Pisse bange for mødet idag... og en masse andre ting...

Idag skal jeg til psykologen og have min kontaktperson med.... og jeg er pisse gange for det.... Klokken er nu 04.30 og jeg kan ikke sove mere...

Dagsordenen er, at jeg skal fortælle min kontaktperson om mit sande selv - med hjælp fra psykologen....

______________________________________________________________________________________

Punkterne er:

1.) Jeg er en skuespiller!!! .......(Selvom jeg ikke vil være det)

2.) Jeg går ind i rollen som "mønster-klient", så snart nogen træder ind ad døren hos mig.
(Ligesom rollen som escort-pige)

3.) Det er vigtigt, at min kontaktperson ikke taler/fortæller om sig selv.

4.) Hun skal spørge konkret ("lavpraktisk") ind til om jeg har selvskadet siden sidst.
(Alkohol, stoffer og prostitution)

5.) Hun skal holde mig fast i mine værdier.

______________________________________________________________________________________


Jeg har så længe snakket med psykologen om, hvordan jeg oplever kontakten med min kontaktperson og om de problemer jeg har med hende - som er punkterne ovenfor.


1.) Jeg er en skuespiller, fordi jeg ikke ved, hvordan jeg skal være sammen med hende. Jeg er ligesom en klump modellervoks, når jeg er sammen med mennesker og de ved det ikke. Jeg ved det ikke engang selv i situationen. Når jeg er sammen med K er jeg én person. Når jeg er sammen med mine brødre, er jeg en anden person. Når jeg er hos psykologen, er jeg en tredje person. Det er fan'me pisse forvirrende, for hvem er JEG egentlig. Sandheden er jo, at jeg ikke ved det. Det er sådan Borderline fungerer. Det er ikke noget, jeg har lyst til at gøre. Det sker bare automatisk - totalt automatpilot. Jeg går ind i pleaser-rollen med det samme og er ovre i hende.

2.) Jeg ved ikke, hvorfor jeg bliver "mønster-klienten". Men jeg træder ind i automatpiloten og laver kaffe og snakker spændende bøger og interesser med hende. Vi er ikke på det lavpraktiske niveau, hvor vi fx. snakker om hvordan det var, at besøge min mor den anden dag.... eller hvordan det går med kæresten... eller hvordan jeg i det hele taget har det.... Det bliver sådan noget overfladisk pladder, som jeg egentlig ikke kan bruge til noget....

3.) Jeg kan ikke rumme, at hun fortæller om sig selv. For mig er det vigtigt, at hun er et "rent lærred", for når hun fortæller om sig selv, så går min Borderline automatisk ind og analyserer hende og så mister jeg respekten. Fx. så fortalte hun sidste gang, at hendes egen datter har Borderline. Dette har gjort, at hun er malet sort i mit hoved, fordi jeg tænker, at der så må være noget galt med hende. Jeg har snakket med psykologen om, at det ikke behøver, at være hende som er fejlet som mor. Det kan være mange faktorer som gør, at en person får Borderline og det har nødvendigvis ikke noget med moderen at gøre. Hun har også fortalt om, hvordan hun er blevet stemplet som en dårlig mor af kommunen rigtig mange gange. Det bliver man jo ikke af ingenting. Alle sådan nogle personlige oplysninger, vil jeg ikke vide noget om. Det er vigtigt i min relation til en professionel, at jeg ved så lidt om dem som muligt. Det er i øvrigt også stik imod de professionelle principper, at de fortæller om dem selv på den måde. Min forrige kontaktperson gjorde det også. Rollerne bliver byttet om. Jeg går i escort-rollen og bliver terapeuten, som spørger ind til hende og giver hende råd og bla bla bla....

4.) Jeg har svært ved selv, at komme ind på, hvordan jeg egentlig har det. Jeg siger ikke pludselig "Jeg tog stoffer i weekenden" eller "Jeg har været ude hos kunder". Hun er nød til at spørge konkret ind. Jeg hader at snakke om mig selv - og specielt hvis jeg er "faldet i" med selvskaden. Her vil jeg kunne bruge hende til, at snakke om hvis jeg fx. har taget stoffer. Det kan jeg ikke fortælle hos psykologen, for hun har direkte sagt, at jeg ikke kan fortsætte, hvis jeg er i et misbrug. Stoffer og psykoterapi kommer ikke overens.

5.) Hun skal holde mig fast i, hvordan jeg egentlig gerne vil have, at mit liv skal være. Jeg vil jo ikke have, at stoffer skal være en del af mit liv.... eller være sammen med en kæreste som drikker øl dagligt og som tager stoffer, når lysten lige er der. Jeg er nød til at opbygge nogle relationer, som er sunde for mig - og det er ikke sundt for mig, at omgås mennesker som tager stoffer hele tiden....


Hvad fanden er det egentlig også for nogle professionelle, som taler om dem selv hele tiden. Da jeg arbejdede som social- og sundhedshjælper, der fortalte jeg næsten aldrig om mig selv. Jo, jeg kunne fortælle, at jeg har en hund eller hvad jeg fik at spise igår. Men aldrig personlige ting. Og jeg tænker, at i relationen til en psykisk syg borger, der er det jo endnu vigtigere, at de ikke fortæller om dem selv. Men som de allesammen siger - "Jeg taler normalt ikke om mig selv, men det kan jeg jo godt til dig, fordi du er jo ikke som "de andre"".... eller som min nuværende kontaktperson - hun tror ikke, jeg er syg. Hun mener ikke, jeg har Borderline, fordi jeg ikke er som Borderlinere er flest. Men Borderline viser sig jo på mange forskellige måder og jeg har jo ikke fået min diagnose af DISTRIKTPSYKIATRIEN for ingenting.

______________________________________________________________________________________


Hos psykologen i mandags snakkede vi om, hvordan jeg overhoved ikke kan mærke noget for tiden. Jeg er helt følelsesløs. På nær når jeg sidder hos hende. Så kan jeg lige pludselig godt mærke, at jeg overhoved ikke har det så godt, som jeg går og bilder mig selv ind til dagligt. Så kan jeg lige pludselig godt mærke, hvor ked af det jeg i virkeligheden er. Så kan jeg godt græde. Men herhjemme der skal en "trigger" til. Fx. at jeg ser en film, hvor jeg bliver ked af det. Men jeg bliver så ked af det, at det er ligesom et bundløst hul. Det bliver så altopslugende, at jeg ikke kan rumme det. Når jeg tænker tilbage på, da jeg var teenager, så var det faktisk sådan allerede dengang. Jeg kunne fx. ikke se en serie, som rørte mig rigtig meget, uden at jeg blev bundløst ked af det. Jeg kan huske, at jeg allerede dengang som 15 årig, skrev til en psykolog-brevkasse på nettet, fordi jeg tænkte, at det umuligt kunne være normalt at have det sådan. Jeg vidste, at der var noget i vejen med mig - og det viste sig jo også mange år efter, at der var.

Når K siger, at jeg er dejlig... eller at jeg har slået benene væk under ham.... så kan jeg godt høre hvad han siger, men jeg MÆRKER det ikke. Jeg kan ikke mærke det indeni. Jeg forstår det ikke. Jeg er fanme ikke dejlig... Jo, jeg er dejlig, fordi jeg gør en masse praktiske ting for ham... Vasker hans tøj og snakker om de ting, der går ham på osv... Men jeg er ikke dejlig som person... Jeg er ikke dejlig som jeg er. Jeg er for fed.... For dum.... For irriterende.... For mærkelig... For kedelig... For usexet... og en million andre ting... Men dejlig, dét er jeg i hvert fald ikke.... Hvordan kan man elske mig... Jeg er en grim person, som ikke er værd at elske.... Ja, jeg har mit fine lyse hår... og mine "Bambi-øjne" med lange naturlige vipper... og nogle (i mændenes øjne) pæne bryster.... og jeg er god i sengen (hvorfor mon!!!)..... og jeg kan finde ud af, at klæde mig pænt og begå mig socialt.... og alt muligt andet.... Men indeni er jeg en rådden og falsk person...

Og selvom jeg ikke tror på K, når han siger det, så har jeg bare brug for bekræftelsen hele tiden... Bekræftelsen på at han ikke går... At han gerne vil mig... Jeg søger hele tiden efter beviser på, at han ikke går... "Nu har han en masse tøj hos mig" - så må det være fordi han godt kan lide mig... "Nu har han flyttet sit køleskab hjem til mig" - så må det være fordi han godt kan lide mig.... "Han kommer hjem til mig hver dag" - så må det være fordi han godt kan lide mig... "Han bliver glad når jeg ringer til ham" - så må det være fordi han godt kan lide mig... "Han har inviteret mig på ferie" - så må det være fordi han godt kan lide mig... "Nu kommer han med blomster" - så må det være fordi han godt kan lide mig... "Nu vil han lave min terrasse, som jeg ønsker mig" - så må det være fordi han godt kan lide mig... og så videre... Hele tiden....






.

Kæreste - Respektløs og grænseoverskridende

Hvad fanden er det egentlig jeg laver!!!

Han sejler rundt og respekterer ikke mine grænser. Han bliver ved, når jeg siger nej til sex. Ved og ved og ved indtil jeg ikke orkede at sige nej. Så få det for helvede overstået. Han stank af alkohol og har klæbet til mig som et lille barn siden jeg kom igår. Jeg føler ikke en skid for ham. Jeg føler mig som en prostitueret som han bare kan bruge som han har lyst og det gør han jo, fordi jeg lader ham. 

Jeg er så pisse træt af mig selv. Hvorfor helvede bliver jeg ved med at udsætte mig selv for det pis! Jeg bliver jo ved med at køre tilbage efter mere lort. Og når han snakker om kærlighed og at vi ikke kan undvære hinanden, tænker jeg inden i mig selv, at han er en nar at høre på. Det er fuldstændig som med Mikael. Han ville heller ikke lade mig gå. Der skulle drastiske metoder i brug før han fattede budskabet. 

Nu ligger han og snorker sin brandert ud. Han har vækket mig før fanden får sko på, fordi han nærmest kravler ind i mig. Han kan ikke komme tæt nok på. Jeg får klaustrofobi af ham. Jeg fucking hader ham. Hader hader og fucking hader!!!!

Når han cykler i løbet af formiddagen, så pakker jeg og tager kaninen med. Tager hjem og slukker telefonen. Lad mig være for helvede! Han er hamrende syg i hovedet!!!

Jeg er så pisse træt af mig selv!



-

Splitting fra min mor, selvskade og ny kæreste.

Har det virkelig ad røven til idag!!!!

Dagen startede godt ud. Jeg var i godt humør. Har fået en dejlig kæreste, som er vild med mig, så jeg burde jo være glad. Det er jeg også - for det meste. Der er bare ting som skygger.

Igår var jeg hjemme hos min mor (kun for at hente en solseng, som jeg har stående hos hende!) og jeg bliver som sædvanligt i pisse hamrende dårligt humør af at besøge hende!

Jeg havde min nye kæreste med og jeg havde skrevet og aftalt med hende tidligt på dagen, at vi kom og hun havde ikke gjort en skid ud af sig selv!

Hendes fucking klamme joggingtøj med bukserne trukket helt op under brysterne, klamt grimt fedtet hår, lange hår på benene, ikke noget make-up. Hun lignede en gammel brugt alkoholiker magen til dem, som jeg går på Vikon med! Det burde være hende, som sad nede på Vikon, mand!!!

Det nyeste påhit hun er kommet på, for at holde op med at drikke, er at tape flaskerne i barskabet sammen og sætte en seddel udenpå hvor der står: "Barskabet er midlertidig ude af drift!".

Hvor fucked up er det!!!!

Hun sidder og fortæller vidt og bredt om, at hun er startet på Lænken og at hendes mand også er startet til noget pårørende behandling.

Jeg spørger ind til alt det drama der har været foregået omkring begravelsen. Jeg har ikke overskud til at fortælle detaljerne, men lad mig bare sige det sådan, at det var hende der splittede hele familien ad og gjorde folk uvenner i familien - igen!

Så sidder hun kraftedme og siger, at hun er færdig med at have med negative mennesker at gøre og hvis det betyder, at hun skal cutte kontakten til hendes forældre (på 86 og 87 år) så gør hun det!

Hun er så fucked up, mand!!!!

Og når jeg spurgte ind til ting som hun ikke gad snakke om, så sagde hun: "Kan vi ikke lade være med at snakke om alt det negative og snakke om noget andet!". WTF!

Så siger hun: "Ja, der foregår jo en masse splitting i vores familie!". Ja, det gør der kraftedme og det er hende der er kvinden bag det. Det har jeg vidst og sagt de sidste 4 år og nu sidder hun og føler sig pisse vigtig og klog over, at hun har lært et nyt ord!



Citat fra en opgave der beskriver splitting og borderline på nettet:

"Splitting:

Begrebet splitting stammer fra engelsk og betyder splittelse.

Splitting vil sige at et menneske ikke har integreret og dermed ikke kan rumme to modsatrettede følelser eller værdier samtidig. At integrere to modsatrettede følelser eller værdier indebærer, at man ved at de begge er en del af en selv. De fleste mennesker ved at de indeholder både gode og dårlige egenskaber. Selv om man i bestemte situationer hovedsagligt viser de dårlige egenskaber, ved de fleste godt, at de gode egenskaber stadigvæk er der.

Når et menneske splitter, drejer det sig ofte om hans opfattelse af hvad der er godt og ondt.
De deler/splitter ofte omgivelserne op i grupperinger for og imod den pågældende (heraf navnet splitting) Begrebet er særlig kendt i forbindelse med Borderline-problematik.

Nogle personer har en så negativ selvopfattelse, at de kan opleve, at den smule godt de har i sig, er i konstant fare for at blive ødelagt af de dårlige sider.

I visse situationer vil splitting ikke kun finde sted inde i den sindslidende, men vise sig som splittelse i personalegruppen.
I så fald kan det give anledning til mange stridigheder angående holdningen til den sindslidende, hvis personalet ikke er bevidst om, at det drejer sig om splitting.

De store indre spændinger og den ringe evne til at kunne rumme følelser gør, at personen når den indre smerte bliver for stor, ofte handler følelserne ud. Dette kan undertiden ske gennem impulsive handlinger, hvor personen påfører sig selv fysisk skade." 



Min kæreste sagde noget ala:

"Det er jo en hver forælders lod, at stå til ansvar for sine handlinger og det er jo ikke særlig sjovt. Det kender jeg selv fra mine egne børn"

Der holdt hun lige pludselig kæft!

Så snakker hun om, at hun har fået nogle nye piller, som har advarselstrekant på og hun derfor ikke kan køre bil. Jeg spørger så, om det ikke kun er til PN (ved behov). Det indrømmer hun modvilligt, at de er. 

Men hun spiser dem jo som slik. Hun har bare skiftet alkoholen ud med piller. Hun er så fucking dum, mand! 


Jeg har bare så sindsygt lyst til at være selvskadende idag. Jeg kan ikke komme af med trykket i hovedet. Jeg har lyst til at køre ud til kunder og det kan jeg ikke nu, fordi jeg mere eller mindre allerede er flyttet sammen med kæresten. Han kender godt min fortid og jeg har prøvet at sætte ord på trangen her til aften, hvilket har resulteret i, at der nu er pisse dårlig stemning.

Han spurgte, hvad jeg ville have gjort, hvis jeg var alene. Jeg kom til at snerre ad ham og sige, om han regnede med, at jeg ville svare ærligt på det. Så gik han helt kold og det kan jeg også godt forstå og se hvorfor nu. Nu er der lige kommet et skår i tilliden til mig. 

Jeg kan bare ikke have ham tæt på nu! Jeg bliver bare pisse hamrende irriteret og jeg ved jo godt, at det ikke er ham jeg er irriteret på, men jeg lader det gå ud over ham. Det har jeg også sagt til ham og undskyldt, men jeg kan jo ikke trække de sagte ord tilbage!

Jeg har sagt, at en alkoholiker jo ikke bare holder op med at tænke på alkoholen, fordi han beslutter sig for at holde op med at drikke. Det er det samme. Det er mit misbrug at prostituere mig og på sådan en dag som idag, når jeg så ikke kan, så brænder det sammen i hovedet på mig!

Men han er pisse ked af det nu og det kan jeg også godt forstå. Men det er svært at forklare min selvskadetrang til ham. Det er svært at forklare hvorfor det er, at jeg har brug for at tage ud til kunder og nedværdige mig og blive udnyttet!


For helvede hvor er livet bare besværligt!

Jeg har kvalme!!!



*** Jeg har ikke rettet indlægget, for det orker jeg ikke lige nu... ***
- 

Faldet i med stofferne...

Jeg faldt i med stofferne i weekenden.... Kokain...

Og nu er jeg startet på Vikon og jeg har det ad røven til idag...

Der er ikke nogen som jeg kender hernede og der er lige mødt en kursist, som tydeligvis er påvirket af stoffer.

Åhh jeg har det bare ad helvedes til... Vil bare gerne hjem i seng og grave mig ned....

Og yndlingsunderviseren tager på ferie imorgen, så nu har jeg overhoved ikke lyst til at møde hernede resten af ugen... :-(

ØV!!!!