Endelig hjemme... og besøg hos mor...

Så er jeg kommet hjem til mig selv igen.

Det tog et par dage at komme til mig selv. Mest fordi rejsen var midt om natten og jeg derfor fik lavet rod i min medicin - jeg glemte at tage den en hel dag. Dette resulterede i, at jeg havde de vildeste medicin-abstinenser. Det er så ubehageligt. Jeg undrede mig godt nok over, at jeg havde det så mystisk i min krop, da jeg kom hjem, indtil jeg dagen efter opdagede, at jeg helt havde glemt at tage min medicin. Det er skræmmende at kroppen er så afhængig af noget kemisk, så man bliver så syg af at glemme den.

Jeg havde, som altid når jeg har været sydpå, masser af energi da jeg kom hjem (efter mine medicin-abstinenser var aftaget). Fik tømt kuffert, kommet igang med at rydde op, vaske op og havde i det hele taget masser af overskud. Lå nok på en 9-10 stykker på humørskalaen. Igår kulminerede det så med, at jeg fik den impuls at ringe til min mor og invitere mig selv på kaffe hos hende - og hendes kæreste (nåe nej... mand...glemmer stadig at de er blevet gift).

Jeg troppede op hjemme hos hende 45 min. senere. Det var egentlig ganske hyggeligt. Jeg havde en snak med min far på ferien, hvor han gav mig den idé, bare at sige til mig selv, at han (hendes mand) bare er et vedhæng. At han er ubetydelig og "bare er der". Så det gjorde jeg og det gik faktisk fint nok.

Da jeg kom, sad han inde i stuen. Han kom ikke ud og hilste. Så jeg gik ind i stuen og sagde hej og gik hen imod ham, for at give et kram. Han gad dårligt rejse sig og mens jeg gik derhen, tænkte jeg over, hvorfor jeg egentlig gjorde det. Jeg havde jo egentlig ikke lyst til at kramme ham - eller det vil sige, at jeg var i en tilstand af ligegyldighed, så der gik ikke noget af mig for at gøre det.. Men jeg havde jo ikke behøvet. Nå, men gjort er gjort.

Han er sgu stadig en underlig snegl. Er er sgu ikke normal. Fjernsynet var tændt og det sad han og gloede på, mens min mor og jeg snakkede. Ind imellem vendte han hovedet lidt og så ud som om han lyttede. Nogle gange sagde han endda en smule. Jeg forsøgte at snakke til dem begge, men egentlig var jeg ligeglad med ham. Det var bare et spil for galleriet.

Min mor gik ud af stuen flere gange, hvor jeg så var der med ham alene. Jeg small-talkede bare lidt om hans arbejde og andre ubetydeligheder - kun for at undgå en mærkelig stille stemning. Han har stadig et problem med sin ansigtsmimik og han kigger aldrig een i øjnene.

Jeg kunne uden tvivl fornemme, at han er indebrændt over de breve jeg har sendt til MIN MOR, som han så har læst. De ting jeg har skrevet om ham. Jeg har uden tvivl aldrig tænkt mig at undskylde det jeg har skrevet og jeg mener stadig hvert et ord. Jeg kan også mærke, at jeg er i angrebs-position, så han skal bare lige sige et kvæk om noget af det forgangne forløb til mig, så eksploderer jeg. Jeg er klar til at give ham en overhaling og jeg vil nok altid synes han er en idiot!

Jeg fik en okay god snak med min mor om forskellige ting - blandt andet min barndom og hvordan det var derhjemme op til deres skilsmisse. Der mangler selvfølgelig stadig en vis selverkendelse og ansvarstagen hos hende - såsom noget ala: "Din far drak, så det var nemmere at drikke med...!", men det gik op for mig, hvor slemt misbruget var allerede dengang, hvilket har gjort, at jeg så egentlig godt kan forstå, at hun ikke kunne holde ud at være sammen med ham.

Det har måske også givet mig en forståelse for hendes valg - at hun ville redde os børn, men der er stadig mange andre valg der kommer derefter, som jeg nok aldrig kommer til at forstå eller acceptere. Blandt andet at hun bare drak videre og at hun stadig selv var et barn, så hun nærmest blev gift med min mormor og morfar, som flyttede ind for at hjælpe med istandsættelsen af vores nye hus. At min mormor og morfar blev en del af vores opdragelse og at vi skulle være hendes glansbilleder af nogle unger, for at gøre mormor og morfar glade.

Nå, men tilbage til besøget.

Efter en brat opvågning da jeg så min ene mormor-vinke-over(under)arm i sidespejlet på bilen på ferien, er jeg blevet fast besluttet på, at jeg skal have strammet min krop op. Jeg skal have implementeret motion i min hverdag på regelmæssig basis og jeg VIL de skide mormor-arme til livs. Der er noget kvinde-motions-holds-træning 3 gange om ugen, hvor man kan komme når man har tid og lyst. Det vil sige, at man ikke er på noget decideret hold. Min mor er selv igang med at tabe sig i øjeblikket, så jeg tænkte, at det var en oplagt mulighed for at vi begge kunne få noget motion og samtidig "have noget sammen". Jeg spurgte hende om hun ville med på tirsdag (imorgen), men nej, det gad hun ikke. Hold kæft altså. Lige på dét punkt har hun overhovedet ikke ændret sig og jeg havde lyst til at skrige hende ind i hovedet, da hun sagde nej.

Der er stadig mange irritationsmomenter i forhold til hende. Jeg har blandt andet lyst til at sætte ild til hendes fucking grimme joggingtøj hun ALTID har på, når hun "bare" er derhjemme - og som hun har haft på de sidste... hmm... mange år!!!

Og endnu engang var noget af det første hun fortalte, at de havde haft gæster dagen før og hvor meget vin, whiskey og hvad-ved-jeg de havde indtaget, fordi den skulle have "så hatten passede" inden hun skulle holde op med at ryge igår. Hendes mand holdt op for 11 dage siden. Indenvendig ryster jeg på hovedet og har lyst til at skrige mange eder og forbandelser mod hende, men jeg undlod og lod som ingenting.

Så kommer murstenen i hovedet idag. Den sorte sky. Manglen på energi og en flig af selvmordstanker som blev vagt på ferien. Nu er jeg nok på omkring en 2'er på humørskalaen. Det er lige fra den ene yderlighed til den anden og det er så pisse frustrerende. Selvhadet kører for fuldt blus og jeg har lyst til at... ja, jeg ved ikke... skade mig selv på en eller anden måde... Jeg er rastløs og uden energi på samme tid. Der kører en strøm af bebrejdende tanker i mit hoved. Om hvor dum, grim og fed jeg er. Hvor latterlig jeg er over, at jeg ikke bare kan tage mig sammen og få styr på min lejlighed, som stadig ligner at jeg flyttede ind for et par uger siden - på trods af, at jeg har boet her i et halvt år snart.

Tanker om at livet er noget fucking lort og det ville være nemmere bare ikke at være her.

Jeg prøver at sige til mig selv, at der ikke er noget at sige til, at jeg falder med et brag lige nu - efter den anstrengende 3 ugers tid hvor jeg har været skiftevis mor og datter til min far - og psykolog og rådgiver for hans kæreste. Det er jo indlysende, at jeg ville ryge ned i kulkælderen, men alligevel er det fanme bare pisse irriterende....

Idag har jeg sovet... gået med hunden og fået vasket en enkelt maskine tøj, som jeg stadig venter på at kunne få tørret ovre i vaskerummet..... og nu sidder jeg her og koger foran skærmen mens fjernsynet kører i baggrunden...

Der er ingen tvivl om, at det er så fucking dejligt, at have min egen lejlighed. Min base i alt kaos'et. Hvor jeg kan lukke min dør og slukke min telefon... og sove og være mig selv uden at blive forstyrret og være "på" døgnet rundt, som jeg er blevet på ferien...

Her er ro...

-

Mit indre barn i sorg

Jeg havde det rigtig rigtig skidt i nat. Græd som pisket og nu hvor jeg idag tænker over det, var det mit indre barn der virkelig kom frem.

Jeg er bange. Bange for at blive voksen, for jeg føler mig ikke voksen. Jeg føler mig stadig som om jeg er 10-11 år indeni. Jeg er bange for verden. Jeg er bange for at mine forældre dør. Jeg er bange for fremtiden. Bare bange for alt.

Min far sagde nogle virkelig dybe ting igår omkring mine forældres skilsmisse. At han gjorde alt hvad han kunne dengang og det aldrig var hans mening, at de skulle skilles. Han VILLE ikke skilles. Men til sidst havde han fået nok af at blive kørt rundt i manegen af min mor og mormor og morfar, sagde han, og så var han nød til at trække en streg i sandet. Han kunne ikke stå model til mere og måtte videre med sit liv.

Han fortalte mig mange af de ting, som jeg altid har længtes efter at høre. At jeg, hver gang de skændtes, spurgte: "Skal I skilles nu?!". Han sagde altid nej, at selvfølgelig skal vi ikke det. Men det blev vi, sagde han, og det har altid redet ham som en mare, at han altid havde sagt, at de ikke skulle, men så blev det alligevel.

Han ved godt, at det har taget hårdest på mig, af os tre børn. At jeg var i den mest sårbare alder (13 år) og at min far og jeg altid har været tættest, så det var en kæmpe sorg, at han lige pludselig ikke var en del af mit liv mere. At hele mit liv blev revet op med roden.

Han fortalte mig om hvordan kan altid har ønsket at give sine børn kernefamilien, men har måtte sande, at det ikke blev som han ønskede. Han sagde, ar vi var kernefamilien op til den dag, hvor min mor besluttede, at hun ikke ville være gift med ham længere, hvis han ikke gik i behandling for hans alkoholmisbrug. Han sagde, at han godt vidste at der var et misbrug, men at han ikke var den eneste i familien, der havde et misbrug. Han føler sig røvrendt. Han har hjulpet hele familien på så mange måder. Økonomisk som menneskeligt og så følte han, at de vendte ham ryggen alle sammen der, fordi han ikke "makkede ret".

Han blev gjort til bussemanden af alle. Både i og udenfor familien. Han kæmpede for at se os. Han kæmpede for os, men det fik vi aldrig af vide. Vi fik bare af vide, at far ikke var der. At far var ligeglad - tilsyneladende, for vi vidste jo ikke bedre.

Jeg ved ikke hvad der egentlig skete i nat. Det er svært at forklare. Måske gik det bare op for mit lille barn indeni, at det aldrig vender tilbage. At tiden ikke kan spoles tilbage. At jeg aldrig bliver barn igen. Og det gær bare så ufatteligt ondt.

Og det gør så ufatteligt ondt at se, hvad livet har gjort ved ham. At han er så langt ude i sit misbrug. At der nok ikke er nogen vej tilbage, fordi han ikke magter det. Det vil kræve mange år i psykoterapi med alle de ting han har været ude for og været vidne til og måske er han bare ikke stærk nok. Måske har han det bare fint med at leve sådan. At han lever livet til hans krop ikke vil mere.

Han sagde, at han gør det bedste han kan. At han ikke føler han kan gøre det bedre. Og at han altid føler, at han har gjort det bedste han kunne.

Jeg er bare bange, ked af det, i sorg... og jeg ved egentlig ikke hvad jeg har brug for...

Jo, jeg vil gerne spole tiden tilbage og leve forfra, men det kan jo ikke lade sig gøre...