Mit indre barn i sorg

Jeg havde det rigtig rigtig skidt i nat. Græd som pisket og nu hvor jeg idag tænker over det, var det mit indre barn der virkelig kom frem.

Jeg er bange. Bange for at blive voksen, for jeg føler mig ikke voksen. Jeg føler mig stadig som om jeg er 10-11 år indeni. Jeg er bange for verden. Jeg er bange for at mine forældre dør. Jeg er bange for fremtiden. Bare bange for alt.

Min far sagde nogle virkelig dybe ting igår omkring mine forældres skilsmisse. At han gjorde alt hvad han kunne dengang og det aldrig var hans mening, at de skulle skilles. Han VILLE ikke skilles. Men til sidst havde han fået nok af at blive kørt rundt i manegen af min mor og mormor og morfar, sagde han, og så var han nød til at trække en streg i sandet. Han kunne ikke stå model til mere og måtte videre med sit liv.

Han fortalte mig mange af de ting, som jeg altid har længtes efter at høre. At jeg, hver gang de skændtes, spurgte: "Skal I skilles nu?!". Han sagde altid nej, at selvfølgelig skal vi ikke det. Men det blev vi, sagde han, og det har altid redet ham som en mare, at han altid havde sagt, at de ikke skulle, men så blev det alligevel.

Han ved godt, at det har taget hårdest på mig, af os tre børn. At jeg var i den mest sårbare alder (13 år) og at min far og jeg altid har været tættest, så det var en kæmpe sorg, at han lige pludselig ikke var en del af mit liv mere. At hele mit liv blev revet op med roden.

Han fortalte mig om hvordan kan altid har ønsket at give sine børn kernefamilien, men har måtte sande, at det ikke blev som han ønskede. Han sagde, ar vi var kernefamilien op til den dag, hvor min mor besluttede, at hun ikke ville være gift med ham længere, hvis han ikke gik i behandling for hans alkoholmisbrug. Han sagde, at han godt vidste at der var et misbrug, men at han ikke var den eneste i familien, der havde et misbrug. Han føler sig røvrendt. Han har hjulpet hele familien på så mange måder. Økonomisk som menneskeligt og så følte han, at de vendte ham ryggen alle sammen der, fordi han ikke "makkede ret".

Han blev gjort til bussemanden af alle. Både i og udenfor familien. Han kæmpede for at se os. Han kæmpede for os, men det fik vi aldrig af vide. Vi fik bare af vide, at far ikke var der. At far var ligeglad - tilsyneladende, for vi vidste jo ikke bedre.

Jeg ved ikke hvad der egentlig skete i nat. Det er svært at forklare. Måske gik det bare op for mit lille barn indeni, at det aldrig vender tilbage. At tiden ikke kan spoles tilbage. At jeg aldrig bliver barn igen. Og det gær bare så ufatteligt ondt.

Og det gør så ufatteligt ondt at se, hvad livet har gjort ved ham. At han er så langt ude i sit misbrug. At der nok ikke er nogen vej tilbage, fordi han ikke magter det. Det vil kræve mange år i psykoterapi med alle de ting han har været ude for og været vidne til og måske er han bare ikke stærk nok. Måske har han det bare fint med at leve sådan. At han lever livet til hans krop ikke vil mere.

Han sagde, at han gør det bedste han kan. At han ikke føler han kan gøre det bedre. Og at han altid føler, at han har gjort det bedste han kunne.

Jeg er bare bange, ked af det, i sorg... og jeg ved egentlig ikke hvad jeg har brug for...

Jo, jeg vil gerne spole tiden tilbage og leve forfra, men det kan jo ikke lade sig gøre...

Det gik som jeg regnede med...

Så er jeg i Tyrkiet.

Turen gik helt fint. Da jeg var kommet frem, tænkte jeg selvfølgelig, hvad det var, jeg havde været så nervøs for. Det gik "som smurt" og jeg tog hverken beroligende piller eller drak alkohol på turen herned.

Min far hentede mig i lufthavnen og vi havde næsten 2 timer i bil fra lufthavnen og hen til hans lejlighed, hvor hans kæreste var.

Der er bare altid sådan en akavet stemning mellem min far og mig. Vi er ligesom ikke rigtig på samme "vibrations-niveau" og det er så mig, der bliver nød til at hæve mit, for at passe til hans. Han kan ikke komme ned på mit, for han har ikke roen i kroppen til det. Så det vil sige, at det er meget sjældent vi snakker andet end "small-talk"-agtigt, fordi han ikke kan rumme følelser. Hverken hans egne eller andres. Og specielt ikke mine. Og hvis vi endelig snakker om følsomme ting, så er han meget beruset eller også så kan han kun snakke om det i få minutter ad gangen, hverefter han liiige skal kommentere noget i fjernsynet, på toilettet eller hente noget at drikke.

Det var helt vildt hyggeligt den første aften. Vi var ude og spise lækker mad og vi grinede og pjattede så meget, at jeg fik helt ondt i maven. Min far grinede også helt vildt. Jeg tror faktisk aldrig, jeg har oplevet ham grine helt nede fra maven, som han gjorde den aften. 

I forgårs var jeg på marked med hans kæreste. Det var også rigtig hyggeligt. Jeg fik købt et par lækre bukser, som jeg både ser okay ud i og føler mig tilpas i - selvom jeg har taget så meget på. Og så kostede de kun 35 kr. :-)

Det har kun været overskyet med regn og torden siden jeg kom. I forgårs aftes tordnede og lynede det så meget, så hele byen blev mørklagt i flere timer. Det var lidt vildt at se byen (eller ikke kunne se den) når alt var kulsort!

Da jeg stod op igår, lå min far på sofaen - han sover altid på sofaen foran fjernsynet, fordi han ikke kan klare stilhed. Der skal være larm hele tiden.

Jeg havde ikke engang sagt godmorgen til ham, før jeg bare kunne mærke (føle) spændingen i luften. Ligesom en tikkende bombe der kan springe hvornår det skal være. Jeg vidste, at han ville springe i luften på et tidspunkt i løbet af dagen og det gjorde han også. En smule om eftermiddagen og om aftenen for fuldt blus!!!

Det var noget så ligegyldigt som hans internet, han tændte helt af over. Han har sådan en trådløs USB-stik som modem ligesom man kan få fra 3 derhjemme. Hernede kan man købe net-adgang (abonnement) for fx. 3 mdr. af gangen. Hans periode udløb så i nat og skulle derfor fornys idag.

Jeg tilbyder at køre ned og gøre det i forretningen. Da jeg kommer derned viser det sig, at der skal laves et helt nyt abonnement hvor man skal bruge sit pas til at oprette det. Derfor er jeg nød til at hente ham og køre med igen for at vise vej.

Jeg har ret meget forstand på computere, så jeg siger, at jeg nok skal ordne internettet igen, så det virker. Det forsøger jeg så, men kan ikke få det til at fungere, på trods af, at jeg VED, at jeg har gjort det rigtigt. Det viser sig så senere, at der åbenbart er sket noget med hans router (den dims der gør at man kan være mange computere på den samme forbindelse), så det var rigtigt nok det jeg havde gjort, men der var flere ting der skulle installeres på ny, som jeg ikke vidste, hvilket han fandt ud af, fordi han til sidst fik en IT-reparatør til at komme og lave det.

I forgårs hentede jeg et nyt anti-virus program til hans computer, fordi det han havde var udløbet. Udover det rensede jeg hans computer på flere andre måder for at optimere den og derved få den til at arbejde hurtigere. Jeg prøvede at forklare ham hvad jeg lavede, hvilket han bare "gryntede" lidt af.

Så igår, da internettet ikke fungerer, går han helt amok og siger, at det er min skyld, fordi jeg har hentet "alt muligt lort" og "bare skal lade hans fucking ting være". Jeg prøver at forklare ham, hvad det er jeg har gjort (IGEN!), men vi ender med at råbe og skrige af hinanden.

Jeg hverken råber eller skriger normalt. Tvært imod så er jeg typen der snakker og prøver at forklare tingene, men fordi han råber af mig, så lader jeg mig rive med og råber af ham.

Han siger noget med, at han ikke kan klare at tingene bliver lavet om og at hvis man bare lader være med at lave om på tingene, så fungerer det altid. Jeg har flere gange fikset hans computer for virus og andet godt, så jeg ved udemærket godt, hvad jeg laver. Men fordi internettet ikke lige virker med det samme, så går han helt agurk.

Inden jeg tog afsted, snakkede jeg med psykologen om, hvordan jeg skulle håndtere det, når det her skete, for det vidste jeg, det ville gøre. Så jeg gjorde det vi havde snakket om - jeg forlod lejligheden. Da jeg skal til at gå, spørger jeg, om jeg må låne bilnøglen (en lejet bil) og han råber: "Ja, men du kan jo for helvede ikke køre hele vejen til Danmark i den!!!!".

Jeg græd! Når han begynder at råbe af mig, så begynder jeg altid at tude. Selvom det er fordi jeg er vred, så tuder jeg. Jeg tuder bare uanset hvad, når det har med ham at gøre. Dét tænder ham endnu mere af, fordi han ikke ved, hvordan han skal håndtere det. Så begynder han at sige: "Man kan sgu heller aldrig sige noget til dig" og "du tager fanme altid alting så pisse personligt", osv. Ja, hvad fanden skal jeg ellers gøre? Sætte mig på en stol og tage imod uden at sige noget? Bare give ham ret og snakke ham efter munden? Når jeg protesterer, så ryger han endnu længere op i det røde felt og når jeg siger noget, så hæver han bare stemmen for at overdøve mig med hans beklagelser eller anklager.

Og så projecerer han hans handlemønstre over på mig ved at sige: "ÅÅÅrrrh, du hidser dig fanme altid op!!!". Hvis der er noget jeg bare aldrig gør, så er det at hidse mig op. Jeg råber normalt ALDRIG!

Jeg sagde (råbte) til ham, at han bare skal lade være med at spørge mig til råds eller spørge om min hjælp til hans computer fremover.

Nå, men det ender med, at jeg tager ned og spiser på en restaurant hvor vi altid kommer, så jeg er gode venner med personalet. Han ringer så derned til en af tjenerne. Tjeneren kommer over og kysser mig på kinderne på ordre fra min far, som han har i røret imens - hvilket er min fars måde at sige undskyld på. Jeg får så røret og han siger, at han er ked af det og at ham IT-reparatøren havde sagt, at det altså ikke havde noget som helst at gøre med noget jeg havde downloaded eller gjort på hans computer. Det vidste jeg jo godt og det var det jeg havde prøvet på at forklare ham - FLERE GANGE!!!

Han siger også noget med at vi skal "holde et møde" imorgen (idag), fordi der åbenbart er andre ting han gerne vil snakke om. Han nævnte noget med, at han følte at jeg havde "et horn i siden" på ham. At jeg havde noget indestængt vrede mod ham. Hmm. Ja, det har jeg da masser af, og måske er det fordi han godt ved, at han gør så mange ting der gør mig ked af det, at han lige pludselig siger sådan. Who knows.

Men jeg fortrød (fortryder) virkelig at jeg tog afsted!!
Da jeg kørte fra lejligheden igår, fik jeg flashback til sidste gang jeg var her, hvor han også var gået amok på den måde (kan ikke huske over hvad), hvor jeg også kørte. Det var på nøjagtig samme måde. Hvorfor lærer jeg det aldrig?! Hvorfor "glemmer" jeg altid sådan noget bagefter og bliver mindet om det, når jeg ikke har mulighed for at "flygte" hjem til mig selv?

Jeg kan rigtig godt lide hans kæreste. Hun er sød på mange områder, men hun har et misbrug af pot eller marijuana eller hash eller hvad det hedder. Ja, og min far er alkoholiker og kokain misbruger, så de er et kønt par. Så jeg ved ikke hvad fanden jeg havde forestillet mig? Måske var det barnet inden i mig, der igen håbede, at tingene ville være anderledes. At det ville blive en hyggelig ferie, hvor min far og jeg kunne snakke og "finde hinanden". Men igen - det kommer aldrig til at ske - og det har jeg nu fået bekræftet igen igen igen...

Jeg ville ønske jeg bare kunne komme hjem idag. Men jeg må vente til på mandag (4 dage!!).

Jeg er spændt på at se, hvordan det såkaldte møde kommer til at gå og hvad det er, han har intentioner om, at der skal ske...


-

Min lillebror har taget piller...

Jeg var ude og spise med min ældste lillebror den anden dag. Han har ellers altid været imod alt hvad der hedder psykologer og terapi, men for nylig er han, på eget initiativ, startet hos en psykolog.

Vi har snakket en del med hinanden siden han fortalte mig, at han er startet. Han har kun været der en enkelt gang nu.

Under vores frokost fortæller han mig, at han for noget tid siden til en fest, havde været på toilettet og pludselig fik en impuls der gjorde, at han havde spist 20 panodiler. Jeg prøvede ikke at se chokeret ud, da han fortalte mig det. Han sagde, at han ikke ved hvorfor han gjorde det. Det var ligesom bare noget der skete uden han tænkte over det. Det skræmmer mig rigtig meget.

Jeg snakkede med min psykolog om det i terapi den anden dag og hun rådede mig til, på det kraftigste, at få ham overtalt til at få noget psykiatrisk hjælp. Jeg brugte en hel eftermiddag på at prøve at overtale ham til at gå til lægen og få en henvisning, men det vil han ikke. Han var ellers rigtig tæt på, men afviste det alligevel til sidst. Han vil ikke have at hans læge skal vide sådan noget om ham og gav i det hele taget udtryk for, at han skammer sig enormt meget over sig selv og over at han har det så dårligt.

Jeg sagde til ham, at jeg meget gerne ville tage med til lægen og bare være der for ham. Evt. bare i baggrunden og hvis han har behov for det, så hjælpe ham med at få det sagt. Han var ikke meget for at tage mig med.

I det hele taget ligner han bare min far alt for meget. Ikke at ville søge hjælp og bagatalisere det med at "så slemt er det heller ikke" og "rolig nu, der sker ikke noget" og "det er jo kun den ene gang". For 6 år siden havde han et seriøst selvmordsforsøg som var meget tæt på at lykkedes. Det foregik på nøjagtig samme måde med, at han lavede noget han ikke vidste hvorfor han gjorde. Det var meget tæt på at lykkes. Efterfølgende var han tilknyttet distriktpsykiatrien i nogle måneder og stoppede selv, fordi "hvad skulle han der?".

Nu har jeg lige snakket i telefon med ham. Han er fuld og har rigtig meget lyst til at tage stoffer. Jeg har så meget lyst til at køre ind og hente ham på stedet, men han nægter og siger at han skal ud og give den gas og er på vej i byen. Han snakkede om at tage ned i Istedgade for at "købe noget". Jeg sagde til ham, at hvis han endelig skulle have noget, så skulle han i hvert fald købe fra en "sikker kilde". Jeg kunne ikke tale ham fra at tage noget i det hele taget, så jeg håber bare, at han så er så fornuftig, at han trods alt ikke køber noget af en eller anden afrikaner nede i Istedgade.

For helvede altså!
Jeg er så bange for at det ender fatalt. Han ved ikke hvad han laver, når han "når derud". "Gemt" bag en joke gav han udtryk for, at han er pisse ligeglad med hvad han sniffer op i næsen. Jeg ved lige hvordan han har det, for sådan havde jeg set selv for nogle år siden. Jeg prøvede at tale til hans fornuft, men der var ikke noget at gøre.

Jeg sagde, at han skulle passe på sig selv og love at ringe hvis der blev noget....

Fuck jeg tilgiver aldrig mig selv, hvis han dør i nat!!!......



-

Jeg skal på ferie...

... på mandag... dvs. om 2 dage!

Og hvis jeg skal være helt ærlig, så har jeg det faktisk stadig ikke særlig godt for tiden og slet ikke i de her dage!

Min far tilbød, at give mig en billet, så jeg kan komme ned til ham og hans kæreste. Til at starte med sagde jeg ja med det samme. Jeg var egentlig ikke ekstatisk, som jeg plejer at være, når jeg skal på ferie i udlandet. Jeg skulle måske lige vænne mig til tanken.

Jeg har fra start gjort ham opmærksom på, at jeg ikke har nogen penge OVERHOVED. Dvs. han også står for lommepenge. Jeg skal ikke rigtig bruge nogen, da han som regel betaler mad og jeg skal ikke købe tøj eller noget. Men det føles bare ikke rart alligevel, at han skal betale det hele.

Jeg gik i nogle dage og kiggede på billetter, fordi jeg selv skulle bestille den. Jeg ventede på at de faldt i pris, så han trods alt ikke skulle betale for meget for den. Samtidig så gik jeg og seriøst tænkte over, om det overhoved var en god idé at tage afsted. Jeg har altid været økonomisk afhængig af ham og er det på en måde stadig. I terapien har jeg arbejdet rigtig meget med de følelser det giver mig, stadig at være afhængig af ham nu som næsten 30 årig og jeg har arbejdet intenst for at komme ud af det. Jeg er også godt på vej, men der er et stykke endnu pga. lån i banken.

Når han har taget kokain/drukket for meget bliver han tit lidt aggressiv og kan ikke rigtig dæmpe hans følelser, hvilket er gået ud over mig gentagne gange. Når han skælder mig ud (9 ud af 10 gange uberettiget), kommer det som regel op, hvor meget han har hjulpet mig økonomisk, så det gør, at jeg straks kommer tilbage i rollen hvor jeg føler, at jeg står i taknemmelighedsgæld til ham. Hvilket jeg i øvrigt nok altid vil føle, at jeg gør.

Nå, men alt dette skriver jeg, for at give lidt baggrundsviden for, hvorfor jeg kom frem til, at det var en dårlig idé, at tage afsted.

Når jeg tidligere har været på ferie med ham og han er påvirket, er det ikke sjældent, at han kan blive sur/tangerende til aggressiv fx. overfor personalet på restauranter, hvis han føler, at han ikke får ordentlig service. Som regel følger der en smule storhedsvanvid med, når han er påvirket. Alt dette er pænt pinligt for os der er ude at spise med ham. Nogle gange er jeg gået.

Samtidig så kan det være enormt energikrævende at være sammen med ham i længere tid af gangen, fordi han svinger ekstremt meget i humør, har svært ved at slappe af og meget af tiden er "helt oppe i gear". Dette betyder, at jeg næsten aldrig kan slappe rigtigt af i hans selskab.

Nå, men tilbage til billetten. Jeg besluttede mig for, at det var en dårlig idé at tage afsted. Inde i mit hoved og min krop havde jeg egentlig indstillet mig på, at jeg alligevel ikke skulle nogen steder, hvilket egentlig havde givet mig ro indeni igen. Jeg havde planlagt at sige, at jeg havde fået brev fra min sagsbehandler om et møde i løbet af ugen, som jeg ikke kunne melde fra til. Dette nåede jeg så ikke, for da jeg vågner i torsdags, ligger der en besked på min telefon hvor der står, at han har bestilt en billet til mig. Han havde allerede sendt den til min mail. FUCK! Det væltede mig fuldstændig og jeg har haft det små-dårligt psykisk lige siden.

Jeg kan ikke få mig selv til at melde fra. Det er udelukket - selvom jeg alligevel har en lille bitte flig af tvivl. Det vil uden tvivl være det bedste for mig, men jeg kan simpelthen ikke få mig selv til at gøre det.

Han har skrevet flere sms'er,  hvor han skriver, hvor meget han glæder sig til jeg kommer. Samtidig så har han lagt op til, at vi "rigtig skal være fulde". Jeg prøver at holde min indre alkoholiker (som min psykolog kalder det) nede og prøver at overbevise mig selv om, at en ferie sydpå ikke er det samme som at gå på druk i en uge, som det hidtil har været.

Åhh... Jeg har egentlig bare brug for, at prøve at komme af med den angst og uro jeg sidder med lige nu og det er derfor jeg prøver at skrive mig ud af det. Det virker desværre bare ikke rigtig.

Jeg ved ikke, hvad det er, jeg har angst over. Jeg har rejst tons af gange og også masser af gange alene, men det er faktisk turen derned, jeg har det mest skidt over. Jeg ved ikke hvorfor, men jeg kan bare ikke rigtig overskue det i mit hoved.

I de senere år er jeg blevet tiltagende angst for at flyve, så måske er det også derfor.

Jeg har tænkt mig at tage én (måske to?) beroligende piller, inden jeg går op i flyet. Det har jeg aldrig gjort før - eller været nød til at gøre før... eller overhoved tænkt på at gøre før. Jeg ved ikke hvorfor jeg pludselig oplever den her ængstlighed og uro konstant - også på "normale" dage. Den lurer ligesom i baghovedet/-kroppen hele tiden og det er enormt ubehageligt og energislugende.

Åhh... Jeg ville egentlig nok bare ønske, at jeg ikke skulle afsted. Jeg undskylder hvis jeg lyder forkælet - det er bestemt ikke min mening!! Samtidig, nu hvor jeg alligevel skal afsted, så har de (fanme) lovet regn dernede hele ugen, så det er nok ikke fordi det bliver til specielt mange strandture....

Åhh jeg har det bare skidt. Når jeg læser indlægget igennem, synes jeg egentlig at det lyder enormt rodet. Der er omtrent lige så rodet i mit hoved - og ikke mindst i min lejlighed, som jeg helst gerne ville have ryddet bare en smule op, inden jeg tager afsted.

Min mindste lillebror har sagt ja til at vande mine blomster, hvilket åbenbart var et kæmpe problem for ham, så også her følte jeg mig til besvær. Han havde egentlig også lovet at køre mig i lufthavnen, men det har jeg aflyst, fordi jeg blev "Rasmus modsat" og tænkte, hvis det er sådan et kæmpe problem, så fuck ham - så skal jeg sgu nok klare mig selv. Tak for lort!

Kæresten har sagt ja til at passe hunden, så den skal jeg op med til ham imorgen og så er det meningen, jeg skal sove hos ham og tage toget til lufthavnen tidligt mandag morgen. Som regel så sover jeg ikke rigtigt natten før jeg skal afsted, så jeg ville faktisk hellere bare sove herhjemme...

Åhh for pokker hvor kan jeg bare ikke overskue noget lige nu.....


-

Jeg er blevet fed IGEN!

Hold kæft hvor er jeg bare træt af mig selv!

Jeg havde tabt mig så fint. Var så stolt over vægttabet og nogenlunde glad for min vægt/krop, selvom jeg da gerne ville endnu længere ned. Nu har jeg taget hele lortet på igen. Er oppe på omkring 80 kg. igen (BMI omkring 26). Alt det som jeg havde svoret jeg aldrig ville tage på igen. Jeg skulle aldrig være så stor igen og det er jeg nu blevet alligevel. Jeg væmmes!

Hvorfor kan jeg ikke stoppe med at proppe i hovedet?!

Det foregår nærmest pr. automatik. Jeg kobler bare hjernen fra og øser for mange og for store portioner op. Igen og igen. Slik og flødeboller og CHOKOLADE. Masser af chokolade.

For helvede hvor er jeg bare for nederen og latterlig!!!

Jeg hader mig selv mere end jeg hader nogen som helst andre!

Føj!

Punktum!


-

Har det ikke så godt idag

Idag har jeg det ikke så godt. Ligger nok på en 2-3 stykker på humørskalaen.

Det har ellers været en okay weekend - på nær, at jeg har haft mareridt hver nat og kæresten har været nød til at vække mig flere gange, fordi jeg har råbt, grædt og rodet rundt i sengen.
Vi har bare hygget hele weekenden og absolut ikke lavet dagens gode gerning. Det har været så skønt!

Jeg er stadig hos ham, men han er på arbejde. Jeg havde egentlig planlagt, at jeg skulle hjem igår, fordi jeg troede jeg skulle til psykolog idag, men jeg udskød det hele dagen. Så fik jeg kigget i min kalender og så, at det først er imorgen jeg skal til psykolog. Dejligt. Så blev jeg.
Vi tog på McDonalds igår aftes og midt i min burger begyndte tårerne bare at komme op i øjnene. Jeg kan simpelthen ikke klare tanken om at skulle ud i livets trædemølle igen. Jeg ser det nærmest som en straf, at jeg skal tvinges ud.

Det går så ikke meget bedre idag. Sidder bare på facebook og mobilen og spiller. Jeg fik taget mig sammen til at gå i bad ved 13-tiden og fik gået med hunden. Jeg har også et par bukser jeg egentlig skulle sy inden jeg tager afsted, for jeg har ikke nogen symaskine derhjemme og det er de eneste bukser jeg rigtig har jeg kan passe lige for tiden (udover joggingbukser) og de er gået op i syningen bagpå, så kan kan se trusserne. Så dem kan jeg ikke rigtig bruge før de er blevet syet. Jeg overvejer at gå til skrædderen og aflevere dem, men jeg har heller ingen penge. Nå, men ellers må jeg bare have leggings og kjole på eller noget, indtil jeg får taget mig sammen.

Det går mig alligevel på med jobcenteret - mødet den anden dag. Da hun sagde, at jeg skulle igang med noget, spurgte jeg, hvad de har af tilbud for sygemeldte i kommunen. Til en af de steder hun nævnte, sagde hun: "... Men der er du ikke fucked up nok til at passe ind!". Vi grinede begge to af hendes ordvalg og hun undskyldte. Jeg tager det på ingen måde personligt eller noget. Jeg synes tvært imod, at det er sjovt, at hun er så meget nede på jorden og har lidt humor og når jeg omtaler mig selv, siger jeg også, at jeg er fucked up.

Der imod satte det nogle tanker igang, at hun netop ikke ser mig som fucked up - for det er jeg fanme. Skindet bedrager, hvilket jeg både i mails og min ressourceprofil har givet udtryk for, men jeg har bare en fornemmelse af, at hun ikke læser ordentligt i min sag inden jeg kommer. Fx. så er det ikke første gang, at hun har glemt noget vi har aftalt, sidste gang jeg var der. Egentlig er det jo fint nok for mig, for jo mere hun glemmer, jo længere tid kan jeg blive ved med at "passe mig selv", hvilket jeg har det aller bedst med.

Men altså.. At hun ikke ser mig som fucked up gør måske, at hun tror, at jeg er klar til mere end jeg føler mig klar til. Eller hun tror jeg kan mere end jeg føler jeg kan. Jeg prøver stadig at trøste mig selv med, at jeg skal se tiden an og se hvad der kommer ud af de kommende samtaler og jeg skal vel samtykke om tingene, før de kan sende mig ud i noget, eller hvad? Det er jo ligesom dem der sidder på pengene, så jeg er vel nød til at danse efter deres pibe, for at blive ved med at få kontanthjælp?

Nå, men jeg skal i hvert fald hjem idag. Det tager en time at komme hjem fra kæresten og det gider jeg ikke bruge formiddagen på imorgen, inden jeg skal til psykolog.

Nu har jeg haft en uges tid, hvor jeg har haft overskud og været i okay humør, og så siger det lige BANG igen og så kommer den sorte sky ind over mit hoved... Åhh hvor er det dog irriterende!!

Det er så rart at være her hos kæresten. Så er det ligesom om jeg er i en tidslomme, hvor jeg glemmer min elendighed og mit "virkelige liv"....

-

Den obligatorisk samtale på jobcenteret

Igår var jeg til den obligatoriske 3 måneders samtale på jobcenteret. Jeg troede egentlig at samtalen skulle handle om, at jeg kun har været på VUC én gang til det enkeltfag jeg/hun havde tilmeldt mig.

Da jeg kommer ind, siger hun som det første: "Vi skal have dig igang med noget!!!". Fuck, tænker jeg så. Så siger hun: "Vi to har et hængeparti!". Fuck, tænkte jeg igen. Lidt efter smiler hun og siger: "Nej, jeg har et hængeparti. Jeg har ikke fået meldt dig til VUC". Øhh.. Hvad?

Jeg siger så til hende, at jeg altså har været der en gang. Det kunne hun ikke forstå. Nå, men hun spurgte mig så hvorfor jeg kun havde været der den ene gang og ja, jeg vidste sgu egentlig ikke rigtig hvad jeg skulle svare hende. Hvorfor havde jeg kun det?! ... Fordi jeg ikke kunne komme ud af døren den 2. gang og så prøvede jeg at "fortrænge" tanken om undervisning efterfølgende og til sidst tænkte jeg, at nu hvor jeg alligevel var gået glip af så mange gange, så kunne jeg ligeså godt blive væk.

Jeg sagde til sagsbehandleren, at jeg egentlig havde synes at faget og undervisningen var spændende nok, men at jeg havde det svært med gruppearbejdet, hvilket også er rigtigt nok. Det var den forklaring der lige umiddelbart poppede op i min hjerne på det tidspunkt.
Jeg sagde til hende, at det jo så ikke gjorde det store, nu hvor jeg alligevel ikke var blevet tilmeldt, hvilket hun bare smilede lidt til.

Så snakkede vi om et nyt tiltag, der er blevet lavet i kommunen som en del af "Unge under 40 år må under ingen omstændighed få førtidspension" fra regeringen, som træder i kraft til årsskiftet. Det er åbenbart foregået ved "lodtrækning" hvilke borgere, der i match kategori 3 (dem der er helt "fredet" for arbejde og aktivering og hele balladen), skulle medvirke i det her projekt.
Og voila - det var jeg da blevet udtrukket til! FEDT MAND!! NOT!!

Nå, men jeg prøver at være positivt indstillet og da hun forklarede mig hvad det gik ud på, lød det faktisk som noget ret spændende og konstruktivt.

Som jeg forstod det, er det sådan, at der er et udvalg/en gruppe af forskellige mennesker inden for forskellige fagområder, som skal læse min journal/sag (eller hvad sådan noget hedder på jobcenteret), hvorefter jeg sammen med sagsbehandleren skal til møde med dem. De skal så snakke med mig (og sagsbehandleren, med mindre hun bare skal være bisidder i baggrunden) i en times tid. Så skal de så "votere", som jeg kalder det, altså bedømme mig, og herefter komme med forslag til hvordan jeg kan "komme videre". Det kan være praktik eller kurser eller hvad ved jeg.

Det lød umiddelbart meget spændende nu hvor der er forskellige fagpersoner med viden indenfor flere forskellige områder. Jeg kan ikke lige huske hvilke fagpersoner hun nævnte, men jeg mener i hvert fald at der er en læge, en socialrådgiver, en jobkonsulent og ja... mere kan jeg ikke lige huske.
Jeg tror, jeg skriver en mail for at få hende til at forklare mig det igen. Det er altid så ubehageligt at være til de skide samtaler, at jeg aldrig kan huske særlig meget i detaljer, når jeg går derfra.

Det næste der skal ske, inden dét jeg lige har beskrevet er, at jeg skal til en jobkonsulent på jobcenteret. En der kan hjælpe mig med forslag til noget praktik-halløj. Jeg sagde til hende, at jeg altså ikke var klar på særlig mange timer. Måske endda kun én gang om ugen. Det var hun helt med på. Hun virker nu meget sød og forstående, men jeg skal bare hele tiden minde mig selv om, at hun ikke "er til" for mig men for systemet. Hun er til for at få mig i arbejde og blive selvforsørgende.

Vi kom også lidt ind på at jeg har været i prostitution og hun spurgte, om det var noget jeg ville have med i sagen, fordi der ikke stod så meget om det i min "journal". Jeg sagde, at jeg jo havde betalt skat af pengene, så det ikke var noget hemmeligt, men hvis det ville have negative konsekvenser for min sag, så ville jeg selvfølgelig ikke have det stående. Men altså... Det er jo en del af mig. En del af min fortid. Så jeg tænker, at selvfølgelig skal det med. Nu håber jeg så bare ikke, at der sidder en eller anden jeg kender blandt de der konsulenter til mødet, så jeg bliver totalt "afsløret". Men altså.. Ja, den risiko må jeg løbe. Selvom jeg godt ved, at de har tavshedspligt (tror jeg?) overfor uvedkommende, så siger min erfaring mig bare, at sådan en oplysning ikke er noget folk kan holde kæft om.
Det er MEEEEEGET spændende at sladre om... :-)

Man burde sgu få en brugermanual til kommunen, når man kommer ind i systemet. Jeg havde aldrig haft noget med kommunen at gøre andet end når jeg skulle regulere mit skattekort, før jeg for alvor blev syg i 2009 og kom ind i psykiatrien og på kontanthjælp o.s.v.

Jeg synes altså det er pisse ubehageligt at sidde til sådan et møde, hvor jeg føler mig totalt som en skakbrik de bare kan rykke rundt med som det passer dem.

Sagsbehandleren sagde godt nok, at jeg altid var velkommen til at ringe eller skrive. At jeg bare skulle ringe hvis jeg fik kolde fødder og for fremtiden hvis jeg, som med VUC, lige pludselig ikke kan magte det, så skal jeg bare ringe og sige det. Det lyder sgu lidt for let - for hvad sker der så?

Er der ikke nogen af jer læsere der vil fortælle lidt om hvordan jeres "sag" blev behandlet? Hvad I har været igennem på vejen og nogle tips, hvis I lige skulle sidde med nogle? Det kunne være så rart!
Jeg kender godt hjemmesiden K10.dk og den har rigtig mange gode informationer, så den har jeg læst en del på.

Nå, men alt i alt er jeg (nogenlunde) fortrøstningsfuld. Jeg vil ikke hidse mig op, før jeg ser hvad der kommer til at ske. Om ikke andet så tænker jeg bare hele tiden på, at de jo for f***** ikke kan give mig håndjern på og tvinge mig i arbejde eller praktik eller whatever...?

Hvad er det værste der kan ske??

Kampen om at holde fast i mig selv

Jeg har snakket en del med min mor i den sidste uges tid. Blandt andet så havde jeg en telefonsamtale med hende den anden dag, hvor hun græd rigtig meget. Hun fortalte hvordan hun savner mig, tænker på mig konstant og drømmer om mig om natten. Jeg fik det så dårligt lige dér. Ikke på selvmordstanke-måden, men mere at jeg blev så ked af det. Jeg bliver ked af det, fordi jeg påtager mig hendes smerte. Jeg skal hele tiden huske mig selv på, hvorfor jeg har været nød til at tage afstand - at det har været for at få det bedre og ikke for at straffe hende. For at redde mig selv.

Hun sagde mange af de ting, som jeg har længtes efter at høre fra hende. At hun er rigtig ked af, at mit liv har formet sig på den her måde - med en personlighedsforstyrrelse. Blandt andet at det aldrig har været hendes mening, at gøre mig ondt og at hun ville ønske, hun kunne spole tiden tilbage og gøre rigtig mange ting om.

Hun har modtaget bogen nu, som vi bestilte sammen og hun sagde, at hun er blevet meget klogere efter hun har læst lidt i den. Det blev jeg positivt overrasket over.

Der var også nogle ting hun sagde, som jeg stadig synes hun ikke forstår, selvom hun giver udtryk for, at hun godt forstår hvad jeg siger. Blandt andet i forhold til min mormor og morfar og deres "Gammel Dansk Tradition" (Klik på "Gammel Dansk Traditionen" for at læse hvad jeg mener med det). Her forsvarede hun min mormor og morfar med, at hun (min mor) jo er 52 år og derfor et voksent menneske der er i stand til at træffe sine egne beslutninger, så hun jo bare kunne sige nej. Jeg sagde, at ja det er hun da, men at de jo ikke ligefrem behøver at sidde og opfordre hende til at drikke lortet. Det svarer til at give sukker til en diabetiker eller narko til en narkoman ( - det sidste sagde jeg så ikke, selvom jeg tænkte det).

Men hun bliver ved med at prøve at pådutte mig at jeg skal se min mormor og morfar. Min mormor ligger på sygehuset nu, fordi hun er blevet opereret i hjertet. Igår var min mor, moster og min morfar så oppe og se til hende. Herefter tog min morfar med min mor hjem og skal være der i nogle dage. Jeg ringede selv til min mor igår aftes, for at høre hvordan besøget var gået. I denne situation ville min psykolog spørge hvorfor JEG ringede til hende og jeg kan ærligt ikke svare på det, for det var ikke fordi jeg absolut bare MÅTTE vide hvordan det var gået med min mormor. Hvis jeg skal være helt ærlig, var det nok en impulsiv handling, at ringe til hende - det var nok barnet i mig der overtog, selvom jeg ikke rigtig ved, hvad det ville opnå med samtalen ( - jo, kærlighed vel sagtens). Ved nærmere eftertanke var det egentlig nok en pisse dårlig idé at ringe, fordi min mor griber fat i den mindste lille flig af en lillefinger og river hele armen til sig, hvis hun kan komme til det og jeg nu har sået et frø i hende med troen på, at alt "bliver godt igen".

Hun siger så også: "Morfar er her i nogle dage, så hvis du har lyst til at komme hjem......". Ja, det ved jeg sgu godt for helvede da. Jeg har sagt til hende, at jeg ikke skal presses og at jeg ikke er klar til "hele pakken". At jeg gerne vil ses med hende, men at jeg skal bruge tid, før jeg (måske) er klar til at blive hvirvlet ind i resten af familien igen. Men hun gør det hver gang jeg snakker med hende. Prøver at overtale mig = underforstået at presse mig. Og det gør mig bare gal og gør at jeg trækker mig væk igen. Hun skal ikke prøve at overtage mig igen. Jeg har lov til at have mine meninger. De betyder noget. Og det er MIG der bestemmer i MIT liv!!!
Jeg skal bare huske mig selv på det HELE TIDEN , når jeg har kontakt med hende. Det er faktisk ret opslidende alligevel. Hun har også foreslået, at jeg da kan komme med op og besøge min mormor på sygehuset. Her skal jeg også hele tiden holde fast i, at selvom konen er nogle-og-firs-år, så er hun altså som hun altid har været og jeg har været så pisse træt af hende og min morfar i jeg-ved-ikke-hvor-mange-år. Dårlig samvittighed igen og igen og igen og....... for hvad nu hvis hun dør og jeg fortryder o.s.v....

Hun bliver også ved med at snakke om hendes mand og om jeg ikke nok bare vil "komme hjem" og se, at der ikke er noget "i vejen". At jeg bare kan tage en snak med ham og så er dét det. Det er jeg bare stadig ikke klar til, hvilket jeg også har gjort hende klart. Jeg kan simpelthen bare ikke udstå tanken om den idiot. Alene bare at skulle være i rum med ham eller tænk hvis han gør antræk til at kramme mig goddag eller noget. Han skal bare holde sig langt væk fra mig og i hvert fald slet ikke komme i nærkontakt med mig. Jeg ved bare, at jeg vil have svært ved at sige fra, hvis han gør antræk til at give mig et kram efter vores såkaldte "forsoningssnak", som min mor åbenbart mener ville være en god idé. Hvordan trækker man sig væk fra et kram? Det vil være for akavet bare at give ham hånden og i det hele taget, så har jeg slet ikke lyst til hverken at kramme eller give ham hånden eller noget. Kort og godt - han skal bare holde kæft og holde sig langt væk fra mig. Det er sådan jeg har det.

Efter min seneste samtale med hende igår aftes, er jeg blevet enig med mig selv om, at jeg ikke ringer mere til hende foreløbig. Jeg har brug for ro igen.

-

Hvad vil jeg med mit liv?

Når jeg vågner om morgenen ligger jeg altid en times tid og putter i sengen med hunden og min mobil. Mails bliver tjekket. Spil bliver opdateret. Facebook. Twitter. Instagram. Måske nyheder, hvis jeg er i okay humør og ikke bliver påvirket af grusomheder.

Her til morgen lå der så en besked på facebook fra en ex-kæreste. Det er over et år siden jeg sidst har snakket med ham, så jeg var ret overrasket. Beskeden i sig selv var ligegyldig. Noget med en sang fra dengang vi var kærester, som han ikke kunne huske navnet på. Men hans besked satte mine tanker igang og gjorde mig ked af det.

Han har taget en forholdsvis lang uddannelse og blev ansat i en stor verdensomspændende hotelkæde, hvor han nu har været udstationeret forskellige steder i verden i et par år. Jeg har fulgt med på facebook undervejs. Han er 3 år yngre end mig (så vidt jeg husker).

Han har verden liggende for hans fødder. Han har en uddannelse han kan bruge og som giver ham uanede muligheder. Som kan bringe ham hvorhen i verden han vil. Og hvad har jeg?!?!?!?

Hvor meget er der sket i hans liv og hvor meget har han opnået siden vi var kærester!!!
Og hvor er jeg?!?! Jeg sidder stadig med en pind og roder rundt i den samme lort, som jeg gjorde dengang!

Godt nok har jeg udviklet mig meget, på det personlige og mentale plan, i de år der er gået, men rent fysisk er der jo ikke sket noget. Jeg har ikke fået en uddannelse (jo - en en skod uddannelse som social- og sundhedshjælper - undskyld til andre der er uddannet det samme. Jeg har bare aldrig været glad for det!). Jeg drømmer stadig om det store udland, men jeg må nok indse, at jeg ikke har psyken og styrken til at føre det ud i livet - og hvad skal jeg lave derude?

Min lillebror er også lige blevet færdig med sin uddannelse og har fået ansættelse dér hvor han var elev. Nu tjener han i nærheden af 30.000 kr om måneden og hvad laver hans søster?
- Jeg er fucking syg og ikke kommet nogen steder....

Og så bliver det ved med at rumstere i mit hoved, at jeg jo bare kan gøre noget ved det og at verden også ligger for mine fødder, at jeg er den eneste der kan ændre mig liv... og bla bla bla....

Men hvad nu hvis jeg ikke KAN ændre mig liv? 

Hvad nu hvis jeg ikke KAN tage en uddannelse?

Jeg VED IKKE hvad jeg vil med mit liv. Jeg kan ikke se min fremtid og jeg kan ikke forestille mig den. Den er diffus.

Jeg ønsker mig at tjene penge, så jeg også kan komme ud at rejse bare én gang om året. At jeg kan købe lidt tøj ind imellem. At jeg bare har råd til at købe ost og at det ikke behøver at være en luksusgode.

Jeg tænker tit på førtidspension og har også gjort det idag. Om jeg skal søge.
Men så tænker jeg igen: Er det virkelig det jeg vil?

Hvad vil jeg?!?!?!

Og i forbindelse med alle de her tanker, så titter depressionens grimme ansigt igen frem og siger:

"Hvad er meningen med det hele... med livet???!!!"

Tid til børn

Jeg har en veninde der, for 2 måneder siden, fødte den dejligste lille datter. Hun har i forvejen en søn på 5 år, som har en anden far. Jeg har været en del hjemme hos hende de sidste par uger og har ikke kunne undgå at blive endnu mere skruk end jeg er i forvejen. Det er ikke sådan, at jeg har tænkt mig, at jeg skal være gravid imorgen, men tankerne om børn rykker tættere på. Samtidig så skaber det også en masse spørgsmål indeni mig.

Jeg har altid vidst med mig selv, at jeg ville bruge donorsæd, når jeg skulle have børn. Jeg vil gerne have to børn og de skal have den samme donor, så de har det samme ophav, hvis de en dag skulle ønske at finde ud af, hvor den 2. halvdel af deres gener stammer fra. Grunden til at jeg altid har været så sikker på det er - kald mig bare pessimist - at det, i mine øjne, er et fåtal af mænd som rent faktisk forstår at leve op til rollen. Samtidig så har jeg nok bare set lidt for mange ægtemænd i min karriere som prostitueret til, at jeg vil risikere at mine børn skal udsættes for en skilsmisse, fordi der evt. skulle være problemer mellem mor og far. Et eller andet sted er det nok et forsøg på at skåne dem for et muligt svigt, som mange mange børn i dagens Danmark (og verden) bliver udsat for. Jeg ønsker ikke for mine børn, at de, som jeg har gjort, skal vokse op og opleve en skilsmisse og derefter manglen og savnet af en far i hverdagen.

Samtidig så ser jeg det også som en fordel, at der kun er een til at opdrage dem. Tag fx. min venindes kæreste, som nu er far til deres datter. Her den anden dag var jeg på besøg hjemme hos dem. Min veninde og jeg var ude at gå en tur med ungerne og jeg lægger her mærke til, hvordan hendes søn han bliver ved med at spytte på jorden. Ligesom (i mine øjne) uopdragne drenge (og piger) gør. Jeg siger så til ham, at det kun er grimme drenge der spytter. Dertil siger han: "Neeej, for det gør min mors kæreste og så må jeg også!". Man skal passe på, for i den alder lægger de mærke til alt hvad man gør og siger. Nå, men det jeg tænkte i situationen var, at jeg her fik endnu en grund til, at jeg helst vil være alenemor. Jeg gider ikke at skulle "slås" med en kæreste/mand om, hans mulige måde at være på og hvordan mine børn skal opdrages.

Måske er jeg helt forkert på den, men jeg har bare aldrig set mig selv som mor i et parforhold. Jeg har bare altid set mig selv som alenemor. Hvad tænker I om mine tanker?

I den her forbindelse falder min opmærksomhed igen på kæresten. Han har en arvelig sygdom som gør,
at der er 50% chance for at barnet bliver handicappet.
Vi har fået det undersøgt via. blodprøver, gentests o.s.v.
og det er ikke noget man kan screene for og heller ikke
noget man nødvendigvis kan se via en moderkageprøve
eller en ultralydscanning. Han har allerede 2 børn,
hvoraf den ene er rask og den anden har nogle forskellige skavanker, som følge af sygdommen. Det var først da de fik det 2. barn, at de fandt ud af, at han havde en arvelig sygdom. Med andre ord - det er ikke en risiko jeg
(og han) tør at løbe.
Selvom vi har været til undersøgelser for at høre om mulighederne m.h.t. hans sygdom, så har jeg alligevel hele tiden vidst, at han ikke skulle være far til mine børn - sygdom eller ej - selvom han er en fantastisk far.

Jeg tog hjem til kæresten igår og mens jeg lå i hans arme, kom jeg til at tænke på alt det her og så slog det mig: Hvor længe har jeg "råd" (tidsmæssigt) til, at være i det her forhold for tryghedens skyld? Jeg kan (for det meste) stadig ikke se mig selv med ham i fremtiden. Jo, så længe vi bor hver for sig, men jeg tror ikke, at jeg vil kunne flytte sammen med ham igen. Vi boede sammen i et halvt år, før jeg flyttede ind i min nuværende lejlighed og jeg var ved at blive kvalt af ham. Han bliver hurtigt for omklamrende for mig. Måske er det fordi jeg i bund og grund jo bare ikke elsker ham, for sådan har jeg aldrig haft det med tidligere kærester, som jeg har haft følelser for/forelsket i.

En helt anden side af alt det her børne-tankemylder er, at jeg ikke ved om jeg vil være i stand til at være en god mor. Eller jo, jeg ved at jeg vil blive en god mor, men jeg tænker energi-mæssigt. Om det bliver for hårdt. Det er jo en beslutning som ikke kan gøres om (hvilket jeg nu heller ikke tror, at man nogensinde vil ønske sig, når man står med den lille i favnen), men hvad nu hvis jeg får en fødselsdepression? Jeg lider jo i forvejen af depression/depressioner og måske kan en fødsel være en trigger? Hvis og hvis...

Jeg har også hørt, at der er mange psykisk syge kvinder, som "på magisk vis" bliver (nærmest) raske, når de får børn, fordi de lige pludselig har et andet liv at tage sig af. Måske fordi fokusset flytter sig fra dem selv til deres barn. Men hvad nu, hvis jeg fortsat forbliver syg? Jeg vil ikke kunne bære at få et barn, som bliver psykisk sygt, fordi det har en mor som er det.

Samtidig så ved jeg også godt, at man jo ikke kan forudsige alle de her ting og jeg er sikker på, at man vokser med opgaven... eller det er jeg i hvert fald sikker på, at jeg gør.

Blev jeg gravid imorgen..... Så ville jeg beholde det....

Jeg har også allerede skrevet børnenavne ned på en seddel som ligger i min pung...
- det har jeg gjort i flere år.