En dag alene....

K har været på arbejde hele dagen. Det er første dag, hvor jeg har været alene i så mange timer, siden vi mødte hinanden - og jeg er faldet sammen. Jeg har haft minus overskud og jeg har sovet rigtig mange timer. Alligevel har jeg fået lavet lidt, så helt skidt har det ikke været.

Men jeg kan bare mærke savnet og tomheden, når han tager afsted om morgenen. Jeg står op sammen med ham kl. 04.30 og drikker kaffe. Det er blevet et lille ritual. Når han så er kørt, så går jeg enten i seng eller bliver aktiv. Det kommer an på mit humør. Idag gik jeg i seng og sov til kl. 10 og gik i seng igen ved 14-tiden og sov til kl. 19...

Han mødte min mor i forgårs. Hun var påvirket som sædvanlig. Jeg havde advaret ham. Han kommer selv fra en "broget" familie, så han tager ikke notits af det. Vi skulle have været på besøg hos min far igår, men han meldte fra, så det blev ikke til noget.

På fredag skal vi hygge sammen med mine brødre og deres kærester.

Der er hele tiden en stemme indeni mig, der siger, at det hele går for stærkt. Men alligevel så har jeg lyst til, at han skal møde dem... Han har allerede sagt, at han elsker mig... Det sagde han i weekenden og nu siger han det dagligt... Det går godt nok stærkt. Man kan ikke sige, at man elsker en person efter 3 uger. Han er forelsket og det er noget andet. Jeg har på fornemmelsen, at han har det ligesom mig. At følelserne på et eller andet tidspunkt bliver så intense og store, at man mangler ord og det største man kan sige, for at beskrive sine følelser er "Jeg elsker dig". Jeg har sagt det tilbage. Det gør jeg hver gang. Jeg har ikke sagt det af mig selv endnu.

Prostitutionen er stoppet igen. Det er den, fordi jeg har ham. Jeg kan og vil ikke, når jeg har en kæreste. Dobbeltlivet er for besværligt og kaotisk og jeg vil være konstant bange for at blive opdaget.

Stofferne er straks værre. Lysten er vakt igen på fuld smadder. Jeg skal virkelig holde igen, for at vi ikke skal tage noget hver weekend fremover. Han siger selv, at det ikke bliver noget der sker jævnligt fremover - og det er jo ham der betaler og skaffer, så hvis det passer, så er det jo sådan set let nok. Desværre så tror jeg, at hans rygrad på det område er lige så slap som min.

Men nu rider det mig som en mare, at jeg skal stå skoleret overfor psykologen på mandag igen. Sådan føles det. Det er jeg nød til at snakke med hende om.

I næste uge skal min hjemmevejleder med til psykolog. Vi skal fortælle hende om, at jeg ikke er så frisk som hun tror. At jeg spiller skuespil og ikke kan finde ud af at lade være. Det bliver vildt grænseoverskridende og ubehageligt. At blive "afsløret" og sidde der helt åben som en bog. En lille pige som skal have hjælp af psykologen til at fortælle hvordan jeg har det.

Det er fordi, jeg ikke rigtig ved, hvad jeg skal bruge hende til. Indtil nu så er det jo kun en sludder. Er det bare det man bruger dem til?





.

Splitting fra min mor, selvskade og ny kæreste.

Har det virkelig ad røven til idag!!!!

Dagen startede godt ud. Jeg var i godt humør. Har fået en dejlig kæreste, som er vild med mig, så jeg burde jo være glad. Det er jeg også - for det meste. Der er bare ting som skygger.

Igår var jeg hjemme hos min mor (kun for at hente en solseng, som jeg har stående hos hende!) og jeg bliver som sædvanligt i pisse hamrende dårligt humør af at besøge hende!

Jeg havde min nye kæreste med og jeg havde skrevet og aftalt med hende tidligt på dagen, at vi kom og hun havde ikke gjort en skid ud af sig selv!

Hendes fucking klamme joggingtøj med bukserne trukket helt op under brysterne, klamt grimt fedtet hår, lange hår på benene, ikke noget make-up. Hun lignede en gammel brugt alkoholiker magen til dem, som jeg går på Vikon med! Det burde være hende, som sad nede på Vikon, mand!!!

Det nyeste påhit hun er kommet på, for at holde op med at drikke, er at tape flaskerne i barskabet sammen og sætte en seddel udenpå hvor der står: "Barskabet er midlertidig ude af drift!".

Hvor fucked up er det!!!!

Hun sidder og fortæller vidt og bredt om, at hun er startet på Lænken og at hendes mand også er startet til noget pårørende behandling.

Jeg spørger ind til alt det drama der har været foregået omkring begravelsen. Jeg har ikke overskud til at fortælle detaljerne, men lad mig bare sige det sådan, at det var hende der splittede hele familien ad og gjorde folk uvenner i familien - igen!

Så sidder hun kraftedme og siger, at hun er færdig med at have med negative mennesker at gøre og hvis det betyder, at hun skal cutte kontakten til hendes forældre (på 86 og 87 år) så gør hun det!

Hun er så fucked up, mand!!!!

Og når jeg spurgte ind til ting som hun ikke gad snakke om, så sagde hun: "Kan vi ikke lade være med at snakke om alt det negative og snakke om noget andet!". WTF!

Så siger hun: "Ja, der foregår jo en masse splitting i vores familie!". Ja, det gør der kraftedme og det er hende der er kvinden bag det. Det har jeg vidst og sagt de sidste 4 år og nu sidder hun og føler sig pisse vigtig og klog over, at hun har lært et nyt ord!



Citat fra en opgave der beskriver splitting og borderline på nettet:

"Splitting:

Begrebet splitting stammer fra engelsk og betyder splittelse.

Splitting vil sige at et menneske ikke har integreret og dermed ikke kan rumme to modsatrettede følelser eller værdier samtidig. At integrere to modsatrettede følelser eller værdier indebærer, at man ved at de begge er en del af en selv. De fleste mennesker ved at de indeholder både gode og dårlige egenskaber. Selv om man i bestemte situationer hovedsagligt viser de dårlige egenskaber, ved de fleste godt, at de gode egenskaber stadigvæk er der.

Når et menneske splitter, drejer det sig ofte om hans opfattelse af hvad der er godt og ondt.
De deler/splitter ofte omgivelserne op i grupperinger for og imod den pågældende (heraf navnet splitting) Begrebet er særlig kendt i forbindelse med Borderline-problematik.

Nogle personer har en så negativ selvopfattelse, at de kan opleve, at den smule godt de har i sig, er i konstant fare for at blive ødelagt af de dårlige sider.

I visse situationer vil splitting ikke kun finde sted inde i den sindslidende, men vise sig som splittelse i personalegruppen.
I så fald kan det give anledning til mange stridigheder angående holdningen til den sindslidende, hvis personalet ikke er bevidst om, at det drejer sig om splitting.

De store indre spændinger og den ringe evne til at kunne rumme følelser gør, at personen når den indre smerte bliver for stor, ofte handler følelserne ud. Dette kan undertiden ske gennem impulsive handlinger, hvor personen påfører sig selv fysisk skade." 



Min kæreste sagde noget ala:

"Det er jo en hver forælders lod, at stå til ansvar for sine handlinger og det er jo ikke særlig sjovt. Det kender jeg selv fra mine egne børn"

Der holdt hun lige pludselig kæft!

Så snakker hun om, at hun har fået nogle nye piller, som har advarselstrekant på og hun derfor ikke kan køre bil. Jeg spørger så, om det ikke kun er til PN (ved behov). Det indrømmer hun modvilligt, at de er. 

Men hun spiser dem jo som slik. Hun har bare skiftet alkoholen ud med piller. Hun er så fucking dum, mand! 


Jeg har bare så sindsygt lyst til at være selvskadende idag. Jeg kan ikke komme af med trykket i hovedet. Jeg har lyst til at køre ud til kunder og det kan jeg ikke nu, fordi jeg mere eller mindre allerede er flyttet sammen med kæresten. Han kender godt min fortid og jeg har prøvet at sætte ord på trangen her til aften, hvilket har resulteret i, at der nu er pisse dårlig stemning.

Han spurgte, hvad jeg ville have gjort, hvis jeg var alene. Jeg kom til at snerre ad ham og sige, om han regnede med, at jeg ville svare ærligt på det. Så gik han helt kold og det kan jeg også godt forstå og se hvorfor nu. Nu er der lige kommet et skår i tilliden til mig. 

Jeg kan bare ikke have ham tæt på nu! Jeg bliver bare pisse hamrende irriteret og jeg ved jo godt, at det ikke er ham jeg er irriteret på, men jeg lader det gå ud over ham. Det har jeg også sagt til ham og undskyldt, men jeg kan jo ikke trække de sagte ord tilbage!

Jeg har sagt, at en alkoholiker jo ikke bare holder op med at tænke på alkoholen, fordi han beslutter sig for at holde op med at drikke. Det er det samme. Det er mit misbrug at prostituere mig og på sådan en dag som idag, når jeg så ikke kan, så brænder det sammen i hovedet på mig!

Men han er pisse ked af det nu og det kan jeg også godt forstå. Men det er svært at forklare min selvskadetrang til ham. Det er svært at forklare hvorfor det er, at jeg har brug for at tage ud til kunder og nedværdige mig og blive udnyttet!


For helvede hvor er livet bare besværligt!

Jeg har kvalme!!!



*** Jeg har ikke rettet indlægget, for det orker jeg ikke lige nu... ***
- 

Faldet i med stofferne...

Jeg faldt i med stofferne i weekenden.... Kokain...

Og nu er jeg startet på Vikon og jeg har det ad røven til idag...

Der er ikke nogen som jeg kender hernede og der er lige mødt en kursist, som tydeligvis er påvirket af stoffer.

Åhh jeg har det bare ad helvedes til... Vil bare gerne hjem i seng og grave mig ned....

Og yndlingsunderviseren tager på ferie imorgen, så nu har jeg overhoved ikke lyst til at møde hernede resten af ugen... :-(

ØV!!!!

Dødsfald, veninde og selvskade

Psykologtiden gik med at analysere mit forhold til veninden, som nu har afbrudt vores kontakt og faktisk, så fik vi vendt det om til, at det faktisk var en god ting, at hun nu har afbrudt kontakten. Jeg kan ikke helt forklare hvordan vi kom frem til det, men det var noget med, at psykologen faktisk fik mine øjne op for, hvad vores venindeforhold egentlig indeholdte. Hun spurgte mig om, hvornår det var vigtigt, at en veninde er der for een og jeg sagde, at det var når man havde det skidt. Selvfølgelig er det også vigtigt at have veninder, når det går godt, men lige nu var det min sindstilstand, som vi koncentrerede os om.

Psykolog: "Hvordan vil du sige, at du har det for tiden?!
Mig: "Ad helvedes til!"
Psykolog: "Hvad er det så for en veninde, som bare ud af det blå, afbryder kontakten, når du har det allermest skidt?!"

Ja, det har hun jo ret i. Prostitutionen er jo en form for selvskade og det ved veninden udemærket godt, for hun har selv været i det. Så ja, hvad er det egentlig for en veninde!?

Der var selvfølgelig også en masse andet, som psykologen fik mine øjne op for, så jeg havde det faktisk rigtig godt, da jeg gik derfra. Nu savner jeg slet ikke veninden og faktisk - så har jeg egentlig heller ikke lyst til at optage venskabet igen, hvis det skulle komme til det efter gruppeterapien.

Så fremover der vil jeg ikke have det dårligt med at være i gruppen selvom hun er der. Sjovt som en psykologsamtale kan vende hele bøtten på hovedet, så noget der føltes så forfærdeligt og gjorde så ondt, lige pludselig er en god ting... :-) Hun er fan'me dygtig min psykolog. Men hun har også lige bestået en årelang uddannelse som specialist i psykoterapi - udover hendes uddannelse som psykolog.

Så der blev ligesom sat et punktum for venskabet til veninden. Det var rigtig godt!



Min morbrors dødsfald....
Det kom sgu som et chok. Et stort chok. Og det virker så uvirkeligt at tænke på. Jeg kan ikke få ind i hovedet, at han faktisk er død og at man aldrig kommer til at se ham igen.

Vi havde ikke rigtig noget forhold, men alligevel så vidste jeg jo, at han var der derude et eller andet sted. Og det er han ikke mere nu. Døden er altså noget forunderligt noget. Det ene sekund så er man her og sekundet efter, så er man væk for altid. Det er en mærkelig tanke.

Det har også sat mine tanker rigtig meget igang om min egen far. Min morbror blev 58 år. Min far er 56 år og han lever MEGET MEGET mere usundt end min morbror gjorde. Så jeg har grædt en del, men jeg har grædt over, at tænke på mine kusiner, som nu ikke har deres far mere - den ene skal giftes til sommer, hvor han skulle have fulgt hende op ad kirkegulvet. Og så græder jeg, fordi jeg er PISSE HAMRENDE bange for at miste min egen far.

Min far skal også med til begravelsen og jeg har tænkt mig, at gå sammen med ham og holde ham i hånden. Det har jeg brug for. At mærke at han er i live. Jeg skrev en besked til ham, dagen efter jeg fik af vide, at min morbror var død. Jeg skrev: "Du må aldrig dø, far! :-(" og at jeg elsker ham og savner ham. Han svarede: "Ikke tænke sådan, skatter!".

Han er i Tyrkiet i hans lejlighed i disse dage. Jeg mener faktisk, at han kommer hjem sent i aften. Måske skulle jeg besøge ham imorgen eller i den kommende uge.

Der kommer til at komme vildt mange mennesker til begravelse. Det ville ikke undre mig, hvis vi bliver 100-150 mennesker. Han var en meget vellidt person med mange jern i ilden. Han har gjort en stor forskel i rigtig manges liv. Specielt unge socialt udsatte mennesker. Han har haft et opholdssted sammen med hans kone. Jeg tror kirken bliver fyldt til bristepunktet. De har også valgt en stor kirke, netop af den grund. Han skal ud og ligge i den anden ende af byen - ved siden af hans datter, som de mistede for mange år siden. Hun døde af en hjerneblødning, da hun var 12 år. Nu er der 2 "børn" tilbage. De er voksne nu, så børn kan man ikke rigtig kalde dem, men ja... I ved hvad jeg mener...


Jeg kommer til at tud-brøle til begravelsen...




-

Prostitution... Jeg har mistet min veninde idag...

Jeg er gået tilbage til prostitution og på grund af det valg har min bedste veninde, gennem et par år, idag valgt at bryde kontakten til mig.

Vi mødte hinanden i en gruppe gennem Kompetencecenter Prostitution. Det var gruppeterapi med henblik på at komme ud af prostitution.

Gruppen blev lukket og vi flyttede til et andet tilbud, som også var gruppeterapi. Der går vi stadig. Eller det vil sige, at jeg ved ikke rigtig, hvordan jeg nu skal forholde mig.

Man går der, hvis man har et ønske om eller er kommet ud af prostitution. Men i øjeblikket er jeg blevet i tvivl om, om jeg i det hele taget gerne vil ud af det.

Og noget helt andet er, at jeg nu føler mig trængt op i en krog. For veninden (eller hvad jeg nu skal kalde hende?) går der jo også og hun ved, at jeg jo er aktiv, så jeg kan ikke bare sidde og lyve om det. Det har jeg egentlig heller ikke lyst til. At lyve om det overfor dem. Altså jeg ved, at hun aldrig ville sige noget til nogen om, at jeg er aktiv, men jeg vil have det dårligt ved at fortsætte i gruppen, nu hvor hun ikke vil se mig mere. Det vil blive SÅ mærkeligt!

Hun skrev en sms om det idag. At hun ikke kan have nogen i sit liv, som er aktiv i prostitution, fordi det kommer for tæt på. Jeg kan godt forstå hende, for jeg havde selv en anden veninde på et tidspunkt, som også var aktiv mens jeg var stoppet og det fristede mig helt vildt, at høre om det.

Jeg ville ikke fortælle hende om mine oplevelser eller om kunder eller noget som helst - af respekt for hende, så det var ikke fordi, jeg ville "læsse af" på hende om det. Jeg følte bare, at jeg var nød til at fortælle hende sandheden, fordi vi var meget tætte. Vi snakkede sammen flere gange om dagen - i timevis. Og det ville være svært at skjule.

Jeg ærgrer mig over min ærlighed nu, for havde jeg bare holdt min kæft, så var der ikke sket noget. Der skete det som jeg frygtede. Jeg fortalte hende sågar den anden dag, at jeg var bange for at miste hende. Og det gjorde jeg så. :-(

Jeg har aldrig grædt over en veninde før (så vidt jeg husker), men idag da dén sms den kom - der græd jeg! :'(

Tjae... Jeg ved ikke.... Ved ikke hvad jeg skal tænke, tro og synes om mit liv for tiden.

Jeg har været ude hos en kunde her til aften. Det gik godt. Jeg tænker bare: "Det her kan jeg sgu finde ud af!". Jeg kan sgu ikke finde ud af noget andet! Jeg har aldrig haft et job, jeg har kunne lide, som jeg kan lide dette her. Samtidig så kan jeg ikke forestille mig, at jeg skal lave det på "fuld tid", hvis man kan sige det sådan. Fuld tid indenfor dette felt, er ikke fuld tid som et 8-16-job.

Eller... Det kan det være. Det kommer an på hvordan man gør. Hvis man arbejder på en klinik, så er man på vagter fra kl. det til kl. det. Men kører man ud til kunderne på escortbesøg, så bestemmer man selv hvordan og hvorledes. Så har man heller ikke en "mutter" man skal betale for lokaleleje. Her er der kun udgifter til telefon og annoncering - og eventuelt en chauffør.


Jeg føler mig bare så hamrende ensom lige nu! Hun var den eneste veninde jeg havde. Nu har jeg ingen. Ingen overhoved.

Det er min egen skyld, at jeg ikke har nogen, det ved jeg godt, men det er sgu bare så svært, at lære nogen at kende, som selv kender til at være psykisk sårbar. "Normale mennesker" kan ikke relatere sig til dét, at have en psykisk sygdom. Jeg har før lavet en "venindeloge" som jeg med tiden blev meldt ud af, fordi jeg ikke deltog i noget. Jeg følte mig anderledes. Kunne ikke snakke med om alle de dér dagligdags ting som arbejde og uddannelse. Og de ting de snakkede om, virkede ligegyldige i min verden på det tidspunkt. Jeg var plaget af selvmordstanker og depression og jeg følte bare, at "de ikke fattede en skid". Når de talte om "normale ting" så blev kontrasten til mit liv, bare så stor og overskyggende, at jeg slet ikke kunne overskue det.

Så jeg isolerede mig. Igen!

Lige efter jeg havde fået hendes sms og mens jeg stadig var ked af det og i affekt, skrev jeg en sms til min psykolog om, at det virkelig brændte på og om jeg ikke kunne få en tid imorgen. Jeg har allerede en tid i overmorgen, men jeg skrev at jeg VIRKELIG havde brug for en tid. Hun fandt en halv time til mig mellem 11.45 og 12.15. Mon det er hendes frokostpause, hun bruger på mig? :-(

Og nu føler jeg egentlig, at jeg har overreageret ved at sige, at jeg ikke kunne vente til på torsdag. Da følelsesstormen ligesom havde lagt sig og jeg begyndte at tænke rationelt igen, kunne jeg godt se, at det jo ikke er fordi det er livsvigtigt med den tid imorgen. Der er jo ikke nogen der er død eller noget.

Jeg har meldt fra til gruppeterapien imorgen, for at tænke over, hvad der skal ske og til jeg får snakket med psykologen om, hvad der er sket. Psykologen har ikke noget med gruppeterapien at gøre. Hun er fra distriktpsykiatrien.

Jeg har det bare virkelig dårligt!
Har selvmordstanker, negative tanker, føler mig modløs og forvirret og trængt op i en krog.

Til mødet på Vikon den anden dag, havde jeg en sagsbehandler med fra gruppeterapien og her blev det ligesom gjort klart, at det er vigtigt, at jeg fortsætter med at gå i gruppen, fordi "du skal jo ikke tilbage i prostitution". Det var jeg heller ikke dér. Det var jeg bare nogle dage efter. Og nu... Hvis jeg så stopper i gruppen... Hvad så? Hvad vil min sagsbehandler sige? Hun skal jo ikke vide, at jeg er startet igen...


Ydermere så har jeg en x-kæreste, som jeg er begyndt at have lidt kontakt til igen. Mest seksuelt. Han ringede til mig den anden dag. Han havde fundet mig på nettet. Jeg har ALDRIG fortalt ham, hvad jeg laver - end ikke engang hentydet til det eller noget. Alligevel så var han stødt på mine billeder på nettet og straks kunne se, at det var mig, selvom der ikke er ansigt på. Busted! Det har jeg det også pisse hamrende dårligt over. At han "har noget på mig". Og så er han pisse nysgerrig og udspørger mig om det - eller viser enorm interesse og nysgerrighed omkring det. Jeg fortæller da også, men det er sgu mildest talt ikke fedt, at han har fundet ud af det. Der er aldrig nogensinde nogen, der har fundet mig før og jeg har arbejdet i branchen i 10 år. Hvorfor og hvordan fanden finder han mig!!!?


Klokken nærmer sig 1 og jeg vil hoppe under dynen. Med min bamse, som jeg købte til "mit indre barn" for nogle uger siden. Når jeg ligger med den, min hund ved siden af og Sex and the City kørende dæmpet i baggrunden, så falder jeg til ro.

Så må jeg finde ud af, om jeg skal skrive til psykologen, at jeg godt kan vente med at komme til på torsdag og derfor ikke behøver tiden imorgen....

Jeg er ensom og trist.... "Palle alene i verden"....

-

Lortedag!!

Dagen startede faktisk godt ud.

Kæresten var her og sove. Vi var ude og spise sushi igår aftes og det var rigtig hyggeligt. Når vi kører i min bil, synes jeg det er mest  hyggeligt, hvis det er kæresten der kører - og så føler jeg også mere, at det er mig der er kvinden og ham der er mand... :-)

Igår skriver min psykolog om jeg vil have en ekstratid, fordi hun havde et afbud idag. Ja, meget gerne. Jeg havde egentlig kun én tid i denne uge, hvilket var i mandags og jeg kunne virkelig godt bruge en mere. Jeg står op samtidig med kæresten, som skal tidligt afsted, fordi han skulle til lægen.

Jeg har rigtig god tid. Så jeg nusser rundt og går med hunden. Da jeg skal til at køre, så kan jeg ikke finde mine bilnøgler. FOR HELVEDE!!!!!!! Ja, de lå i kærestens jakkelomme i den anden ende af landet. Det var for sent til, at jeg kunne nå bussen og det tager for lang tid (30 min.) at cykle derind. Som en absolut nødløsning ringede jeg til min mor, for at høre om hun kunne køre mig - hun tog ikke telefonen. Så var jeg ved at bestille en taxa, men gik væk fra det igen, fordi jeg jo ikke har råd.

Så jeg måtte ringe til psykologen og melde afbud. Det gjorde jeg så grædende på hendes telefonsvarer.

Og så eksploderede jeg ellers i raseri og jeg-ved-ikke-hvad, så jeg blev helt forskrækket over mig selv. Jeg tudbrølede, kastede rundt med puderne, råbte og skreg ned i hovedpuden. Jeg kunne slet ikke holde mit indre ud. Jeg kunne simpelthen ikke holde ud at være i mig selv, sådan kogte det indeni. Jeg får det stadig dårligt, nu mens jeg sidder og skriver om det.

Jeg er glad for, at kæresten ikke var i nærheden, for så var jeg gået fuldstændig amok på ham.

Jeg ved og vidste godt, at han jo selvfølgelig ikke gjorde med med vilje og det var lige så meget min egen, som det var hans skyld, at han ikke havde fået lagt nøglerne af. I telefonen lød han også næsten grædefærdig, men det kunne jeg på ingen måde klare på dét tidspunkt. Jeg måtte virkelig lægge bånd på mig selv, for ikke at gå fuldstændig amok på ham i telefonen.

Jeg fik skrevet mine frustrationer ud på et forum på nettet, så raseriet langsomt lettede. Jeg havde været så meget oppe at køre, så jeg havde svedt så meget, at min bluse var helt våd - og nu begyndte jeg så ellers at fryse... og så var jeg bare SÅ træt!

Kæresten kom nogle timer senere med nøglerne, hvilket jeg havde skrevet til ham, at han ikke behøvede for jeg skulle alligevel ikke bruge dem - jeg skulle jo ligesom bruge dem om morgenen..... Men det var det eneste tidspunkt han kunne komme med dem resten af ugen. Så han kom og vi spiste æbleskiver og jeg prøvede at være i hyggehumør, selvom jeg stadig kogte lidt indeni og stadig havde svært ved at være i mig selv.

Jeg havde virkelig bare brug for den tid. Jeg har det ad helvedes til i de her dage. Har bare lyst til at drikke mig mega møg hamrende lam, tage en masse narko og tage ud til kunder og prostituere mig. Virkelig bare skade mig selv for fuld udblæsning. Det startede igår og er kun blevet værre, så tiden idag hos psykologen var VIRKELIG noget jeg havde brug for!!!!!

I eftermiddags lagde jeg mig ind og sov og nu har jeg fået det lidt bedre, selvom det stadig ligger lige under overfladen det hele...

Udover det så har jeg mareridt næsten hver gang jeg sover... Her i eftermiddags var det noget med at være spærret inde.. Vågnede ved at hunden slikkede mig i ansigtet... I nat havde jeg ogsp mareridt, hvor kæresten vækkede mig... Åhh altså...

Forhold

Min lillebror (ham der tog piller) er lige gået fra sin kæreste gennem 5 år. Jeg har snakket rigtig meget med ham siden han fortalte mig, at han havde taget pillerne. Han har NØJAGTIG de samme tanker om sig selv og livet som mig. Den samme følelse af ikke at kunne mærke sig selv. Det samme problem med ikke at kunne holde fast i sig selv overfor andre. At ændre meninger og holdninger alt efter hvem han er sammen med. At være en forskellig person efter hvem han er sammen med. Han bryder sig ikke om at invitere forskellige grupper sammen til fx. en fødselsdag, fordi han så ikke ved, hvem han skal være. Han ved ikke hvem han skal være, fordi han har forskellige masker på afhængig af hvem han er sammen med. Kamæleonen.

Jeg er 100% sikker på, at han også har Borderline.
Om han har eller ikke har, er jo egentlig ligegyldigt, for det er jo bare lægens etiket, for at vide hvilken behandling der er bedst og han går allerede hos en psykolog, som han er rigtig glad for.

Jeg synes bare det kunne være dejligt, hvis han blev udredt. Så ville jeg kunne sige: "Hvad sagde jeg?!... Jeg er ikke den eneste i familien der har fået Borderline... Jeg er ikke den eneste der er "mærkelig". Der er syg!".

Det kunne være fedt overfor min mor. Jeg ved ikke hvorfor, jeg har den her trang til at hovere eller såre hende... men det har jeg.... og jeg skammer mig over det...

Min lillebrors brud med kæresten har også sat en masse tanker igang om mig selv og min kæreste.
Alle de råd jeg har givet ham, burde jeg give og leve efter selv. I stedet så er jeg strudsen, der har hovedet i busken og ikke tør at handle på det jeg åbenlyst godt ved. Angsten for at være alene er for stor... tilsyneladende.

Vi har ikke set meget til hinanden siden jeg kom hjem fra ferie. I fredags var han her og stemningen var dårlig. Han havde brug for nærhed. Jeg havde lyst til det modsatte. Til sidst endte han med at køre hjem og så har vi ikke set hinanden siden.

Hver gang vi snakker sammen, kan jeg godt mærke at der er en afstand. Hos mig. Følelserne er der bare ikke. Når han siger han elsker eller savner mig, siger jeg det tilbage (for hvordan kan man andet?!), men det føles forkert, for jeg føler det ikke. Jeg føler mig falsk. Jo, i korte øjeblikke kan jeg godt savne ham og i korte øjeblikke kan jeg også godt blive i tvivl, men når jeg så snakker i telefon med ham, så forsvinder det igen.

Det er virkelig svært at skrive det her, for I vil højst sandsynligt synes at jeg er en led kælling, når jeg holder ham han på den måde, men ja... Jeg er bare nød til at være nået helt hen til afklaringen, før jeg (IGEN) gør det forbi. Og når jeg gør det forbi, vil han ikke tro på mig, fordi jeg har leget "ulven kommer" så mange gange. Han vil leve sit liv med mig! Jeg kan heller ikke forestille mig mit liv uden ham lige nu, men jeg kan heller ikke se mig selv flytte sammen og få børn osv. Jeg har hele tiden følelsen af og tanken om, at vores forhold kun er midlertidigt. Men igen... Alt i mit liv føles midlertidigt.

Jeg synes det er rart at snakke i telefon med ham, men jeg har ikke lyst til at have ham på besøg, når jeg tænker på, at han gerne vil være tæt og (måske endda) have sex. Det er over en måned siden vi sidst havde det... måske endda snarere halvanden måned siden... og jeg savner det ikke. Når jeg tænker på det, så har jeg ikke lyst til, at han skal komme på besøg.

Når alt kommer til alt, så ser jeg ham bare mere som en ven end noget andet... og jeg kan godt mærke at jeg snart er nød til at bekende kulør... igen...

Åhh... Jeg skal aldrig have en kæreste igen.... For fanden det er besværligt!!


-

Endelig hjemme... og besøg hos mor...

Så er jeg kommet hjem til mig selv igen.

Det tog et par dage at komme til mig selv. Mest fordi rejsen var midt om natten og jeg derfor fik lavet rod i min medicin - jeg glemte at tage den en hel dag. Dette resulterede i, at jeg havde de vildeste medicin-abstinenser. Det er så ubehageligt. Jeg undrede mig godt nok over, at jeg havde det så mystisk i min krop, da jeg kom hjem, indtil jeg dagen efter opdagede, at jeg helt havde glemt at tage min medicin. Det er skræmmende at kroppen er så afhængig af noget kemisk, så man bliver så syg af at glemme den.

Jeg havde, som altid når jeg har været sydpå, masser af energi da jeg kom hjem (efter mine medicin-abstinenser var aftaget). Fik tømt kuffert, kommet igang med at rydde op, vaske op og havde i det hele taget masser af overskud. Lå nok på en 9-10 stykker på humørskalaen. Igår kulminerede det så med, at jeg fik den impuls at ringe til min mor og invitere mig selv på kaffe hos hende - og hendes kæreste (nåe nej... mand...glemmer stadig at de er blevet gift).

Jeg troppede op hjemme hos hende 45 min. senere. Det var egentlig ganske hyggeligt. Jeg havde en snak med min far på ferien, hvor han gav mig den idé, bare at sige til mig selv, at han (hendes mand) bare er et vedhæng. At han er ubetydelig og "bare er der". Så det gjorde jeg og det gik faktisk fint nok.

Da jeg kom, sad han inde i stuen. Han kom ikke ud og hilste. Så jeg gik ind i stuen og sagde hej og gik hen imod ham, for at give et kram. Han gad dårligt rejse sig og mens jeg gik derhen, tænkte jeg over, hvorfor jeg egentlig gjorde det. Jeg havde jo egentlig ikke lyst til at kramme ham - eller det vil sige, at jeg var i en tilstand af ligegyldighed, så der gik ikke noget af mig for at gøre det.. Men jeg havde jo ikke behøvet. Nå, men gjort er gjort.

Han er sgu stadig en underlig snegl. Er er sgu ikke normal. Fjernsynet var tændt og det sad han og gloede på, mens min mor og jeg snakkede. Ind imellem vendte han hovedet lidt og så ud som om han lyttede. Nogle gange sagde han endda en smule. Jeg forsøgte at snakke til dem begge, men egentlig var jeg ligeglad med ham. Det var bare et spil for galleriet.

Min mor gik ud af stuen flere gange, hvor jeg så var der med ham alene. Jeg small-talkede bare lidt om hans arbejde og andre ubetydeligheder - kun for at undgå en mærkelig stille stemning. Han har stadig et problem med sin ansigtsmimik og han kigger aldrig een i øjnene.

Jeg kunne uden tvivl fornemme, at han er indebrændt over de breve jeg har sendt til MIN MOR, som han så har læst. De ting jeg har skrevet om ham. Jeg har uden tvivl aldrig tænkt mig at undskylde det jeg har skrevet og jeg mener stadig hvert et ord. Jeg kan også mærke, at jeg er i angrebs-position, så han skal bare lige sige et kvæk om noget af det forgangne forløb til mig, så eksploderer jeg. Jeg er klar til at give ham en overhaling og jeg vil nok altid synes han er en idiot!

Jeg fik en okay god snak med min mor om forskellige ting - blandt andet min barndom og hvordan det var derhjemme op til deres skilsmisse. Der mangler selvfølgelig stadig en vis selverkendelse og ansvarstagen hos hende - såsom noget ala: "Din far drak, så det var nemmere at drikke med...!", men det gik op for mig, hvor slemt misbruget var allerede dengang, hvilket har gjort, at jeg så egentlig godt kan forstå, at hun ikke kunne holde ud at være sammen med ham.

Det har måske også givet mig en forståelse for hendes valg - at hun ville redde os børn, men der er stadig mange andre valg der kommer derefter, som jeg nok aldrig kommer til at forstå eller acceptere. Blandt andet at hun bare drak videre og at hun stadig selv var et barn, så hun nærmest blev gift med min mormor og morfar, som flyttede ind for at hjælpe med istandsættelsen af vores nye hus. At min mormor og morfar blev en del af vores opdragelse og at vi skulle være hendes glansbilleder af nogle unger, for at gøre mormor og morfar glade.

Nå, men tilbage til besøget.

Efter en brat opvågning da jeg så min ene mormor-vinke-over(under)arm i sidespejlet på bilen på ferien, er jeg blevet fast besluttet på, at jeg skal have strammet min krop op. Jeg skal have implementeret motion i min hverdag på regelmæssig basis og jeg VIL de skide mormor-arme til livs. Der er noget kvinde-motions-holds-træning 3 gange om ugen, hvor man kan komme når man har tid og lyst. Det vil sige, at man ikke er på noget decideret hold. Min mor er selv igang med at tabe sig i øjeblikket, så jeg tænkte, at det var en oplagt mulighed for at vi begge kunne få noget motion og samtidig "have noget sammen". Jeg spurgte hende om hun ville med på tirsdag (imorgen), men nej, det gad hun ikke. Hold kæft altså. Lige på dét punkt har hun overhovedet ikke ændret sig og jeg havde lyst til at skrige hende ind i hovedet, da hun sagde nej.

Der er stadig mange irritationsmomenter i forhold til hende. Jeg har blandt andet lyst til at sætte ild til hendes fucking grimme joggingtøj hun ALTID har på, når hun "bare" er derhjemme - og som hun har haft på de sidste... hmm... mange år!!!

Og endnu engang var noget af det første hun fortalte, at de havde haft gæster dagen før og hvor meget vin, whiskey og hvad-ved-jeg de havde indtaget, fordi den skulle have "så hatten passede" inden hun skulle holde op med at ryge igår. Hendes mand holdt op for 11 dage siden. Indenvendig ryster jeg på hovedet og har lyst til at skrige mange eder og forbandelser mod hende, men jeg undlod og lod som ingenting.

Så kommer murstenen i hovedet idag. Den sorte sky. Manglen på energi og en flig af selvmordstanker som blev vagt på ferien. Nu er jeg nok på omkring en 2'er på humørskalaen. Det er lige fra den ene yderlighed til den anden og det er så pisse frustrerende. Selvhadet kører for fuldt blus og jeg har lyst til at... ja, jeg ved ikke... skade mig selv på en eller anden måde... Jeg er rastløs og uden energi på samme tid. Der kører en strøm af bebrejdende tanker i mit hoved. Om hvor dum, grim og fed jeg er. Hvor latterlig jeg er over, at jeg ikke bare kan tage mig sammen og få styr på min lejlighed, som stadig ligner at jeg flyttede ind for et par uger siden - på trods af, at jeg har boet her i et halvt år snart.

Tanker om at livet er noget fucking lort og det ville være nemmere bare ikke at være her.

Jeg prøver at sige til mig selv, at der ikke er noget at sige til, at jeg falder med et brag lige nu - efter den anstrengende 3 ugers tid hvor jeg har været skiftevis mor og datter til min far - og psykolog og rådgiver for hans kæreste. Det er jo indlysende, at jeg ville ryge ned i kulkælderen, men alligevel er det fanme bare pisse irriterende....

Idag har jeg sovet... gået med hunden og fået vasket en enkelt maskine tøj, som jeg stadig venter på at kunne få tørret ovre i vaskerummet..... og nu sidder jeg her og koger foran skærmen mens fjernsynet kører i baggrunden...

Der er ingen tvivl om, at det er så fucking dejligt, at have min egen lejlighed. Min base i alt kaos'et. Hvor jeg kan lukke min dør og slukke min telefon... og sove og være mig selv uden at blive forstyrret og være "på" døgnet rundt, som jeg er blevet på ferien...

Her er ro...

-

Stadig i vildrede!

Jeg har ikke kontaktet min mor endnu og det hænger over hovedet på mig, som når man havde en stil for i folkeskolen, som man ikke kunne tage sig sammen til at lave.

Jeg havde set frem til min samtale med psykologen idag, hvor jeg ville snakke om det. Så er hun fan'me syg!!! Aaarj, det sker bare ikke, tænkte jeg, da jeg hørte beskeden på telefonsvareren imorges.

Nu har jeg først tid igen på mandag. Fårk der er lang tid til altså. Og jeg føler ikke jeg kan være bekendt overfor min mor, at jeg ikke giver lyd på en eller anden måde.

Være bekendt... være bekendt overfor hvem?!

Kunne hun være bekendt at sidde med pokerfjæs på, da jeg sagde, at jeg havde fået selvmordstanker hver gang jeg har haft kontakt med hende?!

Kunne hun være bekendt, at bede mig om at tage en snak med hendes mand!?

Kunne hun være bekendt, at sygeliggøre mig endnu mere ved at misbruge borderline-diagnosen?!

Kunne hun være bekendt at komme 1½ time efter aftalt tid, fordi der liiiige var noget der tilsyneladende var vigtigere?!

Gu' ku' hun ej! - og alligevel sidder jeg her og (stadig) har dårlig samvittighed over, at jeg ikke har svaret hende endnu...


Jeg svinger fra den ene yderlighed til den anden.
Det ene øjeblik vil jeg ringe til hende og spørge om hun ikke kommer forbi, så vi kan gå en tur og "snakke det ud".
Det næste øjeblik synes jeg det er det bedste, at skrive et brev (mail) til hende, for at undgå den direkte kontakt, hvor hun kan få mig til at miste fodfæste.
... og så synes jeg, det er bedre bare at skrive en kort sms til hende om, at jeg er gået i tænkeboks igen.

Frem og tilbage... Frem og tilbage... Konstant!
Hver gang jeg ikke lige er optaget af computer eller telefon eller whatever, så popper det op...

Og siden hun var her i fredags, har jeg haft en tiltagende trang til at skade mig selv, så igår var jeg ude hos en kunde. Det er ellers flere måneder siden og jeg har faktisk kontaktet Kompetencecenter Prostitution for at få hjælp til at komme ud af det. Det vil jeg nu stadig benytte mig af. De har ingen krav om at man skal stoppe eller at man skal være stoppet eller noget. De møder een hvor man er. I den udvikling man er i.

Nå, men for første gang i flere måneder havde jeg trangen til at komme ud igår. For at få afløb for mit psykiske pres oppe i hovedet. Da jeg gik i bad, havde jeg det ikke, som jeg sommetider kan have det, hvor jeg tænker, at jeg ikke gider eller ikke har lyst. Jeg så frem til det. Kunne nærmest ikke komme ud af døren hurtigt nok. Jeg var vildt anspændt på vejen derhen. Nærmest elektrisk. Manisk. Og da jeg kørte derfra igen, havde jeg det godt. Så var jeg ligesom "faldet ned" igen. Det er sgu noget mærkeligt noget. Jeg kender ikke til noget andet, der har samme virkning for mig. Når jeg løber, får jeg også en smule "afløb" for det, men det er slet ikke på samme måde og ikke i lige så høj grad. Det har intet at gøre med det seksuelle - selve akten. Det er noget psykologisk der sker oppe i hovedet på mig.

Idag er jeg også forholdsvis rolig, men jeg har trangen til at gøre det igen i aften. Nu må jeg se, om det går væk i løbet af dagen.

Åhhh... Den skide ambivalens og åndsvage selvskadetrang!!

Flødeboller, motion og straf

Var hos psykologen igår. Det var fan'me en hård omgang. Virkelig hård!

Så da jeg kørte derfra, kørte jeg i trance direkte i Aldi og købte flødeboller. Allerede inden jeg var kommet hjem havde jeg spist 2. Og inden jeg gik i seng i aftes, havde jeg spist alle 12 STORE flødeboller. Og chokoladekiks, chokoladesmåkager, en kæmpe tallerken spaghetti med pastasauce, en kæmpe tallerken cornflakes med mælk.

"Aldis Kæmpe Flødeboller er de billigste
flødeboller i denne smagstest, men der er
ikke meget discount over smagen".
Citat: Jyllandsposten

Nogle vil måske sige, at cornflakes med mælk og spaghetti med pastasauce ikke er usundt, men i de mængder jeg spiser, når jeg er i den "tilstand", så ER det usundt!

Jeg lå i sengen og på sofaen hele dagen. Skiftevis sov og så fjernsyn. Jeg kravlede ud af sengen ved 18-tiden, for at gå med hunden og dér tænkte jeg: "Nej, nu kan det fan'me være nok!!". Så tog jeg løbetøjet på. Da hunden havde været ude og tisse fik jeg tændt for fjernsynet. Det skulle jeg så ikke have gjort, for jeg opdagede at det var onsdag og der er der bare så mange gode programmer. Så jeg endte med først at komme ud og løbe ved 22-tiden. Men jeg GJORDE DET! 4,15 km.

Men jeg kan godt mærke, at det ikke er en sund form for løb. Altså løbet i sig selv er sundt nok og jeg overbelaster ikke min krop. Måske skulle jeg ikke have løbet helt så langt igår, men det gik. Det er mere den onde/dårlige samvittigheds stemme inde i hovedet der snakker. Den straffende stemme. Den der siger, at jeg godt kan løbe en runde mere og at jeg fx. skal sulte mig de næste mange dage, fordi jeg har overspist så meget det sidste stykke tid.

Da jeg stod op idag tog jeg også løbetøjet på med det samme. Så snakkede jeg med kæresten, som sagde at jeg skulle passe på med at overtræne, så jeg får skinnebensbetændelse. Så Googlede jeg skinnebensbetændelse og nej, det er bestemt ikke noget jeg har lyst til at få, for så kan jeg SLET ikke løbe. Jeg tror, at fordi jeg pressede citronen igår aftes og løb de 4,15 km i stedet for at holde mig på 3 km gjorde, at jeg "kan mærke" musklen/senen på forsiden af skinnebenet nu. Det har jeg før kunne, når jeg har været inde i en "nu-skal-jeg-dyrke-en-masse-motion"-periode og har løbet hver 2-3. dag, så det er ikke fordi der er noget galt i det, men jeg har bestemt mig for at jeg ikke løber idag alligevel. Jeg vil ikke risikere noget!

Så måske bliver det til en cykeltur.

Dagen er startet ud med en lækker smoothie.

Jeg elsker smoothies!


Men min tankegang er usund!

Overspisning!!! (-og motion)

De sidste par måneders tid har jeg taget 5 kg på!!!!

Hold kæft hvor er jeg bare irriteret på mig selv over det. Og jeg bliver endnu mere irriteret på mig selv, hver gang jeg har slugt det sidste stykke kage, småkage, flødebolle, slik, ostemad, franskbrødsmad-med-smør-og-nutella eller whatever. Det hele det bliver bare kørt ind uden at tænke. Jo, jeg tænker på hvor dejligt det smager og hvilken lækker følelse det er, mens jeg smager og gumler og rækker hånden ud efter noget mere. Og bagefter har jeg lyst til at... ja.. jeg ved sgu egentlig ikke, hvad jeg har lyst til.. men ikke noget godt i hvert fald.. Måske at tvinge mig selv til at løbe til verdens ende og til jeg brækker mig af det!

For flere år siden prøvede jeg at kaste op. Det har jeg forsøgt mange gange, men uanset hvor meget jeg prøver, kan jeg ikke. Jo, der kommer en lille bitte smule, men ja.. Så opgiver jeg..

Jeg ved godt, at det er "helvede på jord" at have bulimi. Det kan jeg jo læse på diverse blogs og i alle de bøger jeg har kværnet mig igennem, men nogle gange ville jeg sgu ønske, at jeg bare kunne brække mig bagefter. Inderligt UNDSKYLD til de bulimikere der læser med!!!

Igår aftes var jeg ude og løbe. 3 km. Altså når jeg siger løbe, så betyder det, at jeg løber til jeg ikke kan trække vejret mere og så går jeg indtil jeg igen kan trække vejret og så løbe igen osv. Andre gange har jeg løbet 5 km, men nu har jeg sat ambitionsniveauet ned for at give mig selv lidt mere motivation. Det føles mere overskueligt, at jeg "kun" skal slæbe mig igennem 3 km.

Behøver jeg at sige, at JEG MEGA HADER AT MOTIONERE!!!

Jo, jeg elsker at svømme, men jeg kan aldrig få mig selv slæbt i svømmehallen. Og så er det dårligt for håret og så er det for besværligt at have en badehætte på, fordi jeg elsker følelsen af at svømme under vandet med håret "flagrende" og den følelse går ligesom væk, hvis håret er gemt væk i en badehætte. Og - Og - Og...

På et tidspunkt var jeg faktisk kommet ind i en god "stime" af motion. Jeg var ude og løbe ca. 3 gange om ugen og jeg nåede faktisk til dét stadie, hvor jeg aldrig troede jeg skulle nå til. Jeg begyndte at HAVE LYST til at løbe. Det var jeg alligevel overrasket over. Det havde jeg aldrig troet skulle overgå mig!

Mit problem er nok mest bare, at det kommer i bølger, at jeg har lyst/tvinger mig selv til at løbe. Når jeg er kommet hjem fra løbeturen har jeg det fantastisk. Jeg elsker følelsen af hjertet der bare hamrer derud af og sveden der pibler ud af hver en celle på kroppen. Så kan jeg mærke at jeg lever. Så kommer jeg for en kort stund ud af "zombie-tilstanden", som jeg lever i det meste af tiden. Men problemet er, at motivationen og initiativet forsvinder lige så hurtigt som den er kommet. Ligesom med uddannelser, fritidsinteresser og alt muligt andet.

Inden jeg går i seng i aften, har jeg besluttet mig for at skrive en mail til min sagsbehandler. For nogle år siden, mens jeg stadig snakkede med min mor, gik hun også sygemeldt med depression. Hun fik "bevilliget" motion af kommunen. Altså hun skulle møde op 2 gange om ugen (tror jeg nok det var) i det lokale træningscenter, hvor hun havde fri adgang til faciliteterne og hvor der var en instruktør tilknyttet, som hun så også skulle "krydses af" hos, så det blev registreret at hun havde været der. Men hun fik lavet et program, som hun så kunne følge. Jeg tror, det er en del af "Motion kurerer depression"-overbevisningen.

Så jeg vil prøve at høre, om jeg kan få lov til det også.

Om nogle dage vil jeg hade mig selv for det, fordi jeg så SKAL ud af døren og ikke kan overskue det. Men altså... Min mor kom heller ikke hver gang. Hun skulle bare ringe og sige, at hun ikke kom...

Idag blev det til en cykel-tur på 5 km. En MEGET langsom cykeltur, for det er min lille hund der sætter tempoet, fordi hun løber ved siden af. Når hun så ikke gider løbe mere, så kigger hun på mig og gør mig opmærksom på, at hun gerne vil op i kurven og sidde i stedet for. Det kommer hun så. Så kører jeg gerne lidt længere med hende siddende der, fordi hun simpelthen ser så sød ud, mens hun sidder og kigger rundt og snuser. Hun elsker det og det er så hyggeligt!

Selvskade

Jeg har lyst til at være selvskadende i de her dage.

Hvordan kan man sige det?

Hvad er det der gør, at man har lyst til at skade sig selv?

Det er ikke fordi jeg tænker, at jeg er sådan en dårlig person, at jeg fortjener at blive straffet. Jeg ved egentlig ikke rigtig hvordan jeg tænker. Det er bare en følelse jeg har og får indeni. Den kan ikke rigtig forklares andet end en lyst til at nedværdige mig selv.

Og min selvskade - udover overspisning i perioder - er prostitution.
Det er længe siden jeg har været ude hos en kunde. 1½ måneds tid. Fordi jeg i bund og grund ikke har lyst til det. Alligevel er der den her stemme indeni, der tvinger mig til det.
Det lyder meget skizofrent - det er det måske også...
Det er lidt ligesom den stemme der giver én dårlig samvittighed over, at man burde motionere, spise sundere, rydde op, gøre rent. Den dårlige samvittigheds stemme..... på en måde...

På den ene side så savner jeg det og det hiver i mig for at komme ud og mærke suset, specielt når jeg tænker på det eller læser bøger om emnet fx. Hustler af Odile Poulsen som jeg lige er blevet færdig med at læse for 2. gang. Men samtidig så er der noget der gør, at jeg bare ikke har lyst alligevel...

Det er jo klart et tegn på at jeg er kommet tættere på, at kunne mærke mig selv. Jeg har sjældent været bange når jeg har været ude hos kunder. Jeg har været ligeglad med mig selv. Ligeglad om der skulle ske mig noget. Om jeg døde... tjae... hva så... Nu kan jeg begynde at mærke frygten for at der sker mig noget. At det kunne være en psykopat i den anden ende. Samtidig så er der aldrig sket mig noget i al den tid jeg har gjort det...

Beslutningen om det kører som en pil frem og tilbage mellem skal - skal ikke... Tik tak, tik tak...
Jeg skifter beslutning og mening om det sådan ca. 500 gange om dagen...

Men jeg føler ikke at jeg er helt færdig med det endnu, så det ender nok på "skal"...