søndag den 30. december 2012

Nytår! HJÆLP!!

Åhh jeg er i et dilemma..

Det var egentlig meningen, at jeg skulle holde nytår med kæresten og hans søn. Vi skulle op til en af hans naboer, som også har 3 børn. Det vil sige 4 børn ialt i alderen 7-12 år.

Da vi startede ud med at snakke om nytår, tænkte jeg ikke så meget over det. Jeg var da ikke sådan vildt entusiastisk, men tænkte.. Tjo, hvorfor ikke...?

Den sidste uges tid har jeg så fået mindre og mindre lyst til at holde det dér. Tanken om 4 børn der render rundt og larmer, løber ind og ud for at fyre krudt af og med fædrene i hælene. Jeg har mødt naboen en enkelt gang, hvor vi udvekslede måske 15 ord. Det var til sønnens forboldtræning.

Kæresten har dog fortalt en del om ham. Blandt andet er han en som godt kan lide at prale med hans "forbindelser" til kendte mennesker og hvis man fortæller noget, så har han prøvet noget bedre eller større eller... Uden at have mødt ham, så lyder det umiddelbart ikke som en person, som jeg vil bryde mig om eller have noget til fælles med... overhovedet!

Jeg ved, at kæresten hele tiden har regnet med, at jeg meldte fra. Han har ikke sagt noget, men da jeg ringede og snakkede med ham om min ambivalens idag, så sagde han, at han jo heller ikke havde regnet med at jeg kom. Det i sig selv er jo ikke særlig rart. At være stemplet som en ustabil kæreste, men ja... det er jeg jo nu engang. Så jeg sagde, at jeg ikke kunne overskue det.

Han spørger, hvad jeg så vil lave. Jeg siger, at jeg egentlig bare gerne vil være hjemme og se noget godt i fjernsynet. Der kommer så mange gode programmer.

Men egentlig har jeg mest lyst til at tage op til min far. Han har inviteret mig og sagt, at han ville synes det er super hyggeligt, hvis jeg kommer. Men intet pres. Hvis jeg kom var det fedt, hvis ikke, så var det også helt ok. Han skal bare have besked senest imorgen formiddag.

Det er min far og hans kæreste, og så kommer der nogle venner fra Tyrkiet, som jeg også kender rigtig godt. De har så deres lille barn med - tror han er 1 år.

Der er lagt op til en hyggelig aften med mad udefra og i det hele taget bare stille og rolig hygge.

Det har jeg lyst til!


Men men men.... Kan jeg tillade mig det? Kan jeg være det bekendt overfor kæresten?

Én ting er, at jeg bare er herhjemme alene, men hvis jeg tager et andet sted hen, så er det jo ligesom at sige, at det er selskabet det er i vejen med.... eller? ... Ja, og det er det jo sådan set også... :-S

Da han spurgte hvad det var, jeg ikke kunne overskue, sagde jeg, at det var at de to fædre kender hinanden så godt. At jeg er den eneste kvinde og så er det BØRN og larm!!!

Jeg magter ikke et børne-nytår, for at være helt ærlig!!!


HJÆLP!! :-)

lørdag den 29. december 2012

Åhh hvor jeg elsker min lejlighed!

Jeg er simpelthen så mega glad for min lejlighed! Jeg tror aldrig, jeg har været så glad for en bolig før!

Jeg føler virkelig det er mit hjem. Min base.
Det har jeg ikke følt før... Sådan rigtigt!!

Jeg tager mig selv i ind imellem, at sidde og bare kigge rundt og mærke følelsen af at være hjemme. Af at det er mit. Jeg bestemmer selv, hvornår jeg vil lukke min hoveddør. Om jeg gider åbne den, når det ringer på. Jeg kan slukke min telefon og være helt alene. Det er fantastisk!

Idag har jeg været aktiv. Rigtig aktiv. Jeg sidder faktisk i skrivende stund og sveder.

Jeg har vasket op, støvsuget, vasket tøj, ryddet op og så har jeg fået hængt mit spejl op i soveværelset og fået ryddet en masse skrammel væk og op på hemsen, hvor alle mine kasser osv. står. Mit loft, kan man sige.

Fuck hvor det bare føles godt!!! Og jeg har endda hygget mig med det!


Igår var jeg også lidt aktiv.
Jeg var ude at løbe 2,6 km. og lavede armbøjninger. Mormor-arme, FARVEL!!! :-)


Sender noget energi til jer allesammen... :-)


-



 

torsdag den 27. december 2012

... og så faldt jeg....

Så er julen og juledagene overstået. Gudskelov.

Julen gik faktisk fint. Jeg var hos min far sammen med mine brødre. Kun os 4. Jeg kom lillejuleaften og tog hjem 1. juledag. Drengene kom først d. 24. Jeg havde en del betænkeligheder ved at tage derop allerede dagen før, men nu havde jeg lovet det og min far har glædet sig hele december. Sendt billeder af juletræet og julepynt og fortalt om, hvor meget han glædede sig. Så jeg ville ikke melde fra og sige, at jeg først kom d. 24. Men det gik godt og det var faktisk rigtig hyggeligt.

Han anstrengte sig virkelig, kunne man mærke. Vi fik god mad - både and og flæskesteg, som vi var oppe og hente hos slagteren kl. 13. Anden var tilberedt. Flæskestegen skulle laves. Det gjorde min far og min ældste lillebror.

Jeg havde lavet ris a la mande og den smagte fantastisk - hvis jeg selv skal sige det... :-)
De andre synes også den var lækker.

Vi fik danset om juletræet og lavet en masse fis og ballade. Fik pakket gaver op og jeg fik det jeg havde ønsket mig mest - en ny printer. Eller en check til en ny printer, som jeg skal bestille på nettet en af dagene.

Jeg sov på værelse med min ældste lillebror. Den yngste sov for sig selv på værelset ved siden af. Efter eget ønske. Vi lå og snakkede til kl. 3 om natten, så jeg var helt skeløjet dagen efter.

Om formiddagen fik vi krydderboller, som blev smurt og spist ved køkkenbordet. Derefter så tog drengene videre til julefrokost hos min mor. Jeg overvejede om jeg skulle tage med, men det kunne jeg ikke overskue.

Inden jeg kørte op til min far d. 23. kørte jeg forbi min mor, for at sige god jul. Vi havde snakket sammen i telefon nogle dage før, hvor hun havde grædt helt vildt. Så jeg gjorde det egentlig nok mest for hendes skyld, selvom det da var hyggeligt nok.

Min mormor og morfar var der. Dem har jeg ikke set i 1½ års tid efterhånden. Jeg så godt deres bil i indkørslen, men besluttede at gå ind alligevel. Jeg hilste bare som jeg plejede og vi snakkede om vind og vejr allesammen. Hendes mand var der også. Jeg havde vejret som undskyldning for at køre, da det begyndte at sne. Jeg havde 1½ times kørsel foran mig op til min far.

Min mor græd da hun så mig. Flere gange. Hun takkede mig helt vildt mange gange for, at jeg var kommet og krammede mig helt vildt meget og hårdt. Jeg får og fik helt dårlig samvittighed. Igen.

Hun bad mig ringe, når jeg var vel ankommet hos min far og i telefonen fortalte hun, at de allesammen havde grædt (af glæde) da jeg kørte. Selv min morfar. Jeg troede min mormor var sur, men det var åbenbart for ikke at græde, at hun havde virket kølig (eller hvordan jeg skal forklare det). Jeg havde forventet, at se en afpillet gammel dame, men hun lignede stort set sig selv. Hun var sunket et par centimeter og havde tabt sig lidt, men ellers så synes jeg sgu, at min mor har overdrevet lidt. Jeg snakkede senere med mine brødre om det, og de sagde, at hun så væsentlig bedre ud nu end for en måneds tid siden, hvor de havde troet, at det var tæt på.

Nå, men min samvittighed blev lettet lidt, selvom jeg godt kan mærke, at jeg er påvirket af alt det her familiehalløj, nu hvor jeg sidder og skriver om det.

Jeg kom hjem i forgårs (d. 25.) og kæresten kom henunder aften. Jeg både glædede mig til han kom, men havde samtidig brug for at være alene. Det var hyggeligt nok. Vi gik tidligt i seng og så film.

Igår sagde jeg så til ham, at vi godt kunne køre hjem til ham, hvis han havde lyst. Vejret var godt og han gav udtryk for, at han snart gerne ville løbe eller cykle igen, så jeg tænkte, at han måske hellere ville hjem. Så vi tog hjem til ham. Jeg havde det stadig fint nok. Følte jeg havde energi. Men den forsvandt.

Som i kan se på mit indlæg fra igår, så gik luften af ballonen i løbet af aftenen og ved sengetid, blev jeg bare vildt irriteret på ham. Jeg havde sat min bærbare computer til at rense for virus og den var næsten færdig, da jeg gik i bad. Min plan var, at jeg ville gå ned og ryge en cigaret efter badet og så ville computeren nok være færdig. Da jeg kommer ned, siger han, at han har slukket den. Jeg spørger, om den var færdig med at skanne. "Øhh... Det ved jeg ikke... Men den bevægede sig ikke!". For helvede... Den havde været igang i tre timer og så blev jeg bare irriteret over, at han havde lukket den måske 5 min. før den var færdig. Så kunne jeg begynde forfra. Det sagde jeg til ham og han sagde bare, at jeg jo så bare måtte gøre det om. Han luskede op i bad efter vi (jeg) havde udvekslet irriterende blikke.

Jeg røg min smøg og skrev indlægget imens jeg sad og kogte indeni.

Vi snakkede lidt, da jeg kom op i seng og han faldt ret hurtigt i søvn, mens jeg lå og spillede på min telefon.

I formiddags kom hans børn og spiste brunch. De fik mine gaver og så var det meningen, at vi skulle ud og bytte nogle af sønnens andre gaver. Jeg kunne ikke overskue at tage med, så jeg sagde, at jeg blev hjemme i stedet. Gik direkte op på sofaen og herefter videre op i seng. Han kom hjem på et eller andet tidspunkt og spurgte, om jeg ville med ud og gå en tur. Nej tak, det kunne jeg overhoved ikke overskue. Så jeg sov videre og vågnede nogle timer senere. Jeg havde tidligere på dagen sagt, at jeg overhoved ikke kunne overskue noget. Ikke engang at køre hjem (ca. 1 times kørsel). Han spørger så, om han skal køre mig hjem. Jeg er lidt forvirret og spørger, hvad der så skal ske, når han har kørt mig hjem. Så ville han tage toget tilbage igen. Nej, det behøvede han ikke, bare han hjalp mig med at pakke bilen. Han hjalp mig og jeg kørte hjem til mig selv. Dejligt. Ro. Fred.


..... og nu savner jeg ham igen...



I aftes kom jeg til at tænke på muligheden for, at kæresten læser med her. At han har fundet min blog. Hvis han har, så må det være sådan. Så er der nok en mening med det. Jeg vil fortsat skrive ucensoreret, for det giver mig enormt meget at læsse af her...


Jeg synes, jeg har så meget indeni, som jeg trænger til at få ud og ned på skrift, men jeg har svært ved at få det ud. Er lidt tom for ord nu...


-

onsdag den 26. december 2012

Irritation

Nogle gange så savner jeg virkelig bare det liv jeg havde, før jeg mødte min kæreste.

Et liv med spænding, fordi jeg kørte escort.

Hvor jeg ikke var afhængig af nogen.
Hvor mine følelser ikke kørte op og ned i forhold til en mand.
Hvor jeg ikke hele tiden enten føler totalt optur ( i manglen af bedre ord ) over ham eller mega irritation og har lyst til at råbe at han skal skride ad helvedes til og lade mig være i fred!
Hvor jeg kunne gøre hvad jeg ville, uden at forklare eller føle, at jeg skal stå til ansvar for nogen.
Hvor jeg ikke hele tiden er på en rutchebane af følelser i forhold til ham.
Hvor mit liv ikke var skemalagt og pisse kedeligt.

Lige nu gider jeg ham fanme bare ikke!!!

onsdag den 19. december 2012

Forelskelse!

Det er ret meget noget lort, hvis man bliver små-lun på sin underviser... som i øvrigt er gift og har 2 børn!
Det er desværre nok det, der er ved at ske... eller... det er nok sket...

Sidste gang var vi 3 kursister og psykologen som underviser. Idag var der ikke andre end mig til undervisningen. Undervisning kan det nok ikke kaldes, for det blev mere til et møde om, hvordan Vikon fungerer og hvad jeg ligesom har i udsigt. Og så blev det også til en mere personlig samtale, hvor både han og jeg snakkede. Vi snakkede en del om prostitutionen, hvilket jeg havde enormt svært ved. Specielt fordi han er så sød og charmerende. Han er sådan en man bare har lyst til at åbne sig overfor.

Men jeg kunne også bare mærke min nervøsitet og min sårbarhed, netop fordi hans mening tilsyneladende betyder noget. Det tyggegummi jeg havde i munden, blev helt opløst, så jeg var nød til at sluge det. Jeg var tør i munden og prøvede febrilsk at få lidt mundvand frem, så han ikke skulle se, hvordan han påvirkede mig. Det lykkedes så ikke rigtigt, så jeg endte med at sige til ham, at jeg blev helt tør i munden, hvorefter jeg tog en tår af den kolde te, jeg havde stående foran mig.Tror han smilede lidt. Han sagde ikke noget til det.

Han fortalte også nogle personlige ting om, hvordan han selv var gået ned med stress på et tidspunkt og hvordan han havde haft egen praksis, men havde måtte lukke fordi alt papirarbejdet havde vokset ham over hovedet.

Han spurgte flere gange om, hvordan det var at sidde der og snakke med ham. Jeg sagde til ham, at det egentlig var okay, men at jeg havde det svært med, at han er på min egen alder (+7 år) og at han er mand. Min sidste kæreste var på hans alder. Min nuværende er ældre. Jeg måtte også bide mig i tungen for ikke at sige, at det ville være lettere hvis han havde været en utiltalende mand i 50'erne og ikke en sød og charmerende fyr, som jeg ville prøve at score, hvis jeg mødte ham i byen. Det sagde jeg så ikke... :-)

Men for helvede altså, det er noget lort! Det er ham jeg ser frem til at se, når jeg tager derned. Forstå mig ret, undervisningen og alt det andet er spændende nok, men kommer der lige pludselig en anden underviser, så vil det nok være sværere at komme hjemmefra.... Mildt sagt...

Da jeg kørte derfra ringede jeg til min veninde og lettede mit hjerte. Jeg skulle bare ud med det. Jeg havde gåsehud på armene og ja... "helt oppe og ringe"..... Det er sgu noget fuck!!!

Det er mange år siden jeg har haft det sådan med en fyr. Det var i 2009. Selvfølgelig var det dengang med en fyr, som ikke var interesseret i andet end at bruge mig til sex. Jeg bliver altid forelsket i mænd, jeg ikke kan få eller som kun er interesseret i sex. Jeg har på ingen måde haft det sådan her med min nuværende kæreste... ikke i nærheden af det...

Han sagde også, at han, på vores sidste (og første) møde, havde kunne se på mig, at jeg virkelig havde holdt øje med hans reaktion på, at jeg har arbejdet som prostitueret. Jeg grinede lidt og sagde, om det virkelig havde været så tydeligt. Det havde det åbenbart. Han spurgte så, hvordan han havde reageret, hvortil jeg sagde, at han havde haft totalt pokerfjæs på.

Jeg spurgte ham, om han havde haft andre, som havde arbejdet i prostitution, hvortil han svarede, at det ikke var usædvanligt og at han havde arbejdet med andre, der havde samme "problematikker". Det var ikke noget han havde arbejdet målrettet med, men det var kommet frem i forbindelse med andre ting.

Det lettede lidt, at få det af vide.

Det positive ved det her er, at jeg har fundet ud af, at jeg ikke er helt afsporet hvad angår følelser. At jeg godt kan mærke noget. At jeg godt kan blive forelsket.

Det negative er... udover at det er noget rod... at jeg endnu engang må sande, at jeg på nuværende tidspunkt er i et tryghedsforhold....

Og så kan jeg ellers gå det næste stykke tid og fundere over, om han bare er sød overfor mig på den professionelle måde eller om der rent faktisk er lidt flirt i luften, hvilket jeg tror der er... og hvis der er... hvad så?....tja... så ingenting vel...

Men den her følelse af at være "høj" og en smule euforisk, den kan jeg godt lide... Hvorfor kan det ikke bare altid være sådan... ??

Som min lillebror engang sagde, så er man nød til at have prøvet, at være ked af det, for at finde ud af, hvornår man er glad... eller noget...



-

søndag den 16. december 2012

Tanker om modløshed, energimangel og at få ordnet praktiske ting

Jeg var til psykiater for et par dage siden. På trods af at han er lidt af en mærkelig snegl, så lader han til at have ret meget styr på medicin. Min psykolog siger også, at han har meget viden om medicinsk behandling af bipolar lidelse. Jeg er nu blevet startet op på Seroquel Prolong, som er en langtidsvirkende pille, som skal tages én gang i døgnet.

Jeg er spændt på at se, om jeg kan mærke nogen virkning om en måneds tid. Jeg har læst mig frem til, at der er mange der tager meget på af den medicin. Det er nok det jeg frygter mest. Specielt fordi jeg i forvejen (for tiden) spiser som et svin - rent ud sagt. Jeg fylder i hovedet. Har jeg ikke noget sødt indenfor rækkevidde, kan jeg gå helt "kold". Jeg har tænkt på, om jeg måske er blevet sukkerafhængig... eller også så er det bare kroppen der skriger efter et sukkerchok eller et skud energi.

For energi det har jeg absolut intet af. Jeg tager mig selv i, at gå og undre mig over, hvorfor jeg hele tiden har den her grundlæggende følelse af modløshed.... og energiløshed.... "Hvorfor kan du ikke bare tage dig sammen og gøre dit og dat?". Når jeg vågner om morgenen, så kan jeg godt slå øjnene op og tænke: "Idag skal jeg have tømt nogle flere flyttekasser" eller tage opvasken, eller få sat en tøjvask over og så videre.

Så går jeg med hunden og allerede dér ebber energien ligesom ud. Jeg når bare ikke længere end at komme hjem igen efter turen og glo rundt i min rodede lejlighed og tænke "fuck det... jeg orker det ikke". Så tager jeg klapper for øjnene (forestil dig sådan nogle som heste har på, når de rider i byen), så jeg ikke ser det og sådan går det bare dag efter dag. Jeg magter det simpelthen bare ikke.

Kæresten kom igår og har været her til idag midt på formiddagen, hvor han skulle afsted på arbejde. Mens han gik og lavede mad igår, så fik jeg lige pludselig energien til at vaske mit stuegulv færdigt. Jeg vaskede køkkengulvet i sidste uge, da jeg var små-manisk, men gik kold og så har spanden med det beskidte gulvvand bare stået i entréen lige siden. Så jeg fik vasket gulvet et par gange i stuen og soveværelset fik også lige en tur, mens jeg lige havde energien. Det skal lige siges, at det altså er meget små arealer vi snakker om, så det tager vel max. 10 min for "begge gulve" og så gang det med 2 for at få alt snavset væk. Det er flere måneder siden jeg har vasket det, så det er en helt fantastisk følelse, at glide hen over gulvet på strømpesokker. Jeg klapper mig selv på skulderen. Yes - jeg fik udrettet noget.

Men hvorfor er det, at jeg altid kun får lavet noget lige før eller mens jeg har gæster. Jeg har snakket med psykologen om det og samtalen bliver ledt hen på, at jeg kun gør noget for andre og aldrig for mig selv. Det er åbenbart ikke vigtigt nok for mig, at gøre mig selv glad ved at få ordnet tingene, som jeg går og dunker mig selv oven i hovedet med. Det er mest gæsterne jeg tænker på. At de ikke skal se hvor beskidt jeg bor (kan bo), når jeg bare er mig selv. Gudskelov så får jeg da lidt besøg ind imellem, for ellers ville der sgu da godt nok ligne en svinesti. Aj, så slemt ville det nok ikke blive, men hvorfor kan jeg aldrig få gjort tingene hen ad vejen, i stedet for at det altid først er, når jeg virkelig ikke kan holde ud at se på det mere, for når jeg endelig får det ordnet, så får jeg det jo godt. Det er jo rart, når toilettet skinner og der ikke ligger støv på hylderne og opvasken ikke fylder hele køkkenbordet...

Hvordan gør du?
Kan du genkende det jeg skriver og hvis du kan, så fortæl endelig hvordan du får samlet energien til det...

På et tidspunkt lavede vi et skema i terapien. Et dags-skema. Stå op kl.... Gå i bad kl... Spise morgenmad kl... Medicin kl... og så videre... Jeg har også prøvet at lave et skema over rengøringen, så det er fordelt ud, men alligevel kan  jeg bare ikke "tage mig sammen" og jeg får det ikke gjort.

I øvrigt så har jeg funderet en del over forskellen på "at tage sig sammen" og "ikke kunne magte". Hvornår er det hvad?! Hvis jeg siger, at jeg ikke kan tage mig sammen, så lyder det som om jeg bare er doven. Men at sige at jeg ikke magter noget... tja.. jeg ved sgu ikke... Så er det i hvert fald noget andet end dovenskab...

Lige for at vende tilbage til meningsløsheden. Måske er det stadig bare depressionen der "har magten" over mig. Men så tænker jeg bare - bliver det så nogensinde bedre? Hvis vi ser bort fra de hypomaniske/maniske episoder jeg har ind imellem, så synes jeg generelt bare, at jeg er depressiv det meste af tiden og sådan synes jeg det har været i mange år.

Jeg er ved at kaste op, når jeg læser om at tænke positivt og alt det der halløj... og tro mig, jeg har en hel bogreol fyldt til randen med selvhjælpsbøger, så jeg har læst min kvote af det. I de perioder hvor jeg så rent faktisk har læst om sådan noget, så går det over og bliver en form for manisk periode. Så bliver jeg næsten ligesom Moses Hansen, der skal prædike alle de positive budskaber ud til alle mulige og så falder jeg med et brag igen lige pludselig. Det er sgu da ikke til at holde ud. Det er enten Satan eller Jesus. Altså jeg mener, fra den ene yderlighed til den anden.

I øjeblikket er det næsten ubærligt med alle de følelser der raserer i mit hovedet. Det er fuldstændig som en tornado og mange gange i døgnet har jeg tankerne om, at det for helvede bare ville være lettere at tage billetten. Men jeg er alligevel for meget af en kujon til at turde og alligevel - nogle gange, så kan jeg godt blive lidt skræmt over mig selv.

Paradoksalt nok så tænkte jeg over det med rent faktisk at dø den anden dag. For nogle år siden blev jeg opereret for celleforandringer i livmoderhalsen. Herefter skal man årligt eller halv-årligt have taget en prøve, for at se om der er kommet nye celleforandringer. Sådan en test har jeg fået taget for nogle uger siden og nu går jeg og venter svar. Så slog det mig den anden dag, at jeg egentlig hele tiden har tænkt, at det ville være en befrielse, at få en dødelig sygdom og at jeg ikke vidste om jeg ville tage mod kemo og så videre, hvis jeg rent faktisk fik livmoderhalskræft. Men nu kommer det pludselig så tæt på, at jeg faktisk fik dødsangst. Måske kommer den, fordi det er noget jeg ikke kan kontrollere. Hvis jeg begår selvmord, så er det noget jeg har valgt, men det er det jo ikke, hvis jeg får kræft. Ved ikke om det er ren volapyk at læse om... om det overhoved giver mening.... ?

Nå, men nu vil jeg tage mig et bad og få vasket hår for første gang i 4 dage. Det plejer at hjælpe lidt på humøret...



torsdag den 13. december 2012

Lortedag!!

Dagen startede faktisk godt ud.

Kæresten var her og sove. Vi var ude og spise sushi igår aftes og det var rigtig hyggeligt. Når vi kører i min bil, synes jeg det er mest  hyggeligt, hvis det er kæresten der kører - og så føler jeg også mere, at det er mig der er kvinden og ham der er mand... :-)

Igår skriver min psykolog om jeg vil have en ekstratid, fordi hun havde et afbud idag. Ja, meget gerne. Jeg havde egentlig kun én tid i denne uge, hvilket var i mandags og jeg kunne virkelig godt bruge en mere. Jeg står op samtidig med kæresten, som skal tidligt afsted, fordi han skulle til lægen.

Jeg har rigtig god tid. Så jeg nusser rundt og går med hunden. Da jeg skal til at køre, så kan jeg ikke finde mine bilnøgler. FOR HELVEDE!!!!!!! Ja, de lå i kærestens jakkelomme i den anden ende af landet. Det var for sent til, at jeg kunne nå bussen og det tager for lang tid (30 min.) at cykle derind. Som en absolut nødløsning ringede jeg til min mor, for at høre om hun kunne køre mig - hun tog ikke telefonen. Så var jeg ved at bestille en taxa, men gik væk fra det igen, fordi jeg jo ikke har råd.

Så jeg måtte ringe til psykologen og melde afbud. Det gjorde jeg så grædende på hendes telefonsvarer.

Og så eksploderede jeg ellers i raseri og jeg-ved-ikke-hvad, så jeg blev helt forskrækket over mig selv. Jeg tudbrølede, kastede rundt med puderne, råbte og skreg ned i hovedpuden. Jeg kunne slet ikke holde mit indre ud. Jeg kunne simpelthen ikke holde ud at være i mig selv, sådan kogte det indeni. Jeg får det stadig dårligt, nu mens jeg sidder og skriver om det.

Jeg er glad for, at kæresten ikke var i nærheden, for så var jeg gået fuldstændig amok på ham.

Jeg ved og vidste godt, at han jo selvfølgelig ikke gjorde med med vilje og det var lige så meget min egen, som det var hans skyld, at han ikke havde fået lagt nøglerne af. I telefonen lød han også næsten grædefærdig, men det kunne jeg på ingen måde klare på dét tidspunkt. Jeg måtte virkelig lægge bånd på mig selv, for ikke at gå fuldstændig amok på ham i telefonen.

Jeg fik skrevet mine frustrationer ud på et forum på nettet, så raseriet langsomt lettede. Jeg havde været så meget oppe at køre, så jeg havde svedt så meget, at min bluse var helt våd - og nu begyndte jeg så ellers at fryse... og så var jeg bare SÅ træt!

Kæresten kom nogle timer senere med nøglerne, hvilket jeg havde skrevet til ham, at han ikke behøvede for jeg skulle alligevel ikke bruge dem - jeg skulle jo ligesom bruge dem om morgenen..... Men det var det eneste tidspunkt han kunne komme med dem resten af ugen. Så han kom og vi spiste æbleskiver og jeg prøvede at være i hyggehumør, selvom jeg stadig kogte lidt indeni og stadig havde svært ved at være i mig selv.

Jeg havde virkelig bare brug for den tid. Jeg har det ad helvedes til i de her dage. Har bare lyst til at drikke mig mega møg hamrende lam, tage en masse narko og tage ud til kunder og prostituere mig. Virkelig bare skade mig selv for fuld udblæsning. Det startede igår og er kun blevet værre, så tiden idag hos psykologen var VIRKELIG noget jeg havde brug for!!!!!

I eftermiddags lagde jeg mig ind og sov og nu har jeg fået det lidt bedre, selvom det stadig ligger lige under overfladen det hele...

Udover det så har jeg mareridt næsten hver gang jeg sover... Her i eftermiddags var det noget med at være spærret inde.. Vågnede ved at hunden slikkede mig i ansigtet... I nat havde jeg ogsp mareridt, hvor kæresten vækkede mig... Åhh altså...

tirsdag den 11. december 2012

Endnu en diagnose og at skulle igang igen...

Lige for at starte ud med en update fra sidst... Der er jo gået lidt tid... Jeg tænker på at skrive på bloggen næsten hver dag, men jeg kan for det meste ikke samle mig sammen til, at få skrevet tankemylderet ned og der sker så meget, at jeg ikke ved hvor jeg skal starte..... 

Jeg er sammen med kæresten igen... SURPRISE!!
Jeg fatter ikke, at han holder ved. Han burde være skredet for længe siden, sådan som jeg behandler ham, når det slår klik i mit hoved og mine følelser tager magten fra mig, men nej, han er der endnu.

Mødet om tirsdagen blev holdt. Stedet hedder Vikon, som er det, man kalder "anden aktør". Sagsbehandleren ringede til mig om mandagen, da hun havde fået min mail. Vi havde en 10 mins. snak, hvor jeg også begyndte at græde i telefonen. Jeg har aldrig grædt foran hende... eller i telefonen, for den sags skyld. Vi aftalte, at mødet dagen efter kun skulle være en rundvisning og jeg så kunne gå hjem og tænke over det. Jeg havde det mildest talt ad helvedes til. Jeg skældte hende også lidt ud. Jeg følte ikke, at hun lyttede og overhoved tog det, jeg sagde, seriøst. Men hun har vel lært, hvordan man skal gribe en "borderliner i affekt" an.

Jeg snakkede efterfølgende i telefon med kæresten, som prøvede at berolige mig. Jeg blev småsur (indeni) på ham over, at han ikke selv sagde, at han gerne ville tage med mig til mødet for at støtte mig - selvom han skulle på arbejde. Jeg fik sagt til ham, at jeg ville ønske at han ville tage med. Der gik 10 min. så ringede han tilbage og havde fået byttet sin vagt. Så jeg havde ham med dagen efter. Åhh... Det var jeg så glad for!!!!

Vi var 5 personer til mødet på Vikon. En medarbejder derfra, min sagsbehandler, min nye mentor (støtte-person), kæresten og mig. Nøj, hvor er det ikke rart, at sidde dér og føle sig som en 5 årig, der skal holdes i hånd, den første dag i børnehaven. Det var sådan jeg følte det. Ikke pga. noget de andre gjorde, men det var noget der foregik indeni mig, fordi jeg føler mig lille og sårbar. Ja, og så at være i centrum for 4 menneskers opmærksomhed og at det var mig der skulle "drøftes" på mødet. Fuck det var ikke rart. Hjertebanken, tør i munden, gråd og uro/angst.

Jeg nåede også at bryde sammen et par gange, hvilket måske egentlig er godt, fordi de så får set, at jeg ikke har det særlig godt indeni. Kæresten var også en rigtig god støtte og han fortalte også om, hvordan han oplever mig og hvor svært det (til tider) kan være, at være kæreste med mig, fordi det svinger op og ned konstant. Han var virkelig god til at beskrive mig - meget bedre end jeg selv er - og det var dejligt. Han var og er sgu min klippe. Uanset hvor dårligt jeg har det. Hvor manisk jeg er. Hvor depressiv jeg er. Hvor meget jeg er irriteret på ham. Hvor meget jeg (næsten) byder ham. Så er han der. Han holder ud, fordi (som han siger), han ved hvordan jeg er indeni og han ved hvorfor, jeg reagerer, som jeg gør. Det er for vildt! Hvad har jeg nogensinde gjort for at fortjene ham!!!?????........

Min nye mentor, som de kalder det, er en rigtig sød dame omkring de 50 år. Hjertelig og varm. Man kan tydeligt mærke, at hun brænder for sit arbejde og for at hjælpe mennesker. Selvom hun er ansat gennem jobcenteret og hendes opgave er, at (forsigtigt) skubbe mig mod Vikon (selvforsørgelse), så føler jeg faktisk, at hun er på "min side". Hun virker oprigtigt bekymret og interesseret i mig. Det var til mødet på Vikon, at jeg mødte hende første gang og siden har hun været hjemme hos mig 2 gange og så med mig til møde på Vikon igen idag. Som jeg har forstået, skal hun kun være der for mig, i "indkøringsperioden" til Vikon, så jeg har lidt svært ved at placere hende "i hovedet", for hvis hun alligevel forsvinder igen lige om lidt, så kan det jo være ligemeget...

På mødet blev det aftalt, at jeg skulle starte ca. 14 dage efter. Det bliver så på onsdag - i overmorgen. Jeg skal starte på det de kalder "Angstholdet", som er et hold, hvor der pt. er 3 - dvs. 4 med mig. Idag var jeg dernede med mentoren, for at hilse på psykologen som underviser og ligesom "står for" holdet.
Og FUCK altså - det er en mand - tilmed på min egen alder... måske 5 år ældre!!! Selvfølgelig er det en rigtig sød, indfølende, CHARMERENDE, glimt i øjet, og-meget-andet-psykolog!!! Det bliver fucking svært. Mest pga. ham. Hvorfor fanden kan det ikke være en (ældre) mand, som er mere ala en "sådan-burde-en-far-være-agtig-type" og ikke en fyr, jeg ville lægge an på i byen!!!

Jeg skulle selvfølgelig fortælle om mig selv. Han havde (med vilje) ikke læst min sag, fordi han hellere vil høre det fra klienten selv end at læse sig frem og derved få et forudindtaget billede af personen. Så da jeg skulle fortælle, at jeg havde arbejdet som prostitueret. Hmm... ikke særlig fedt... Af flere årsager... Han er en mand ( = han får billeder i sit hoved af mig på måder der ikke er passende i "vores relation"..... forestiller jeg mig... eller siger min erfaring...) og ja, så vel også fordi hans mening tilsyneladende allerede betyder noget, fordi jeg synes om ham. Jeg lagde også mærke til hver en ansigtstrækning hos ham, men han havde totalt pokerfjæs, så der var intet at spore om hans egen mening, uanset hvad jeg sagde.

Og i bund og grund er det jo også pisse fucking ligegyldigt! Det er hans arbejde og hvad forestiller jeg mig?! Jeg er allerede ovre i at være den flirtende pige, som ikke er i kontakt med mig selv - selvom jeg flere gange mistede kontrollen, hvor stemmen knækkede og jeg smågræd... hvorpå hans reaktion kun gjorde, at jeg synes endnu mere om ham... Og jeg har allerede lagt mærke til både det sagte og usagte. Som en indskudt sætning fik han fx. sagt, at han har to små børn derhjemme. Så tænker jeg: "Hmm... okay.. så må han være i forhold... måske gift?!"... Nej, han er ikke gift - med mindre han tager sin vielsesring af, når han er på arbejde, for han havde ikke ring på...

Se hvor latterlig jeg er.... Dér sidder jeg og funderer over, om han måske kunne forestille sig, at kunne finde sammen med sådan en som mig... og så i det forum... Han er sgu da pisse ligeglad med mig... Jeg er jo bare en patient/klient...

Da jeg kom hjem og faldt omkuld i min seng, drømte jeg om ham. Han hev mig ind i et rum dernede, ved at lade som om, han skulle vise mig noget og så kyssede vi, så jeg blev helt blød i knæene. Sommerfugle i maven af forelskelse og jeg var "helt oppe og ringe". Jeg var helt glad og "frejdig", da jeg vågnede... Det er rigtig rigtig mange år siden, at en fyr har givet mig sommerfugle i maven...

Allerede nu går jeg og tænker over, hvad for noget tøj jeg skal tage på på onsdag og om jeg skal tage makeup på eller ej... Who the fuck cares!!! Jeg har lyst til at tage makeup på, fordi jeg føler mig pænere og mere tilpas og kvindelig ved det, men samtidig vil jeg ikke virke som om jeg er interesseret i ham... og samtidig igen... så er det ham der skal observere mig og rapportere til jobcenteret om min frem- eller tilbagegang. Så at gøre mig pæn, hænger ikke rigtig sammen med den måde jeg plejer at være på, når det har noget med kommunen at gøre, hvor jeg prøver at gøre mig så grim som muligt...

For øvrigt.... Ja, så har jeg jo også lige en kæreste..... For helvede altså, hvor er jeg tarvelig, dum og latterlig!!!




Og så har jeg fået en diagnose mere. Bipolar - eller som det tidligere hed Manio-Depressiv.
Det kommer nu ikke som nogen overraskelse. Ligesom med Borderline, så har jeg i mange år også tænkt på/troet, at jeg led af dét, så egentlig var det bare en lettelse, at få endnu en "etiket" på. Jeg håber, at det også giver mig mere rummelighed fra kommunens side, fordi det er endnu en forklaring på mine vanskeligheder... ja, og så tænker jeg... jo flere diagnoser, jo bedre... Så er der måske større chance for, at jeg kan få lov at passe mig selv... eller i det mindste få "lang snor"....

I forhold til min hævngerrighed overfor mine forældre, har det kun været endnu et våben i min vrede mod dem. Det giver mig en form for tilfredshed, at kunne smide endnu en diagnose i fjæset på dem og antyde: "Se hvor fucked up jeres liv har gjort mig!".....


Jeg er et ondt menneske!!!


-

søndag den 25. november 2012

Kæreste, jobcenter og depression

Ja, nu har jeg gjort det forbi med ham igen. Jeg forsøger at holde fast i beslutningen, men han gør det ikke særlig let. Jeg har stort set haft "fred" hele dagen, men så skriver han her til aften. Jeg får det så dårligt, hvis jeg ikke skriver tilbage. Så jeg prøvede at skrive tilbage i "neutralt" sprog og så kommer overtalelses-sms'erne væltende.

Selvfølgelig gør han det lige midt i mine mest kritiske timer mellem 21 og 23. Der hvor jeg altid er mest sårbar, fyldt med tomhed og desperat efter tryghed og omsorg. Så er det altså fucking svært at holde fast på sig selv.

Det lykkedes at holde fast på mig selv her til aften og jeg overvejer, at slukke min telefon imorgen og frem til mandag ved middagstid når jeg har været hos psykologen.

Nu har jeg endelig gjort det forbi (igen igen) og nu vil jeg fanme holde fast i det. Jeg har gået og tænkt på det så længe. Følt mig mega falsk, fordi jeg ikke kan mærke mine følelser for ham. Men så begynder han at skrive alle de rigtige ting. Det ville også være rart, hvis det var en jeg faktisk elskede, der skrev, men det er det jo ikke.... eller er det? Jeg kan fanme ikke finde ud af det... eller jo... når jeg læser tilbage på bloggen og min dagbog, så er der jo ikke rigtig noget at være i tvivl om, men det er ligesom om jeg glemmer det helt, når han så er ude af døren igen.

Når han ikke er her, savner jeg ham og når han er her, vil jeg have at han skrider... Så er det jo ikke nemt!!!

Jeg var til tværfagligt møde på jobcenteret den anden dag. Det er åbenbart et nyt tiltag fra regeringen der hedder "Brug for alle". Så skal man vurderes foran et udvalg på 5 personer og de skal så komme med forslag til, hvordan man bedst kommer videre.... og bliver selvforsørgende...

Jeg gik helt kold. Ikke til mødet, selvfølgelig... Der holdt jeg masken og var ihh og åhh så meget på. Jeg havde selvfølgelig en god dag dér, selvom jeg er plaget af selvmordstanker konstant i øjeblikket. Og de snakkede ikke om andet end mine ihh og åhh så mange ressourcer. Bare fordi jeg kan smile og snakke pænt og give et fast håndtryk er det jo ikke ensbetydende med, at det ikke bare er en tom skal. For jeg føler mig som en tom skal... 

Da jeg så kom til psykologen i torsdag brød jeg helt sammen. Hun har aldrig set mig, som hun så mig i torsdags. Helt ude af den.

Hun foreslog en støtte-/kontaktperson. Sådan en som kommer hjem og hjælper med praktiske ting og snakker eller hvad man nu har behov for. Sådan har jeg forstået det.
Er der nogen af jer der ved noget om sådan noget? Som måske selv har eller har haft sådan en?

Jeg har tænkt på det mange gange, men så er jeg gået væk fra det, fordi tankerne om "er du virkelig så syg?!!!" og "nu må du fanme tage dig sammen!!" er kommet. Men ja, det er jeg åbenbart, hvilket psykologen også sagde. Jeg har brug for støtte... og så vil de sende mig ud i et afklaringsforløb-/tilbud!!

Mailen jeg skrev til sagsbehandleren var helt rå og ucensoreret. Meningen er, at vi skal til visitationssamtale på dét sted, der er specialiseret i sådan noget her i kommunen, på tirsdag. Nu må jeg se, hvad hun svarer. Jeg fik en auto-svar mail tilbage, at hun selvfølgelig allerede var gået på weekend, da jeg sendte den igår. Så jeg går ud fra at hun ser den mandag morgen. Jeg har også spurgt til det med en støtte-/kontaktperson.

Jae... og så synes jeg egentlig bare at det går lidt ad helvedes til. Jeg kan ikke tage mig sammen til at få gjort alle de ting, jeg gerne vil have ordnet. Vasket op, gjort haven ("frimærket") "vinter-klar" - dvs. klippe planterne ned og fjerne blade og bare gøre den tålelig at se på, vaske gulv og alt muligt andet. Tror jeg vil prøve at komme lidt i haven imorgen.

Jeg plejer at gøre sådan, at jeg siger til mig selv, at jeg kan spille en times computer og så skal jeg arbejde en time og så en times computer igen og så videre. Det virker som regel, så jeg får ordnet lidt. Imens hører jeg lydbånd, så jeg har lidt til at underholde mig imens. Det er til at overkomme nogenlunde, når det kun er en times tid ad gangen.

Dagene er gået med at ligge i sengen og se fjernsyn eller serier på computeren, gå med hunden, æde alt hvad jeg kan komme i nærheden af af usunde ting og ja.... Har bare lavet ingenting... Men jeg forsøger at give mig selv plads og sige, at solen nok skal skinne igen en dag. Følelser er flygtige, har jeg jo lært i terapien, så det forsøger jeg at bruge som et mantra. Det er bare svært når følelserne raser rundt i kroppen og selvmordstanker- og impulser presser på.

Godt jeg har min hund... Hun er den største grund til, at jeg ikke har taget billetten endnu.

Jeg så en virkelig tude-film igår. Havde bare brug for at komme af med "trykket" af ophobet ked-af-det-følelse, så jeg havde gemt filmen til en dag, hvor jeg havde brug for at tude igennem - og det skal jeg love for at jeg gjorde...

Den hedder "Hachiko", hvis I skulle have lyst til at se den. I kan se traileren på youtube. Og så er den tilmed autentisk. Jeg kan bedst lide autentiske film.


-

 

fredag den 23. november 2012

Så meget rod i hovedet og livet...

Åhh der sker så mange ting i øjeblikket. Brud med kæresten - igen igen -, møder på jobcenteret, hvor de vil sende mig på afklaringsforløb/praktik og hvad ved jeg. Har lige sendt en lang mail til min sagsbehandler om hvordan jeg har det inde bag facaden... Åhh....

Jeg magter ingenting... Har så mange tanker, som jeg trænger til at komme af med... skrive ned eller whatever... Men jeg kan ikke samle mig til at skrive det...

Nu vil jeg hoppe i seng igen... gid jeg bare kunne ligge der for evigt!!


P.S.

Jeg læser jeres kommentarer og de varmer mit hjerte så utroligt meget!
Men som I kan se, så er overskuddet ikke lige til mere pt. så det er derfor jeg ikke lige får svaret jer... Håber ikke I afholder jer fra at skrive af den grund...


Kærlige tanker til jer alle...


onsdag den 21. november 2012

Forhold

Min lillebror (ham der tog piller) er lige gået fra sin kæreste gennem 5 år. Jeg har snakket rigtig meget med ham siden han fortalte mig, at han havde taget pillerne. Han har NØJAGTIG de samme tanker om sig selv og livet som mig. Den samme følelse af ikke at kunne mærke sig selv. Det samme problem med ikke at kunne holde fast i sig selv overfor andre. At ændre meninger og holdninger alt efter hvem han er sammen med. At være en forskellig person efter hvem han er sammen med. Han bryder sig ikke om at invitere forskellige grupper sammen til fx. en fødselsdag, fordi han så ikke ved, hvem han skal være. Han ved ikke hvem han skal være, fordi han har forskellige masker på afhængig af hvem han er sammen med. Kamæleonen.

Jeg er 100% sikker på, at han også har Borderline.
Om han har eller ikke har, er jo egentlig ligegyldigt, for det er jo bare lægens etiket, for at vide hvilken behandling der er bedst og han går allerede hos en psykolog, som han er rigtig glad for.

Jeg synes bare det kunne være dejligt, hvis han blev udredt. Så ville jeg kunne sige: "Hvad sagde jeg?!... Jeg er ikke den eneste i familien der har fået Borderline... Jeg er ikke den eneste der er "mærkelig". Der er syg!".

Det kunne være fedt overfor min mor. Jeg ved ikke hvorfor, jeg har den her trang til at hovere eller såre hende... men det har jeg.... og jeg skammer mig over det...

Min lillebrors brud med kæresten har også sat en masse tanker igang om mig selv og min kæreste.
Alle de råd jeg har givet ham, burde jeg give og leve efter selv. I stedet så er jeg strudsen, der har hovedet i busken og ikke tør at handle på det jeg åbenlyst godt ved. Angsten for at være alene er for stor... tilsyneladende.

Vi har ikke set meget til hinanden siden jeg kom hjem fra ferie. I fredags var han her og stemningen var dårlig. Han havde brug for nærhed. Jeg havde lyst til det modsatte. Til sidst endte han med at køre hjem og så har vi ikke set hinanden siden.

Hver gang vi snakker sammen, kan jeg godt mærke at der er en afstand. Hos mig. Følelserne er der bare ikke. Når han siger han elsker eller savner mig, siger jeg det tilbage (for hvordan kan man andet?!), men det føles forkert, for jeg føler det ikke. Jeg føler mig falsk. Jo, i korte øjeblikke kan jeg godt savne ham og i korte øjeblikke kan jeg også godt blive i tvivl, men når jeg så snakker i telefon med ham, så forsvinder det igen.

Det er virkelig svært at skrive det her, for I vil højst sandsynligt synes at jeg er en led kælling, når jeg holder ham han på den måde, men ja... Jeg er bare nød til at være nået helt hen til afklaringen, før jeg (IGEN) gør det forbi. Og når jeg gør det forbi, vil han ikke tro på mig, fordi jeg har leget "ulven kommer" så mange gange. Han vil leve sit liv med mig! Jeg kan heller ikke forestille mig mit liv uden ham lige nu, men jeg kan heller ikke se mig selv flytte sammen og få børn osv. Jeg har hele tiden følelsen af og tanken om, at vores forhold kun er midlertidigt. Men igen... Alt i mit liv føles midlertidigt.

Jeg synes det er rart at snakke i telefon med ham, men jeg har ikke lyst til at have ham på besøg, når jeg tænker på, at han gerne vil være tæt og (måske endda) have sex. Det er over en måned siden vi sidst havde det... måske endda snarere halvanden måned siden... og jeg savner det ikke. Når jeg tænker på det, så har jeg ikke lyst til, at han skal komme på besøg.

Når alt kommer til alt, så ser jeg ham bare mere som en ven end noget andet... og jeg kan godt mærke at jeg snart er nød til at bekende kulør... igen...

Åhh... Jeg skal aldrig have en kæreste igen.... For fanden det er besværligt!!


-


fredag den 16. november 2012

Tankemylder... Kaos...

Har så mange tanker jeg ikke kan få ned i sammenhængende tekst lige nu, så her er kaoset:


Træt
Ugidelig
Tænksom
Tvivlende
Sorgfuld
Indre barn
Rastløs
Dårlig samvittighed
Reflekterende
Kaos
Tyk
Flommet
Motion
Sund mad
Ukontrolleret
Livsstil
Storryger
Gruppeterapi
Psykolog
Nervøs
Jobcenter
Ressourceafklaring
Fremtid
Fødselsdag
Familie
Stearinlys
Hygge
Efterår
Duftlampe
Opvask
Oprydning
Sikker base
Prostitution
Escortpige
Økonomi
Ønsker
Jul
Kæreste
Lillebror
Far
Mor
Alkoholisme
Stoffer
Mormor
Syg
Borderline
Svær depression
Meningsløshed
Egenomsorg
Forkælelse



TANKEMYLDER!!!!

mandag den 12. november 2012

Endelig hjemme... og besøg hos mor...

Så er jeg kommet hjem til mig selv igen.

Det tog et par dage at komme til mig selv. Mest fordi rejsen var midt om natten og jeg derfor fik lavet rod i min medicin - jeg glemte at tage den en hel dag. Dette resulterede i, at jeg havde de vildeste medicin-abstinenser. Det er så ubehageligt. Jeg undrede mig godt nok over, at jeg havde det så mystisk i min krop, da jeg kom hjem, indtil jeg dagen efter opdagede, at jeg helt havde glemt at tage min medicin. Det er skræmmende at kroppen er så afhængig af noget kemisk, så man bliver så syg af at glemme den.

Jeg havde, som altid når jeg har været sydpå, masser af energi da jeg kom hjem (efter mine medicin-abstinenser var aftaget). Fik tømt kuffert, kommet igang med at rydde op, vaske op og havde i det hele taget masser af overskud. Lå nok på en 9-10 stykker på humørskalaen. Igår kulminerede det så med, at jeg fik den impuls at ringe til min mor og invitere mig selv på kaffe hos hende - og hendes kæreste (nåe nej... mand...glemmer stadig at de er blevet gift).

Jeg troppede op hjemme hos hende 45 min. senere. Det var egentlig ganske hyggeligt. Jeg havde en snak med min far på ferien, hvor han gav mig den idé, bare at sige til mig selv, at han (hendes mand) bare er et vedhæng. At han er ubetydelig og "bare er der". Så det gjorde jeg og det gik faktisk fint nok.

Da jeg kom, sad han inde i stuen. Han kom ikke ud og hilste. Så jeg gik ind i stuen og sagde hej og gik hen imod ham, for at give et kram. Han gad dårligt rejse sig og mens jeg gik derhen, tænkte jeg over, hvorfor jeg egentlig gjorde det. Jeg havde jo egentlig ikke lyst til at kramme ham - eller det vil sige, at jeg var i en tilstand af ligegyldighed, så der gik ikke noget af mig for at gøre det.. Men jeg havde jo ikke behøvet. Nå, men gjort er gjort.

Han er sgu stadig en underlig snegl. Er er sgu ikke normal. Fjernsynet var tændt og det sad han og gloede på, mens min mor og jeg snakkede. Ind imellem vendte han hovedet lidt og så ud som om han lyttede. Nogle gange sagde han endda en smule. Jeg forsøgte at snakke til dem begge, men egentlig var jeg ligeglad med ham. Det var bare et spil for galleriet.

Min mor gik ud af stuen flere gange, hvor jeg så var der med ham alene. Jeg small-talkede bare lidt om hans arbejde og andre ubetydeligheder - kun for at undgå en mærkelig stille stemning. Han har stadig et problem med sin ansigtsmimik og han kigger aldrig een i øjnene.

Jeg kunne uden tvivl fornemme, at han er indebrændt over de breve jeg har sendt til MIN MOR, som han så har læst. De ting jeg har skrevet om ham. Jeg har uden tvivl aldrig tænkt mig at undskylde det jeg har skrevet og jeg mener stadig hvert et ord. Jeg kan også mærke, at jeg er i angrebs-position, så han skal bare lige sige et kvæk om noget af det forgangne forløb til mig, så eksploderer jeg. Jeg er klar til at give ham en overhaling og jeg vil nok altid synes han er en idiot!

Jeg fik en okay god snak med min mor om forskellige ting - blandt andet min barndom og hvordan det var derhjemme op til deres skilsmisse. Der mangler selvfølgelig stadig en vis selverkendelse og ansvarstagen hos hende - såsom noget ala: "Din far drak, så det var nemmere at drikke med...!", men det gik op for mig, hvor slemt misbruget var allerede dengang, hvilket har gjort, at jeg så egentlig godt kan forstå, at hun ikke kunne holde ud at være sammen med ham.

Det har måske også givet mig en forståelse for hendes valg - at hun ville redde os børn, men der er stadig mange andre valg der kommer derefter, som jeg nok aldrig kommer til at forstå eller acceptere. Blandt andet at hun bare drak videre og at hun stadig selv var et barn, så hun nærmest blev gift med min mormor og morfar, som flyttede ind for at hjælpe med istandsættelsen af vores nye hus. At min mormor og morfar blev en del af vores opdragelse og at vi skulle være hendes glansbilleder af nogle unger, for at gøre mormor og morfar glade.

Nå, men tilbage til besøget.

Efter en brat opvågning da jeg så min ene mormor-vinke-over(under)arm i sidespejlet på bilen på ferien, er jeg blevet fast besluttet på, at jeg skal have strammet min krop op. Jeg skal have implementeret motion i min hverdag på regelmæssig basis og jeg VIL de skide mormor-arme til livs. Der er noget kvinde-motions-holds-træning 3 gange om ugen, hvor man kan komme når man har tid og lyst. Det vil sige, at man ikke er på noget decideret hold. Min mor er selv igang med at tabe sig i øjeblikket, så jeg tænkte, at det var en oplagt mulighed for at vi begge kunne få noget motion og samtidig "have noget sammen". Jeg spurgte hende om hun ville med på tirsdag (imorgen), men nej, det gad hun ikke. Hold kæft altså. Lige på dét punkt har hun overhovedet ikke ændret sig og jeg havde lyst til at skrige hende ind i hovedet, da hun sagde nej.

Der er stadig mange irritationsmomenter i forhold til hende. Jeg har blandt andet lyst til at sætte ild til hendes fucking grimme joggingtøj hun ALTID har på, når hun "bare" er derhjemme - og som hun har haft på de sidste... hmm... mange år!!!

Og endnu engang var noget af det første hun fortalte, at de havde haft gæster dagen før og hvor meget vin, whiskey og hvad-ved-jeg de havde indtaget, fordi den skulle have "så hatten passede" inden hun skulle holde op med at ryge igår. Hendes mand holdt op for 11 dage siden. Indenvendig ryster jeg på hovedet og har lyst til at skrige mange eder og forbandelser mod hende, men jeg undlod og lod som ingenting.

Så kommer murstenen i hovedet idag. Den sorte sky. Manglen på energi og en flig af selvmordstanker som blev vagt på ferien. Nu er jeg nok på omkring en 2'er på humørskalaen. Det er lige fra den ene yderlighed til den anden og det er så pisse frustrerende. Selvhadet kører for fuldt blus og jeg har lyst til at... ja, jeg ved ikke... skade mig selv på en eller anden måde... Jeg er rastløs og uden energi på samme tid. Der kører en strøm af bebrejdende tanker i mit hoved. Om hvor dum, grim og fed jeg er. Hvor latterlig jeg er over, at jeg ikke bare kan tage mig sammen og få styr på min lejlighed, som stadig ligner at jeg flyttede ind for et par uger siden - på trods af, at jeg har boet her i et halvt år snart.

Tanker om at livet er noget fucking lort og det ville være nemmere bare ikke at være her.

Jeg prøver at sige til mig selv, at der ikke er noget at sige til, at jeg falder med et brag lige nu - efter den anstrengende 3 ugers tid hvor jeg har været skiftevis mor og datter til min far - og psykolog og rådgiver for hans kæreste. Det er jo indlysende, at jeg ville ryge ned i kulkælderen, men alligevel er det fanme bare pisse irriterende....

Idag har jeg sovet... gået med hunden og fået vasket en enkelt maskine tøj, som jeg stadig venter på at kunne få tørret ovre i vaskerummet..... og nu sidder jeg her og koger foran skærmen mens fjernsynet kører i baggrunden...

Der er ingen tvivl om, at det er så fucking dejligt, at have min egen lejlighed. Min base i alt kaos'et. Hvor jeg kan lukke min dør og slukke min telefon... og sove og være mig selv uden at blive forstyrret og være "på" døgnet rundt, som jeg er blevet på ferien...

Her er ro...





-



tirsdag den 6. november 2012

De sidste dage på ferien...

Først vil jeg lige starte med at sige, at jeg synes det er så helt fantastisk dejligt at vide, at I sidder derude og følger med i hvordan jeg har det. Det er så rart at "læsse af" her på bloggen og vide, at der sidder nogle derude som "bekymrer" sig om mig - selvom man ikke kender hinanden i virkeligheden.. Tak fordi I gider læse min blog og kommentere mine indlæg.. Det er jeg SÅ super glad for!!! :-)


Jeg er kommet til en tilstand af ligegyldighed. Jeg gider ikke bruge mere energi på, at prøve at få ham i behandling. Hvis han vil drikke sig ihjel, så må han gøre det. Jeg har brugt rigeligt af mit liv på at prøve at redde mine forældre og nu gider jeg ærlig talt ikke mere.

Han vågnede langsomt op fra sin "kolde tyrker" igår og gæt engang... Så begynder han at drikke igen. Jeg var ved at eksplodere. Jeg ved godt, at han er syg og det er hans medicin. Men han prøver ikke engang. Han sidder bare og drikker den øl op i mit åbne ansigt og lader som om, at vores samtale er fortid. Jeg var og er ved at koge over indeni.

Jeg "passer mig selv" hernede nu. Nu skal de sidste dage bare gå. Der er idag og imorgen og så skal jeg med en bus til lufthavnen imorgen nat. Jeg har besluttet at nyde de sidste dage. Suge al energien fra solen til mig. Nyde lyden af vandet der klukker på stranden. Duften af sololie og den summende lyd af mennesker på stranden. Nyde vandet, når jeg bader og hygge mig med at svømme rundt med dykkerbriller på og udforske havbunden. Kigge på naturen. Indsnuse den friske luft.

Jeg er i min egen "skal" inden i. Jeg er ked af det, det kan jeg tydeligt mærke, men det må vente til jeg kommer hjem til psykologsamtalen på fredag. Det kommer lidt ud, når jeg er på "mit" værelse alene.

Der er faktisk sket nogle aha-oplevelser i forhold til min barndom de sidste dage, hvilket jeg føler, har gavnet min forståelse for mig selv i nutiden. Bl.a. så tænker jeg, at der ikke er noget at sige til, at jeg har vænnet mig til at gå på æggeskaller helt fra jeg var lille. Hvis der var lige så dårlig stemning, når min far kogte brandert ud dengang, som der er nu, så er det fuldt forståeligt at jeg blev psykisk syg. At gå rundt om en tikkende bombe. Han er så uforudsigelig og luften er hele tiden ladet med... hmm... den er bare så anspændt, at det næsten ikke er til at holde ud. Og jeg tænker, at hvis den er nærmest uudholdelig nu hvor jeg er voksen, så vil jeg slet ikke tænke på, hvordan det må have føltes da jeg var lille. Det er næsten ikke til at bære.

Da jeg kom ind på mit værelse igår aftes kom tårerne også. Det lille barn indeni popper bare op ind imellem og viser hvor ked af det hun er. Det var bl.a. da jeg tænkte over det jeg lige har beskrevet, at jeg fik en helt enormt stor tomhedsfølelse og en følelse af, ikke at vide hvor jeg skal gøre af mig selv. Det lille barn lider. Det lille barn har lidt. Altid. Nu kan jeg mærke det. Det er hårdt, men det er godt. Det er godt, fordi det er det der skal til for at putte min barndom i de rigtige "kasser" i hovedet, så jeg kan komme videre som voksen. Det er dén forståelse af mig selv, som jeg har manglet. Så måske har det været det, der var den højere mening med denne tur. Jeg tror på, at der er en mening med alting og jeg er overbevist om, at det her var grunden til, at jeg skulle på ferie med ham en sidste gang.

For NU har jeg taget beslutningen om, at det er den sidste ferie jeg skal have med ham. Jeg skal ikke på ferie med ham mere, før han evt. er blevet ædru. Jeg har sagt sådan mange gange til mig selv, men denne gang er jeg overbevist. Det bliver aldrig som jeg håber på. Det ender altid med at jeg er ked af det, når jeg tager hjem og jeg vil ikke udsætte mig selv for det mere.

Havde jeg ikke vidst alt det jeg ved om alkoholisme, så er jeg sikker på, at det ville have været meget mere hårdt at være vidende til hans nedtur og nu efterfølgende druk igen. Men jeg ved, at det er fordi han er syg og ikke kan klare det alene. Hans kæreste er nød til at være der som en mor for ham, for han kan ikke klare at være alene. Men det pisser mig stadig rigtig meget af, at se hvordan hun så selv tilbyder ham en øl, køber sprutten til ham og stadig tror på, at han bare kan holde op af sig selv. Hendes naivitet er næsten ikke til at holde ud.

Igår fortalte hun mig, at hun på et tidspunkt derhjemme, har lagt sig ud i garagen for at sove (den er opvarmet), fordi hun ikke kunne få fred for ham. Når han er helt oppe og køre på sprut, så er han ligesom et 3 årigt barn der skal have opmærksomhed hele tiden. Konstant. Man får ikke lov at være i fred i 2 minutter. Når han så endelig falder sammen og sover, så ligger han og roder rundt i sengen. Råber og skriger i søvne og fægter med arme og ben. Den anden aften gik jeg op og kiggede til ham fordi jeg blev nervøs. Der var han faldet ud af sengen og lå nøgen på det kolde marmorgulv og ømmede sig i søvne.

Det gør sgu ondt at se hans forfald og langsomme selvmord....



-

søndag den 4. november 2012

Stadig i Tyrkiet

Jeg er stadig hernede. Desværre.

Jeg skulle jo have været hjemme i mandags - dvs. for 6 dage siden. Min far blev ved med at spørge om jeg ikke nok ville blive en uge mere. Han spurgte mig nok 3 gange. Nogle gange nærmest bedende og sagde at det var så hyggeligt at jeg er her osv.

Jeg kunne ikke rigtigt mærke mig selv eller hvad jeg havde lyst til. Nu hvor jeg tænker over det, så kan jeg godt se, at jeg egentlig helst ville hjem, men jeg havde så satans svært ved at få det sagt og samtidig så er det jo dejligt at være på ferie (noget af tiden, i hvert fald), så jeg blev.

Skrev til psykologen at jeg blev en uge mere og var derfor nød til at aflyse 3 tider. Jeg fik en kort og kold sms tilbage. Ved godt at det bare er hendes arbejde, men jeg kan alligevel ikke lade være med at tage det nært. Så nu har jeg hvert dag siden, spekuleret på om hun er sur på mig. Om jeg skal have en "skider" når jeg kommer hjem. Prøver at sige til mig selv, at hun ikke skal bestemme i mit liv og jeg selv bestemmer om og hvornår jeg vil have ferie. Desuden så har jeg kun været syg eller meldt fra max. 4 gange på de 3 år jeg har gået til samtaler i distriktspsykiatrien, så mon ikke jeg har noget goodwill opsparet?

Men lige siden det var for sent at nå flyet, har jeg fortrudt at jeg blev. Det er på ingen måde hyggeligt.
Det er som det altid er med min far.

Han har væltet rundt i en kæmpe brandert lige siden. I forgårs skulle han lave "sjov" på stranden med nogle unge drenge. Han forsøgte at efterligne deres akrobatiske evner og endte med at falde lige på røven og slå sit haleben så voldsomt, at han hverken kan gå eller sidde.

Han har været enormt melankolsk og hele tiden været på vippen til at bryde i gråd. Han har også flere gange grædt. Han spiller melankolsk musik på computeren. Bl.a. så spillede han et (smukt) nummer med Lene Siel og sagde, at jeg skal sørge for, at netop dette nummer skal spilles til hans begravelse, når den tid kommer!!

Natten til igår gik det for alvor galt. Jeg havde en lang snak med ham, hvor han indrømmede en masse ting om hans misbrug og hvor slemt det står til. Hvor han gemmer sine flasker henne rundt omkring her i lejligheden. Hvor meget han reelt drikker i døgnet, hvilket er mellem 1 og 3 store flasker hård spiritus - vodka for det meste. Hvordan han for noget tid blev stoppet af politiet i Danmark, men hvor han fik snakket sig fra at vise sit kørekort fordi han havde glemt det. De bad ham ikke blæse. Han havde på dét tidspunkt drukket en hel flaske rom. Det er hans funktionspromille, som man kalder på fagsprog. Det er det han skal have indenbors for at fungere normalt - og her virker han ædru. Det er simpelthen for sindsygt!

Han græd helt vildt den nat og sagde at han rigtig gerne vil tilbage i behandling og få et ædru liv. Men samtidig fortalte han om, hvor bange han er for det. At han ikke kan forestille sig et liv uden alkohol. Men sådan er det at være alkoholiker. Sådan er det at lide af alkoholisme. Man kan ikke forestille sig sit liv uden alkohol - for hvem er man så?

Jeg fik rigtig tigtig mange ting af vide af ham den nat. Det er fanme hårdt!!!

Sum og summarum... Han lovede at gå i behandling... og bla bla... Som det sidste inden jeg gik i seng, sagde jeg til ham, at jeg godt vidste hvordan han ville være, når vi senere på dagen stod op igen. Så ville det hele være "glemt". Ganske rigtigt.
Så vi endte med at have et kæmpe skænderi. Jeg råbte og skreg og græd af ham.

Jeg har prøvet at overtale hans kæreste til, at vi skal hjem sammen allesammen på torsdag, hvor jeg har bestilt min billet til København. Har holdt et langt foredrag om, at det er nu han er motiveret og vi er nød til at tale til hans fornuft og få ham med hjem i behandling. Så siger hun, at hun ikke rigtig ved om hun vil hjem. At hun ikke er klar til at tage hjem. WTF! Luk nu røven, din fucking pot-rygende møgkælling!!! Hvem fanden har ringet hende op for at spørge om hendes mening!!!

Jeg sagde til hende, på en meget diplomatisk måde, at det mest USELVISKE hun kunne gøre nu var, at hjælpe mig med at overtale min far til at tage med til Danmark på torsdag og tage i behandling.

Sum og summarum... Det vil han ikke.... og hun har i hvert fald ikke hjulpet beslutningen i den rigtige retning!!

Så de sidste 48 timer har han ligget på sofaen med abstinenser. Rystende. Svedende. Frysende. Sovende. Hostende. Svag. Syg. Han har taget en kold tyrker.

Så meget for en hyggelig ferie!!!

Han har grædt og undskyld for hans opførsel. Mange gange. Vækket mig flere gange om natten for at undskylde og sige at han elsker mig. At jeg ikke fortjener at han behandler mig så dårligt, når jeg altid er så god med ham. At han ikke fortjener min kærlighed.... og alt muligt...

Jeg ved godt, at det ikke er hans kæreste der træffer hans beslutninger. At det i sidste ende er hans eget valg, at han vil blive hernede, men for helvede altså.. Hvis hun nu også pressede lidt på ved at give udtryk for, at det er en god ide at tage hjem i behandling, så kunne det være at den fes ind hos ham. I stedet så er hun pisse egoistisk og vil ikke hjem. Hun vil lege sygeplejerske for ham. Hun er så pisse medafhængig og jeg fucking brækker mig over at glo på hende. Hun er så fucking fat-svag. Hun tåger rundt. Man er ikke i tvivl om, at hun har røget det meste af sin hjerne væk. Hun fortalte mig den anden dag, at hun har været narkoman i sine unge dage. Narkoman i den forstand, at hun tog heroin. En dag så blev hun enig med sig selv om, at hun ikke ville leve som narkoman. Så stoppede hun. Af sig selv, siger hun. Nu ryger hun "kun" marijuana for at "slappe af". Hatten af for at hun fik sig selv ud af et heroin-misbrug. Men nu har hun en eller anden idé om, at hun sagtens kan kurere min far og påstår at alkoholisme ikke er en sygdom og bla bla.

Jeg er bare så fucking gal og træt af at høre på hende, at jeg kunne knalde hende én midt imellem øjnene!!!!!

Jeg brækker mig over at glo på, når hun står og rister tobakken på gasblusset og laver sin marijuana-pibe og sætter sig ud og ryger på terassen. Hold kæft mand, hvad fanden laver jeg hernede!!!



Jeg skal hjem på torsdag. Jeg skal med en transferbus til lufthavnen kl. 3 onsdag nat, så jeg har 3 hele dage tilbage hernede. Fuck det bliver så dejligt at komme hjem. Heldigvis har jeg en tid hos psykologen på fredag, så det er dagen efter jeg er kommet hjem.

Og jeg savner min hun så helt ubeskriveligt forfærdeligt meget!!! Jeg kan næsten græde når jeg ser billeder af hende på min telefon...

Hvem jeg ikke savner, er min kæreste, hvilket jeg har brugt noget energi på at tænke over hernede også, men det orker jeg ikke lige at skrive om nu...

Jeg har det faktisk lidt ad helvedes til. Selvmordstankerne er vendt tilbage. Jeg ved godt hvad det er der sker. Jeg vender min vrede mod min far, indad mod mig selv. Det er bare svært at sige til sig selv, at "nu må du ikke tænke sådan". Det er bare nogle tanker der kommer. At det kunne være nemmere ikke at være i verden.

Min far har også flere gange snakket om mit (for tiden) ømmeste punkt. Min 30-års fødselsdag til januar. Jeg får det så dårligt, når jeg tænker på det. Jeg har lyst til at rejse ad helvedes til og glemme at jeg har fødselsdag. Jeg vil ikke fylde 30. Jeg vil ikke være ældre. Jeg vil bare gerne... Jeg ved ikke hvad fanden jeg vil... Jeg vil bare ikke mærke det.....

Han er opsat på at holde en KÆMPE fest! Når jeg siger til ham, at jeg ikke har nogen at invitere, slår han det hen og siger, at han kan komme på mange som gerne vil fejre mig. Ja, mange jeg er såkaldt venner med på Facebook, men jeg snakker jo ikke med dem og de er da pisse ligeglade med min fucking fødselsdag. Han bruger også min fødselsdag som undskyldning for ikke at gå i behandling. Underforstået at han vil vente med behandlingen til efter min fødselsdag. Så er der endnu mere grund til at glemme den fucking fødselsdag!!!! Hvis jeg endelig skal holde en fødselsdag, så skal den i hvert fald være uden alkohol, det er helt sikkert!!!


Lorteliv lige nu!!!


***Jeg undskylder for stavefejl m.m., men jeg orker ikke lige at rette i indlægget nu***

fredag den 26. oktober 2012

Mit indre barn i sorg

Jeg havde det rigtig rigtig skidt i nat. Græd som pisket og nu hvor jeg idag tænker over det, var det mit indre barn der virkelig kom frem.

Jeg er bange. Bange for at blive voksen, for jeg føler mig ikke voksen. Jeg føler mig stadig som om jeg er 10-11 år indeni. Jeg er bange for verden. Jeg er bange for at mine forældre dør. Jeg er bange for fremtiden. Bare bange for alt.

Min far sagde nogle virkelig dybe ting igår omkring mine forældres skilsmisse. At han gjorde alt hvad han kunne dengang og det aldrig var hans mening, at de skulle skilles. Han VILLE ikke skilles. Men til sidst havde han fået nok af at blive kørt rundt i manegen af min mor og mormor og morfar, sagde han, og så var han nød til at trække en streg i sandet. Han kunne ikke stå model til mere og måtte videre med sit liv.

Han fortalte mig mange af de ting, som jeg altid har længtes efter at høre. At jeg, hver gang de skændtes, spurgte: "Skal I skilles nu?!". Han sagde altid nej, at selvfølgelig skal vi ikke det. Men det blev vi, sagde han, og det har altid redet ham som en mare, at han altid havde sagt, at de ikke skulle, men så blev det alligevel.

Han ved godt, at det har taget hårdest på mig, af os tre børn. At jeg var i den mest sårbare alder (13 år) og at min far og jeg altid har været tættest, så det var en kæmpe sorg, at han lige pludselig ikke var en del af mit liv mere. At hele mit liv blev revet op med roden.

Han fortalte mig om hvordan kan altid har ønsket at give sine børn kernefamilien, men har måtte sande, at det ikke blev som han ønskede. Han sagde, ar vi var kernefamilien op til den dag, hvor min mor besluttede, at hun ikke ville være gift med ham længere, hvis han ikke gik i behandling for hans alkoholmisbrug. Han sagde, at han godt vidste at der var et misbrug, men at han ikke var den eneste i familien, der havde et misbrug. Han føler sig røvrendt. Han har hjulpet hele familien på så mange måder. Økonomisk som menneskeligt og så følte han, at de vendte ham ryggen alle sammen der, fordi han ikke "makkede ret".

Han blev gjort til bussemanden af alle. Både i og udenfor familien. Han kæmpede for at se os. Han kæmpede for os, men det fik vi aldrig af vide. Vi fik bare af vide, at far ikke var der. At far var ligeglad - tilsyneladende, for vi vidste jo ikke bedre.

Jeg ved ikke hvad der egentlig skete i nat. Det er svært at forklare. Måske gik det bare op for mit lille barn indeni, at det aldrig vender tilbage. At tiden ikke kan spoles tilbage. At jeg aldrig bliver barn igen. Og det gær bare så ufatteligt ondt.

Og det gør så ufatteligt ondt at se, hvad livet har gjort ved ham. At han er så langt ude i sit misbrug. At der nok ikke er nogen vej tilbage, fordi han ikke magter det. Det vil kræve mange år i psykoterapi med alle de ting han har været ude for og været vidne til og måske er han bare ikke stærk nok. Måske har han det bare fint med at leve sådan. At han lever livet til hans krop ikke vil mere.

Han sagde, at han gør det bedste han kan. At han ikke føler han kan gøre det bedre. Og at han altid føler, at han har gjort det bedste han kunne.

Jeg er bare bange, ked af det, i sorg... og jeg ved egentlig ikke hvad jeg har brug for...

Jo, jeg vil gerne spole tiden tilbage og leve forfra, men det kan jo ikke lade sig gøre...

torsdag den 25. oktober 2012

Det gik som jeg regnede med...

Så er jeg i Tyrkiet.

Turen gik helt fint. Da jeg var kommet frem, tænkte jeg selvfølgelig, hvad det var, jeg havde været så nervøs for. Det gik "som smurt" og jeg tog hverken beroligende piller eller drak alkohol på turen herned.

Min far hentede mig i lufthavnen og vi havde næsten 2 timer i bil fra lufthavnen og hen til hans lejlighed, hvor hans kæreste var.

Der er bare altid sådan en akavet stemning mellem min far og mig. Vi er ligesom ikke rigtig på samme "vibrations-niveau" og det er så mig, der bliver nød til at hæve mit, for at passe til hans. Han kan ikke komme ned på mit, for han har ikke roen i kroppen til det. Så det vil sige, at det er meget sjældent vi snakker andet end "small-talk"-agtigt, fordi han ikke kan rumme følelser. Hverken hans egne eller andres. Og specielt ikke mine. Og hvis vi endelig snakker om følsomme ting, så er han meget beruset eller også så kan han kun snakke om det i få minutter ad gangen, hverefter han liiige skal kommentere noget i fjernsynet, på toilettet eller hente noget at drikke.

Det var helt vildt hyggeligt den første aften. Vi var ude og spise lækker mad og vi grinede og pjattede så meget, at jeg fik helt ondt i maven. Min far grinede også helt vildt. Jeg tror faktisk aldrig, jeg har oplevet ham grine helt nede fra maven, som han gjorde den aften. 

I forgårs var jeg på marked med hans kæreste. Det var også rigtig hyggeligt. Jeg fik købt et par lækre bukser, som jeg både ser okay ud i og føler mig tilpas i - selvom jeg har taget så meget på. Og så kostede de kun 35 kr. :-)

Det har kun været overskyet med regn og torden siden jeg kom. I forgårs aftes tordnede og lynede det så meget, så hele byen blev mørklagt i flere timer. Det var lidt vildt at se byen (eller ikke kunne se den) når alt var kulsort!

Da jeg stod op igår, lå min far på sofaen - han sover altid på sofaen foran fjernsynet, fordi han ikke kan klare stilhed. Der skal være larm hele tiden.

Jeg havde ikke engang sagt godmorgen til ham, før jeg bare kunne mærke (føle) spændingen i luften. Ligesom en tikkende bombe der kan springe hvornår det skal være. Jeg vidste, at han ville springe i luften på et tidspunkt i løbet af dagen og det gjorde han også. En smule om eftermiddagen og om aftenen for fuldt blus!!!

Det var noget så ligegyldigt som hans internet, han tændte helt af over. Han har sådan en trådløs USB-stik som modem ligesom man kan få fra 3 derhjemme. Hernede kan man købe net-adgang (abonnement) for fx. 3 mdr. af gangen. Hans periode udløb så i nat og skulle derfor fornys idag.

Jeg tilbyder at køre ned og gøre det i forretningen. Da jeg kommer derned viser det sig, at der skal laves et helt nyt abonnement hvor man skal bruge sit pas til at oprette det. Derfor er jeg nød til at hente ham og køre med igen for at vise vej.

Jeg har ret meget forstand på computere, så jeg siger, at jeg nok skal ordne internettet igen, så det virker. Det forsøger jeg så, men kan ikke få det til at fungere, på trods af, at jeg VED, at jeg har gjort det rigtigt. Det viser sig så senere, at der åbenbart er sket noget med hans router (den dims der gør at man kan være mange computere på den samme forbindelse), så det var rigtigt nok det jeg havde gjort, men der var flere ting der skulle installeres på ny, som jeg ikke vidste, hvilket han fandt ud af, fordi han til sidst fik en IT-reparatør til at komme og lave det.

I forgårs hentede jeg et nyt anti-virus program til hans computer, fordi det han havde var udløbet. Udover det rensede jeg hans computer på flere andre måder for at optimere den og derved få den til at arbejde hurtigere. Jeg prøvede at forklare ham hvad jeg lavede, hvilket han bare "gryntede" lidt af.

Så igår, da internettet ikke fungerer, går han helt amok og siger, at det er min skyld, fordi jeg har hentet "alt muligt lort" og "bare skal lade hans fucking ting være". Jeg prøver at forklare ham, hvad det er jeg har gjort (IGEN!), men vi ender med at råbe og skrige af hinanden.

Jeg hverken råber eller skriger normalt. Tvært imod så er jeg typen der snakker og prøver at forklare tingene, men fordi han råber af mig, så lader jeg mig rive med og råber af ham.

Han siger noget med, at han ikke kan klare at tingene bliver lavet om og at hvis man bare lader være med at lave om på tingene, så fungerer det altid. Jeg har flere gange fikset hans computer for virus og andet godt, så jeg ved udemærket godt, hvad jeg laver. Men fordi internettet ikke lige virker med det samme, så går han helt agurk.

Inden jeg tog afsted, snakkede jeg med psykologen om, hvordan jeg skulle håndtere det, når det her skete, for det vidste jeg, det ville gøre. Så jeg gjorde det vi havde snakket om - jeg forlod lejligheden. Da jeg skal til at gå, spørger jeg, om jeg må låne bilnøglen (en lejet bil) og han råber: "Ja, men du kan jo for helvede ikke køre hele vejen til Danmark i den!!!!".

Jeg græd! Når han begynder at råbe af mig, så begynder jeg altid at tude. Selvom det er fordi jeg er vred, så tuder jeg. Jeg tuder bare uanset hvad, når det har med ham at gøre. Dét tænder ham endnu mere af, fordi han ikke ved, hvordan han skal håndtere det. Så begynder han at sige: "Man kan sgu heller aldrig sige noget til dig" og "du tager fanme altid alting så pisse personligt", osv. Ja, hvad fanden skal jeg ellers gøre? Sætte mig på en stol og tage imod uden at sige noget? Bare give ham ret og snakke ham efter munden? Når jeg protesterer, så ryger han endnu længere op i det røde felt og når jeg siger noget, så hæver han bare stemmen for at overdøve mig med hans beklagelser eller anklager.

Og så projecerer han hans handlemønstre over på mig ved at sige: "ÅÅÅrrrh, du hidser dig fanme altid op!!!". Hvis der er noget jeg bare aldrig gør, så er det at hidse mig op. Jeg råber normalt ALDRIG!

Jeg sagde (råbte) til ham, at han bare skal lade være med at spørge mig til råds eller spørge om min hjælp til hans computer fremover.

Nå, men det ender med, at jeg tager ned og spiser på en restaurant hvor vi altid kommer, så jeg er gode venner med personalet. Han ringer så derned til en af tjenerne. Tjeneren kommer over og kysser mig på kinderne på ordre fra min far, som han har i røret imens - hvilket er min fars måde at sige undskyld på. Jeg får så røret og han siger, at han er ked af det og at ham IT-reparatøren havde sagt, at det altså ikke havde noget som helst at gøre med noget jeg havde downloaded eller gjort på hans computer. Det vidste jeg jo godt og det var det jeg havde prøvet på at forklare ham - FLERE GANGE!!!

Han siger også noget med at vi skal "holde et møde" imorgen (idag), fordi der åbenbart er andre ting han gerne vil snakke om. Han nævnte noget med, at han følte at jeg havde "et horn i siden" på ham. At jeg havde noget indestængt vrede mod ham. Hmm. Ja, det har jeg da masser af, og måske er det fordi han godt ved, at han gør så mange ting der gør mig ked af det, at han lige pludselig siger sådan. Who knows.

Men jeg fortrød (fortryder) virkelig at jeg tog afsted!!
Da jeg kørte fra lejligheden igår, fik jeg flashback til sidste gang jeg var her, hvor han også var gået amok på den måde (kan ikke huske over hvad), hvor jeg også kørte. Det var på nøjagtig samme måde. Hvorfor lærer jeg det aldrig?! Hvorfor "glemmer" jeg altid sådan noget bagefter og bliver mindet om det, når jeg ikke har mulighed for at "flygte" hjem til mig selv?

Jeg kan rigtig godt lide hans kæreste. Hun er sød på mange områder, men hun har et misbrug af pot eller marijuana eller hash eller hvad det hedder. Ja, og min far er alkoholiker og kokain misbruger, så de er et kønt par. Så jeg ved ikke hvad fanden jeg havde forestillet mig? Måske var det barnet inden i mig, der igen håbede, at tingene ville være anderledes. At det ville blive en hyggelig ferie, hvor min far og jeg kunne snakke og "finde hinanden". Men igen - det kommer aldrig til at ske - og det har jeg nu fået bekræftet igen igen igen...

Jeg ville ønske jeg bare kunne komme hjem idag. Men jeg må vente til på mandag (4 dage!!).

Jeg er spændt på at se, hvordan det såkaldte møde kommer til at gå og hvad det er, han har intentioner om, at der skal ske...


-

lørdag den 20. oktober 2012

Min lillebror har taget piller...

Jeg var ude og spise med min ældste lillebror den anden dag. Han har ellers altid været imod alt hvad der hedder psykologer og terapi, men for nylig er han, på eget initiativ, startet hos en psykolog.

Vi har snakket en del med hinanden siden han fortalte mig, at han er startet. Han har kun været der en enkelt gang nu.

Under vores frokost fortæller han mig, at han for noget tid siden til en fest, havde været på toilettet og pludselig fik en impuls der gjorde, at han havde spist 20 panodiler. Jeg prøvede ikke at se chokeret ud, da han fortalte mig det. Han sagde, at han ikke ved hvorfor han gjorde det. Det var ligesom bare noget der skete uden han tænkte over det. Det skræmmer mig rigtig meget.

Jeg snakkede med min psykolog om det i terapi den anden dag og hun rådede mig til, på det kraftigste, at få ham overtalt til at få noget psykiatrisk hjælp. Jeg brugte en hel eftermiddag på at prøve at overtale ham til at gå til lægen og få en henvisning, men det vil han ikke. Han var ellers rigtig tæt på, men afviste det alligevel til sidst. Han vil ikke have at hans læge skal vide sådan noget om ham og gav i det hele taget udtryk for, at han skammer sig enormt meget over sig selv og over at han har det så dårligt.

Jeg sagde til ham, at jeg meget gerne ville tage med til lægen og bare være der for ham. Evt. bare i baggrunden og hvis han har behov for det, så hjælpe ham med at få det sagt. Han var ikke meget for at tage mig med.

I det hele taget ligner han bare min far alt for meget. Ikke at ville søge hjælp og bagatalisere det med at "så slemt er det heller ikke" og "rolig nu, der sker ikke noget" og "det er jo kun den ene gang". For 6 år siden havde han et seriøst selvmordsforsøg som var meget tæt på at lykkedes. Det foregik på nøjagtig samme måde med, at han lavede noget han ikke vidste hvorfor han gjorde. Det var meget tæt på at lykkes. Efterfølgende var han tilknyttet distriktpsykiatrien i nogle måneder og stoppede selv, fordi "hvad skulle han der?".

Nu har jeg lige snakket i telefon med ham. Han er fuld og har rigtig meget lyst til at tage stoffer. Jeg har så meget lyst til at køre ind og hente ham på stedet, men han nægter og siger at han skal ud og give den gas og er på vej i byen. Han snakkede om at tage ned i Istedgade for at "købe noget". Jeg sagde til ham, at hvis han endelig skulle have noget, så skulle han i hvert fald købe fra en "sikker kilde". Jeg kunne ikke tale ham fra at tage noget i det hele taget, så jeg håber bare, at han så er så fornuftig, at han trods alt ikke køber noget af en eller anden afrikaner nede i Istedgade.

For helvede altså!
Jeg er så bange for at det ender fatalt. Han ved ikke hvad han laver, når han "når derud". "Gemt" bag en joke gav han udtryk for, at han er pisse ligeglad med hvad han sniffer op i næsen. Jeg ved lige hvordan han har det, for sådan havde jeg set selv for nogle år siden. Jeg prøvede at tale til hans fornuft, men der var ikke noget at gøre.

Jeg sagde, at han skulle passe på sig selv og love at ringe hvis der blev noget....

Fuck jeg tilgiver aldrig mig selv, hvis han dør i nat!!!......



-

Jeg skal på ferie...

... på mandag... dvs. om 2 dage!

Og hvis jeg skal være helt ærlig, så har jeg det faktisk stadig ikke særlig godt for tiden og slet ikke i de her dage!

Min far tilbød, at give mig en billet, så jeg kan komme ned til ham og hans kæreste. Til at starte med sagde jeg ja med det samme. Jeg var egentlig ikke ekstatisk, som jeg plejer at være, når jeg skal på ferie i udlandet. Jeg skulle måske lige vænne mig til tanken.

Jeg har fra start gjort ham opmærksom på, at jeg ikke har nogen penge OVERHOVED. Dvs. han også står for lommepenge. Jeg skal ikke rigtig bruge nogen, da han som regel betaler mad og jeg skal ikke købe tøj eller noget. Men det føles bare ikke rart alligevel, at han skal betale det hele.

Jeg gik i nogle dage og kiggede på billetter, fordi jeg selv skulle bestille den. Jeg ventede på at de faldt i pris, så han trods alt ikke skulle betale for meget for den. Samtidig så gik jeg og seriøst tænkte over, om det overhoved var en god idé at tage afsted. Jeg har altid været økonomisk afhængig af ham og er det på en måde stadig. I terapien har jeg arbejdet rigtig meget med de følelser det giver mig, stadig at være afhængig af ham nu som næsten 30 årig og jeg har arbejdet intenst for at komme ud af det. Jeg er også godt på vej, men der er et stykke endnu pga. lån i banken.

Når han har taget kokain/drukket for meget bliver han tit lidt aggressiv og kan ikke rigtig dæmpe hans følelser, hvilket er gået ud over mig gentagne gange. Når han skælder mig ud (9 ud af 10 gange uberettiget), kommer det som regel op, hvor meget han har hjulpet mig økonomisk, så det gør, at jeg straks kommer tilbage i rollen hvor jeg føler, at jeg står i taknemmelighedsgæld til ham. Hvilket jeg i øvrigt nok altid vil føle, at jeg gør.

Nå, men alt dette skriver jeg, for at give lidt baggrundsviden for, hvorfor jeg kom frem til, at det var en dårlig idé, at tage afsted.

Når jeg tidligere har været på ferie med ham og han er påvirket, er det ikke sjældent, at han kan blive sur/tangerende til aggressiv fx. overfor personalet på restauranter, hvis han føler, at han ikke får ordentlig service. Som regel følger der en smule storhedsvanvid med, når han er påvirket. Alt dette er pænt pinligt for os der er ude at spise med ham. Nogle gange er jeg gået.

Samtidig så kan det være enormt energikrævende at være sammen med ham i længere tid af gangen, fordi han svinger ekstremt meget i humør, har svært ved at slappe af og meget af tiden er "helt oppe i gear". Dette betyder, at jeg næsten aldrig kan slappe rigtigt af i hans selskab.

Nå, men tilbage til billetten. Jeg besluttede mig for, at det var en dårlig idé at tage afsted. Inde i mit hoved og min krop havde jeg egentlig indstillet mig på, at jeg alligevel ikke skulle nogen steder, hvilket egentlig havde givet mig ro indeni igen. Jeg havde planlagt at sige, at jeg havde fået brev fra min sagsbehandler om et møde i løbet af ugen, som jeg ikke kunne melde fra til. Dette nåede jeg så ikke, for da jeg vågner i torsdags, ligger der en besked på min telefon hvor der står, at han har bestilt en billet til mig. Han havde allerede sendt den til min mail. FUCK! Det væltede mig fuldstændig og jeg har haft det små-dårligt psykisk lige siden.

Jeg kan ikke få mig selv til at melde fra. Det er udelukket - selvom jeg alligevel har en lille bitte flig af tvivl. Det vil uden tvivl være det bedste for mig, men jeg kan simpelthen ikke få mig selv til at gøre det.

Han har skrevet flere sms'er,  hvor han skriver, hvor meget han glæder sig til jeg kommer. Samtidig så har han lagt op til, at vi "rigtig skal være fulde". Jeg prøver at holde min indre alkoholiker (som min psykolog kalder det) nede og prøver at overbevise mig selv om, at en ferie sydpå ikke er det samme som at gå på druk i en uge, som det hidtil har været.

Åhh... Jeg har egentlig bare brug for, at prøve at komme af med den angst og uro jeg sidder med lige nu og det er derfor jeg prøver at skrive mig ud af det. Det virker desværre bare ikke rigtig.

Jeg ved ikke, hvad det er, jeg har angst over. Jeg har rejst tons af gange og også masser af gange alene, men det er faktisk turen derned, jeg har det mest skidt over. Jeg ved ikke hvorfor, men jeg kan bare ikke rigtig overskue det i mit hoved.

I de senere år er jeg blevet tiltagende angst for at flyve, så måske er det også derfor.

Jeg har tænkt mig at tage én (måske to?) beroligende piller, inden jeg går op i flyet. Det har jeg aldrig gjort før - eller været nød til at gøre før... eller overhoved tænkt på at gøre før. Jeg ved ikke hvorfor jeg pludselig oplever den her ængstlighed og uro konstant - også på "normale" dage. Den lurer ligesom i baghovedet/-kroppen hele tiden og det er enormt ubehageligt og energislugende.

Åhh... Jeg ville egentlig nok bare ønske, at jeg ikke skulle afsted. Jeg undskylder hvis jeg lyder forkælet - det er bestemt ikke min mening!! Samtidig, nu hvor jeg alligevel skal afsted, så har de (fanme) lovet regn dernede hele ugen, så det er nok ikke fordi det bliver til specielt mange strandture....

Åhh jeg har det bare skidt. Når jeg læser indlægget igennem, synes jeg egentlig at det lyder enormt rodet. Der er omtrent lige så rodet i mit hoved - og ikke mindst i min lejlighed, som jeg helst gerne ville have ryddet bare en smule op, inden jeg tager afsted.

Min mindste lillebror har sagt ja til at vande mine blomster, hvilket åbenbart var et kæmpe problem for ham, så også her følte jeg mig til besvær. Han havde egentlig også lovet at køre mig i lufthavnen, men det har jeg aflyst, fordi jeg blev "Rasmus modsat" og tænkte, hvis det er sådan et kæmpe problem, så fuck ham - så skal jeg sgu nok klare mig selv. Tak for lort!

Kæresten har sagt ja til at passe hunden, så den skal jeg op med til ham imorgen og så er det meningen, jeg skal sove hos ham og tage toget til lufthavnen tidligt mandag morgen. Som regel så sover jeg ikke rigtigt natten før jeg skal afsted, så jeg ville faktisk hellere bare sove herhjemme...

Åhh for pokker hvor kan jeg bare ikke overskue noget lige nu.....


-

onsdag den 17. oktober 2012

Jeg er blevet fed IGEN!

Hold kæft hvor er jeg bare træt af mig selv!

Jeg havde tabt mig så fint. Var så stolt over vægttabet og nogenlunde glad for min vægt/krop, selvom jeg da gerne ville endnu længere ned. Nu har jeg taget hele lortet på igen. Er oppe på omkring 80 kg. igen (BMI omkring 26). Alt det som jeg havde svoret jeg aldrig ville tage på igen. Jeg skulle aldrig være så stor igen og det er jeg nu blevet alligevel. Jeg væmmes!

Hvorfor kan jeg ikke stoppe med at proppe i hovedet?!

Det foregår nærmest pr. automatik. Jeg kobler bare hjernen fra og øser for mange og for store portioner op. Igen og igen. Slik og flødeboller og CHOKOLADE. Masser af chokolade.

For helvede hvor er jeg bare for nederen og latterlig!!!

Jeg hader mig selv mere end jeg hader nogen som helst andre!

Føj!

Punktum!


-

mandag den 15. oktober 2012

Har det ikke så godt idag

Idag har jeg det ikke så godt. Ligger nok på en 2-3 stykker på humørskalaen.

Det har ellers været en okay weekend - på nær, at jeg har haft mareridt hver nat og kæresten har været nød til at vække mig flere gange, fordi jeg har råbt, grædt og rodet rundt i sengen.
Vi har bare hygget hele weekenden og absolut ikke lavet dagens gode gerning. Det har været så skønt!

Jeg er stadig hos ham, men han er på arbejde. Jeg havde egentlig planlagt, at jeg skulle hjem igår, fordi jeg troede jeg skulle til psykolog idag, men jeg udskød det hele dagen. Så fik jeg kigget i min kalender og så, at det først er imorgen jeg skal til psykolog. Dejligt. Så blev jeg.
Vi tog på McDonalds igår aftes og midt i min burger begyndte tårerne bare at komme op i øjnene. Jeg kan simpelthen ikke klare tanken om at skulle ud i livets trædemølle igen. Jeg ser det nærmest som en straf, at jeg skal tvinges ud.

Det går så ikke meget bedre idag. Sidder bare på facebook og mobilen og spiller. Jeg fik taget mig sammen til at gå i bad ved 13-tiden og fik gået med hunden. Jeg har også et par bukser jeg egentlig skulle sy inden jeg tager afsted, for jeg har ikke nogen symaskine derhjemme og det er de eneste bukser jeg rigtig har jeg kan passe lige for tiden (udover joggingbukser) og de er gået op i syningen bagpå, så kan kan se trusserne. Så dem kan jeg ikke rigtig bruge før de er blevet syet. Jeg overvejer at gå til skrædderen og aflevere dem, men jeg har heller ingen penge. Nå, men ellers må jeg bare have leggings og kjole på eller noget, indtil jeg får taget mig sammen.

Det går mig alligevel på med jobcenteret - mødet den anden dag. Da hun sagde, at jeg skulle igang med noget, spurgte jeg, hvad de har af tilbud for sygemeldte i kommunen. Til en af de steder hun nævnte, sagde hun: "... Men der er du ikke fucked up nok til at passe ind!". Vi grinede begge to af hendes ordvalg og hun undskyldte. Jeg tager det på ingen måde personligt eller noget. Jeg synes tvært imod, at det er sjovt, at hun er så meget nede på jorden og har lidt humor og når jeg omtaler mig selv, siger jeg også, at jeg er fucked up.

Der imod satte det nogle tanker igang, at hun netop ikke ser mig som fucked up - for det er jeg fanme. Skindet bedrager, hvilket jeg både i mails og min ressourceprofil har givet udtryk for, men jeg har bare en fornemmelse af, at hun ikke læser ordentligt i min sag inden jeg kommer. Fx. så er det ikke første gang, at hun har glemt noget vi har aftalt, sidste gang jeg var der. Egentlig er det jo fint nok for mig, for jo mere hun glemmer, jo længere tid kan jeg blive ved med at "passe mig selv", hvilket jeg har det aller bedst med.

Men altså.. At hun ikke ser mig som fucked up gør måske, at hun tror, at jeg er klar til mere end jeg føler mig klar til. Eller hun tror jeg kan mere end jeg føler jeg kan. Jeg prøver stadig at trøste mig selv med, at jeg skal se tiden an og se hvad der kommer ud af de kommende samtaler og jeg skal vel samtykke om tingene, før de kan sende mig ud i noget, eller hvad? Det er jo ligesom dem der sidder på pengene, så jeg er vel nød til at danse efter deres pibe, for at blive ved med at få kontanthjælp?

Nå, men jeg skal i hvert fald hjem idag. Det tager en time at komme hjem fra kæresten og det gider jeg ikke bruge formiddagen på imorgen, inden jeg skal til psykolog.

Nu har jeg haft en uges tid, hvor jeg har haft overskud og været i okay humør, og så siger det lige BANG igen og så kommer den sorte sky ind over mit hoved... Åhh hvor er det dog irriterende!!

Det er så rart at være her hos kæresten. Så er det ligesom om jeg er i en tidslomme, hvor jeg glemmer min elendighed og mit "virkelige liv"....







-

lørdag den 13. oktober 2012

Den obligatorisk samtale på jobcenteret

Igår var jeg til den obligatoriske 3 måneders samtale på jobcenteret. Jeg troede egentlig at samtalen skulle handle om, at jeg kun har været på VUC én gang til det enkeltfag jeg/hun havde tilmeldt mig.

Da jeg kommer ind, siger hun som det første: "Vi skal have dig igang med noget!!!". Fuck, tænker jeg så. Så siger hun: "Vi to har et hængeparti!". Fuck, tænkte jeg igen. Lidt efter smiler hun og siger: "Nej, jeg har et hængeparti. Jeg har ikke fået meldt dig til VUC". Øhh.. Hvad?

Jeg siger så til hende, at jeg altså har været der en gang. Det kunne hun ikke forstå. Nå, men hun spurgte mig så hvorfor jeg kun havde været der den ene gang og ja, jeg vidste sgu egentlig ikke rigtig hvad jeg skulle svare hende. Hvorfor havde jeg kun det?! ... Fordi jeg ikke kunne komme ud af døren den 2. gang og så prøvede jeg at "fortrænge" tanken om undervisning efterfølgende og til sidst tænkte jeg, at nu hvor jeg alligevel var gået glip af så mange gange, så kunne jeg ligeså godt blive væk.

Jeg sagde til sagsbehandleren, at jeg egentlig havde synes at faget og undervisningen var spændende nok, men at jeg havde det svært med gruppearbejdet, hvilket også er rigtigt nok. Det var den forklaring der lige umiddelbart poppede op i min hjerne på det tidspunkt.
Jeg sagde til hende, at det jo så ikke gjorde det store, nu hvor jeg alligevel ikke var blevet tilmeldt, hvilket hun bare smilede lidt til.

Så snakkede vi om et nyt tiltag, der er blevet lavet i kommunen som en del af "Unge under 40 år må under ingen omstændighed få førtidspension" fra regeringen, som træder i kraft til årsskiftet. Det er åbenbart foregået ved "lodtrækning" hvilke borgere, der i match kategori 3 (dem der er helt "fredet" for arbejde og aktivering og hele balladen), skulle medvirke i det her projekt.
Og voila - det var jeg da blevet udtrukket til! FEDT MAND!! NOT!!

Nå, men jeg prøver at være positivt indstillet og da hun forklarede mig hvad det gik ud på, lød det faktisk som noget ret spændende og konstruktivt.

Som jeg forstod det, er det sådan, at der er et udvalg/en gruppe af forskellige mennesker inden for forskellige fagområder, som skal læse min journal/sag (eller hvad sådan noget hedder på jobcenteret), hvorefter jeg sammen med sagsbehandleren skal til møde med dem. De skal så snakke med mig (og sagsbehandleren, med mindre hun bare skal være bisidder i baggrunden) i en times tid. Så skal de så "votere", som jeg kalder det, altså bedømme mig, og herefter komme med forslag til hvordan jeg kan "komme videre". Det kan være praktik eller kurser eller hvad ved jeg.

Det lød umiddelbart meget spændende nu hvor der er forskellige fagpersoner med viden indenfor flere forskellige områder. Jeg kan ikke lige huske hvilke fagpersoner hun nævnte, men jeg mener i hvert fald at der er en læge, en socialrådgiver, en jobkonsulent og ja... mere kan jeg ikke lige huske.
Jeg tror, jeg skriver en mail for at få hende til at forklare mig det igen. Det er altid så ubehageligt at være til de skide samtaler, at jeg aldrig kan huske særlig meget i detaljer, når jeg går derfra.

Det næste der skal ske, inden dét jeg lige har beskrevet er, at jeg skal til en jobkonsulent på jobcenteret. En der kan hjælpe mig med forslag til noget praktik-halløj. Jeg sagde til hende, at jeg altså ikke var klar på særlig mange timer. Måske endda kun én gang om ugen. Det var hun helt med på. Hun virker nu meget sød og forstående, men jeg skal bare hele tiden minde mig selv om, at hun ikke "er til" for mig men for systemet. Hun er til for at få mig i arbejde og blive selvforsørgende.

Vi kom også lidt ind på at jeg har været i prostitution og hun spurgte, om det var noget jeg ville have med i sagen, fordi der ikke stod så meget om det i min "journal". Jeg sagde, at jeg jo havde betalt skat af pengene, så det ikke var noget hemmeligt, men hvis det ville have negative konsekvenser for min sag, så ville jeg selvfølgelig ikke have det stående. Men altså... Det er jo en del af mig. En del af min fortid. Så jeg tænker, at selvfølgelig skal det med. Nu håber jeg så bare ikke, at der sidder en eller anden jeg kender blandt de der konsulenter til mødet, så jeg bliver totalt "afsløret". Men altså.. Ja, den risiko må jeg løbe. Selvom jeg godt ved, at de har tavshedspligt (tror jeg?) overfor uvedkommende, så siger min erfaring mig bare, at sådan en oplysning ikke er noget folk kan holde kæft om.
Det er MEEEEEGET spændende at sladre om... :-)

Man burde sgu få en brugermanual til kommunen, når man kommer ind i systemet. Jeg havde aldrig haft noget med kommunen at gøre andet end når jeg skulle regulere mit skattekort, før jeg for alvor blev syg i 2009 og kom ind i psykiatrien og på kontanthjælp o.s.v.

Jeg synes altså det er pisse ubehageligt at sidde til sådan et møde, hvor jeg føler mig totalt som en skakbrik de bare kan rykke rundt med som det passer dem.

Sagsbehandleren sagde godt nok, at jeg altid var velkommen til at ringe eller skrive. At jeg bare skulle ringe hvis jeg fik kolde fødder og for fremtiden hvis jeg, som med VUC, lige pludselig ikke kan magte det, så skal jeg bare ringe og sige det. Det lyder sgu lidt for let - for hvad sker der så?

Er der ikke nogen af jer læsere der vil fortælle lidt om hvordan jeres "sag" blev behandlet? Hvad I har været igennem på vejen og nogle tips, hvis I lige skulle sidde med nogle? Det kunne være så rart!
Jeg kender godt hjemmesiden K10.dk og den har rigtig mange gode informationer, så den har jeg læst en del på.

Nå, men alt i alt er jeg (nogenlunde) fortrøstningsfuld. Jeg vil ikke hidse mig op, før jeg ser hvad der kommer til at ske. Om ikke andet så tænker jeg bare hele tiden på, at de jo for f***** ikke kan give mig håndjern på og tvinge mig i arbejde eller praktik eller whatever...?

Hvad er det værste der kan ske??




Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...