Ikke respekteret

Jeg var hos psykologen igen igår, og denne gang var der ikke noget at hverken mærke eller se. Jeg tror bare, at hun har haft nogle dage hvor hun var uoplagt. Igen - hun er jo også kun et menneske. Men det var rart at være "back on track" og hvor jeg ikke behøvede at bruge energi på at analysere hendes mindste ændring i adfærd.

Efter jeg havde skrevet indlægget den anden dag med at jeg savner min mor, sad jeg og læste min dagbog igennem på Depnet.dk. Den er helt tilbage til for 3-4 år siden, og der blev jeg virkelig mindet om hvorfor jeg bliver så syg af at have noget med hende at gøre. Jeg blev mindet om hvor mange grimme ting hun sagde til mig dengang jeg boede hos hende og hvordan jeg bare ikke kunne vente med at komme ud derfra og at jeg skulle have en meget lang pause fra hende, når jeg engang flyttede fra hende igen.

Samtidig så stod der også en masse om min mormor, som heller aldrig har respekteret mine grænser. Blandt andet hvordan hun altid skulle komme ind på min værelse og snaaaaaakke når hun var på besøg hos min mor. Også selvom jeg havde lukket døren og gjorde ekstra meget for at virke irriteret over at hun kom rendende hele tiden.

Mine grænser er aldrig blevet respekteret i familien. Bare ved tanken sidder jeg her i skrivende stund og bliver helt vildt irriteret og vred på dem. Det er deres fucking skyld at jeg har fået en Borderline personlighedsforstyrrelse og at jeg skal have det så meget sværere end mine jævnaldrende. At jeg er nød til at gå i intensiv terapi hos en psykolog, for at holde selvmordstankerne og meningsløsheden for døren. Tænk jeg begyndte hos den første psykolog allerede som 13årig og jeg har kun haft få perioder i min liv siden da, hvor jeg ikke har gået i terapi hos en eller anden. Jeg bliver snart 30 år.

Idag er det meningen at jeg skal i gruppe. Lige nu kan jeg overhoved ikke overskue det. Jeg havde egentlig glædet mig. Det er har væltet læsset er, at jeg skal ind til min lillebror i aften og hente en computer, som jeg skal købe af ham. Så kan jeg ikke overskue det andet også. Jeg er allerede mega udmattet. På den ene side vil jeg gerne have computeren, men jeg orker ikke at skulle ind og hente den. At skulle være "på".



Jeg ved ikke hvorfor det er, at jeg føler at jeg skal være "på", når det bare er min lillebror. Han har boet hos mig i mange år, fordi min mor smed ham ud hjemmefra, så han kender mig jo. Men han har det bare så svært med svaghed. Sådan som han ser svaghed. I hans øjne er svaghed, at jeg ikke bare "kan tage mig sammen" og få fingeren ud. Han har heller ikke forstået at det er en forstyrrelse i personligheden at have Borderline og det ikke bare er noget jeg kan "tage mig sammen" fra. Jeg synes sgu det er op ad bakke at have noget med familien at gøre.

Den eneste der giver mig plads til at være den jeg er, er min kæreste!

Er psykologen træt af mig?

Jeg har her på det sidste følt at min psykolog er ved at være træt af mig. Hun har virket uoplagt og små-irriteret flere gange. Da jeg var hos hende sidst følte jeg, at hun nærmest havde et opgivende og irriteret tonefald, fordi jeg bliver ved med at "køre rundt i" at jeg savner min mor.

Hun siger, at hun ikke forstår hvorfor jeg bliver ved med at savne hende, når jeg godt ved, at hun gør mig syg. Jamen det er jo min mor. Det er da et traume at være nød til at bryde forbindelsen med sin egen mor, fordi hun gør mig syg. Jeg synes bare hun havde et tonefald, som om hun var irriteret, da hun sagde det.

Jeg har prøvet at forklare mig selv dét med, at hun måske har nogle personlige problemer for tiden, der gør at hun måske ikke er så oplagt... eller noget andet, der ikke nødvendigvis har noget med mig at gøre. Alligevel kan jeg ikke lade være med at tro, at det er mig hun er træt af. Jeg mener... hun er jo også kun et menneske, og jeg kommer hos hende 2 gange om ugen, så hvis hun nu skulle være træt af mig i perioder, så er der vel ikke noget at sige til det...?

Samtidig så har jeg da bare ikke lyst til at komme hos hende, hvis hun bliver irriteret på mig... 

Jeg har en del tankemylder om alle mulige ting for tiden. 

Bl.a. så tænker jeg, om det har været hendes "plan" fra starten af min terapi, at hun ville "arbejde mig hen imod" at bryde forbindelsen med min mor. Ved vores sidste samtale nævnte jeg, at jeg havde overvejet at tage kontakt til hende igen, hvortil hun sagde noget i retning af "hvis du gerne vil have konflikter i dit liv, så skal du bare tage kontakt til hende". Kan ikke huske ordret hvordan hun formulererede det, men det var noget i den retning.

Jeg ved ikke... Bliver man hjernevasket af en psykolog? Specielt når man har Borderline er man jo meget let-påvirkelig. Kernen i en Borderline personlighedsforstyrrelse er jo, at man mangler en indre kerne. En identitet, på en måde. Derfor så har man let til at påtage sig andres meninger og holdninger. Det kan jeg mærke rigtig meget i terapien. "Jeg bliver nød til at gøre sådan og sådan, for ellers bliver psykologen sur". Hele tiden at føle at jeg skal please. At være den "gode patient". Det har jeg også snakket med hende om.

Jeg føler mig bare lidt som en stykke modellervoks i hendes hænder. Sådan en dukke der bliver styret af tråde som bliver holdt for oven.

Er det psykologen der former mit liv? 

Jeg har gået hos hende i 1½ år nu, og jeg har altid glædet mig til samtalerne 2 gange om ugen. Nu har jeg ikke lyst til at tage derhen mere. Jeg ser ikke frem til det. Jeg føler mig som en byrde.

Jeg burde jo snakke med hende om det, men det synes jeg bare er så svært.. Det er svært at vise at man er sårbar overfor hendes mindste rynken i panden, hendes tonefald, hvordan hun hilser på mig når jeg kommer, om hun er forsinket fordi hun ikke gider mig. De sidste mange gange har hun været for sent på den. Jeg skal altid stå og vente 5-10 min. over vores aftalte tidspunkt, før hun kommer og henter mig. Hun undskylder altid hvis der er gået for lang tid, men det gør alligevel at jeg tænker at hun ikke gider mig....

Måske er det bare tankespind...

Bare ked og savner min mor

Det er nu over 1½ år siden at min mor brød min tillid ved at fortælle en af mine dybeste hemmeligheder videre. Siden da har jeg stort set ikke haft noget at gøre med hende. Jeg har skrevet flere breve, som hun ikke har svaret på, bl.a. hvor jeg skriver om hvordan hendes misbrug har påvirket mig.

Det seneste brev svarede hun på, men det var ikke andet end en lang remsen op af situationer hvor hun synes hun havde været der for mig. Hun kommenterede slet ikke nogen af de ting JEG havde skrevet om i brevene. Desuden skrev hun, at jeg nu har modtaget psykiatrisk hjælp i så mange år, og om det dog ikke er på tide at jeg tager skeen i den anden hånd og kommer ud af "offerrollen". 

D.v.s. hun ikke har forstået noget som helst. Ikke engang at jeg er syg. At jeg har en personlighedsforstyrrelse, og at jeg IKKE BARE kan tage mig sammen!

Jeg har været igennem hele følelsegisteret mange gange på det 1½ år. Jeg har mest følt vrede. Rigtig meget vrede. Men nu er det gået over i savn. Jeg savner hende... eller jeg savner noget... en mor... en mor, som en mor skal være. Ikke som min mor er... manipulerende.... nedgørende... selvhævdende... som ser mig som en forlængelse af sig selv og ikke, at jeg er et selvstændigt individ som har egne meninger og har lov at sige fra.

Jeg synes det er svært i terapien for tiden. Jeg har det svært med, at jeg føler at min mor bliver gjort til en psykopat, der kun er ude på at skade mig. Jeg tror ikke på, at hun gør nogen af de her ting med vilje. Hun vil ikke skade mig med vilje - det ved jeg. Det er bare sådan hun er. Det er ubevidste mønstre hun har, som gør mig syg når jeg er i nærheden af hende. Udover dét så er det hendes alkoholmisbrug. Plus at hun nu har fundet en mand der har været voldelig overfor min lillebror. Ganske vist kun én enkelt gang - men er det ikke også en enkelt gang for meget? Det lader til at jeg er den eneste i familien der stadig tænker på den episode. Selv min lillebror tænker vist ikke så meget på det mere. Jeg forstår bare ikke at det bare kan gå i glemmebogen sådan noget. Nu er de tilmed lige blevet gift.

Hun ringede til mig for nogle dage siden. Det er første gang jeg snakker med hende i over ½ år. Jeg har skrevet nogle få sms'er, men det er også det. Hun græd rigtig meget og sagde at hun savner mig og om jeg ikke nok vil tænke over, om vi kan ses og få snakket tingene igennem. Jeg vidste ikke hvad jeg skulle sige. Jeg kunne ikke mærke noget som helst.
Jeg spurgte om hun havde lyst til at komme forbi. Hun har ikke set min nye lejlighed endnu. Men hun sagde at hun helst ville have at jeg kom hjem til hende, hvis vi skulle ses. Hvorfor nu det? Ikke engang når jeg åbner døren på klem tager hun imod. Det skal være på hendes præmisser. Jeg vil ikke der hjem. Hvad skal jeg det for?

På den ene side går jeg seriøst og tænker over om jeg skal ringe og spørge hende om vi skal gå en tur i skoven og snakke. Så skal vi ikke sidde overfor hinanden i en sofa og glo hinanden i øjnene. Samtidig så ved jeg ikke hvad jeg skal sige til hende. Jeg orker næsten ikke at tage hul på bylden.

Jeg synes det er så svært...

Samtidig så er jeg bange for at der sker hende noget og jeg vil fortryde det til evig tid.

Min mormor er også på sygehuset, hvilket min mor også fortalte mig den anden dag.
Hun er gammel og svag efterhånden. Der er ingen der ved hvor længe hun holder endnu. Jeg har hele tiden en hvid og en sort engel der skændes på mine skuldre. Jeg har på den ene side dårlig samvittighed og føler at jeg burde besøge hende. På den anden side, så synes jeg sgu aldrig at de (min mormor og morfar) har været der for mig. De har kun været med til at fastholde min mor i hendes misbrug, selvom de godt har vidst hvor meget det gik ud over både hende og os børn. Så hvorfor skal jeg besøge hende? For at gøre hende glad og tilpas? Hvem gør så mig glad?

Hvem kommer og trøster mig nu hvor jeg sidder og græder og har det ad helvedes til?

Hvordan kan man skade et barn så meget, at det får en personlighedsforstyrrelse.
At det altid føler at det er synd for mor og far.
At det altid tænker på alle andre end sig selv.
At barnet skal være den stærke der skal tage sig af forældrene, når det skulle være omvendt.

Jeg føler jeg straffer min mor ved ikke at ville se hende. At jeg er moren der straffer barnet fordi jeg tager vare på mig selv. Jeg har fået det væsentlig bedre i den forgangne 1½ år efter jeg har haft minimal kontakt til hende, og nu fordi hun ringer og vi snakker i 5-10 min. så ryger jeg lige ned i depressionen igen... Men jeg tror stadig ikke på at hun gør noget af alt det her med vilje...

Måske er det også derfor det er svært for mig, for jeg tænker, at hun jo ikke ved hvad hun gør forkert, når det er ubevidste ting. Og hvordan skal vi komme videre hvis jeg nægter at se hende.


Samtidig så er der jo ikke nogen der siger at vi SKAL komme videre, men jeg kan heller ikke forestille mig at jeg aldrig skal have et forhold til hende igen...                               

Endnu et afbud til veninden

Søndags-uroen endte med et regulært angstanfald. Det har jeg ikke prøvet før. I hvert fald ikke hvor jeg ligefrem begyndte at græde og ikke kunne styre det.

Det var den lille pige indeni der var urolig kunne jeg efterhånden mærke. Jeg begyndte at mærke forladthedsfølelsen jeg havde, da jeg var lille og ikke kunne falde i søvn, men kunne se og høre mine forældre inde i stuen. Jeg holdt altid øje med om lyset var blevet slukket. Hvis det blev det inden jeg nåede at falde i søvn, så fik jeg det endnu værre. Imens jeg skriver dette får jeg en vag fornemmelse af, at jeg faktisk tit spurgte mine forældre hvornår de skulle i seng og håbede, at de sagde, at der ville gå lang tid. Så var jeg beroliget en smule.

Sindet er forunderligt. Tænk at man kan leve i alle de år. Være så mange steder. Møde så mange mennesker. Og så sidde nu og ikke kunne huske noget som helst af det. Jeg ved fx., at jeg har været ude at rejse over 20 gange, men jeg kan stort set ikke huske noget af det. Ikke engang hvis jeg ser billeder kan jeg fremkalde mig det. Det er sgu da mærkeligt....


Nå, men det var ikke dét dette indlæg skulle handle om.

Idag skulle jeg være mødtes med en veninde. Vi skulle have mødtes når hun fik fri her i eftermiddag og jeg kunne som sædvanlig ikke overskue det. Allerede næsten da jeg sagde ja til aftalen for nogle dage siden, kunne jeg mærke at jeg ikke kunne rumme det, men tænkte at det jo kunne nå at ændre sig. Dagen startede da også med, at jeg allerede planlagde diverse undskyldende beskeder. Egentlig så var det nogle fair grunde jeg havde. Jeg har monster meget allergi. Det klør overalt, næsen løber og er stoppet på samme tid, øjnene er hævede og jeg har tilmed også vejrtrækningsproblemer ind imellem. I den forbindelse lagde jeg cigaretterne på hylden igår morges og hun ryger, så det ville også være lidt af en udfordring.

Jeg endte med at skrive dét og skrev at jeg var virkelig ked af, at jeg sådan gang på gang melder fra og at jeg ikke håbede at hun var alt for sur eller skuffet. Hun skrev tilbage, at det var helt okay og ønskede mig god bedring.

Nu er det så jeg tænker, hvad det er der gør, at jeg ikke har energi til at mødes med hende? Ville det være det anderledes hvis hun nu også var syg? Ja, det tror jeg det ville være. Jeg har aldrig følt at jeg kunne være mig selv sammen med hende. Fx. så mødes vi altid på cafe ude i byen. Jeg har kendt hende i plus/minus 6-7 år, og jeg har ikke engang været hjemme hos hende 6-7 gange og omvendt.

Sidste gang vi sås, der inviterede jeg hende hjem til mig i stedet for på cafe. Hun kom også, men det var sgu lidt mærkeligt. Jeg kan ikke forklare rigtig hvorfor det var mærkeligt, det føltes bare forkert. Denne gang spurgte hun igen om vi skulle mødes på cafe, så måske brød hun sig heller ikke om det.

Måske har hun svært ved at lukke folk ind, siden hun aldrig inviterer hjem. Det er ikke kun mig (så vidt jeg ved) der mødes med hende ude i byen. Det gør hendes andre veninder også. Jeg ved det ikke...

Jeg har også brugt meget af dagen på at tænke på, hvad hun egentlig giver mig. Ja, jeg ved godt at jeg måske kan lyde som lidt af en egoistisk kælling nu, men hvad er det der gør, at vi har lyst til at se nogle mennesker og ikke andre. Hvad får jeg ud af relationen? Jeg føler faktisk ikke at jeg får noget ud af den. Jo, det er da meget hyggeligt at tage på cafe ind imellem, men det er de eneste tidspunkter vi ses på. Udover det, så laver vi ikke noget og har egentlig ikke rigtig noget til fælles. Faktisk er vi meget meget forskellige.

Jeg kunne bare godt tænke mig nogle veninder jeg kan være mig selv sammen med. Som har lyst til at komme hjem og besøge mig. Som skriver og spørger om jeg ikke lige giver en kop kaffe. Som selv inviterer forbi til en kop kaffe eller noget aftensmad. Som har lyst til at grille hjemme hos mig på terrassen om sommeren. Hvor jeg føler, at de føler sig hjemme i mit hjem. Hvor de ikke spørger, om de må få noget at drikke, men bare selv tager. Hvor man kan lave hyggeaftner i sofaen i joggingtøj og med kærlighedsfilm i dvd'en. Ja, alt muligt. Dét savner jeg.

Nå... Jeg ved ikke... Det var dagens tanker.. Håber ikke det blev alt for rodet... :-)

Søndags-uro... :-(

Idag har faktisk været en god dag. Eller det har de sidste dage.

Har været hos kæresten siden igår og hele dagen idag har vi lavet have. Jeg elsker planter og blomster. At forvandle et helt uoverskueligt bed fyldt med ukrudt til noget flot, nyplantet og overskueligt.
Jeg glæder mig til det "falder til" og blomstrer op.

Da vi er færdige får jeg det lige pludselig underligt i kroppen. Det begynder i maven. Jeg troede det var fordi jeg ikke havde fået frokost, så jeg spiser en mad. Men det går ikke væk. Det er uro. Angst. Jeg tænker lidt og prøver at mærke efter hvad det handler om. Så slår det mig at det er søndag og pludselig kommer jeg i tanke om hvordan jeg altid hadede søndage da jeg var lille.

Jeg ved ikke hvorfor, men jeg havde altid angst og uro om søndagen. Om det var fordi jeg ikke havde lyst til en ny uge med mobning eller forventninger - jeg ved det ikke. Men idag er det jo irationelt. Jeg har ikke noget at være angst eller urolig over. Jeg skal ikke noget resten af aftenen og imorgen skal jeg kun til psykolog om formiddagen.

Så hvorfor har jeg det sådan? Jeg ved det ikke, men det er bestemt overhoved ikke rart.. :-(