torsdag den 28. juni 2012

Ikke respekteret

Jeg var hos psykologen igen igår, og denne gang var der ikke noget at hverken mærke eller se. Jeg tror bare, at hun har haft nogle dage hvor hun var uoplagt. Igen - hun er jo også kun et menneske. Men det var rart at være "back on track" og hvor jeg ikke behøvede at bruge energi på at analysere hendes mindste ændring i adfærd.

Efter jeg havde skrevet indlægget den anden dag med at jeg savner min mor, sad jeg og læste min dagbog igennem på Depnet.dk. Den er helt tilbage til for 3-4 år siden, og der blev jeg virkelig mindet om hvorfor jeg bliver så syg af at have noget med hende at gøre. Jeg blev mindet om hvor mange grimme ting hun sagde til mig dengang jeg boede hos hende og hvordan jeg bare ikke kunne vente med at komme ud derfra og at jeg skulle have en meget lang pause fra hende, når jeg engang flyttede fra hende igen.

Samtidig så stod der også en masse om min mormor, som heller aldrig har respekteret mine grænser. Blandt andet hvordan hun altid skulle komme ind på min værelse og snaaaaaakke når hun var på besøg hos min mor. Også selvom jeg havde lukket døren og gjorde ekstra meget for at virke irriteret over at hun kom rendende hele tiden.

Mine grænser er aldrig blevet respekteret i familien. Bare ved tanken sidder jeg her i skrivende stund og bliver helt vildt irriteret og vred på dem. Det er deres fucking skyld at jeg har fået en Borderline personlighedsforstyrrelse og at jeg skal have det så meget sværere end mine jævnaldrende. At jeg er nød til at gå i intensiv terapi hos en psykolog, for at holde selvmordstankerne og meningsløsheden for døren. Tænk jeg begyndte hos den første psykolog allerede som 13årig og jeg har kun haft få perioder i min liv siden da, hvor jeg ikke har gået i terapi hos en eller anden. Jeg bliver snart 30 år.

Idag er det meningen at jeg skal i gruppe. Lige nu kan jeg overhoved ikke overskue det. Jeg havde egentlig glædet mig. Det er har væltet læsset er, at jeg skal ind til min lillebror i aften og hente en computer, som jeg skal købe af ham. Så kan jeg ikke overskue det andet også. Jeg er allerede mega udmattet. På den ene side vil jeg gerne have computeren, men jeg orker ikke at skulle ind og hente den. At skulle være "på".



Jeg ved ikke hvorfor det er, at jeg føler at jeg skal være "på", når det bare er min lillebror. Han har boet hos mig i mange år, fordi min mor smed ham ud hjemmefra, så han kender mig jo. Men han har det bare så svært med svaghed. Sådan som han ser svaghed. I hans øjne er svaghed, at jeg ikke bare "kan tage mig sammen" og få fingeren ud. Han har heller ikke forstået at det er en forstyrrelse i personligheden at have Borderline og det ikke bare er noget jeg kan "tage mig sammen" fra. Jeg synes sgu det er op ad bakke at have noget med familien at gøre.

Den eneste der giver mig plads til at være den jeg er, er min kæreste!



Ingen kommentarer:

Send en kommentar

Jeg elsker kommentarer!
Det er desværre ikke altid jeg får svaret på dem, men de betyder rigtig meget for mig alligevel! :-)

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...