Pisse bange for mødet idag... og en masse andre ting...

Idag skal jeg til psykologen og have min kontaktperson med.... og jeg er pisse gange for det.... Klokken er nu 04.30 og jeg kan ikke sove mere...

Dagsordenen er, at jeg skal fortælle min kontaktperson om mit sande selv - med hjælp fra psykologen....

______________________________________________________________________________________

Punkterne er:

1.) Jeg er en skuespiller!!! .......(Selvom jeg ikke vil være det)

2.) Jeg går ind i rollen som "mønster-klient", så snart nogen træder ind ad døren hos mig.
(Ligesom rollen som escort-pige)

3.) Det er vigtigt, at min kontaktperson ikke taler/fortæller om sig selv.

4.) Hun skal spørge konkret ("lavpraktisk") ind til om jeg har selvskadet siden sidst.
(Alkohol, stoffer og prostitution)

5.) Hun skal holde mig fast i mine værdier.

______________________________________________________________________________________


Jeg har så længe snakket med psykologen om, hvordan jeg oplever kontakten med min kontaktperson og om de problemer jeg har med hende - som er punkterne ovenfor.


1.) Jeg er en skuespiller, fordi jeg ikke ved, hvordan jeg skal være sammen med hende. Jeg er ligesom en klump modellervoks, når jeg er sammen med mennesker og de ved det ikke. Jeg ved det ikke engang selv i situationen. Når jeg er sammen med K er jeg én person. Når jeg er sammen med mine brødre, er jeg en anden person. Når jeg er hos psykologen, er jeg en tredje person. Det er fan'me pisse forvirrende, for hvem er JEG egentlig. Sandheden er jo, at jeg ikke ved det. Det er sådan Borderline fungerer. Det er ikke noget, jeg har lyst til at gøre. Det sker bare automatisk - totalt automatpilot. Jeg går ind i pleaser-rollen med det samme og er ovre i hende.

2.) Jeg ved ikke, hvorfor jeg bliver "mønster-klienten". Men jeg træder ind i automatpiloten og laver kaffe og snakker spændende bøger og interesser med hende. Vi er ikke på det lavpraktiske niveau, hvor vi fx. snakker om hvordan det var, at besøge min mor den anden dag.... eller hvordan det går med kæresten... eller hvordan jeg i det hele taget har det.... Det bliver sådan noget overfladisk pladder, som jeg egentlig ikke kan bruge til noget....

3.) Jeg kan ikke rumme, at hun fortæller om sig selv. For mig er det vigtigt, at hun er et "rent lærred", for når hun fortæller om sig selv, så går min Borderline automatisk ind og analyserer hende og så mister jeg respekten. Fx. så fortalte hun sidste gang, at hendes egen datter har Borderline. Dette har gjort, at hun er malet sort i mit hoved, fordi jeg tænker, at der så må være noget galt med hende. Jeg har snakket med psykologen om, at det ikke behøver, at være hende som er fejlet som mor. Det kan være mange faktorer som gør, at en person får Borderline og det har nødvendigvis ikke noget med moderen at gøre. Hun har også fortalt om, hvordan hun er blevet stemplet som en dårlig mor af kommunen rigtig mange gange. Det bliver man jo ikke af ingenting. Alle sådan nogle personlige oplysninger, vil jeg ikke vide noget om. Det er vigtigt i min relation til en professionel, at jeg ved så lidt om dem som muligt. Det er i øvrigt også stik imod de professionelle principper, at de fortæller om dem selv på den måde. Min forrige kontaktperson gjorde det også. Rollerne bliver byttet om. Jeg går i escort-rollen og bliver terapeuten, som spørger ind til hende og giver hende råd og bla bla bla....

4.) Jeg har svært ved selv, at komme ind på, hvordan jeg egentlig har det. Jeg siger ikke pludselig "Jeg tog stoffer i weekenden" eller "Jeg har været ude hos kunder". Hun er nød til at spørge konkret ind. Jeg hader at snakke om mig selv - og specielt hvis jeg er "faldet i" med selvskaden. Her vil jeg kunne bruge hende til, at snakke om hvis jeg fx. har taget stoffer. Det kan jeg ikke fortælle hos psykologen, for hun har direkte sagt, at jeg ikke kan fortsætte, hvis jeg er i et misbrug. Stoffer og psykoterapi kommer ikke overens.

5.) Hun skal holde mig fast i, hvordan jeg egentlig gerne vil have, at mit liv skal være. Jeg vil jo ikke have, at stoffer skal være en del af mit liv.... eller være sammen med en kæreste som drikker øl dagligt og som tager stoffer, når lysten lige er der. Jeg er nød til at opbygge nogle relationer, som er sunde for mig - og det er ikke sundt for mig, at omgås mennesker som tager stoffer hele tiden....


Hvad fanden er det egentlig også for nogle professionelle, som taler om dem selv hele tiden. Da jeg arbejdede som social- og sundhedshjælper, der fortalte jeg næsten aldrig om mig selv. Jo, jeg kunne fortælle, at jeg har en hund eller hvad jeg fik at spise igår. Men aldrig personlige ting. Og jeg tænker, at i relationen til en psykisk syg borger, der er det jo endnu vigtigere, at de ikke fortæller om dem selv. Men som de allesammen siger - "Jeg taler normalt ikke om mig selv, men det kan jeg jo godt til dig, fordi du er jo ikke som "de andre"".... eller som min nuværende kontaktperson - hun tror ikke, jeg er syg. Hun mener ikke, jeg har Borderline, fordi jeg ikke er som Borderlinere er flest. Men Borderline viser sig jo på mange forskellige måder og jeg har jo ikke fået min diagnose af DISTRIKTPSYKIATRIEN for ingenting.

______________________________________________________________________________________


Hos psykologen i mandags snakkede vi om, hvordan jeg overhoved ikke kan mærke noget for tiden. Jeg er helt følelsesløs. På nær når jeg sidder hos hende. Så kan jeg lige pludselig godt mærke, at jeg overhoved ikke har det så godt, som jeg går og bilder mig selv ind til dagligt. Så kan jeg lige pludselig godt mærke, hvor ked af det jeg i virkeligheden er. Så kan jeg godt græde. Men herhjemme der skal en "trigger" til. Fx. at jeg ser en film, hvor jeg bliver ked af det. Men jeg bliver så ked af det, at det er ligesom et bundløst hul. Det bliver så altopslugende, at jeg ikke kan rumme det. Når jeg tænker tilbage på, da jeg var teenager, så var det faktisk sådan allerede dengang. Jeg kunne fx. ikke se en serie, som rørte mig rigtig meget, uden at jeg blev bundløst ked af det. Jeg kan huske, at jeg allerede dengang som 15 årig, skrev til en psykolog-brevkasse på nettet, fordi jeg tænkte, at det umuligt kunne være normalt at have det sådan. Jeg vidste, at der var noget i vejen med mig - og det viste sig jo også mange år efter, at der var.

Når K siger, at jeg er dejlig... eller at jeg har slået benene væk under ham.... så kan jeg godt høre hvad han siger, men jeg MÆRKER det ikke. Jeg kan ikke mærke det indeni. Jeg forstår det ikke. Jeg er fanme ikke dejlig... Jo, jeg er dejlig, fordi jeg gør en masse praktiske ting for ham... Vasker hans tøj og snakker om de ting, der går ham på osv... Men jeg er ikke dejlig som person... Jeg er ikke dejlig som jeg er. Jeg er for fed.... For dum.... For irriterende.... For mærkelig... For kedelig... For usexet... og en million andre ting... Men dejlig, dét er jeg i hvert fald ikke.... Hvordan kan man elske mig... Jeg er en grim person, som ikke er værd at elske.... Ja, jeg har mit fine lyse hår... og mine "Bambi-øjne" med lange naturlige vipper... og nogle (i mændenes øjne) pæne bryster.... og jeg er god i sengen (hvorfor mon!!!)..... og jeg kan finde ud af, at klæde mig pænt og begå mig socialt.... og alt muligt andet.... Men indeni er jeg en rådden og falsk person...

Og selvom jeg ikke tror på K, når han siger det, så har jeg bare brug for bekræftelsen hele tiden... Bekræftelsen på at han ikke går... At han gerne vil mig... Jeg søger hele tiden efter beviser på, at han ikke går... "Nu har han en masse tøj hos mig" - så må det være fordi han godt kan lide mig... "Nu har han flyttet sit køleskab hjem til mig" - så må det være fordi han godt kan lide mig.... "Han kommer hjem til mig hver dag" - så må det være fordi han godt kan lide mig... "Han bliver glad når jeg ringer til ham" - så må det være fordi han godt kan lide mig... "Han har inviteret mig på ferie" - så må det være fordi han godt kan lide mig... "Nu kommer han med blomster" - så må det være fordi han godt kan lide mig... "Nu vil han lave min terrasse, som jeg ønsker mig" - så må det være fordi han godt kan lide mig... og så videre... Hele tiden....






.

Hvad er mig og hvad er psykologen?

Jeg kan mærke, at mit sind/min borderline(?) har malet psykologen sort.... eller har det/den? 

Jeg kan ikke finde ud af, hvad der er hende og hvad der er mig. Hvad der er rigtigt og hvad der er forkert. Måske er mine tanker bare en "normal" reflektion over, hvorvidt psykologen eller jeg har ret i, at jeg skal afslutte det med K, fordi han er kriminel og tager stoffer ind imellem. Hun har mange gange sagt, at hun jo ikke er mig og jeg skal leve MIT liv, som jeg finder rigtigt, men alligevel så føler jeg ikke, at jeg retfærdiggøre overfor hende, hvorfor jeg vælger som jeg gør.

Jeg ved jo godt, at det er forkert at tage stoffer. Jeg ved også godt, at det er forkert at prostituere mig. Og jeg ved godt, at begge dele er selvskade, jeg gør, for at føle mig i live.

Det sidste hun spurgte mig om sidst var "Hvad skal du så bruge ham til?", fordi jeg ikke kunne svare på, hvad jeg fik ud af, at være sammen med ham og fordi jeg fortalte om hans kriminalitet og stofferne. Jeg har nok fået givet et mere sort billede af ham end der egentligt er rigtigt. Han har arbejdet enormt meget med sig selv de sidste 3 år og gør det stadig. Blandt andet med hans temperament, som kan løbe af med ham, hvis han føler sig uretfærdigt behandlet eller talt dårligt til. Han arbejder på, at han gerne vil have sin søn hjem og bo - væk fra plejefamilien - og har advokat og børnesaglig rådgiver på. Han er enormt tænksom som person.... faktisk meget velovervejet, vil jeg sige. Han handler ikke bare uden at tænke på konsekvenserne - som jeg fx. gør ind imellem...

Hvem ved om K er manden for mig? 

Ja, han leger lidt på kanten af loven. Og ja, han tager stoffer ind imellem. Men egentlig er vi jo 2 alen af samme stykke. Jeg gør jo det samme. Jeg betaler ikke skat af mine penge fra prostitutionen. Selve prostitutionen er ikke ulovligt, men det er ulovligt, at jeg ikke betaler skat af pengene. Jeg er blevet taget af SKAT før, så hvis jeg bliver taget igen, kan jeg ikke spille blondine-dum, som jeg gjorde sidst.... Plus at jeg nærmest bare var et naivt barn på det tidspunkt. Nu er jeg voksen.... eller.... det siger min alder i hvert fald... Jeg ville højst sandsynligt få en dom for socialt bedrageri....

Weekenden har været stille og rolig.

I fredags var vi ude og spise frokost med mine brødre og deres kærester.

Jeg synes det gik rigtig godt. K er meget stille, tilbagetrukket og observerende, når han møder nye mennesker, så han sagde ikke så meget, men han har fuldstændig samme humor som mine brødre og jeg, så vi grinede, så jeg havde helt ondt i maven. K sagde også, at han havde hygget sig rigtig meget. Det er sjældent, at han kan sidde stille i alt for mange timer ad gangen, men vi sad næsten i 4 timer og det var et godt tegn, sagde han :-)

Lørdag var vi Hr. og Fru. Danmark som var hos slagteren efter røde bøffer og en tur hånd i hånd gennem gågaden. Så stod den på bøffer og lækkert tilbehør på grillen, en flaske hvidvin til deling og tidligt i seng.

Søndag mødte jeg hans søn og vi var på Den Blå Planet, ude og spise og hjem og hygge inden han skulle afleveres hos plejefamilien igen. Bagefter var vi hos en af hans kammerater (og hans kæreste som var på besøg), som jeg har mødt flere gange. Han er helt vildt flink og vi har vildt mange fælles interesser, men han er også en "bad boy", der er mere kriminel end K er. Han havde noget særligt godt amfetamin, som han tilbød. Jeg startede med at sige nej tak, men endte med at tage en lille bitte smule. Det var dog så stærkt og jeg fortrød, at jeg havde taget det, så jeg pudsede næse og dét var dét. K tog dog 3-4 streger og fik en beroligende pille med hjem. Ja, jeg ved godt, det er sygt og forkert og jeg kan ikke retfærdiggøre det overfor mig selv eller nogen andre. Men jeg føler mig godt tilpas i deres selskab. Jeg føler mig "hjemme". Jeg kan være MIG! 

Jeg skal være hos psykologen om 45 min....




.

Splitting fra min mor, selvskade og ny kæreste.

Har det virkelig ad røven til idag!!!!

Dagen startede godt ud. Jeg var i godt humør. Har fået en dejlig kæreste, som er vild med mig, så jeg burde jo være glad. Det er jeg også - for det meste. Der er bare ting som skygger.

Igår var jeg hjemme hos min mor (kun for at hente en solseng, som jeg har stående hos hende!) og jeg bliver som sædvanligt i pisse hamrende dårligt humør af at besøge hende!

Jeg havde min nye kæreste med og jeg havde skrevet og aftalt med hende tidligt på dagen, at vi kom og hun havde ikke gjort en skid ud af sig selv!

Hendes fucking klamme joggingtøj med bukserne trukket helt op under brysterne, klamt grimt fedtet hår, lange hår på benene, ikke noget make-up. Hun lignede en gammel brugt alkoholiker magen til dem, som jeg går på Vikon med! Det burde være hende, som sad nede på Vikon, mand!!!

Det nyeste påhit hun er kommet på, for at holde op med at drikke, er at tape flaskerne i barskabet sammen og sætte en seddel udenpå hvor der står: "Barskabet er midlertidig ude af drift!".

Hvor fucked up er det!!!!

Hun sidder og fortæller vidt og bredt om, at hun er startet på Lænken og at hendes mand også er startet til noget pårørende behandling.

Jeg spørger ind til alt det drama der har været foregået omkring begravelsen. Jeg har ikke overskud til at fortælle detaljerne, men lad mig bare sige det sådan, at det var hende der splittede hele familien ad og gjorde folk uvenner i familien - igen!

Så sidder hun kraftedme og siger, at hun er færdig med at have med negative mennesker at gøre og hvis det betyder, at hun skal cutte kontakten til hendes forældre (på 86 og 87 år) så gør hun det!

Hun er så fucked up, mand!!!!

Og når jeg spurgte ind til ting som hun ikke gad snakke om, så sagde hun: "Kan vi ikke lade være med at snakke om alt det negative og snakke om noget andet!". WTF!

Så siger hun: "Ja, der foregår jo en masse splitting i vores familie!". Ja, det gør der kraftedme og det er hende der er kvinden bag det. Det har jeg vidst og sagt de sidste 4 år og nu sidder hun og føler sig pisse vigtig og klog over, at hun har lært et nyt ord!



Citat fra en opgave der beskriver splitting og borderline på nettet:

"Splitting:

Begrebet splitting stammer fra engelsk og betyder splittelse.

Splitting vil sige at et menneske ikke har integreret og dermed ikke kan rumme to modsatrettede følelser eller værdier samtidig. At integrere to modsatrettede følelser eller værdier indebærer, at man ved at de begge er en del af en selv. De fleste mennesker ved at de indeholder både gode og dårlige egenskaber. Selv om man i bestemte situationer hovedsagligt viser de dårlige egenskaber, ved de fleste godt, at de gode egenskaber stadigvæk er der.

Når et menneske splitter, drejer det sig ofte om hans opfattelse af hvad der er godt og ondt.
De deler/splitter ofte omgivelserne op i grupperinger for og imod den pågældende (heraf navnet splitting) Begrebet er særlig kendt i forbindelse med Borderline-problematik.

Nogle personer har en så negativ selvopfattelse, at de kan opleve, at den smule godt de har i sig, er i konstant fare for at blive ødelagt af de dårlige sider.

I visse situationer vil splitting ikke kun finde sted inde i den sindslidende, men vise sig som splittelse i personalegruppen.
I så fald kan det give anledning til mange stridigheder angående holdningen til den sindslidende, hvis personalet ikke er bevidst om, at det drejer sig om splitting.

De store indre spændinger og den ringe evne til at kunne rumme følelser gør, at personen når den indre smerte bliver for stor, ofte handler følelserne ud. Dette kan undertiden ske gennem impulsive handlinger, hvor personen påfører sig selv fysisk skade." 



Min kæreste sagde noget ala:

"Det er jo en hver forælders lod, at stå til ansvar for sine handlinger og det er jo ikke særlig sjovt. Det kender jeg selv fra mine egne børn"

Der holdt hun lige pludselig kæft!

Så snakker hun om, at hun har fået nogle nye piller, som har advarselstrekant på og hun derfor ikke kan køre bil. Jeg spørger så, om det ikke kun er til PN (ved behov). Det indrømmer hun modvilligt, at de er. 

Men hun spiser dem jo som slik. Hun har bare skiftet alkoholen ud med piller. Hun er så fucking dum, mand! 


Jeg har bare så sindsygt lyst til at være selvskadende idag. Jeg kan ikke komme af med trykket i hovedet. Jeg har lyst til at køre ud til kunder og det kan jeg ikke nu, fordi jeg mere eller mindre allerede er flyttet sammen med kæresten. Han kender godt min fortid og jeg har prøvet at sætte ord på trangen her til aften, hvilket har resulteret i, at der nu er pisse dårlig stemning.

Han spurgte, hvad jeg ville have gjort, hvis jeg var alene. Jeg kom til at snerre ad ham og sige, om han regnede med, at jeg ville svare ærligt på det. Så gik han helt kold og det kan jeg også godt forstå og se hvorfor nu. Nu er der lige kommet et skår i tilliden til mig. 

Jeg kan bare ikke have ham tæt på nu! Jeg bliver bare pisse hamrende irriteret og jeg ved jo godt, at det ikke er ham jeg er irriteret på, men jeg lader det gå ud over ham. Det har jeg også sagt til ham og undskyldt, men jeg kan jo ikke trække de sagte ord tilbage!

Jeg har sagt, at en alkoholiker jo ikke bare holder op med at tænke på alkoholen, fordi han beslutter sig for at holde op med at drikke. Det er det samme. Det er mit misbrug at prostituere mig og på sådan en dag som idag, når jeg så ikke kan, så brænder det sammen i hovedet på mig!

Men han er pisse ked af det nu og det kan jeg også godt forstå. Men det er svært at forklare min selvskadetrang til ham. Det er svært at forklare hvorfor det er, at jeg har brug for at tage ud til kunder og nedværdige mig og blive udnyttet!


For helvede hvor er livet bare besværligt!

Jeg har kvalme!!!



*** Jeg har ikke rettet indlægget, for det orker jeg ikke lige nu... ***
- 

Svært ved at stå alene om mine beslutninger og mors bryllup igen

____________

Kl. 23:00

____________

Jeg har simpelthen så svært ved at stå ved mine meninger og beslutninger, når jeg ikke har nogen som kan bekræfte mig i, at det jeg mener eller de beslutninger jeg træffer er rigtige. Jeg prøver bare, at blive ved med at sige til mig selv, at det jeg beslutter, er det rigtige for mig og det er mig, der er den vigtigste person i mit liv.

Min mor skal giftes (igen) til maj. Eller det vil sige, at hende og hendes mand skal i kirke og bekræftes. Det er åbenbart noget der betyder meget for hende. Sidste år blev de viet af borgmesteren hjemme i haven. Jeg var ikke med, fordi jeg ikke snakkede med min mor på det tidspunkt. Jeg ved (fra mine brødre), at der var en invitation til mig, men hun turde ikke at sende den, fordi hun var bange for min reaktion. Jeg ved ikke, hvad det var, hun var bange for, for jeg er ikke en der hidser mig op - det er i hvert fald YDERST sjældent - så jeg tror, at det hun frygtede var, at jeg ville sige nej, hvilket hun jo et eller andet sted godt vidste, at jeg ville. 

Denne gang er jeg inviteret med og hun har lagt rigtig meget pres på mig og bare taget det som en selvfølge, at jeg selvfølgelig deltager. Jeg har gået og grublet rigtig længe over det. Snakket med min psykolog om det flere gange. Snakket med andre mennesker om det mange gange. Alene tanken om brylluppet gør, at jeg bliver fysisk.... og psykisk... dårlig. Jeg KAN simpelthen ikke have tanken i mit hoved og min krop. Tanken om at hun kommer op ad kirkegulvet og han står oppe i den anden ende. Nej nej nej, jeg kan slet ikke rumme det. 

Jeg har haft det så dårligt, fordi min sande selv siger NEJ, men mit "pleaser-gen" siger ja. Min dårlige samvittighed siger, at jeg ikke kan melde fra til min mors bryllup. Man kan for helvede ikke melde fra til sin mors bryllup. Men hvis jeg bliver dårlig og jeg føler, at jeg begår vold mod mig selv ved at deltage - hvem er så vigtigst at gøre tilpas (glad)? Mig selv eller min mor?

Det er mig der skal leve med mig selv i dagligdagen. Hun ser ikke, når jeg har selvmordstanker og dem har jeg for det meste kun, når jeg har kontakt til hende og jeg gang på gang bliver skuffet eller begår vold mod mig selv, ved at gøre det modsatte af, hvad stemmen i mit hjerte siger til mig.
Hvis jeg siger ja, når jeg mener nej.

_____________

Kl. 00:45
_____________

Det er sgu også hende der har gjort, at situationen er, som den er. 

Hendes mand har været voldelig overfor min lillebror.

Da jeg fandt ud af, at min mor havde fortalt sin mand (uden jeg vidste det), at jeg arbejder/arbejdede som prostitueret, fandt jeg ved et tilfælde ud af, at han har siddet og ledt efter min annonce/profil på nettet. Hele hans oversigt på hans computer (som jeg lånte) var spækket med escortsider - sjovt nok samme uge, som han havde fået af vide, hvad jeg lavede.

Han har kaldt min mor en svamp op i mit åbne ansigt. 

.... og og og..... 

.... og så er han generelt bare en underlig snegl. Jeg har haft en mystisk fornemmelse af ham, allerede fra første dag jeg mødte ham. Som om der gemmer sig noget under overfladen. Man ved ikke helt hvor man har ham henne. Han kigger aldrig rigtig een i øjnene, når man snakker med ham. 

Jeg bryder mig ganske enkelt bare ikke om ham og jeg kan simpelthen ikke ignorere den følelse af..... irritation, væmmelse... ja, jeg ved ikke hvordan jeg skal forklare det.... jeg har indeni ved tanken om, at se dem blive gift i kirken. Jeg kan simpelthen ikke.

Jeg har gået rundt om den varme grød, siden hun inviterede mig for en måneds tid siden. Jeg har ikke kunne finde ud af, hvordan jeg skulle få det sagt og samtidig har jeg været plaget af min dårlige samvittighed over, at jeg vidste, at jeg ville gøre hende rigtig ked af det. 

Jeg bestemte mig for, at jeg ville have det ud af verden. Jeg ville have det overstået. Jeg ville have det sagt. Så jeg var hjemme hos hende idag. Vi snakkede om løst og fast. Da det ligesom lå naturligt i samtalen, tog jeg hul på bylden og sagde, at jeg ikke kommer. Hun begyndte med det samme at græde og det gjorde jeg så også. Jeg sagde det på en helt stille og rolig og velovervejet måde. Jeg tænkte mig grundigt om, inden jeg svarede på de ting hun spurgte mig om. Hun ville selvfølgelig vide hvorfor. Jeg sagde, at der var sket så mange ting med hendes mand (i fortiden), som jeg har det rigtig svært ved og at jeg ville få det dårligt og føle mig falsk (mod mig selv), hvis jeg deltager. Jeg sagde, at jeg i bund og grund ikke bryder mig om ham. Jeg sagde, at jeg ikke kan leve hendes liv og det prøver jeg heller ikke på og hun skal gøre, som hun føler er rigtigt for hende, men at jeg ikke kan. Jeg gjorde meget ud af at sige, at jeg ikke gør det for at hævne mig eller gøre hende ondt eller hvad hun ellers må tænke af negative ting. At jeg gør det for at passe på mig selv og min egen psykiske tilstand. Jeg sagde til hende, at jeg var glad for, at hun har fundet en mand som gør hende glad, som er glad for hende og omvendt. Men jeg bliver syg og får selvmordstanker, hvis jeg tager med.
Det ved jeg.

Jeg synes samtalen eller enetalen (fra mig) var god, hvis man kan sige det sådan. Jeg fik formidlet det, som jeg egentlig gerne ville. På en stille og rolig måde. Hun græd bare og sagde at hun var ked af det.
Jeg spurgte hende, om hun gerne ville være alene, hvilket hun sagde ja til. Så jeg kørte hjem. Med den mest pisse dårlige samvittighed.

Heldigvis har jeg fået mig en ny tæt veninde, som jeg har mødt gennem min behandling, så hende ringede jeg til med det samme. Hun var så god at snakke med og fik mig tilbage "i mig selv" igen. At det er det rigtige for mig, når jeg har det sådan. Jeg har det dog alligevel (lidt) dårligt, men jeg skal heldigvis til psykolog på fredag - men fuck der er lang tid til lige nu. Jeg har det også ret skidt her til aften over det. At jeg har gjort hende så ked af det. Men for helvede. Hvor meget har hun gjort mig glad, siden vi er begyndt at snakke sammen igen? Jeg bliver skuffet og ked af det, hver eneste gang jeg er sammen med hende eller snakker i telefon med hende. Det hele skal fortsat gå efter hendes hoved. Hun har en gang - EN gang - uopfordret ringet og spurgt om jeg gav en kop the. Mens hun er her, finder jeg så ud af, at hun faktisk vil invitere mig med op til min mormor og morfar dagen efter. Så igen følte jeg, at der var en dagsorden. Hun vidste godt, at jeg ville sige nej til at tage med op til dem. Andre gange når hun har ringet, så har hun været fuld. Så nu har jeg bedt hende om, at hun ikke skal ringe til mig om aftenen mere. Hun må ringe om formiddagen eller tidlig eftermiddag, for der er jeg sikker på, at hun ikke har drukket.

Vi snakkede også om hendes misbrug. Eller jeg snakkede. Hun lyttede bare.... og græd. Blandt andet sagde jeg, at jeg havde håbet på at hun var kommet ud af sit misbrug og havde fået hjælp (eller noget) på den tid vi ikke har haft kontakt, men at det gør mig ked af det, at der ikke er sket nogen ændring overhoved. Ingenting har ændret sig hos hende. INTET. Og en af de primære årsager til, at jeg tog afstand dengang (for et par år siden) var på grund af hendes misbrug.

Jeg kan bare ikke blive ved og ved og ved og ved med at gøre alle andre / hele min familie glad hele tiden. Hvornår gør de mig glad?.... Hvem kommer og samler mig op, når jeg sidder og tæller mine piller?

Åhh hvor er det hårdt, at holde fast i mit nye jeg. Jeg VIL have lov til at gøre, hvad der er godt for mig. Jeg vil have lov til at sige fra uden at få dårlig samvittighed. Det er fanme dem der skal have dårlig samvittighed. Det er dem og deres levemåde (misbrug) der har gjort, at jeg er blevet syg. Det er dem der har gjort at jeg har fået en personlighedsforstyrrelse. At jeg har fået Borderline. Og hvis jeg skal blive ved med, at gøre de ting, som har gjort mig syg (nemlig at danse efter deres pibe), så vil jeg jo forblive syg. Og det vil jeg fanme ikke. Jeg vil også have det godt. Jeg fortjener også at være glad. De er selv så pisse egoistiske med deres misbrug, så hvorfor må jeg ikke være det?!?



-

Madmisbrug og tanker om forhold...

Det er ikke fordi, det går godt, at jeg ikke får skrevet på bloggen. Jeg kan bare ikke tage mig sammen til, at få sat mig ned og sætte ord på, hvad der sker i mit hoved.

Jeg har taget 5 kg på de sidste par måneder og det fortsætter. Jeg kan simpelthen ikke holde op med at fylde i hovedet og jeg magter ikke endnu et vægttabs-projekt. Jeg er så træt af enten - eller. Enten så fylder jeg i hovedet eller også så kører jeg streng kaloriekontrol og motion for fuld skrue. Jeg orker det ikke.... Samtidig så synes jeg jo ikke det er fedt at være fed. Overhoved ikke!!! BMI'et siger 26,2 lige nu. For blot nogle måneder siden vejede jeg 10 kg mindre. Hvorfor gør jeg det gang på gang!!!??? Jeg er så stolt og glad, når jeg har tabt mig og mit tøj sidder pænt og jeg ikke behøver gemme mig i lag på lag og store bluser. Og nu er jeg bare bvaaadr igen. En fed grim ko!! Udover det så var jeg til frisøren for nogle uger siden, for at få klippet spidser. Det blev så lige 5-10 cm for kort. Det var en ny frisør og han gjorde alt for at overbevise mig om, at jeg skulle have noget frisure, i stedet for mit tjavsede og (ifølge ham) kedelige lange/halvlange hår. Så da han havde klippet spidserne og jeg godt kunne se, at han langfra havde fået nok af det ødelagte hår med, så sagde jeg "fuck det... bare klip lortet" og så fik jeg pagehår i stedet. Jeg er ved at have vænnet mig til det nu, men jeg savner stadig det gamle... Det vokser ud igen, det ved jeg godt og det er også mit "motto", men lige nu der savner jeg det bare... Og så lægger det lige lidt mere på "jeg-er-grim-og-fed"-kontoen.

Jeg gjorde det forbi med kæresten (igen igen... for 117. gang) forrige mandag (16 dage siden) og holder fortsat fast i min beslutning. Han har flere gange spurgt om vi skulle ses til en kop kaffe eller noget, men jeg bliver ved med at sige nej, for ikke at falde i trygheds-fælden. Han bliver ved med at sige, hvor meget han elsker mig og at han aldrig vil stoppe med at elske mig. Han skrev sågar den anden dag og spurgte om jeg ville gifte mig med ham. 2 gange. Det siger lidt om, hvor meget han elsker mig. Men jeg er kold. Eller jeg føler mig kold. Det rører mig ikke. Jeg savner ham ikke. Jeg savner ham nogle gange - meget meget kortvarigt - om aftenen når jeg skal i seng. Men ikke på nogen som helst andre tidspunkter. Og det piner mig egentlig lidt, for hvis jeg beskriver hvordan han behandler mig, så vil enhver kvinde sige, at jeg må være sindsyg. Han er den største og kærligste gentleman og hvis følelserne var der, ville han være den bedste kæreste. Men hvorfor kan jeg ikke mærke det indeni?? Hvorfor savner jeg ham ikke? Hvorfor græder jeg ikke over det?

For noget tid siden skrev jeg et indlæg om en underviser på Vikon (her), som jeg følte mig små-forelsket i. Jeg har ham ikke som underviser mere, så det er ligesom væk nu, men dér mærkede jeg suset. Der kunne jeg mærke boblerne i maven og jeg var små-høj, når jeg kørte hjem derfra. Sådan har jeg aldrig haft det med ham og det er min overbevisning, at jeg heller aldrig får det nu.... Jeg mener, hvorfor skulle det komme lige pludselig efter 1½ år, hvis det aldrig har været der.... Men for helvede... Hvorfor kan jeg ikke bare få det!!!???
Han har endda iværksat, at han selv skal til at gå i terapi og måske også en pårørendegruppe. Både i forhold til mig, men specielt i forhold til ham selv. Hans måde at tackle mig på og hans måde at reagere på. Blandt andet. Det er jo i sig selv også en kærlighedserklæring. Han giver simpelthen ikke op og jeg fatter det ikke!!

Endnu en diagnose og at skulle igang igen...

Lige for at starte ud med en update fra sidst... Der er jo gået lidt tid... Jeg tænker på at skrive på bloggen næsten hver dag, men jeg kan for det meste ikke samle mig sammen til, at få skrevet tankemylderet ned og der sker så meget, at jeg ikke ved hvor jeg skal starte..... 

Jeg er sammen med kæresten igen... SURPRISE!!
Jeg fatter ikke, at han holder ved. Han burde være skredet for længe siden, sådan som jeg behandler ham, når det slår klik i mit hoved og mine følelser tager magten fra mig, men nej, han er der endnu.

Mødet om tirsdagen blev holdt. Stedet hedder Vikon, som er det, man kalder "anden aktør". Sagsbehandleren ringede til mig om mandagen, da hun havde fået min mail. Vi havde en 10 mins. snak, hvor jeg også begyndte at græde i telefonen. Jeg har aldrig grædt foran hende... eller i telefonen, for den sags skyld. Vi aftalte, at mødet dagen efter kun skulle være en rundvisning og jeg så kunne gå hjem og tænke over det. Jeg havde det mildest talt ad helvedes til. Jeg skældte hende også lidt ud. Jeg følte ikke, at hun lyttede og overhoved tog det, jeg sagde, seriøst. Men hun har vel lært, hvordan man skal gribe en "borderliner i affekt" an.

Jeg snakkede efterfølgende i telefon med kæresten, som prøvede at berolige mig. Jeg blev småsur (indeni) på ham over, at han ikke selv sagde, at han gerne ville tage med mig til mødet for at støtte mig - selvom han skulle på arbejde. Jeg fik sagt til ham, at jeg ville ønske at han ville tage med. Der gik 10 min. så ringede han tilbage og havde fået byttet sin vagt. Så jeg havde ham med dagen efter. Åhh... Det var jeg så glad for!!!!

Vi var 5 personer til mødet på Vikon. En medarbejder derfra, min sagsbehandler, min nye mentor (støtte-person), kæresten og mig. Nøj, hvor er det ikke rart, at sidde dér og føle sig som en 5 årig, der skal holdes i hånd, den første dag i børnehaven. Det var sådan jeg følte det. Ikke pga. noget de andre gjorde, men det var noget der foregik indeni mig, fordi jeg føler mig lille og sårbar. Ja, og så at være i centrum for 4 menneskers opmærksomhed og at det var mig der skulle "drøftes" på mødet. Fuck det var ikke rart. Hjertebanken, tør i munden, gråd og uro/angst.

Jeg nåede også at bryde sammen et par gange, hvilket måske egentlig er godt, fordi de så får set, at jeg ikke har det særlig godt indeni. Kæresten var også en rigtig god støtte og han fortalte også om, hvordan han oplever mig og hvor svært det (til tider) kan være, at være kæreste med mig, fordi det svinger op og ned konstant. Han var virkelig god til at beskrive mig - meget bedre end jeg selv er - og det var dejligt. Han var og er sgu min klippe. Uanset hvor dårligt jeg har det. Hvor manisk jeg er. Hvor depressiv jeg er. Hvor meget jeg er irriteret på ham. Hvor meget jeg (næsten) byder ham. Så er han der. Han holder ud, fordi (som han siger), han ved hvordan jeg er indeni og han ved hvorfor, jeg reagerer, som jeg gør. Det er for vildt! Hvad har jeg nogensinde gjort for at fortjene ham!!!?????........

Min nye mentor, som de kalder det, er en rigtig sød dame omkring de 50 år. Hjertelig og varm. Man kan tydeligt mærke, at hun brænder for sit arbejde og for at hjælpe mennesker. Selvom hun er ansat gennem jobcenteret og hendes opgave er, at (forsigtigt) skubbe mig mod Vikon (selvforsørgelse), så føler jeg faktisk, at hun er på "min side". Hun virker oprigtigt bekymret og interesseret i mig. Det var til mødet på Vikon, at jeg mødte hende første gang og siden har hun været hjemme hos mig 2 gange og så med mig til møde på Vikon igen idag. Som jeg har forstået, skal hun kun være der for mig, i "indkøringsperioden" til Vikon, så jeg har lidt svært ved at placere hende "i hovedet", for hvis hun alligevel forsvinder igen lige om lidt, så kan det jo være ligemeget...

På mødet blev det aftalt, at jeg skulle starte ca. 14 dage efter. Det bliver så på onsdag - i overmorgen. Jeg skal starte på det de kalder "Angstholdet", som er et hold, hvor der pt. er 3 - dvs. 4 med mig. Idag var jeg dernede med mentoren, for at hilse på psykologen som underviser og ligesom "står for" holdet.
Og FUCK altså - det er en mand - tilmed på min egen alder... måske 5 år ældre!!! Selvfølgelig er det en rigtig sød, indfølende, CHARMERENDE, glimt i øjet, og-meget-andet-psykolog!!! Det bliver fucking svært. Mest pga. ham. Hvorfor fanden kan det ikke være en (ældre) mand, som er mere ala en "sådan-burde-en-far-være-agtig-type" og ikke en fyr, jeg ville lægge an på i byen!!!

Jeg skulle selvfølgelig fortælle om mig selv. Han havde (med vilje) ikke læst min sag, fordi han hellere vil høre det fra klienten selv end at læse sig frem og derved få et forudindtaget billede af personen. Så da jeg skulle fortælle, at jeg havde arbejdet som prostitueret. Hmm... ikke særlig fedt... Af flere årsager... Han er en mand ( = han får billeder i sit hoved af mig på måder der ikke er passende i "vores relation"..... forestiller jeg mig... eller siger min erfaring...) og ja, så vel også fordi hans mening tilsyneladende allerede betyder noget, fordi jeg synes om ham. Jeg lagde også mærke til hver en ansigtstrækning hos ham, men han havde totalt pokerfjæs, så der var intet at spore om hans egen mening, uanset hvad jeg sagde.

Og i bund og grund er det jo også pisse fucking ligegyldigt! Det er hans arbejde og hvad forestiller jeg mig?! Jeg er allerede ovre i at være den flirtende pige, som ikke er i kontakt med mig selv - selvom jeg flere gange mistede kontrollen, hvor stemmen knækkede og jeg smågræd... hvorpå hans reaktion kun gjorde, at jeg synes endnu mere om ham... Og jeg har allerede lagt mærke til både det sagte og usagte. Som en indskudt sætning fik han fx. sagt, at han har to små børn derhjemme. Så tænker jeg: "Hmm... okay.. så må han være i forhold... måske gift?!"... Nej, han er ikke gift - med mindre han tager sin vielsesring af, når han er på arbejde, for han havde ikke ring på...

Se hvor latterlig jeg er.... Dér sidder jeg og funderer over, om han måske kunne forestille sig, at kunne finde sammen med sådan en som mig... og så i det forum... Han er sgu da pisse ligeglad med mig... Jeg er jo bare en patient/klient...

Da jeg kom hjem og faldt omkuld i min seng, drømte jeg om ham. Han hev mig ind i et rum dernede, ved at lade som om, han skulle vise mig noget og så kyssede vi, så jeg blev helt blød i knæene. Sommerfugle i maven af forelskelse og jeg var "helt oppe og ringe". Jeg var helt glad og "frejdig", da jeg vågnede... Det er rigtig rigtig mange år siden, at en fyr har givet mig sommerfugle i maven...

Allerede nu går jeg og tænker over, hvad for noget tøj jeg skal tage på på onsdag og om jeg skal tage makeup på eller ej... Who the fuck cares!!! Jeg har lyst til at tage makeup på, fordi jeg føler mig pænere og mere tilpas og kvindelig ved det, men samtidig vil jeg ikke virke som om jeg er interesseret i ham... og samtidig igen... så er det ham der skal observere mig og rapportere til jobcenteret om min frem- eller tilbagegang. Så at gøre mig pæn, hænger ikke rigtig sammen med den måde jeg plejer at være på, når det har noget med kommunen at gøre, hvor jeg prøver at gøre mig så grim som muligt...

For øvrigt.... Ja, så har jeg jo også lige en kæreste..... For helvede altså, hvor er jeg tarvelig, dum og latterlig!!!




Og så har jeg fået en diagnose mere. Bipolar - eller som det tidligere hed Manio-Depressiv.
Det kommer nu ikke som nogen overraskelse. Ligesom med Borderline, så har jeg i mange år også tænkt på/troet, at jeg led af dét, så egentlig var det bare en lettelse, at få endnu en "etiket" på. Jeg håber, at det også giver mig mere rummelighed fra kommunens side, fordi det er endnu en forklaring på mine vanskeligheder... ja, og så tænker jeg... jo flere diagnoser, jo bedre... Så er der måske større chance for, at jeg kan få lov at passe mig selv... eller i det mindste få "lang snor"....

I forhold til min hævngerrighed overfor mine forældre, har det kun været endnu et våben i min vrede mod dem. Det giver mig en form for tilfredshed, at kunne smide endnu en diagnose i fjæset på dem og antyde: "Se hvor fucked up jeres liv har gjort mig!".....


Jeg er et ondt menneske!!!

-

Kæreste, jobcenter og depression

Ja, nu har jeg gjort det forbi med ham igen. Jeg forsøger at holde fast i beslutningen, men han gør det ikke særlig let. Jeg har stort set haft "fred" hele dagen, men så skriver han her til aften. Jeg får det så dårligt, hvis jeg ikke skriver tilbage. Så jeg prøvede at skrive tilbage i "neutralt" sprog og så kommer overtalelses-sms'erne væltende.

Selvfølgelig gør han det lige midt i mine mest kritiske timer mellem 21 og 23. Der hvor jeg altid er mest sårbar, fyldt med tomhed og desperat efter tryghed og omsorg. Så er det altså fucking svært at holde fast på sig selv.

Det lykkedes at holde fast på mig selv her til aften og jeg overvejer, at slukke min telefon imorgen og frem til mandag ved middagstid når jeg har været hos psykologen.

Nu har jeg endelig gjort det forbi (igen igen) og nu vil jeg fanme holde fast i det. Jeg har gået og tænkt på det så længe. Følt mig mega falsk, fordi jeg ikke kan mærke mine følelser for ham. Men så begynder han at skrive alle de rigtige ting. Det ville også være rart, hvis det var en jeg faktisk elskede, der skrev, men det er det jo ikke.... eller er det? Jeg kan fanme ikke finde ud af det... eller jo... når jeg læser tilbage på bloggen og min dagbog, så er der jo ikke rigtig noget at være i tvivl om, men det er ligesom om jeg glemmer det helt, når han så er ude af døren igen.

Når han ikke er her, savner jeg ham og når han er her, vil jeg have at han skrider... Så er det jo ikke nemt!!!

Jeg var til tværfagligt møde på jobcenteret den anden dag. Det er åbenbart et nyt tiltag fra regeringen der hedder "Brug for alle". Så skal man vurderes foran et udvalg på 5 personer og de skal så komme med forslag til, hvordan man bedst kommer videre.... og bliver selvforsørgende...

Jeg gik helt kold. Ikke til mødet, selvfølgelig... Der holdt jeg masken og var ihh og åhh så meget på. Jeg havde selvfølgelig en god dag dér, selvom jeg er plaget af selvmordstanker konstant i øjeblikket. Og de snakkede ikke om andet end mine ihh og åhh så mange ressourcer. Bare fordi jeg kan smile og snakke pænt og give et fast håndtryk er det jo ikke ensbetydende med, at det ikke bare er en tom skal. For jeg føler mig som en tom skal... 

Da jeg så kom til psykologen i torsdag brød jeg helt sammen. Hun har aldrig set mig, som hun så mig i torsdags. Helt ude af den.

Hun foreslog en støtte-/kontaktperson. Sådan en som kommer hjem og hjælper med praktiske ting og snakker eller hvad man nu har behov for. Sådan har jeg forstået det.
Er der nogen af jer der ved noget om sådan noget? Som måske selv har eller har haft sådan en?

Jeg har tænkt på det mange gange, men så er jeg gået væk fra det, fordi tankerne om "er du virkelig så syg?!!!" og "nu må du fanme tage dig sammen!!" er kommet. Men ja, det er jeg åbenbart, hvilket psykologen også sagde. Jeg har brug for støtte... og så vil de sende mig ud i et afklaringsforløb-/tilbud!!

Mailen jeg skrev til sagsbehandleren var helt rå og ucensoreret. Meningen er, at vi skal til visitationssamtale på dét sted, der er specialiseret i sådan noget her i kommunen, på tirsdag. Nu må jeg se, hvad hun svarer. Jeg fik en auto-svar mail tilbage, at hun selvfølgelig allerede var gået på weekend, da jeg sendte den igår. Så jeg går ud fra at hun ser den mandag morgen. Jeg har også spurgt til det med en støtte-/kontaktperson.

Jae... og så synes jeg egentlig bare at det går lidt ad helvedes til. Jeg kan ikke tage mig sammen til at få gjort alle de ting, jeg gerne vil have ordnet. Vasket op, gjort haven ("frimærket") "vinter-klar" - dvs. klippe planterne ned og fjerne blade og bare gøre den tålelig at se på, vaske gulv og alt muligt andet. Tror jeg vil prøve at komme lidt i haven imorgen.

Jeg plejer at gøre sådan, at jeg siger til mig selv, at jeg kan spille en times computer og så skal jeg arbejde en time og så en times computer igen og så videre. Det virker som regel, så jeg får ordnet lidt. Imens hører jeg lydbånd, så jeg har lidt til at underholde mig imens. Det er til at overkomme nogenlunde, når det kun er en times tid ad gangen.

Dagene er gået med at ligge i sengen og se fjernsyn eller serier på computeren, gå med hunden, æde alt hvad jeg kan komme i nærheden af af usunde ting og ja.... Har bare lavet ingenting... Men jeg forsøger at give mig selv plads og sige, at solen nok skal skinne igen en dag. Følelser er flygtige, har jeg jo lært i terapien, så det forsøger jeg at bruge som et mantra. Det er bare svært når følelserne raser rundt i kroppen og selvmordstanker- og impulser presser på.

Godt jeg har min hund... Hun er den største grund til, at jeg ikke har taget billetten endnu.

Jeg så en virkelig tude-film igår. Havde bare brug for at komme af med "trykket" af ophobet ked-af-det-følelse, så jeg havde gemt filmen til en dag, hvor jeg havde brug for at tude igennem - og det skal jeg love for at jeg gjorde...

Den hedder "Hachiko", hvis I skulle have lyst til at se den. I kan se traileren på youtube. Og så er den tilmed autentisk. Jeg kan bedst lide autentiske film.


-

 

Så meget rod i hovedet og livet...

Åhh der sker så mange ting i øjeblikket. Brud med kæresten - igen igen -, møder på jobcenteret, hvor de vil sende mig på afklaringsforløb/praktik og hvad ved jeg. Har lige sendt en lang mail til min sagsbehandler om hvordan jeg har det inde bag facaden... Åhh....

Jeg magter ingenting... Har så mange tanker, som jeg trænger til at komme af med... skrive ned eller whatever... Men jeg kan ikke samle mig til at skrive det...

Nu vil jeg hoppe i seng igen... gid jeg bare kunne ligge der for evigt!!


P.S.

Jeg læser jeres kommentarer og de varmer mit hjerte så utroligt meget!
Men som I kan se, så er overskuddet ikke lige til mere pt. så det er derfor jeg ikke lige får svaret jer... Håber ikke I afholder jer fra at skrive af den grund...


Kærlige tanker til jer alle...

Forhold

Min lillebror (ham der tog piller) er lige gået fra sin kæreste gennem 5 år. Jeg har snakket rigtig meget med ham siden han fortalte mig, at han havde taget pillerne. Han har NØJAGTIG de samme tanker om sig selv og livet som mig. Den samme følelse af ikke at kunne mærke sig selv. Det samme problem med ikke at kunne holde fast i sig selv overfor andre. At ændre meninger og holdninger alt efter hvem han er sammen med. At være en forskellig person efter hvem han er sammen med. Han bryder sig ikke om at invitere forskellige grupper sammen til fx. en fødselsdag, fordi han så ikke ved, hvem han skal være. Han ved ikke hvem han skal være, fordi han har forskellige masker på afhængig af hvem han er sammen med. Kamæleonen.

Jeg er 100% sikker på, at han også har Borderline.
Om han har eller ikke har, er jo egentlig ligegyldigt, for det er jo bare lægens etiket, for at vide hvilken behandling der er bedst og han går allerede hos en psykolog, som han er rigtig glad for.

Jeg synes bare det kunne være dejligt, hvis han blev udredt. Så ville jeg kunne sige: "Hvad sagde jeg?!... Jeg er ikke den eneste i familien der har fået Borderline... Jeg er ikke den eneste der er "mærkelig". Der er syg!".

Det kunne være fedt overfor min mor. Jeg ved ikke hvorfor, jeg har den her trang til at hovere eller såre hende... men det har jeg.... og jeg skammer mig over det...

Min lillebrors brud med kæresten har også sat en masse tanker igang om mig selv og min kæreste.
Alle de råd jeg har givet ham, burde jeg give og leve efter selv. I stedet så er jeg strudsen, der har hovedet i busken og ikke tør at handle på det jeg åbenlyst godt ved. Angsten for at være alene er for stor... tilsyneladende.

Vi har ikke set meget til hinanden siden jeg kom hjem fra ferie. I fredags var han her og stemningen var dårlig. Han havde brug for nærhed. Jeg havde lyst til det modsatte. Til sidst endte han med at køre hjem og så har vi ikke set hinanden siden.

Hver gang vi snakker sammen, kan jeg godt mærke at der er en afstand. Hos mig. Følelserne er der bare ikke. Når han siger han elsker eller savner mig, siger jeg det tilbage (for hvordan kan man andet?!), men det føles forkert, for jeg føler det ikke. Jeg føler mig falsk. Jo, i korte øjeblikke kan jeg godt savne ham og i korte øjeblikke kan jeg også godt blive i tvivl, men når jeg så snakker i telefon med ham, så forsvinder det igen.

Det er virkelig svært at skrive det her, for I vil højst sandsynligt synes at jeg er en led kælling, når jeg holder ham han på den måde, men ja... Jeg er bare nød til at være nået helt hen til afklaringen, før jeg (IGEN) gør det forbi. Og når jeg gør det forbi, vil han ikke tro på mig, fordi jeg har leget "ulven kommer" så mange gange. Han vil leve sit liv med mig! Jeg kan heller ikke forestille mig mit liv uden ham lige nu, men jeg kan heller ikke se mig selv flytte sammen og få børn osv. Jeg har hele tiden følelsen af og tanken om, at vores forhold kun er midlertidigt. Men igen... Alt i mit liv føles midlertidigt.

Jeg synes det er rart at snakke i telefon med ham, men jeg har ikke lyst til at have ham på besøg, når jeg tænker på, at han gerne vil være tæt og (måske endda) have sex. Det er over en måned siden vi sidst havde det... måske endda snarere halvanden måned siden... og jeg savner det ikke. Når jeg tænker på det, så har jeg ikke lyst til, at han skal komme på besøg.

Når alt kommer til alt, så ser jeg ham bare mere som en ven end noget andet... og jeg kan godt mærke at jeg snart er nød til at bekende kulør... igen...

Åhh... Jeg skal aldrig have en kæreste igen.... For fanden det er besværligt!!


-

Endelig hjemme... og besøg hos mor...

Så er jeg kommet hjem til mig selv igen.

Det tog et par dage at komme til mig selv. Mest fordi rejsen var midt om natten og jeg derfor fik lavet rod i min medicin - jeg glemte at tage den en hel dag. Dette resulterede i, at jeg havde de vildeste medicin-abstinenser. Det er så ubehageligt. Jeg undrede mig godt nok over, at jeg havde det så mystisk i min krop, da jeg kom hjem, indtil jeg dagen efter opdagede, at jeg helt havde glemt at tage min medicin. Det er skræmmende at kroppen er så afhængig af noget kemisk, så man bliver så syg af at glemme den.

Jeg havde, som altid når jeg har været sydpå, masser af energi da jeg kom hjem (efter mine medicin-abstinenser var aftaget). Fik tømt kuffert, kommet igang med at rydde op, vaske op og havde i det hele taget masser af overskud. Lå nok på en 9-10 stykker på humørskalaen. Igår kulminerede det så med, at jeg fik den impuls at ringe til min mor og invitere mig selv på kaffe hos hende - og hendes kæreste (nåe nej... mand...glemmer stadig at de er blevet gift).

Jeg troppede op hjemme hos hende 45 min. senere. Det var egentlig ganske hyggeligt. Jeg havde en snak med min far på ferien, hvor han gav mig den idé, bare at sige til mig selv, at han (hendes mand) bare er et vedhæng. At han er ubetydelig og "bare er der". Så det gjorde jeg og det gik faktisk fint nok.

Da jeg kom, sad han inde i stuen. Han kom ikke ud og hilste. Så jeg gik ind i stuen og sagde hej og gik hen imod ham, for at give et kram. Han gad dårligt rejse sig og mens jeg gik derhen, tænkte jeg over, hvorfor jeg egentlig gjorde det. Jeg havde jo egentlig ikke lyst til at kramme ham - eller det vil sige, at jeg var i en tilstand af ligegyldighed, så der gik ikke noget af mig for at gøre det.. Men jeg havde jo ikke behøvet. Nå, men gjort er gjort.

Han er sgu stadig en underlig snegl. Er er sgu ikke normal. Fjernsynet var tændt og det sad han og gloede på, mens min mor og jeg snakkede. Ind imellem vendte han hovedet lidt og så ud som om han lyttede. Nogle gange sagde han endda en smule. Jeg forsøgte at snakke til dem begge, men egentlig var jeg ligeglad med ham. Det var bare et spil for galleriet.

Min mor gik ud af stuen flere gange, hvor jeg så var der med ham alene. Jeg small-talkede bare lidt om hans arbejde og andre ubetydeligheder - kun for at undgå en mærkelig stille stemning. Han har stadig et problem med sin ansigtsmimik og han kigger aldrig een i øjnene.

Jeg kunne uden tvivl fornemme, at han er indebrændt over de breve jeg har sendt til MIN MOR, som han så har læst. De ting jeg har skrevet om ham. Jeg har uden tvivl aldrig tænkt mig at undskylde det jeg har skrevet og jeg mener stadig hvert et ord. Jeg kan også mærke, at jeg er i angrebs-position, så han skal bare lige sige et kvæk om noget af det forgangne forløb til mig, så eksploderer jeg. Jeg er klar til at give ham en overhaling og jeg vil nok altid synes han er en idiot!

Jeg fik en okay god snak med min mor om forskellige ting - blandt andet min barndom og hvordan det var derhjemme op til deres skilsmisse. Der mangler selvfølgelig stadig en vis selverkendelse og ansvarstagen hos hende - såsom noget ala: "Din far drak, så det var nemmere at drikke med...!", men det gik op for mig, hvor slemt misbruget var allerede dengang, hvilket har gjort, at jeg så egentlig godt kan forstå, at hun ikke kunne holde ud at være sammen med ham.

Det har måske også givet mig en forståelse for hendes valg - at hun ville redde os børn, men der er stadig mange andre valg der kommer derefter, som jeg nok aldrig kommer til at forstå eller acceptere. Blandt andet at hun bare drak videre og at hun stadig selv var et barn, så hun nærmest blev gift med min mormor og morfar, som flyttede ind for at hjælpe med istandsættelsen af vores nye hus. At min mormor og morfar blev en del af vores opdragelse og at vi skulle være hendes glansbilleder af nogle unger, for at gøre mormor og morfar glade.

Nå, men tilbage til besøget.

Efter en brat opvågning da jeg så min ene mormor-vinke-over(under)arm i sidespejlet på bilen på ferien, er jeg blevet fast besluttet på, at jeg skal have strammet min krop op. Jeg skal have implementeret motion i min hverdag på regelmæssig basis og jeg VIL de skide mormor-arme til livs. Der er noget kvinde-motions-holds-træning 3 gange om ugen, hvor man kan komme når man har tid og lyst. Det vil sige, at man ikke er på noget decideret hold. Min mor er selv igang med at tabe sig i øjeblikket, så jeg tænkte, at det var en oplagt mulighed for at vi begge kunne få noget motion og samtidig "have noget sammen". Jeg spurgte hende om hun ville med på tirsdag (imorgen), men nej, det gad hun ikke. Hold kæft altså. Lige på dét punkt har hun overhovedet ikke ændret sig og jeg havde lyst til at skrige hende ind i hovedet, da hun sagde nej.

Der er stadig mange irritationsmomenter i forhold til hende. Jeg har blandt andet lyst til at sætte ild til hendes fucking grimme joggingtøj hun ALTID har på, når hun "bare" er derhjemme - og som hun har haft på de sidste... hmm... mange år!!!

Og endnu engang var noget af det første hun fortalte, at de havde haft gæster dagen før og hvor meget vin, whiskey og hvad-ved-jeg de havde indtaget, fordi den skulle have "så hatten passede" inden hun skulle holde op med at ryge igår. Hendes mand holdt op for 11 dage siden. Indenvendig ryster jeg på hovedet og har lyst til at skrige mange eder og forbandelser mod hende, men jeg undlod og lod som ingenting.

Så kommer murstenen i hovedet idag. Den sorte sky. Manglen på energi og en flig af selvmordstanker som blev vagt på ferien. Nu er jeg nok på omkring en 2'er på humørskalaen. Det er lige fra den ene yderlighed til den anden og det er så pisse frustrerende. Selvhadet kører for fuldt blus og jeg har lyst til at... ja, jeg ved ikke... skade mig selv på en eller anden måde... Jeg er rastløs og uden energi på samme tid. Der kører en strøm af bebrejdende tanker i mit hoved. Om hvor dum, grim og fed jeg er. Hvor latterlig jeg er over, at jeg ikke bare kan tage mig sammen og få styr på min lejlighed, som stadig ligner at jeg flyttede ind for et par uger siden - på trods af, at jeg har boet her i et halvt år snart.

Tanker om at livet er noget fucking lort og det ville være nemmere bare ikke at være her.

Jeg prøver at sige til mig selv, at der ikke er noget at sige til, at jeg falder med et brag lige nu - efter den anstrengende 3 ugers tid hvor jeg har været skiftevis mor og datter til min far - og psykolog og rådgiver for hans kæreste. Det er jo indlysende, at jeg ville ryge ned i kulkælderen, men alligevel er det fanme bare pisse irriterende....

Idag har jeg sovet... gået med hunden og fået vasket en enkelt maskine tøj, som jeg stadig venter på at kunne få tørret ovre i vaskerummet..... og nu sidder jeg her og koger foran skærmen mens fjernsynet kører i baggrunden...

Der er ingen tvivl om, at det er så fucking dejligt, at have min egen lejlighed. Min base i alt kaos'et. Hvor jeg kan lukke min dør og slukke min telefon... og sove og være mig selv uden at blive forstyrret og være "på" døgnet rundt, som jeg er blevet på ferien...

Her er ro...

-

Hvad vil jeg med mit liv?

Når jeg vågner om morgenen ligger jeg altid en times tid og putter i sengen med hunden og min mobil. Mails bliver tjekket. Spil bliver opdateret. Facebook. Twitter. Instagram. Måske nyheder, hvis jeg er i okay humør og ikke bliver påvirket af grusomheder.

Her til morgen lå der så en besked på facebook fra en ex-kæreste. Det er over et år siden jeg sidst har snakket med ham, så jeg var ret overrasket. Beskeden i sig selv var ligegyldig. Noget med en sang fra dengang vi var kærester, som han ikke kunne huske navnet på. Men hans besked satte mine tanker igang og gjorde mig ked af det.

Han har taget en forholdsvis lang uddannelse og blev ansat i en stor verdensomspændende hotelkæde, hvor han nu har været udstationeret forskellige steder i verden i et par år. Jeg har fulgt med på facebook undervejs. Han er 3 år yngre end mig (så vidt jeg husker).

Han har verden liggende for hans fødder. Han har en uddannelse han kan bruge og som giver ham uanede muligheder. Som kan bringe ham hvorhen i verden han vil. Og hvad har jeg?!?!?!?

Hvor meget er der sket i hans liv og hvor meget har han opnået siden vi var kærester!!!
Og hvor er jeg?!?! Jeg sidder stadig med en pind og roder rundt i den samme lort, som jeg gjorde dengang!

Godt nok har jeg udviklet mig meget, på det personlige og mentale plan, i de år der er gået, men rent fysisk er der jo ikke sket noget. Jeg har ikke fået en uddannelse (jo - en en skod uddannelse som social- og sundhedshjælper - undskyld til andre der er uddannet det samme. Jeg har bare aldrig været glad for det!). Jeg drømmer stadig om det store udland, men jeg må nok indse, at jeg ikke har psyken og styrken til at føre det ud i livet - og hvad skal jeg lave derude?

Min lillebror er også lige blevet færdig med sin uddannelse og har fået ansættelse dér hvor han var elev. Nu tjener han i nærheden af 30.000 kr om måneden og hvad laver hans søster?
- Jeg er fucking syg og ikke kommet nogen steder....

Og så bliver det ved med at rumstere i mit hoved, at jeg jo bare kan gøre noget ved det og at verden også ligger for mine fødder, at jeg er den eneste der kan ændre mig liv... og bla bla bla....

Men hvad nu hvis jeg ikke KAN ændre mig liv? 

Hvad nu hvis jeg ikke KAN tage en uddannelse?

Jeg VED IKKE hvad jeg vil med mit liv. Jeg kan ikke se min fremtid og jeg kan ikke forestille mig den. Den er diffus.

Jeg ønsker mig at tjene penge, så jeg også kan komme ud at rejse bare én gang om året. At jeg kan købe lidt tøj ind imellem. At jeg bare har råd til at købe ost og at det ikke behøver at være en luksusgode.

Jeg tænker tit på førtidspension og har også gjort det idag. Om jeg skal søge.
Men så tænker jeg igen: Er det virkelig det jeg vil?

Hvad vil jeg?!?!?!

Og i forbindelse med alle de her tanker, så titter depressionens grimme ansigt igen frem og siger:

"Hvad er meningen med det hele... med livet???!!!"

Den seneste kontakt med min mor

ADVARSEL: Jeg undskylder på forhånd for alt for mange bandeord og STORE BOGSTAVER og alt hvad der ellers kan være af stødende karakter i følgende indlæg... Jeg kommer en smule i affekt, når jeg skal beskrive og tænke på de ting som indlægget omhandler!... :-)


Jeg har haft kontakt med min mor et par gange, siden jeg sidst skrev om det. Både forrige fredag, hvor jeg var hjemme hos hende og drikke te i et par timer og så idag hvor hun ringede. Da jeg så det var hende der ringede, overvejede jeg i et kort sekund om jeg skulle tage den, men besluttede mig for at gøre det.

Jeg ved egentlig ikke rigtig hvorfor jeg holder fast i hende. I vores "forhold", hvis man da kan kalde det det, for jeg synes ikke at det gavner mig specielt meget. Jeg får det ikke længere dårligt med selvmordstanker o.s.v. som jeg plejede at gøre, men der er stadig mange ting hun siger og gør, som jeg kun kan ryste på hovedet af, som giver mig stof til eftertanke og som gør, at jeg bliver ved med at tænke over, om jeg overhovedet har lyst til at have hende i mit liv.

Da jeg var hjemme og drikke te hos hende, fortalte jeg hende, at jeg havde haft min far med til et foredrag om Borderline. Hun blev noget overrasket og spurgte hvordan han havde taget det. Det var gået rigtig fint til foredraget og jeg tror han lærte en masse. Men jeg ved også at det var hårdt for ham. Nå, men hun siger så, at hun da også meget gerne vil til et foredrag og at mine brødre med garanti også gerne vil med. Jeg siger til hende, at jeg da kan undersøge hvornår det næste foredrag finder sted. Det gjorde det så i onsdags - dvs. 5 dage efter. Så tænker hun sig om et millisekund og siger så: "Nåååe... Jamen der går jeg til linedance, så det kan jeg desværre ikke!". Hehe. Se - nu kan det godt være, at det er mig der forventer eller forlanger for meget, men havde det nu været mig der var mor og havde en datter o.s.v., så tror jeg vist nok godt, at jeg liiiiige kunne springe en enkelt gang linedance over, for at tage til et ret vigtigt foredrag med min datter, som jeg forøvrigt ikke rigtig har haft noget forhold til i 2 år. For øvrigt så gjorde jeg hende opmærksom på, at jeg ikke vidste hvornår det næste foredrag på sjælland bliver afholdt og at de fleste foredrag i øvrigt for det meste er "lukkede", så det kun er for plejepersonale eller andre fagpersoner.

Igen kommer jeg til samme konklusion som jeg gjorde sidste gang:
JEG ER IKKE VIGTIG NOK FOR HENDE!

Udover dét så snakkede vi en smule om Borderline. Bl.a. fortalte jeg hende at jeg, meget af tiden, føler mig som en 10 årig indeni og forklarede lidt om idealisering og devaluering ud fra et eksempel med min psykolog. "Ja, det er jo også sådan du gør med din far og mig... og alle mulige andre". Ja, det er rigtig nok at jeg gør det, men lige hvad angår hende og min far, så kunne det jo tænkes at der var andre årsager til at jeg er sur på dem. Årsager som ikke har en skid at gøre med idealisering og devaluering, men derimod DERES MISBRUG!

På et tidspunkt nævnte jeg, at jeg havde en bog med i min taske om Borderline, som hun derefter gav udtryk for, at hun da gerne ville se. Hun bladrede lidt i den og spurgte om hun måtte låne den. Selvom jeg havde lyst til at sige nej ( og råbe DU KAN FAN'ME KØBE DIN EGEN FUCKING BOG HVIS DU ER INTERESSERET I ET VIDE NOGET OM MIN SYGDOM!!!), så sagde jeg alligevel ja. Da der var gået lidt tid, sagde jeg til hende, at jeg egentlig gerne ville have bogen med mig igen, fordi jeg var igang med at læse den, men at hun kunne låne den, når jeg var færdig (hvilket jeg faktisk heller ikke mente!). Så gjorde jeg hende opmærksom på, at den (kun) kostede 245 kr., hvis man bestiller den på nettet. Så bad hun mig om at finde siden på nettet til hende og så hentede hun sit dankort. Okaaaay, tænkte jeg så. Da hun kommer ind i stuen igen siger hun så: "Aaaarj ved du hvad... Jeg vil egentlig hellere vente og låne din. Så kan jeg lige se hvor god den er, for hvis der nu findes en anden på markedet der er bedre, så vil jeg hellere vente og så købe den!". Jeg sagde så til hende, at det var den bedste bog på markedet, fordi det er den nyeste og den udkom her i foråret. "Nåååeee... Okay... Jamen så køber jeg den....". Hvis du er blevet nysgerrig, så er det denne her bog.

Ja, og udover det så bliver hun stadig ved med KONSTANT at nævne hendes mand og at hun jo liiiige er blevet gift og iiiih og ååååh. . "Når han gør dit" og "Når han gør dat"...
Jeg overdriver ikke, når jeg siger, at hun nævner ham i (i hvert fald) hver 5. sætning. Inden jeg skulle til at gå fik jeg en rundtur i haven, hvor hun også liiiiige skulle fortælle hvor meget hendes MAND nu havde gjort for at få haven fin og hvor meget hendes MAND bla bla bla. Sjovt nok, så er det bare liiiiige blevet glemt, at hendes iiiiih så dejlige mand har nikket min lillebror en skalle, hvilket jeg tilsyneladende er den eneste i familien der kan huske. Kan man tillade sig at blive ved med at være sur/ikke kunne lide ham, når det "kun" er en enkelt gang manden har været voldelig? (Og når min lillebror øjensynligt har "slået en streg" over det?)

JEG BRÆKKER MIG!!!

Ja, og idag i telefonen, så kommer han åbenbart ind ad døren mens vi snakker, hvortil hun siger: "Næææ, nu kommer min mand sørme hjem...". WTF!!

Hvem fanden siger "Min mand dit" og "Min mand dat" idag. Så brug dog idiotens navn, hvis du endelig skal snakke om ham konstant!!!


I min familie har de altid haft dét jeg kalder "Gammel Dansk Traditionen".
Gammel Dansk har altid været noget man drak, når man drak kaffe. "Nu skal det blive godt med en kop kaffe og en Gammel Dansk". De to ting hører sammen som "pot og pande". Og jeg FUCKING HADER Gammel Dansk. Eller det er jeg jo nok kommet til på grund af det. Under te-besøget afslører hun så (uden hun selv tænker over det), at hende og min mormor åbenbart har deres egen lille (i deres øjne HELT UFATTELIGT HYGGELIGE) tradition med, at når dem de drikker kaffe/Gammel Dansk med har rejst sig og er gået (fx. når min morfar efter kaffen går i haven), så skal de to lige have en halv Gammel Dansk mere (og i det omtalte tilfælde, var det på min mormors opfordring). Når hun siger en halv, så runder jeg op - så det er nok nærmere 1 eller 2. Neeeej og iiiiiihhhh hvor hyggeligt altså! Hvad er der blevet af bare at drikke en kop kaffe eller et glas juice/saftevand/sodavand/whatever? Jeg har aldrig forstået hvorfor de absolut skal drikke den skide Gammel Dansk. Det svarer til hvis jeg hiver en flaske Små Grå eller Tequila frem. "Så mormor, nu skal vi sgu have os en lille én - gider du lige række mig saltet og citronen.... Ja tak... SKÅÅÅL!".

Anyway, nu har jeg fundet endnu en grund til, at jeg ikke gider min mormor og morfar og ikke mindst, hvorfor jeg IKKE skal have dårlig samvittighed over det:
Jeg var hjemme og spise hos min mor for nogle år siden, hvor min mormor og morfar også var til stede. Det gik lystigt for sig og min mor var godt bedukket. Da jeg har fået nok af dem, begynder jeg at gøre antræk til at tage hjem. Min mormor går med ud i bryggerset og siger så noget i retning af: "Nu må du ikke lade dit liv ødelægge (mere) af din mors misbrug. Du er nød til at redde og passe på dig selv". Og alt muligt andet (på det tidspunkt) sødt og medfølende. Det lyder jo egentlig ret sødt og omsorgsfuldt og det var det jo i og for sig også. Men nu... Nu er det jo så bare kommet frem hvor dobbeltmoralske mine mor-forældre er. De kan se og VED, at hun har et alkoholproblem/misbrug. De har snakket med os børn om det "jeg-ved-ikke-hvor-mange-gange". De har selv prøvet at tage (lidt) fat i hende og spørge om det ikke var kommet lidt ud af kontrol. Og nu... Nu kommer det (FANME!!!) for dagen, at de jo selv sidder og hælder sprutten på hende. Jeg var godt klar over, at de bidrog med deres Gammel Dansk Tradition, men at min mormor ligefrem har sin egen lille "tradition" med min mor, det er simpelthen grotesk! Fuck dem, mand!

Min mor skal også fortælle om min mormor og morfar hver gang jeg snakker med hende. Idag var det fordi hun ville fortælle, at min mormor skal opereres i hjertet på onsdag og i den forbindelse prøvede hun at hentyde til, at jeg jo kunne være med til at køre min morfar til og fra sygehuset - hvilket både hende og min moster (nærmest) slås om (for de er nemlig også uvenner!). Øhh... Nej tak, siger jeg bare. Jeg skal overhovedet ikke blandes mere ind i den familie end højst nødvendigt!! Ja, og jeg overvejer jo endda at "blande mig helt ud" igen...

Aaaaahhh... Det var rart at få det ud... :-)


Sum og summarum... Ja, det bliver jo bare aldrig anderledes og hvor meget vil/skal man (læs: jeg) ligge øre og krop til?

Jeg ved det stadig ikke helt, selvom det nu alligevel synes ret indlysende, efter jeg har læst det hele igennem nogle gange...

Flyvske tanker

Jeg har så mange tanker, at jeg ikke ved hvor jeg skal begynde og hvor jeg skal ende.

De hvirvler rundt og der er ikke hoved og hale i dem.

De når at forsvinde og blive til nye, inden jeg fanger dem og skriver dem ned.


Familien ...
Kæresten ...
Livet ...
Angst ...
Mening ...
Ensomhed ...
Impulser ...
Selvskade ...
Eksistentielle livsvilkår ...
Behandling ...
Psykologen ...
Intet overskud ...
Søvn, søvn og atter søvn ...
Flødeboller ...
Glæden ved min hund ...
Putte og gemme mig under dynen ...
Måske en ny frisure ...
Skal have en ny hårfarve - gider ikke ligne min mor mere ...
Lydbøger ...
Børn ...
Diagnose ...
Prostitution ...
Zombie-tilstand ...
Eftertænksom ...
Bolcher ...
Fjernsyn ...
Nedrullede gardiner ...

Jeg har egentlig aldrig rigtig brudt mig om de mørke måneder, men nu har jeg fundet ud af, at jeg faktisk bedre kan lide dem end sommeren (selvom jeg elsker at komme sydpå!!!).

Det er dejligt at mærke vinden i håret, masser af varmt tøj på og hygge med stearinlys og nedrullede gardiner.

Dejligt at dufte at efteråret og vinteren er på vej.

Det passer nok godt til mit melankolske sind...

Jeg glæder mig til min længe ventede (1 uge!!!) psykologtid imorgen!!!!

Stadig i vildrede!

Jeg har ikke kontaktet min mor endnu og det hænger over hovedet på mig, som når man havde en stil for i folkeskolen, som man ikke kunne tage sig sammen til at lave.

Jeg havde set frem til min samtale med psykologen idag, hvor jeg ville snakke om det. Så er hun fan'me syg!!! Aaarj, det sker bare ikke, tænkte jeg, da jeg hørte beskeden på telefonsvareren imorges.

Nu har jeg først tid igen på mandag. Fårk der er lang tid til altså. Og jeg føler ikke jeg kan være bekendt overfor min mor, at jeg ikke giver lyd på en eller anden måde.

Være bekendt... være bekendt overfor hvem?!

Kunne hun være bekendt at sidde med pokerfjæs på, da jeg sagde, at jeg havde fået selvmordstanker hver gang jeg har haft kontakt med hende?!

Kunne hun være bekendt, at bede mig om at tage en snak med hendes mand!?

Kunne hun være bekendt, at sygeliggøre mig endnu mere ved at misbruge borderline-diagnosen?!

Kunne hun være bekendt at komme 1½ time efter aftalt tid, fordi der liiiige var noget der tilsyneladende var vigtigere?!

Gu' ku' hun ej! - og alligevel sidder jeg her og (stadig) har dårlig samvittighed over, at jeg ikke har svaret hende endnu...


Jeg svinger fra den ene yderlighed til den anden.
Det ene øjeblik vil jeg ringe til hende og spørge om hun ikke kommer forbi, så vi kan gå en tur og "snakke det ud".
Det næste øjeblik synes jeg det er det bedste, at skrive et brev (mail) til hende, for at undgå den direkte kontakt, hvor hun kan få mig til at miste fodfæste.
... og så synes jeg, det er bedre bare at skrive en kort sms til hende om, at jeg er gået i tænkeboks igen.

Frem og tilbage... Frem og tilbage... Konstant!
Hver gang jeg ikke lige er optaget af computer eller telefon eller whatever, så popper det op...

Og siden hun var her i fredags, har jeg haft en tiltagende trang til at skade mig selv, så igår var jeg ude hos en kunde. Det er ellers flere måneder siden og jeg har faktisk kontaktet Kompetencecenter Prostitution for at få hjælp til at komme ud af det. Det vil jeg nu stadig benytte mig af. De har ingen krav om at man skal stoppe eller at man skal være stoppet eller noget. De møder een hvor man er. I den udvikling man er i.

Nå, men for første gang i flere måneder havde jeg trangen til at komme ud igår. For at få afløb for mit psykiske pres oppe i hovedet. Da jeg gik i bad, havde jeg det ikke, som jeg sommetider kan have det, hvor jeg tænker, at jeg ikke gider eller ikke har lyst. Jeg så frem til det. Kunne nærmest ikke komme ud af døren hurtigt nok. Jeg var vildt anspændt på vejen derhen. Nærmest elektrisk. Manisk. Og da jeg kørte derfra igen, havde jeg det godt. Så var jeg ligesom "faldet ned" igen. Det er sgu noget mærkeligt noget. Jeg kender ikke til noget andet, der har samme virkning for mig. Når jeg løber, får jeg også en smule "afløb" for det, men det er slet ikke på samme måde og ikke i lige så høj grad. Det har intet at gøre med det seksuelle - selve akten. Det er noget psykologisk der sker oppe i hovedet på mig.

Idag er jeg også forholdsvis rolig, men jeg har trangen til at gøre det igen i aften. Nu må jeg se, om det går væk i løbet af dagen.

Åhhh... Den skide ambivalens og åndsvage selvskadetrang!!

Min mors besøg

Jeg havde sagt til min mor, at hun bare kunne komme ved middagstid. For mig er middagstid mellem 12 og 13. Da klokken var 12:40 ringer hun og siger, at hun først kan være der ved 13:30-tiden, fordi min lillebror lige er kommet ind ad døren og hun skal hjælpe ham med at sætte nogle papirer i en mappe. Øhh... Okay... Det er jo også virkelig vigtigt! Så vigtigt at hun udsætter sin aftale med sin datter, som hun ikke har haft kontakt til i næsten 2 år. Nå, men klokken blev 13:30. Så blev den 14:00. Ingen lyd fra hende. Da klokken blev 14:20 ringede hun, fordi hun ikke kunne finde vej. Jeg gik så ud på parkeringspladsen og hjalp hende.

Min mindste lillebror, som hun skulle hjælpe, blev også forfordelt da vi var små. Min far rejste meget og vi ville selvfølgelig, alle tre børn, gerne sove i hans seng ved siden af min mor, når han ikke var hjemme. Det var som regel kun min mindste lillebror der fik lov. Det burde i det mindste have gået på tur, men det gjorde det ikke. Jeg husker ikke, at jeg nogensinde fik en forklaring på, hvorfor det altid kun var den mindste der fik lov, men idag er jeg sikker på, at det er derfor jeg altid har haft et bedre forhold til min ældste lillebror (vi holdt sammen) og egentlig først har fået et forhold til den mindste efter han er kommet i 20'erne.

Nå, men hun kommer med indenfor. Hun får selvfølgelig en tour rundt i lejligheden og synes det er rigtig hyggelig. Jeg havde lavet te og gjort klar til, at vi kunne sidde i sofaen. De første 45 min. gik bare med small-talk om alle mulige ligegyldige ting. Jeg følte at stemningen var lidt anspændt, fordi vi nok begge to godt vidste, at der skulle være en seriøs samtale, men det var alligevel mig der startede.

Jeg sagde til hende, at grunden til at jeg har holdt afstand var, at jeg har fået selvmordstanker hver gang jeg har haft kontakt med hende. At det først var nu at jeg var kommet nogenlunde af med dem. Ingen reaktion hos hende. Pokerfjæs.

Så sagde jeg til hende, at jeg var ked af, at jeg havde omtalt hendes kæreste som psykopat i mine breve og sagde, at det måske var et lige lovligt voldsomt ord at bruge.

Jeg fik sagt, at jeg ikke synes, at hun har levet op til sin rolle som mor i de sidste mange år pga. hendes alkoholmisbrug. At hun godt vidste hvor hun skulle søge hjælp henne, men ikke gjorde det, på trods af at hun vidste at hendes børn mistrivedes og gjorde hende opmærksom på det i tide og utide. At hele familien gjorde opmærksom på det. Hun gav mig ret og sagde, at nu drak hun i hvert fald ikke mere. Det kunne hun jo ikke når hun var på kur, som hun sagde. Øhh... Okay.. Jamen det har da ikke hindret hende alle de 10.000 andre gange hun er gået på kur i et par dage og derefter er faldet i.

Anyway. Der var ingen reaktion på noget af det jeg sagde. Dette på trods af, at jeg flere gange græd og min stemme knækkede.

Jeg sagde til hende, at jeg var såret over, at hun i sit brev, havde kaldt mig for et offer. At jeg var i offer-rollen. Jeg sagde, at jeg ville være et offer, hvis jeg bare satte mig tilbage i sofaen og havde ondt af mig selv, men nu er det jo sådan at jeg modtager intensiv psykologhjælp 2x om ugen og har gjort det i 2 år. Det havde hun ikke rigtig nogen kommentar til.

Jeg sagde også til hende, at jeg savnede hendes anerkendelse af, at hun havde været medvirkende til at give mig en personlighedsforstyrrelse og at borderline er en sygdom og ikke "bare" en depression. Det er sygdom som kræver intensiv hjælp og der alligevel er mange der ender med førtidspension.

Jeg husker i det hele taget ikke rigtig, at hun overhoved gav mig noget svar eller i hvert fald ikke noget jeg kan huske på nuværende tidspunkt, så hvis hun har givet mig noget, så er det i hvert fald ikke noget der har gjort indtryk, når jeg ikke kan huske det.

Hun sluttede af med at spørge om jeg kunne forestille mig, at komme hjem til hende en dag og spise. Jeg sagde, at ja, det kunne jeg umiddelbart godt. Så sagde hun, om jeg så ikke ville tage en snak med hendes mand og ligesom "få en afslutning på", som hun kaldte det, fordi han var blevet ret ked af det over nogle af de ting jeg havde skrevet om ham i mine breve (breve som var skrevet til HENDE!!!). Jeg sagde til hende, at jeg ikke havde brug for at snakke med ham og at jeg havde afsluttet det inde i mit hoved. "Nåe ja, men det skal jeg da heller ikke bestemme. Det må du selv om".... Hmm... Jamen det er da heller ikke fordi jeg ikke kan høre hvad din intention er...

Så sluttede hun af med "Tak for idag, hvor var det hyggeligt...". Jaaaae... Jamen det var det da... (ved nærmere eftertanke) ... IKKE.....


I det hele taget blev jeg bare ikke taget seriøst. Alene at hun VÆLGER at komme så meget for sent, synes jeg, sender et meget fint (måske ubevidst) signal om, at jeg bare ikke er vigtig. Mine behov er ikke vigtige. Jeg skal bare stå til rådighed, når hun har tid. Stadig. Der er ikke noget der har ændret sig.

Der var bare så mange ting der tændte mig af. At hun tillader sig at spørge, om jeg ikke vil tage en snak med hendes mand. Om hvad?!?!? Vil hun have mig til at sige undskyld, for det jeg har skrevet om ham? For det jeg har skrevet, som jeg stadig mener 100%!! Dét som jeg havde skrevet i breve til HENDE!
NO WAY!!! Jeg har ikke tænkt mig at sige undskyld for en skid!

Og tror hun, at vores forhold på magisk vis er lappet sammen, fordi hun har været på te-besøg i 3 timer?

Jeg stoler ikke på hende. Der var flere ting hun påstod, som jeg er sikker på er løgn! Samtidig så har min bitre erfaring bare lært mig, at jeg ikke skal betro hende noget, som jeg ikke vil høre fra andre sider, for hun er så hullet som en si. Hun KAN IKKE holde kæft overfor andre mennesker. Så konstant måtte jeg sidde og tænke over hvad jeg sagde og om jeg nu havde kommet til at sige noget, som jeg ikke ville have videre.

De breve jeg sendte til hende, har hun vist til hendes mand, begge mine brødre og til min mormor og morfar... Ja, og måske flere - hvem ved.... "Se hvilke grimme breve hun har sendt. Nøj hvor er hun tarvelig. Hvad bilder hun sig ind!". Hvad jeg bilder mig ind ved at skrive sandheden? Ved at skrive dét som alle tænker, men som ingen har nosser nok til at stå ved - for slet ikke at tale om, at sige højt?! Mine brødre har da også ringet og skældt mig ud - flere gange... Øhh... Siger du SPLITTING!!!??? Hvad rager det nogen som helst andre, hvad der foregår mellem min mor og mig? - og da slet ikke mine brødre!

Hun sagde også, at hun havde læst om borderline, hvilket jeg var ret overrasket over, da det på ingen måde var til at se i det brev hun sendte mig. Tvært imod virkede det til (i brevet), at hun netop IKKE havde læst om borderline. Herefter var det ligesom om, at alt hvad jeg sagde eller mente/mener er blevet til "Jamen det er også fordi du har borderline!". Som om, at jeg ikke er et rationelt menneske. At jeg er syg og derfor er utilregnelig og ikke er klar over hvad jeg laver!.... WTF! Jamen det er da også en fin måde, at fralægge sig ansvaret på. Det er ikke hende der har gjort noget forkert... Alt er bare fordi jeg har borderline eller også var det hele min fars eller alle andre skyld. Nåe ja, og så kunne hun pege på flere i familien som i hvert fald også havde en personlighedsforstyrrelse... Alle andre end hende selv... Da jeg sagde, at hun da også havde borderline-træk, så blev hun helt paf!!... Haha... Tag den!!!

Jeg sagde også til hende, at jeg aldrig har følt at hun har stået op for os børn overfor min mormor og morfar. At når de inviterede til noget, så kunne de lige så godt lade være med at sende en invitation, for man havde alligevel ikke nogen anden svar-mulighed end ja. Man behøvede ikke engang at sige ja, for det var bare automatisk forventet, at man kom. Guds nåde og trøst til dem som alligevel tillod sig at sige nej!!!!..... Hej til bagtaleri, fornærmelse og hvad-ved-jeg....


Da hun var gået havde jeg en tom fornemmelse i kroppen og hovedet. "Nå, var det bare det.... Hvad var det egentlig du havde savnet?". Jeg var egentlig afklaret med, at vores forhold sluttede dér. Jeg skulle bare finde en måde at formidle det på.

Min mor kommer idag!

I forgårs var jeg kørt ud og handle. Da jeg parkerer ser jeg, at min mors bil holder på parkeringspladsen lige bagved mig. Jeg sætter mig straks ind i bilen igen, da jeg opdager det. Så sad jeg dér og vidste ikke hvad jeg skulle gøre. Skulle jeg vente og sige hej? Skulle jeg bare gemme mig i bilen og bare "se" hende? Skulle jeg køre igen?

Af en eller anden grund blev jeg siddende og ventede på hende. Jeg ventede i næsten 45 min. før hun kom ud. På det tidspunkt havde jeg mere eller mindre bestemt mig for, at hvis hun var alene, så ville jeg gå over og sige hej til hende. Det var hun.

Da hun er kommet over til bilen går jeg hen til hende. Hun ser mig og så krammede vi bare uden at sige et ord. Hun græd. Nej, hun hulkede hjerteskærende! Jeg fældede også en tåre. Sådan stod vi i et par minutter uden at sige noget. Jo, jeg sagde, at jeg også savnede hende.

Da det fleste følelser ligesom havde lagt sig stod vi og snakkede og alt og ingenting i en halv times tid. Jeg spurgte om hun havde lyst til at komme til kaffe idag og det ville hun gerne.

Hun kommer her ved 13:30-tiden.

Da hun gik over mod bilen fik jeg bare sådan medlidenhed med hende. Jeg blev så ked af, at se hvordan hun ser ud. Lidt sammensunket, grå, energiforladt og ked af det. Hun levede helt op, da vi stod og snakkede.

Jeg er lidt nervøs. Har fået støvsuget og den store opvask tog jeg igår aftes. Og så har jeg lige rengjort badeværelset lidt. Jeg har besluttet, at jeg ikke vil rende rundt og gøre alt perfekt før hun kommer, som jeg plejer. Hun må tage mig og mit hjem som det er.

Jeg ved  ikke hvad jeg skal snakke med hende om. Jeg vil synes det er mærkeligt slet ikke at snakke om det der er sket, men samtidig ved jeg egentlig ikke rigtig hvad jeg skal sige om det.

Jo, jeg kunne godt tænke mig at sige til hende, at jeg er ked af, at jeg kaldte hende kæreste og nu mand for en psykopat, fordi han har nikket min lillebror en skalle. Måske var psykopat lige i overkanten. Men det ændrer ikke min mening om ham. Og så kunne jeg godt tænke mig at sige til hende, at en personlighedsforstyrrelse og specielt borderline ikke bare er noget hvor man kan tager sig sammen og bestemme, at nu vil jeg ikke have det mere. Min psykolog sagde igår, at det faktisk bliver anset for at være en kronisk sygdom. Sådan havde jeg ikke set på det. Men jeg kan da godt set det, for det er jo ens måde at handle og føle på og selvom det via. psykoterapi og psykoedukation kan ændres til nogle mere hensigtsmæssige handlemåder og tanker, så vil det nok altid være en del af ens personlighedsstruktur.

Jeg havde egentlig tænkt mig, at vi skulle gå en tur for ligesom ikke at sidde overfor hinanden og skulle snaaaaaakke. Men det er ikke så godt vejr - koldt, blæsende og regnfuldt - så det er måske ikke lige det man har mest lyst til.

Jeg er nok bare lidt rund på gulvet. Ved ikke rigtig hvad jeg føler omkring det, andet end jeg er rastløs og nervøs, fordi jeg ikke ved hvordan det kommer til at gå.

Frygten for at selvmordstankerne vælter frem igen, når hun er gået, sidder nok også lige under overfladen, fordi jeg de sidste 2 år har fået selvmordstanker hver gang jeg har haft kontakt med hende.

Psykologen gjorde meget ud af at fortælle mig, at uanset hvad hun siger, så er der ikke noget der er min skyld. Det er hende der burde have været mor og burde have været voksen og den opgave har hun ikke kunne klare. Så uanset hvad hun siger, skal jeg huske på, at min oplevelse af min barndom og af hvad der sker i nutiden er rigtig. Det er rigtigt for mig. At hun ser det på en anden måde og ikke vil se sandheden i øjnene er hendes valg.

Jeg er hverken et dårligt menneske eller en dårlig datter eller et dårligt barnebarn eller en dårlig søster, fordi jeg fjerner mig fra dét der gør mig syg og begynder at tage vare på mig selv og mit eget liv. At jeg mærker hvad der er godt og ikke godt for mig og handler på det...

Wish me luck.....

Puuuh jeg har mærkelige bange og spændte og glade og ked af det-sommerfugle i maven.....

Gå nu!

Jeg føler mig virkelig som den største kælling!


Hvorfor kan jeg ikke bare gøre det forbi med ham, når det inderst inde, er dét jeg har lyst til?!

Hvorfor skal det være så svært for mig, at holde fast i min beslutning?!

Hvorfor kan han ikke bare acceptere, at det er forbi og lade mig være i fred?!

Hvordan kan man være sådan et menneske, der bare har lyst til at såre ham, så han selv går?!

Hvordan kan jeg hade ham det ene øjeblik og elske ham det næste?!

Hvordan kan jeg savne ham og ønske ham langt væk på samme tid?!

Jeg forstår ikke, hvad han ser i mig!
Jeg kommer aldrig til at forstå, hvad nogen ser i mig!

Bedst beskrivende borderlinefilm

Jeg så den her video via denne her blog og synes den beskriver hvordan det er, at leve med borderline personlighedsforstyrrelse så helt igennem ubeskriveligt godt.

Betalingen er tryghed

Advarsel: Seksuelt indhold.


Idag har egentlig været en fin nok dag. En 5'er på humørskalaen - dvs. hverken god eller dårlig. Bare neutral.

Det var dejligt at kæresten kom igår, men jeg kan godt mærke hvor svingende jeg er. Når han ikke er her, så savner jeg. Når han er her, så bliver jeg hurtigt irriteret på ham. Af forskellige årsager har vi ikke haft sex i flere uger og det havde vi så igår. På min opfordring. Det var også dejligt. Rigtig dejligt. Men så er det, at jeg bliver irriteret, fordi han ikke kan "nøjes" med een gang. Han ville igen her til morgen og så får jeg ikke sagt fra, så vi gjorde det selvom jeg egentlig ikke havde lyst. Hvorfor fanden siger jeg ikke fra?!?!?

Lige dér der lå jeg og tænkte på, hvordan jeg bare følte mig som escortpigen. Her er det bare ikke penge men tryghed, der er betalingen. Jeg havde det virkelig skidt over det. Jeg følte, at mine grænser i den grad blev overskredet. Men det er jo ikke hans skyld, når jeg ikke siger det lige ud. Jeg var slet ikke som jeg var aftenen før. Jeg var ikke "aktiv". Tvært imod så var jeg nærmere hvad jeg vil kalde "meget passiv" og så lå jeg og tænkte på, at han sgu da må kunne fornemme, at jeg ikke er i stødet. Men nej, det kunne han tilsyneladende ikke. Eller også så valgte han at ignorere det, som jeg har en mistanke om, at han har gjort så tit. Jeg havde bare lyst til at råbe af ham. Slå ham. Kaste ham væk. Sådan som jeg også engang imellem har det med kunder der irriterer mig, er for langsomme eller gør noget på en eller anden irriterende måde. Det er dog første gang at jeg har fået den her ubehagelige følelse indeni sammen med ham. Altså.. Jeg har før følt mig som escortpigen sammen med ham. Mange gange. Men...

Jeg måtte virkelig lægge bånd på mig selv da vi var færdige for ikke at begynde at græde. Normalt kan jeg godt græde, fordi det nogle gange bare bliver for intenst - hvilket plejer at være positivt, men denne gang var det ikke derfor.

Når jeg tænker på tidligere kærester jeg har været forelsket i, der har jeg haft lyst (næsten) hver dag. Nogle gange flere gange om dagen. Det har jeg ikke med ham. Jeg kan sagtens gå i flere uger uden at have lyst til ham.

Åhhh den pisse lorte irriterende trygheds-narkomani!!! Jeg hader det!!!

Hvor høj en pris vil jeg betale for noget falsk tryghed?!!?


Hvor høj en pris jeg vil betale for noget falsk tryghed er nok lige nøjagtig "spot on".
Det er dét det hele handler om i det her forhold.


Fuck, fuck og fuck hvor jeg bare hader mig selv!!!

Hapset fra Google

Hvordan man får førtidspension!

Jeg havde en veninde, i en kort periode, for nogle år siden (2008/2009), som havde fået tilkendt førtidspension pga. psyken. Jeg kan ikke lige huske hvad det specifikt var hun fejlede, men det er heller ikke det vigtige i den her sammenhæng. Jeg kan bare huske at hun var minutter fra et vellykket selvmordsforsøg og var indlagt på lukket afdeling i flere måneder. 

Det var i den periode, at jeg selv begyndte at få det tiltagende dårligere og min borderline personlighedsforstyrrelse for alvor "kom frem".

Allerede på det tidspunkt tænkte jeg på førtidspension. Jeg kan huske, at jeg syntes min veninde var heldig, fordi hun havde fået den tilkendt. Vi snakkede en del om det. Det jeg husker er, at hun sagde, at det bedste råd hun kunne give var, at man skal "spille umulig" overfor sagsbehandlere, psykologer, psykiatere og hvem man ellers er i kontakt med i systemet. Blandt andet nævnte hun specielt at man skulle lade være med at kigge folk i øjnene og i det hele taget bare være undvigende og "egenrådig". Sådan forstod jeg dét hun sagde. Dette er i korte træk.

Jeg har efterhånden lært, at man er nød til "gøre sig selv dårligere" / fremstille sig selv dårligere overfor kommunen, for ellers så presser de virkelig citronen. Jeg håber altid, at jeg har en lortedag, når jeg skal til møde med min sagsbehandler. Men som regel er det ligesom når man skal til lægen fordi man hoster. Allerede på vejen derop så hoster man slet ikke og når lægen så skal lytte på lungerne er der ikke noget at høre. Her føler man sig som en komplet idiotisk hypokonder der spilder lægens tid. Så snart man går igen, så kommer hosten selvfølgelig tilbage! TYPISK!

Nå, men for lidt siden kom jeg til at tænke på omtalte veninde og førtidspension.
Vil jeg virkelig gerne have førtidspension?

...... FØR-TIDS-PENSION ............ FØR... TID... PENSION ...... 

Når psykologen spørger, om jeg kan forestille mig ikke at skulle arbejde hele mit liv, så er det så svært at forholde sig til. Hele mit liv. Det kan jeg slet ikke overskue tanken om. Jeg kan ikke engang overskue tanken om næste uge - eller imorgen, for den sags skyld.

Da jeg skulle udfylde ressourceprofilen til kommunen, i sidste uge, var der også et spørgsmål i retningen af, om jeg kunne forestille mig ikke at skulle arbejde overhoved. Ja, det kan jeg sagtens! Det er jo sådan det er nu og jeg kan slet ikke forestille mig, at skulle have en hverdag som er normal for andre. Mon jeg nogensinde kommer til at kunne forestille mig det?

Jeg hader når jeg hører sætningen: "Man kan hvad man vil!"

Kan man virkelig det?!?!?

Vil det så sige, at alle de ting jeg (tror) jeg gerne vil - dem vil jeg egentlig ikke alligevel, for ellers så kunne jeg godt? Eller hvorfor kan jeg så ikke?

Lige nu fx. der roder min stue helt ad helvedes til. Kæresten har været her hele ugen og han har hjulpet mig lidt med at rydde op. Igår kørte jeg i IKEA, fordi NU SKAL DER SGU SKE NOGET!!!! Kæresten var på arbejde. Jeg købte nogle reoler, som jeg længe har kigget på, så det er ikke fordi det er et impulskøb eller noget. Selvom jeg nok burde have ventet lidt pga. økonomi osv.

Nå, men anyway.. Kæresten samlede møblerne igår aftes og her til morgen. Han skulle hjem idag og havde ikke tid til at blive og hjælpe med at sætte dem på plads og sætte ting i o.s.v.
Der mangler kun at komme hylder i og så skal de sættes på plads. Det er næsten det letteste. Det svære er, at få alt rodet ryddet op. Halvdelen af det der stod på de tidligere reoler kan smides ud og jeg kan sgu bare ikke overskue det. Lige nu står det overalt. Hvor fanden skal jeg starte? Jeg har flere kasser med små og store "dimsedutter", "dingenoter" og "dippedutter", som jeg jo HEEELT SIKKERT får brug for på et eller andet tidspunkt (om 10 år eller noget!).

Så er der de gamle reoler og et tv-bord, som jeg skal have sat på Den Blå Avis. De skal så lige flyttes. Men altså, det er alt sammen noget jeg "godt kan" selv. Hvorfor gør jeg det så ikke? Hvorfor kan jeg ikke overskue det?
Jeg har siddet foran computeren hele dagen og lavet overspringshandlinger på trods af, at mine intentioner imorges var rigtig gode. Jeg var i godt humør, følte at jeg havde en masse energi til at få ordnet det hele så det bliver ryddeligt og pænt. Men tja... Jeg sidder stadig foran skærmen og det hele flyder!....

Hvorfor skal det være så fucking svært?!?

"Jamen, du skal bare tage dig sammen og tage dig selv i nakken og komme igang!".....................

Tage mig sammen ... At tage sig sammen .... Hmm ...


Og så har jeg ikke mere at spise i min lejlighed og jeg er efterhånden ret sulten, men jeg har ikke lyst til noget, selvom jeg er sulten. Altså jeg er sulten uden at være sulten. Jeg har prøvet at granske min hjerne for hvad jeg har lyst til, hvis jeg kan vælge mellem alt og svaret er..... JEG VED DET IKKE!

Jeg ved bare, at jeg nok er nød til at gå i fakta før de lukker kl. 21 og jeg ved bare ikke, hvad jeg skal fylde i kurven...

Ved ikke...
Ved ikke...
Ved ikke...
Ved ikke...
Ved ikke...
Ved ikke...