidne til.

Så jeg er bare udmattet og orker ikke at køre nogen steder. Og jeg kan heller ikke lide at sige fra.

Og så er vi tilbage til mit gamle mønster med, at være ovre i andre mennesker. At jeg sætter andre menneskers behov før mig eget, for ikke at gøre dem kede af det.... Hold kæft hvor er jeg træt af det!!!


Råd og tanker modtages med STOR GLÆDE!!!


-

Skal?... eller skal ikke tage kontakt?

Jeg har ikke hørt fra min mor endnu. Det tror jeg heller ikke, jeg gør, med mindre jeg selv tager kontakt.

Min gode veninde gav mig et råd. Hun er selv på min mors alder og har 4 børn, så hun gav mig det fra rollen som mor. Hun synes, jeg skulle have ringet til min mor i fredags (2 dage efter jeg sagde nej til brylluppet) og bare have sagt hej. Ikke noget med at snakke om brylluppet, men mere for at vise, at jeg mente, at jeg ikke ville have afstand igen. Min mor spurgte mig, om min nej til brylluppet betød, at jeg ville have afstand igen. Og nej, det gør det ikke. Det sagde jeg til hende 3 gange mens jeg var der. Og det var det sidste jeg sagde, inden jeg kørte.

Jeg snakkede med psykologen om det i fredags og hun satte det op på en anden måde. Jeg sagde det jo til min mor 3 gange. Ergo så har jeg udtrykkeligt givet udtryk for, at jeg ikke vil have afstand igen. Og da min mor jo ikke er dum, så behøver jeg vel ikke skrive det i neon også. Derfor besluttede jeg mig for, at følge psykologens "version", selvom mit "pleaser-gen" og min dårlige samvittighed virkelig skulle tøjles, for ikke at overtage.

Så nu er jeg her. Jeg har ikke hørt fra hende og jeg går virkelig og overvejer, om jeg alligevel skal tage venindens råd og kontakte min mor selv. På den anden side så er der, før alt det her bryllups-nej-halløj, gerne gået 1½ uges tid mellem at vi snakker sammen, hvis jeg lader initiativet være op til hende. Jeg fatter hende virkelig ikke. Hun påstår at hun er så glad for, at jeg er kommet tilbage i hendes liv igen, men alligevel så kan der gå så lang tid mellem at hun ringer. Og endnu mere - hun bor 3 km fra mig, så det er jo ikke fordi hun skal rejse til den anden ende af landet, for at få en kop kaffe.

Jeg har virkelig en god rollemodel for, hvordan jeg IKKE skal være, når jeg bliver mor.
HVIS jeg bliver mor.


.

Lortedag!!

Dagen startede faktisk godt ud.

Kæresten var her og sove. Vi var ude og spise sushi igår aftes og det var rigtig hyggeligt. Når vi kører i min bil, synes jeg det er mest  hyggeligt, hvis det er kæresten der kører - og så føler jeg også mere, at det er mig der er kvinden og ham der er mand... :-)

Igår skriver min psykolog om jeg vil have en ekstratid, fordi hun havde et afbud idag. Ja, meget gerne. Jeg havde egentlig kun én tid i denne uge, hvilket var i mandags og jeg kunne virkelig godt bruge en mere. Jeg står op samtidig med kæresten, som skal tidligt afsted, fordi han skulle til lægen.

Jeg har rigtig god tid. Så jeg nusser rundt og går med hunden. Da jeg skal til at køre, så kan jeg ikke finde mine bilnøgler. FOR HELVEDE!!!!!!! Ja, de lå i kærestens jakkelomme i den anden ende af landet. Det var for sent til, at jeg kunne nå bussen og det tager for lang tid (30 min.) at cykle derind. Som en absolut nødløsning ringede jeg til min mor, for at høre om hun kunne køre mig - hun tog ikke telefonen. Så var jeg ved at bestille en taxa, men gik væk fra det igen, fordi jeg jo ikke har råd.

Så jeg måtte ringe til psykologen og melde afbud. Det gjorde jeg så grædende på hendes telefonsvarer.

Og så eksploderede jeg ellers i raseri og jeg-ved-ikke-hvad, så jeg blev helt forskrækket over mig selv. Jeg tudbrølede, kastede rundt med puderne, råbte og skreg ned i hovedpuden. Jeg kunne slet ikke holde mit indre ud. Jeg kunne simpelthen ikke holde ud at være i mig selv, sådan kogte det indeni. Jeg får det stadig dårligt, nu mens jeg sidder og skriver om det.

Jeg er glad for, at kæresten ikke var i nærheden, for så var jeg gået fuldstændig amok på ham.

Jeg ved og vidste godt, at han jo selvfølgelig ikke gjorde med med vilje og det var lige så meget min egen, som det var hans skyld, at han ikke havde fået lagt nøglerne af. I telefonen lød han også næsten grædefærdig, men det kunne jeg på ingen måde klare på dét tidspunkt. Jeg måtte virkelig lægge bånd på mig selv, for ikke at gå fuldstændig amok på ham i telefonen.

Jeg fik skrevet mine frustrationer ud på et forum på nettet, så raseriet langsomt lettede. Jeg havde været så meget oppe at køre, så jeg havde svedt så meget, at min bluse var helt våd - og nu begyndte jeg så ellers at fryse... og så var jeg bare SÅ træt!

Kæresten kom nogle timer senere med nøglerne, hvilket jeg havde skrevet til ham, at han ikke behøvede for jeg skulle alligevel ikke bruge dem - jeg skulle jo ligesom bruge dem om morgenen..... Men det var det eneste tidspunkt han kunne komme med dem resten af ugen. Så han kom og vi spiste æbleskiver og jeg prøvede at være i hyggehumør, selvom jeg stadig kogte lidt indeni og stadig havde svært ved at være i mig selv.

Jeg havde virkelig bare brug for den tid. Jeg har det ad helvedes til i de her dage. Har bare lyst til at drikke mig mega møg hamrende lam, tage en masse narko og tage ud til kunder og prostituere mig. Virkelig bare skade mig selv for fuld udblæsning. Det startede igår og er kun blevet værre, så tiden idag hos psykologen var VIRKELIG noget jeg havde brug for!!!!!

I eftermiddags lagde jeg mig ind og sov og nu har jeg fået det lidt bedre, selvom det stadig ligger lige under overfladen det hele...

Udover det så har jeg mareridt næsten hver gang jeg sover... Her i eftermiddags var det noget med at være spærret inde.. Vågnede ved at hunden slikkede mig i ansigtet... I nat havde jeg ogsp mareridt, hvor kæresten vækkede mig... Åhh altså...

Endnu en diagnose og at skulle igang igen...

Lige for at starte ud med en update fra sidst... Der er jo gået lidt tid... Jeg tænker på at skrive på bloggen næsten hver dag, men jeg kan for det meste ikke samle mig sammen til, at få skrevet tankemylderet ned og der sker så meget, at jeg ikke ved hvor jeg skal starte..... 

Jeg er sammen med kæresten igen... SURPRISE!!
Jeg fatter ikke, at han holder ved. Han burde være skredet for længe siden, sådan som jeg behandler ham, når det slår klik i mit hoved og mine følelser tager magten fra mig, men nej, han er der endnu.

Mødet om tirsdagen blev holdt. Stedet hedder Vikon, som er det, man kalder "anden aktør". Sagsbehandleren ringede til mig om mandagen, da hun havde fået min mail. Vi havde en 10 mins. snak, hvor jeg også begyndte at græde i telefonen. Jeg har aldrig grædt foran hende... eller i telefonen, for den sags skyld. Vi aftalte, at mødet dagen efter kun skulle være en rundvisning og jeg så kunne gå hjem og tænke over det. Jeg havde det mildest talt ad helvedes til. Jeg skældte hende også lidt ud. Jeg følte ikke, at hun lyttede og overhoved tog det, jeg sagde, seriøst. Men hun har vel lært, hvordan man skal gribe en "borderliner i affekt" an.

Jeg snakkede efterfølgende i telefon med kæresten, som prøvede at berolige mig. Jeg blev småsur (indeni) på ham over, at han ikke selv sagde, at han gerne ville tage med mig til mødet for at støtte mig - selvom han skulle på arbejde. Jeg fik sagt til ham, at jeg ville ønske at han ville tage med. Der gik 10 min. så ringede han tilbage og havde fået byttet sin vagt. Så jeg havde ham med dagen efter. Åhh... Det var jeg så glad for!!!!

Vi var 5 personer til mødet på Vikon. En medarbejder derfra, min sagsbehandler, min nye mentor (støtte-person), kæresten og mig. Nøj, hvor er det ikke rart, at sidde dér og føle sig som en 5 årig, der skal holdes i hånd, den første dag i børnehaven. Det var sådan jeg følte det. Ikke pga. noget de andre gjorde, men det var noget der foregik indeni mig, fordi jeg føler mig lille og sårbar. Ja, og så at være i centrum for 4 menneskers opmærksomhed og at det var mig der skulle "drøftes" på mødet. Fuck det var ikke rart. Hjertebanken, tør i munden, gråd og uro/angst.

Jeg nåede også at bryde sammen et par gange, hvilket måske egentlig er godt, fordi de så får set, at jeg ikke har det særlig godt indeni. Kæresten var også en rigtig god støtte og han fortalte også om, hvordan han oplever mig og hvor svært det (til tider) kan være, at være kæreste med mig, fordi det svinger op og ned konstant. Han var virkelig god til at beskrive mig - meget bedre end jeg selv er - og det var dejligt. Han var og er sgu min klippe. Uanset hvor dårligt jeg har det. Hvor manisk jeg er. Hvor depressiv jeg er. Hvor meget jeg er irriteret på ham. Hvor meget jeg (næsten) byder ham. Så er han der. Han holder ud, fordi (som han siger), han ved hvordan jeg er indeni og han ved hvorfor, jeg reagerer, som jeg gør. Det er for vildt! Hvad har jeg nogensinde gjort for at fortjene ham!!!?????........

Min nye mentor, som de kalder det, er en rigtig sød dame omkring de 50 år. Hjertelig og varm. Man kan tydeligt mærke, at hun brænder for sit arbejde og for at hjælpe mennesker. Selvom hun er ansat gennem jobcenteret og hendes opgave er, at (forsigtigt) skubbe mig mod Vikon (selvforsørgelse), så føler jeg faktisk, at hun er på "min side". Hun virker oprigtigt bekymret og interesseret i mig. Det var til mødet på Vikon, at jeg mødte hende første gang og siden har hun været hjemme hos mig 2 gange og så med mig til møde på Vikon igen idag. Som jeg har forstået, skal hun kun være der for mig, i "indkøringsperioden" til Vikon, så jeg har lidt svært ved at placere hende "i hovedet", for hvis hun alligevel forsvinder igen lige om lidt, så kan det jo være ligemeget...

På mødet blev det aftalt, at jeg skulle starte ca. 14 dage efter. Det bliver så på onsdag - i overmorgen. Jeg skal starte på det de kalder "Angstholdet", som er et hold, hvor der pt. er 3 - dvs. 4 med mig. Idag var jeg dernede med mentoren, for at hilse på psykologen som underviser og ligesom "står for" holdet.
Og FUCK altså - det er en mand - tilmed på min egen alder... måske 5 år ældre!!! Selvfølgelig er det en rigtig sød, indfølende, CHARMERENDE, glimt i øjet, og-meget-andet-psykolog!!! Det bliver fucking svært. Mest pga. ham. Hvorfor fanden kan det ikke være en (ældre) mand, som er mere ala en "sådan-burde-en-far-være-agtig-type" og ikke en fyr, jeg ville lægge an på i byen!!!

Jeg skulle selvfølgelig fortælle om mig selv. Han havde (med vilje) ikke læst min sag, fordi han hellere vil høre det fra klienten selv end at læse sig frem og derved få et forudindtaget billede af personen. Så da jeg skulle fortælle, at jeg havde arbejdet som prostitueret. Hmm... ikke særlig fedt... Af flere årsager... Han er en mand ( = han får billeder i sit hoved af mig på måder der ikke er passende i "vores relation"..... forestiller jeg mig... eller siger min erfaring...) og ja, så vel også fordi hans mening tilsyneladende allerede betyder noget, fordi jeg synes om ham. Jeg lagde også mærke til hver en ansigtstrækning hos ham, men han havde totalt pokerfjæs, så der var intet at spore om hans egen mening, uanset hvad jeg sagde.

Og i bund og grund er det jo også pisse fucking ligegyldigt! Det er hans arbejde og hvad forestiller jeg mig?! Jeg er allerede ovre i at være den flirtende pige, som ikke er i kontakt med mig selv - selvom jeg flere gange mistede kontrollen, hvor stemmen knækkede og jeg smågræd... hvorpå hans reaktion kun gjorde, at jeg synes endnu mere om ham... Og jeg har allerede lagt mærke til både det sagte og usagte. Som en indskudt sætning fik han fx. sagt, at han har to små børn derhjemme. Så tænker jeg: "Hmm... okay.. så må han være i forhold... måske gift?!"... Nej, han er ikke gift - med mindre han tager sin vielsesring af, når han er på arbejde, for han havde ikke ring på...

Se hvor latterlig jeg er.... Dér sidder jeg og funderer over, om han måske kunne forestille sig, at kunne finde sammen med sådan en som mig... og så i det forum... Han er sgu da pisse ligeglad med mig... Jeg er jo bare en patient/klient...

Da jeg kom hjem og faldt omkuld i min seng, drømte jeg om ham. Han hev mig ind i et rum dernede, ved at lade som om, han skulle vise mig noget og så kyssede vi, så jeg blev helt blød i knæene. Sommerfugle i maven af forelskelse og jeg var "helt oppe og ringe". Jeg var helt glad og "frejdig", da jeg vågnede... Det er rigtig rigtig mange år siden, at en fyr har givet mig sommerfugle i maven...

Allerede nu går jeg og tænker over, hvad for noget tøj jeg skal tage på på onsdag og om jeg skal tage makeup på eller ej... Who the fuck cares!!! Jeg har lyst til at tage makeup på, fordi jeg føler mig pænere og mere tilpas og kvindelig ved det, men samtidig vil jeg ikke virke som om jeg er interesseret i ham... og samtidig igen... så er det ham der skal observere mig og rapportere til jobcenteret om min frem- eller tilbagegang. Så at gøre mig pæn, hænger ikke rigtig sammen med den måde jeg plejer at være på, når det har noget med kommunen at gøre, hvor jeg prøver at gøre mig så grim som muligt...

For øvrigt.... Ja, så har jeg jo også lige en kæreste..... For helvede altså, hvor er jeg tarvelig, dum og latterlig!!!




Og så har jeg fået en diagnose mere. Bipolar - eller som det tidligere hed Manio-Depressiv.
Det kommer nu ikke som nogen overraskelse. Ligesom med Borderline, så har jeg i mange år også tænkt på/troet, at jeg led af dét, så egentlig var det bare en lettelse, at få endnu en "etiket" på. Jeg håber, at det også giver mig mere rummelighed fra kommunens side, fordi det er endnu en forklaring på mine vanskeligheder... ja, og så tænker jeg... jo flere diagnoser, jo bedre... Så er der måske større chance for, at jeg kan få lov at passe mig selv... eller i det mindste få "lang snor"....

I forhold til min hævngerrighed overfor mine forældre, har det kun været endnu et våben i min vrede mod dem. Det giver mig en form for tilfredshed, at kunne smide endnu en diagnose i fjæset på dem og antyde: "Se hvor fucked up jeres liv har gjort mig!".....


Jeg er et ondt menneske!!!

-

Min lillebror har taget piller...

Jeg var ude og spise med min ældste lillebror den anden dag. Han har ellers altid været imod alt hvad der hedder psykologer og terapi, men for nylig er han, på eget initiativ, startet hos en psykolog.

Vi har snakket en del med hinanden siden han fortalte mig, at han er startet. Han har kun været der en enkelt gang nu.

Under vores frokost fortæller han mig, at han for noget tid siden til en fest, havde været på toilettet og pludselig fik en impuls der gjorde, at han havde spist 20 panodiler. Jeg prøvede ikke at se chokeret ud, da han fortalte mig det. Han sagde, at han ikke ved hvorfor han gjorde det. Det var ligesom bare noget der skete uden han tænkte over det. Det skræmmer mig rigtig meget.

Jeg snakkede med min psykolog om det i terapi den anden dag og hun rådede mig til, på det kraftigste, at få ham overtalt til at få noget psykiatrisk hjælp. Jeg brugte en hel eftermiddag på at prøve at overtale ham til at gå til lægen og få en henvisning, men det vil han ikke. Han var ellers rigtig tæt på, men afviste det alligevel til sidst. Han vil ikke have at hans læge skal vide sådan noget om ham og gav i det hele taget udtryk for, at han skammer sig enormt meget over sig selv og over at han har det så dårligt.

Jeg sagde til ham, at jeg meget gerne ville tage med til lægen og bare være der for ham. Evt. bare i baggrunden og hvis han har behov for det, så hjælpe ham med at få det sagt. Han var ikke meget for at tage mig med.

I det hele taget ligner han bare min far alt for meget. Ikke at ville søge hjælp og bagatalisere det med at "så slemt er det heller ikke" og "rolig nu, der sker ikke noget" og "det er jo kun den ene gang". For 6 år siden havde han et seriøst selvmordsforsøg som var meget tæt på at lykkedes. Det foregik på nøjagtig samme måde med, at han lavede noget han ikke vidste hvorfor han gjorde. Det var meget tæt på at lykkes. Efterfølgende var han tilknyttet distriktpsykiatrien i nogle måneder og stoppede selv, fordi "hvad skulle han der?".

Nu har jeg lige snakket i telefon med ham. Han er fuld og har rigtig meget lyst til at tage stoffer. Jeg har så meget lyst til at køre ind og hente ham på stedet, men han nægter og siger at han skal ud og give den gas og er på vej i byen. Han snakkede om at tage ned i Istedgade for at "købe noget". Jeg sagde til ham, at hvis han endelig skulle have noget, så skulle han i hvert fald købe fra en "sikker kilde". Jeg kunne ikke tale ham fra at tage noget i det hele taget, så jeg håber bare, at han så er så fornuftig, at han trods alt ikke køber noget af en eller anden afrikaner nede i Istedgade.

For helvede altså!
Jeg er så bange for at det ender fatalt. Han ved ikke hvad han laver, når han "når derud". "Gemt" bag en joke gav han udtryk for, at han er pisse ligeglad med hvad han sniffer op i næsen. Jeg ved lige hvordan han har det, for sådan havde jeg set selv for nogle år siden. Jeg prøvede at tale til hans fornuft, men der var ikke noget at gøre.

Jeg sagde, at han skulle passe på sig selv og love at ringe hvis der blev noget....

Fuck jeg tilgiver aldrig mig selv, hvis han dør i nat!!!......



-

Stadig i vildrede!

Jeg har ikke kontaktet min mor endnu og det hænger over hovedet på mig, som når man havde en stil for i folkeskolen, som man ikke kunne tage sig sammen til at lave.

Jeg havde set frem til min samtale med psykologen idag, hvor jeg ville snakke om det. Så er hun fan'me syg!!! Aaarj, det sker bare ikke, tænkte jeg, da jeg hørte beskeden på telefonsvareren imorges.

Nu har jeg først tid igen på mandag. Fårk der er lang tid til altså. Og jeg føler ikke jeg kan være bekendt overfor min mor, at jeg ikke giver lyd på en eller anden måde.

Være bekendt... være bekendt overfor hvem?!

Kunne hun være bekendt at sidde med pokerfjæs på, da jeg sagde, at jeg havde fået selvmordstanker hver gang jeg har haft kontakt med hende?!

Kunne hun være bekendt, at bede mig om at tage en snak med hendes mand!?

Kunne hun være bekendt, at sygeliggøre mig endnu mere ved at misbruge borderline-diagnosen?!

Kunne hun være bekendt at komme 1½ time efter aftalt tid, fordi der liiiige var noget der tilsyneladende var vigtigere?!

Gu' ku' hun ej! - og alligevel sidder jeg her og (stadig) har dårlig samvittighed over, at jeg ikke har svaret hende endnu...


Jeg svinger fra den ene yderlighed til den anden.
Det ene øjeblik vil jeg ringe til hende og spørge om hun ikke kommer forbi, så vi kan gå en tur og "snakke det ud".
Det næste øjeblik synes jeg det er det bedste, at skrive et brev (mail) til hende, for at undgå den direkte kontakt, hvor hun kan få mig til at miste fodfæste.
... og så synes jeg, det er bedre bare at skrive en kort sms til hende om, at jeg er gået i tænkeboks igen.

Frem og tilbage... Frem og tilbage... Konstant!
Hver gang jeg ikke lige er optaget af computer eller telefon eller whatever, så popper det op...

Og siden hun var her i fredags, har jeg haft en tiltagende trang til at skade mig selv, så igår var jeg ude hos en kunde. Det er ellers flere måneder siden og jeg har faktisk kontaktet Kompetencecenter Prostitution for at få hjælp til at komme ud af det. Det vil jeg nu stadig benytte mig af. De har ingen krav om at man skal stoppe eller at man skal være stoppet eller noget. De møder een hvor man er. I den udvikling man er i.

Nå, men for første gang i flere måneder havde jeg trangen til at komme ud igår. For at få afløb for mit psykiske pres oppe i hovedet. Da jeg gik i bad, havde jeg det ikke, som jeg sommetider kan have det, hvor jeg tænker, at jeg ikke gider eller ikke har lyst. Jeg så frem til det. Kunne nærmest ikke komme ud af døren hurtigt nok. Jeg var vildt anspændt på vejen derhen. Nærmest elektrisk. Manisk. Og da jeg kørte derfra igen, havde jeg det godt. Så var jeg ligesom "faldet ned" igen. Det er sgu noget mærkeligt noget. Jeg kender ikke til noget andet, der har samme virkning for mig. Når jeg løber, får jeg også en smule "afløb" for det, men det er slet ikke på samme måde og ikke i lige så høj grad. Det har intet at gøre med det seksuelle - selve akten. Det er noget psykologisk der sker oppe i hovedet på mig.

Idag er jeg også forholdsvis rolig, men jeg har trangen til at gøre det igen i aften. Nu må jeg se, om det går væk i løbet af dagen.

Åhhh... Den skide ambivalens og åndsvage selvskadetrang!!

Opkald fra min mor

Jeg havde egentlig forventet at hun ville ringe noget før, men hun ringede i eftermiddags.

Jeg snakkede med psykologen den anden dag om, at jeg skulle lave nogle notater til mig selv med, hvad jeg ville sige til hende, når hun ringede. Sådan så jeg ikke blev bragt ud af fatning og så jeg fik "det hele med". Dem har jeg ikke fået lavet, selvom jeg har rendt rundt om mig selv og kigget på den tomme blok flere gange.

Så jeg tog den ikke.

Hun indtalte en besked om, at hun bare lille sige tak for sidst og sludre lidt.

Straks så titter min dårlige samvittighed frem over, at jeg screener hendes opkald. Og hvorfor?! Hvorfor fanden får jeg dårlig samvittighed over det? Måske fordi jeg altid har stået på pinde og nærmest smidt alt hvad jeg har i hænderne, for at ringe tilbage eller tage telefonen hvis hun har ringet.

Hun behandlede mig ad helvedes til den anden dag og alligevel står jeg model til det og får tilmed dårlig samvittighed og føler mig som en dårlig datter.

Jeg havde endda taget en beslutning da hun tog afsted efter besøget om, at jeg ikke ville have kontakt til hende mere. At det ikke ville blive bedre. At hun bare vil have mit gamle jeg tilbage. At hun ikke bryder sig om, at skulle se sandheden i øjnene om, at hun har en syg datter. Nej, hendes datter hun skal bare tage sig sammen og "blive sig selv" igen. Sikke noget vås at hun er syg og hvis hun virkelig er syg, så er hun jo utilregnelig, så alt det hun siger ikke gælder. Skide være med, at hendes datter nu har modtaget intensiv hjælp i 3 år og fortsat har behov for terapi og hjælp til at klare hverdagen.

En af de ting jeg vil spørge hende om er, hvad hendes tanke er med, at jeg skulle tage en snak og "få en afslutning på" med hendes mand. Om det virkelig er hendes mening, at jeg skal give ham en undskyldning. I så fald vil jeg sige til hende, at jeg undskyldte, at jeg havde kaldt ham en psykopat, fordi selve ordet måske var lige voldsomt nok, men udover dét, så mener jeg hvert et ord jeg har skrevet om ham. Og jeg synes stadig det er den største fejltagelse i hendes liv. Og alene tanken om at sidde overfor ham. At snakke med ham. At glo på ham. Føj... Jeg brækker mig næsten.... For ikke at tale om hans børn... Fuck mand!!!

Og så vil jeg spørge hende om, hvorfor hun egentlig har vist mine breve til hele familien. Det glemte jeg at spørge hende om, da hun var her.

Udover dét ved jeg ikke rigtig hvad jeg skal sige.

Jeg snakkede med psykologen om, at jeg bare ville sige til hende, at jeg fortsat trænger til en pause. At jeg ikke behøver at sige, at jeg ikke vil have kontakt mere.

Men jeg føler bare, at jeg skylder hende en forklaring. Jeg føler at jeg står i evig gæld til hende. Det har jeg altid følt. Hver gang hun har vist at hun elsker mig. Hver gang hun har hjulpet mig med et eller andet. Hver gang hun har beskæftiget sig med mig. Hver gang er min gæld bare blevet større. Måske er det fordi hun altid har brugt "efter alt hvad jeg har gjort for dig"-kropssproget... Ja, og endda også sagt det...

Min morfar havde en sort bog, hvor han skrev ned hvem af hans 4 børn der havde fået hvad. Så for hver 25 øre den ene fik for meget, så skulle de andre have tilsvarende. Måske er det dér hun har det fra. Og måske kan det tænkes, at der er et eller andet fucked up i den side af familien siden min mormor og morfar har 4 børn og de 2 af dem har frabedt sig kontakt til dem... Ja, og de sidste 2 (min mor og moster) er pisse hamrende uvenner...

Fuck en lorte-familie!!!


Og selvom det ligger meget langt nede... Ked-af-det-heden... Så er den der....

Skuffelsen over hende... At jeg ønsker mig en mor... At jeg savner en mor... og desværre er nød til at erkende, at hun ikke er i stand til nogensinde at være eller blive det...

Hun er selv et barn indeni, som stadig er afhængig af hendes egne forældre, selvom hun er
52 år.

Nu har hun så fundet en mand, som kan overtage deres plads.
Nu har de kendt hinanden i 3 år. Er lige blevet gift og så siger hun til mig, at hun først nu... på det seneste... har fundet ud af, at hun elsker ham... fundet ud af, hvad det vil sige at elske...

Jeg sagde: "Ja, jeg vil da så sandelig håbe, at du elsker ham, nu hvor du er blevet gift med ham!!!".....

Min mor kommer idag!

I forgårs var jeg kørt ud og handle. Da jeg parkerer ser jeg, at min mors bil holder på parkeringspladsen lige bagved mig. Jeg sætter mig straks ind i bilen igen, da jeg opdager det. Så sad jeg dér og vidste ikke hvad jeg skulle gøre. Skulle jeg vente og sige hej? Skulle jeg bare gemme mig i bilen og bare "se" hende? Skulle jeg køre igen?

Af en eller anden grund blev jeg siddende og ventede på hende. Jeg ventede i næsten 45 min. før hun kom ud. På det tidspunkt havde jeg mere eller mindre bestemt mig for, at hvis hun var alene, så ville jeg gå over og sige hej til hende. Det var hun.

Da hun er kommet over til bilen går jeg hen til hende. Hun ser mig og så krammede vi bare uden at sige et ord. Hun græd. Nej, hun hulkede hjerteskærende! Jeg fældede også en tåre. Sådan stod vi i et par minutter uden at sige noget. Jo, jeg sagde, at jeg også savnede hende.

Da det fleste følelser ligesom havde lagt sig stod vi og snakkede og alt og ingenting i en halv times tid. Jeg spurgte om hun havde lyst til at komme til kaffe idag og det ville hun gerne.

Hun kommer her ved 13:30-tiden.

Da hun gik over mod bilen fik jeg bare sådan medlidenhed med hende. Jeg blev så ked af, at se hvordan hun ser ud. Lidt sammensunket, grå, energiforladt og ked af det. Hun levede helt op, da vi stod og snakkede.

Jeg er lidt nervøs. Har fået støvsuget og den store opvask tog jeg igår aftes. Og så har jeg lige rengjort badeværelset lidt. Jeg har besluttet, at jeg ikke vil rende rundt og gøre alt perfekt før hun kommer, som jeg plejer. Hun må tage mig og mit hjem som det er.

Jeg ved  ikke hvad jeg skal snakke med hende om. Jeg vil synes det er mærkeligt slet ikke at snakke om det der er sket, men samtidig ved jeg egentlig ikke rigtig hvad jeg skal sige om det.

Jo, jeg kunne godt tænke mig at sige til hende, at jeg er ked af, at jeg kaldte hende kæreste og nu mand for en psykopat, fordi han har nikket min lillebror en skalle. Måske var psykopat lige i overkanten. Men det ændrer ikke min mening om ham. Og så kunne jeg godt tænke mig at sige til hende, at en personlighedsforstyrrelse og specielt borderline ikke bare er noget hvor man kan tager sig sammen og bestemme, at nu vil jeg ikke have det mere. Min psykolog sagde igår, at det faktisk bliver anset for at være en kronisk sygdom. Sådan havde jeg ikke set på det. Men jeg kan da godt set det, for det er jo ens måde at handle og føle på og selvom det via. psykoterapi og psykoedukation kan ændres til nogle mere hensigtsmæssige handlemåder og tanker, så vil det nok altid være en del af ens personlighedsstruktur.

Jeg havde egentlig tænkt mig, at vi skulle gå en tur for ligesom ikke at sidde overfor hinanden og skulle snaaaaaakke. Men det er ikke så godt vejr - koldt, blæsende og regnfuldt - så det er måske ikke lige det man har mest lyst til.

Jeg er nok bare lidt rund på gulvet. Ved ikke rigtig hvad jeg føler omkring det, andet end jeg er rastløs og nervøs, fordi jeg ikke ved hvordan det kommer til at gå.

Frygten for at selvmordstankerne vælter frem igen, når hun er gået, sidder nok også lige under overfladen, fordi jeg de sidste 2 år har fået selvmordstanker hver gang jeg har haft kontakt med hende.

Psykologen gjorde meget ud af at fortælle mig, at uanset hvad hun siger, så er der ikke noget der er min skyld. Det er hende der burde have været mor og burde have været voksen og den opgave har hun ikke kunne klare. Så uanset hvad hun siger, skal jeg huske på, at min oplevelse af min barndom og af hvad der sker i nutiden er rigtig. Det er rigtigt for mig. At hun ser det på en anden måde og ikke vil se sandheden i øjnene er hendes valg.

Jeg er hverken et dårligt menneske eller en dårlig datter eller et dårligt barnebarn eller en dårlig søster, fordi jeg fjerner mig fra dét der gør mig syg og begynder at tage vare på mig selv og mit eget liv. At jeg mærker hvad der er godt og ikke godt for mig og handler på det...

Wish me luck.....

Puuuh jeg har mærkelige bange og spændte og glade og ked af det-sommerfugle i maven.....

Brændt barn skyr ilden!

Har været hos psykologen idag og tankerne har kørt rundt i hovedet på mig hele dagen.

Jeg tog ikke afsted til undervisningen igår og det var det samtalen kom til at dreje sig mest om. I bund og grund er det nok omgangen med andre mennesker jeg frygter. Det fucking gruppearbejde og andre mennesker. Hvorfor har jeg fået det sådan, at jeg holder mig totalt væk fra kontakt med mennesker. Jeg har altid været meget alene, men jeg har også altid haft i hvert fald én veninde som jeg var bedste-veninde med. Det med at have flere bedste-veninder, det kan jeg ikke finde ud af.

Hele weekenden er jeg tvunget til at være social.
Imorgen skal jeg lave hegn rundt om min have med mine naboer. Det er et krav, da der er en ny nabo, der har ansøgt om at få udvidet sin have. For at det kunne blive godkendt, skulle vi andre også sige ja. De andre har fået lavet deres og nu er det kun mit der mangler. Så imorgen skal jeg ud og købe ind sammen med en af dem og så hjem og fjumre lidt rundt, mens de laver hegnet. Den ene er tømrer, så det er ikke fordi jeg skal "lave noget" som sådan, men jeg kan jo heller ikke bare gå ind og rulle gardinerne ned og forvente at de laver det for mig uden min deltagelse. Selvom det er dét jeg har mest lyst til.

Lørdag aften skal vi så holde "hegns-hejse-gilde". Grill-tam-tam. Det eneste positive jeg fik ind i mit hoved, da jeg hørte at de planlagde dét var, at så kunne jeg "lovligt" drikke mig i hegnet (pun intended.. haha). Jeg har længe haft lyst til en ordentlig brandert. Problemet er bare, at jeg har svært ved at stoppe mens legen er god og jeg ender med at blive for fuld. Ikke at jeg skiller mig ud af den grund eller på anden vis laver ballade, men jeg ved bare af erfaring, at jeg altid får sagt alt muligt jeg fortryder dagen efter og så er det jo ikke så smart, at man bor ved siden af dem man har "åbnet godteposen for". Så konklusionen jeg kom frem til med psykologen idag var, at jeg skal lade være med at drikke. Måske bliver det til et enkelt eller to glas hvidvin, hvis kæresten kommer og skal være med, hvilket han måske gør, men hvis han ikke kommer, så holder jeg mig ædru.

Søndag er det planen at min far kommer og besøger mig. Måske kommer hans kæreste med.
Jeg skrev til ham her til aften for at høre hvordan han havde det. Det er over en uge siden jeg har snakket med ham sidst og jeg tror altid, at han er sur på mig, hvis der går for lang tid mellem at jeg hører fra ham. Men han ringede og var glad for at jeg havde skrevet. Han sagde at han skulle ud og spise frokost med min lillebror imorgen og at jeg var velkommen til at komme og være med. Da jeg sagde, at jeg ikke kunne pga. "hegnsopsætning", så foreslog han, at han ville besøge mig på søndag i stedet. Han har dårlig samvittighed over, at han ikke har besøgt mig i min nye lejlighed endnu, hvor jeg allerede har boet et halvt år efterhånden. Hold fast hvor tiden går stærkt. Det er bare meget anstrengende og energikrævende, at have ham på besøg, fordi han ikke kan holde den nære kontakt ud. Jeg har aldrig siddet i en sofa, drukket en kop kaffe og bare sludret stille og rolig med ham. Han farer altid rundt og fjernsynet skal altid være tændt. Så kan han nemlig liiiige skrue op for nyhederne, når kontakten bliver for meget/intens for ham. Så måske vil det være en fordel at han har kæresten med, for så føler han det ikke helt så uudholdeligt.

Jeg ved bare, at jeg kommer til at være totalt drænet for energi på mandag - eller søndag aften. Ja, også lørdag aften/nat, når jeg går hjem efter grill-tam-tam. Jeg bruger bare helt enormt meget energi, når jeg skal være social.

Åhh, jeg synes virkelig at jeg bare lyder så negativ. Som en rigtig pessimist. Måske er jeg blevet en pessimist. En der ikke vil have det bedre. En som godt kan lide at være syg, fordi det er trygt. Det snakkede jeg også med psykologen om idag. Jeg synes bare at det hele bliver så forvirrende. Jeg kan ikke finde ud af hvad psykologen forventer af mig og det kan jeg ikke lide. Men som hun har sagt mange gange, så er det hende der er "til" for mig og ikke omvendt. Jeg skal "bruge" hende, det er ikke hende der skal "bruge" mig. Sådan ser jeg det bare ikke. Ligesom jeg fik vendt det til at det var psykologen og psykiateren der forlangte at jeg skulle starte på VUC, selvom det var mig selv der tilmeldte mig og valgte fag og det hele, så føler jeg også at de "forlanger" at jeg skal "gå" i psykiatrien. Jeg ser det ikke som en mulighed, at sige at jeg ikke vil. Det er heller ikke fordi jeg ikke vil gå der, tror jeg, for hvad er alternativet. Jeg vil jo gerne have hjælpen, selvom jeg (tror jeg) stadig gerne vil være syg. For pokker hvor giver det bare ingen mening at skrive sådan!

Jeg har bare mange "Nu tager du dig fanme sammen"-tanker i hovedet for tiden. "Hvor svært kan det være!". "Du er også så underlig". "Du kan heller ikke finde ud af noget!". "Hvorfor skulle folk gide være sammen med dig, når du er sådan et mærkeligt og unormalt menneske". Jeg er bare blevet skuffet og afvist så mange gange af mennesker at jeg nok... ja... "skyr ilden".

Det eneste sted jeg egentlig har følt at jeg hørte til, var i de år hvor jeg arbejdede på massageklinik. Det var så hyggeligt. Vi hyggede os bare så meget pigerne imellem, selvom vi jo også var konkurrenter. Og ja, det var også sjovt og hyggeligt med kunderne. Det er også dét arbejde jeg har haft i længst tid og hvor jeg havde så få sygedage, at det kan tælles på en hånd. Jeg hyggede mig bare. Jeg glædede mig til at komme på arbejde. Jeg tænker, at det måske var fordi jeg følte, at vi (pigerne imellem) var på bølgelængde. Her følte jeg mig ikke unormal eller mærkelig eller noget. Der var jeg bare mig. Jeg savner det og har tit tænkt på at begynde igen. Så sent som idag, tænkte jeg på det - selvskadende eller ej....
  

Enkeltfag på HF

Mit humør er altså mærkeligt i de her dage. Jeg har haft lyst til at skrive et indlæg de sidste mange dage, men bedst som jeg synes at ordene "flasker sig" i mit hoved, så er de væk igen.

I onsdags begyndte jeg på et enkelt fag på VUC. Det var egentlig noget jeg selv havde tilmeldt mig til for flere måneder siden, men inde i mit hoved, havde jeg lige pludselig fået vendt det til, at det nu var min psykiater og min psykolog der "tvang" mig til det. Jeg havde fået vendt det til, at jeg ikke havde noget valg, fordi så ville jeg gøre dem kede af det eller modarbejde min behandling. Så det har jeg brugt flere psykologsamtaler på at snakke om. Om hvordan det går fra at være mit eget ønske - til at det lige pludselig bliver noget jeg føler, der bliver forlangt af mig.

Dagen inden havde jeg det mildest talt rigtig dårligt. Jeg var fuldstændig i mine følelsers vold. I det lille indre barns følelsers vold. Jeg har fundet ud af, at mit indre barn er mellem 6-10 år gammelt. Når jeg skal prøve noget nyt, noget jeg ikke har lyst til eller at jeg bare har det dårligt, så kommer barnet frem og græder efter hjælp fra min far. Så vil jeg have at han skal komme og redde mig, som han altid har gjort - indtil for et par år siden. Så ønsker jeg, at han siger til mig, at jeg ikke behøver og at han nok skal ordne tingene. At jeg bare skal slappe af. Men altså... Jeg er snart 30 år. Min far kan jo ikke blive ved med at redde mig og jeg føler mig SÅ flov over at føle sådan.

Så efter mange timers indre konflikt og rastløshed aftenen før, besluttede jeg mig alligevel for at tage afsted til undervisning. Jeg beroligede mig selv ved at sige, at jeg kun behøvede at møde op denne ene gang, og hvis det var noget møg, så behøvede jeg aldrig at komme mere.

Det gik godt! Faget interesserer mig rigtig meget og det var super spændende. Jeg var selvfølgelig den der rakte hånden mest op. Når det er så spændende og noget der interesserer mig, så kan jeg simpelthen ikke lade være - ja, og så vil jeg da også gerne have en god karakter.. :-)

Dog frygter jeg gruppearbejdet. Jeg arbejder bare bedst alene og jeg mister hurtigt tålmodigheden med andre, når jeg arbejder i gruppe. Men ja, jeg må tage det som det kommer...