tirsdag den 15. maj 2012

Livets meningsløshed

Jeg kan slet ikke hive mig selv op for tiden. Jeg er suget for livskraft, gå-på-mod, fighter-ånd og alt hvad der ligner. Jeg har lyst til at ligge i sengen hele dagen. Orker ikke de mindste ting. Spiser alt for meget og alt for usundt. Nærmest tvangsmæssigt. Mere mad, mere mad, mere mad... Til jeg nærmest brækker mig. Det føles rart at mærke at maven er fyldt.

De sidste dage eller den sidste uges tid har mine tanker kredset om selvmord. Jeg ved bare, at jeg ikke tør alligevel. Jeg har aldrig været i nærheden af at være tæt på. Jo, en enkelt gang hvor jeg var gået igang med at drikke en flaske rom og skrive afskedsbreve, for herefter at ville tage alle mine piller. Det nåede dog ikke så vidt. Jeg ringede til min far i min brandert og han tilkaldte politiet, som kom og kørte mig på psyk. skadestue. Dagen efter blev jeg udskrevet igen. Flot!

Jeg kan ikke overskue noget som helst. Der er mange ting jeg kunne lave i min lejlighed. Min have. Gøre rent. Vaske tøj. Bla bla bla.

Det er hårdt i terapien for tiden. Jeg kan virkelig mærke min vrede til min mor. Jeg er så gal at jeg får kvalme nogle gange. Jeg er overbevist om at jeg aldrig vil have kontakt til hende mere, selvom det gør pisse ondt at tænke på.
Hun blev gift i weekenden, og jeg var den eneste af hendes børn som ikke var med. Det sorte får, som ikke bare stryger hende med hårerne. Jeg har fået af vide, at hun ikke turde at sende invitationen af frygt for min reaktion. Hun er åbenbart bange for mig. For min reaktion. Hun ved ikke hvordan hun skal tackle mine verbale udbrud. Så er det også lettere at stikke hovedet i busken og omgive sig med mennesker der ikke brokker sig eller sætter spørgsmålstegn ved hendes nye mand eller hendes livsførelse i øvrigt.

Åhh.. Mit hoved er fyldt med ord og alligevel kan jeg ikke få ordene ned på skrift. Jeg er fyldt og tom på samme tid. Jeg er bare træt af at skulle kæmpe hver eneste dag. Kæmpe for at stå op, gå i bad, købe ind, gøre rent, og alt muligt andet meningsløst.

Livet er i det hele taget meningsløst. Depressionen og selvmordstankerne er der konstant - også på de såkaldt gode dage. Tænk hvis det skal være sådan her resten af mit liv... Puuuh en tanke...



lørdag den 5. maj 2012

Tilbage på arbejdsmarkedet

Nu har jeg gået sygemeldt i... hmm... 3 år efterhånden. Jeg har haft et par enkle vagter i hjemmeplejen, men det kunne jeg slet ikke overskue. Jeg begyndte at dissociere mens jeg var på arbejde. Havde den her uvirkelighedsfølelse. Som om det hele var en film.
Det er nok 1½ år siden jeg prøvede sidst.

Jeg er træt af at tage penge for sex. Engang synes jeg det var sjovt. Jeg nød det. Kunne nogle dage gå rastløst rundt og håbe og vente på, at jeg fik et opkald.

Sådan har jeg det ikke mere. Pengene trækker heller ikke på samme måde mere.

Jeg kunne så godt tænke mig at tjene mine egne penge. Egne på den måde at se dem gå ind på kontoen. Købe ting for penge jeg selv har tjent - på den rigtige måde. Ikke de lette penge.

Men jeg ved ikke hvad det er, der holder mig tilbage.
Hvad er jeg bange for?
Hvad er det værste der kan ske ved at tage på arbejde?

Jeg ved det ikke.

Nu har jeg sat mig til rådighed i det nye vikarbureau jeg har tilmeldt mig for nogle måneder siden. Jeg har lavet 4 vagtønsker i den næste uge. Det første allerede imorgen.
Jeg har besluttet mig for at hvis jeg siger ja til en vagt, så skal jeg også tage den. Så skal jeg ikke melde mig syg. Jeg vil ikke brænde endnu en bro og være afskåret fra at kunne arbejde i bureauet igen, når jeg evt. bliver "rask".

Måske skal jeg bare igang igen og så går det hele derud af.
Jeg tror, det er endnu en nedtur jeg er bange for. At jeg ikke kan overskue det, når det kommer til stykket. Og også manglende selvtillid. Troen på at jeg selvfølgelig godt kan klare det. At jeg godt kan finde ud af det. Herregud, jeg har arbejdet med det i flere år. I perioder når jeg har kunne overskue det.

Åååårh hvorfor skal det være så svært...





tirsdag den 1. maj 2012

Idag ringede min far

Han ringer normalt kun når han har en "agenda". Noget han vil sige. Noget der skal aftales. Noget der skal ordnes. Men idag ringede han bare for at sige hej og høre hvad jeg lavede.
Straks han ringer så er alle alarmklokkerne på. Er der noget i vejen? Hvorfor lyder hans stemme som den gør? Skal jeg nu have skæld ud idag? Hvordan er hans humør? osv osv osv...

Selvom han bare ville sige hej og samtalen var helt overfladisk, så får jeg det alligevel skidt når jeg har snakket med ham. Jeg har sådan lyst til at tage ham under mine vinger som en fugleunge. At være mor for ham. Det har jeg været i så mange år, så rollen er meget bekendt. Jeg arbejder på at komme ud af den. På at se at det er mig der er datteren og ham der (burde) være den voksne. I stedet så er rollerne helt byttet rundt.

Han er i økonomiske problemer. Har en masse ting til salg han ikke kan komme af med, fordi folk stadig holder på deres penge. Han har banken på nakken, men alle hans penge "står i noget" (ting).

Men egentlig har jeg ikke medlidenhed med ham på det punkt, for han har selv sat sig i den situation. Han har selv været ligeglad og givet hans tidligere kone totalt råderet over hans økonomi. Hun brugte løs som det passede hende - og det var ikke så lidt!!!

Samtidig så har han ikke sat sig ordentligt ind i de investeringer han har lavet, stolet på de forkerte mennesker, og derved tabt en hulens masse penge. Og så er der lige alle pengene der skal til at vedligeholde hans misbrug af især kokain, men også alkohol. Det er sgu en dyr vane.

Så ja, det er synd for ham at han sidder med røven i vandskorpen nu, men han kunne have stoppet det for længe siden.

Mit livsønske gik i opfyldelse sidste sommer, da han gik i behandling. Jeg besøgte ham hver uge i besøgstiden, og det var som at få en helt ny og tilstedeværende far. Det var så mærkeligt. Mærkeligt at man lige pludselig gerne måtte snakke om og sige de ting, der altid har været forbudte.
Han var tilmed begyndt at kalde sig selv for alkoholiker. Jeg fik mange undskyldende sms'er igennem hans forløb, hvor han fik øjnene op for hvordan det har ødelagt os, at vokse op med deres alkoholmisbrug.

Men det holdt ikke længe. Jeg tror han drak allerede samme dag som han kom hjem efter opholdet. Samtidig så ved jeg fra personalet at han hele vejen igennem har løjet om hans kokainmisbrug. Jeg tror det var det forkerte sted jeg fik ham indskrevet på. De havde ikke nok fokus på hans egentligt største problem som er kokain. Det her var mere et alkoholbehandlingssted.

Jeg må bare sande at han ikke ønskede det nok. Idag må jeg ikke engang nævne noget med alkohol, behandling eller noget der minder om det. På trods af at han var så glad for at se hvor glad jeg var, da han var gået i behandling, så har han efterfølgende mange gange siddet og drukket alkohol lige op i mit åbne ansigt. Mange gange. Jeg synes det er så tarveligt og respektløst.

Jeg fortalte ham mange gange hvor glad jeg var for at han var gået i behandling, og at jeg troede på ham. Græd sågar af glæde. Og nu skal jeg bare glemme det hele og lade som om det aldrig er sket.

Jeg glemmer det ikke, men jeg ligger det bag mig og arbejder på at leve mit eget liv.
Så må de drikke sig ihjel - det er åbenbart det de har tænkt sig....

Børn er som hunde..

Gennem min terapi det sidste halve år, er jeg virkelig blevet opmærksom på, hvordan børn egentlig er som hunde.

Man kan gå så grueligt meget igennem med svigt, misbrug, manipulering, udstødelse og andre dysfunktionelle mønstre i familien, og alligevel elsker man sine forældre. Alligevel hungrer man efter deres kærlighed, og det vil man nok altid have et savn efter.

Jeg har læst et sted, at når borderline-lidende starter i psykoterapi så er det som regel alle andre end moderen der er i fokus. For mit vedkommende var det min far. Det var min far der var misbrugeren. Det var min far der havde svigtet. Det var min far der havde valgt os fra til fordel for sprutten og hans egen stædighed. Han havde i hvert fald ikke brug for hjælp.

Når jeg nu kigger tilbage på min terapi de sidste 2 års tid, er det faktisk min mor der har været det største problem. Det viste sig nemlig, at min mor faktisk også var alkoholiker. Jeg vidste da godt, at hun drak for meget, men jeg havde aldrig set hende som alkoholiker. Jeg fik sat spørgsmålstegn ved, hvordan man ved om en person er alkoholiker, og jeg det gik op for mig, at hun passer på dem allesammen. Her er nogle af dem:

- Hun drak mere end de 7 anbefalede genstande for kvinder om ugen.
- Det går og er gået ud over familien.
- Hun er blevet gjort opmærksom på det gennem mange år.
- Jeg og mine søskende har haft mange skænderier med hende om det.

På trods af det, så så jeg hende alligevel ikke som alkoholiker. Jeg var blevet så meget indprentet af min mor og resten af familien, at det var min far der var misbrugeren.

Samtidig så benægtede hun altid at hun havde drukket, så idag har jeg så svært ved at stole på min egen dømmekraft. Jeg fik jo altid af vide, at det jeg fornemmede og troede det var forkert. Hun havde i hvert fald ikke drukket..



Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...