Ja, nu har jeg gjort det forbi med ham igen. Jeg forsøger at holde fast i beslutningen, men han gør det ikke særlig let. Jeg har stort set haft "fred" hele dagen, men så skriver han her til aften. Jeg får det så dårligt, hvis jeg ikke skriver tilbage. Så jeg prøvede at skrive tilbage i "neutralt" sprog og så kommer overtalelses-sms'erne væltende.
Selvfølgelig gør han det lige midt i mine mest kritiske timer mellem 21 og 23. Der hvor jeg altid er mest sårbar, fyldt med tomhed og desperat efter tryghed og omsorg. Så er det altså fucking svært at holde fast på sig selv.
Det lykkedes at holde fast på mig selv her til aften og jeg overvejer, at slukke min telefon imorgen og frem til mandag ved middagstid når jeg har været hos psykologen.
Nu har jeg endelig gjort det forbi (igen igen) og nu vil jeg fanme holde fast i det. Jeg har gået og tænkt på det så længe. Følt mig mega falsk, fordi jeg ikke kan mærke mine følelser for ham. Men så begynder han at skrive alle de rigtige ting. Det ville også være rart, hvis det var en jeg faktisk elskede, der skrev, men det er det jo ikke.... eller er det? Jeg kan fanme ikke finde ud af det... eller jo... når jeg læser tilbage på bloggen og min dagbog, så er der jo ikke rigtig noget at være i tvivl om, men det er ligesom om jeg glemmer det helt, når han så er ude af døren igen.
Når han ikke er her, savner jeg ham og når han er her, vil jeg have at han skrider... Så er det jo ikke nemt!!!
Jeg var til tværfagligt møde på jobcenteret den anden dag. Det er åbenbart et nyt tiltag fra regeringen der hedder "Brug for alle". Så skal man vurderes foran et udvalg på 5 personer og de skal så komme med forslag til, hvordan man bedst kommer videre.... og bliver selvforsørgende...
Jeg gik helt kold. Ikke til mødet, selvfølgelig... Der holdt jeg masken og var ihh og åhh så meget på. Jeg havde selvfølgelig en god dag dér, selvom jeg er plaget af selvmordstanker konstant i øjeblikket. Og de snakkede ikke om andet end mine ihh og åhh så mange ressourcer. Bare fordi jeg kan smile og snakke pænt og give et fast håndtryk er det jo ikke ensbetydende med, at det ikke bare er en tom skal. For jeg føler mig som en tom skal...
Selvfølgelig gør han det lige midt i mine mest kritiske timer mellem 21 og 23. Der hvor jeg altid er mest sårbar, fyldt med tomhed og desperat efter tryghed og omsorg. Så er det altså fucking svært at holde fast på sig selv.
Det lykkedes at holde fast på mig selv her til aften og jeg overvejer, at slukke min telefon imorgen og frem til mandag ved middagstid når jeg har været hos psykologen.
Nu har jeg endelig gjort det forbi (igen igen) og nu vil jeg fanme holde fast i det. Jeg har gået og tænkt på det så længe. Følt mig mega falsk, fordi jeg ikke kan mærke mine følelser for ham. Men så begynder han at skrive alle de rigtige ting. Det ville også være rart, hvis det var en jeg faktisk elskede, der skrev, men det er det jo ikke.... eller er det? Jeg kan fanme ikke finde ud af det... eller jo... når jeg læser tilbage på bloggen og min dagbog, så er der jo ikke rigtig noget at være i tvivl om, men det er ligesom om jeg glemmer det helt, når han så er ude af døren igen.
Når han ikke er her, savner jeg ham og når han er her, vil jeg have at han skrider... Så er det jo ikke nemt!!!
Jeg var til tværfagligt møde på jobcenteret den anden dag. Det er åbenbart et nyt tiltag fra regeringen der hedder "Brug for alle". Så skal man vurderes foran et udvalg på 5 personer og de skal så komme med forslag til, hvordan man bedst kommer videre.... og bliver selvforsørgende...
Jeg gik helt kold. Ikke til mødet, selvfølgelig... Der holdt jeg masken og var ihh og åhh så meget på. Jeg havde selvfølgelig en god dag dér, selvom jeg er plaget af selvmordstanker konstant i øjeblikket. Og de snakkede ikke om andet end mine ihh og åhh så mange ressourcer. Bare fordi jeg kan smile og snakke pænt og give et fast håndtryk er det jo ikke ensbetydende med, at det ikke bare er en tom skal. For jeg føler mig som en tom skal...
Da jeg så kom til psykologen i torsdag brød jeg helt sammen. Hun har aldrig set mig, som hun så mig i torsdags. Helt ude af den.
Hun foreslog en støtte-/kontaktperson. Sådan en som kommer hjem og hjælper med praktiske ting og snakker eller hvad man nu har behov for. Sådan har jeg forstået det.
Er der nogen af jer der ved noget om sådan noget? Som måske selv har eller har haft sådan en?
Jeg har tænkt på det mange gange, men så er jeg gået væk fra det, fordi tankerne om "er du virkelig så syg?!!!" og "nu må du fanme tage dig sammen!!" er kommet. Men ja, det er jeg åbenbart, hvilket psykologen også sagde. Jeg har brug for støtte... og så vil de sende mig ud i et afklaringsforløb-/tilbud!!
Mailen jeg skrev til sagsbehandleren var helt rå og ucensoreret. Meningen er, at vi skal til visitationssamtale på dét sted, der er specialiseret i sådan noget her i kommunen, på tirsdag. Nu må jeg se, hvad hun svarer. Jeg fik en auto-svar mail tilbage, at hun selvfølgelig allerede var gået på weekend, da jeg sendte den igår. Så jeg går ud fra at hun ser den mandag morgen. Jeg har også spurgt til det med en støtte-/kontaktperson.
Jae... og så synes jeg egentlig bare at det går lidt ad helvedes til. Jeg kan ikke tage mig sammen til at få gjort alle de ting, jeg gerne vil have ordnet. Vasket op, gjort haven ("frimærket") "vinter-klar" - dvs. klippe planterne ned og fjerne blade og bare gøre den tålelig at se på, vaske gulv og alt muligt andet. Tror jeg vil prøve at komme lidt i haven imorgen.
Jeg plejer at gøre sådan, at jeg siger til mig selv, at jeg kan spille en times computer og så skal jeg arbejde en time og så en times computer igen og så videre. Det virker som regel, så jeg får ordnet lidt. Imens hører jeg lydbånd, så jeg har lidt til at underholde mig imens. Det er til at overkomme nogenlunde, når det kun er en times tid ad gangen.
Dagene er gået med at ligge i sengen og se fjernsyn eller serier på computeren, gå med hunden, æde alt hvad jeg kan komme i nærheden af af usunde ting og ja.... Har bare lavet ingenting... Men jeg forsøger at give mig selv plads og sige, at solen nok skal skinne igen en dag. Følelser er flygtige, har jeg jo lært i terapien, så det forsøger jeg at bruge som et mantra. Det er bare svært når følelserne raser rundt i kroppen og selvmordstanker- og impulser presser på.
Godt jeg har min hund... Hun er den største grund til, at jeg ikke har taget billetten endnu.
Jeg så en virkelig tude-film igår. Havde bare brug for at komme af med "trykket" af ophobet ked-af-det-følelse, så jeg havde gemt filmen til en dag, hvor jeg havde brug for at tude igennem - og det skal jeg love for at jeg gjorde...
Den hedder "Hachiko", hvis I skulle have lyst til at se den. I kan se traileren på youtube. Og så er den tilmed autentisk. Jeg kan bedst lide autentiske film.
-
Hun foreslog en støtte-/kontaktperson. Sådan en som kommer hjem og hjælper med praktiske ting og snakker eller hvad man nu har behov for. Sådan har jeg forstået det.
Er der nogen af jer der ved noget om sådan noget? Som måske selv har eller har haft sådan en?
Jeg har tænkt på det mange gange, men så er jeg gået væk fra det, fordi tankerne om "er du virkelig så syg?!!!" og "nu må du fanme tage dig sammen!!" er kommet. Men ja, det er jeg åbenbart, hvilket psykologen også sagde. Jeg har brug for støtte... og så vil de sende mig ud i et afklaringsforløb-/tilbud!!
Mailen jeg skrev til sagsbehandleren var helt rå og ucensoreret. Meningen er, at vi skal til visitationssamtale på dét sted, der er specialiseret i sådan noget her i kommunen, på tirsdag. Nu må jeg se, hvad hun svarer. Jeg fik en auto-svar mail tilbage, at hun selvfølgelig allerede var gået på weekend, da jeg sendte den igår. Så jeg går ud fra at hun ser den mandag morgen. Jeg har også spurgt til det med en støtte-/kontaktperson.
Jae... og så synes jeg egentlig bare at det går lidt ad helvedes til. Jeg kan ikke tage mig sammen til at få gjort alle de ting, jeg gerne vil have ordnet. Vasket op, gjort haven ("frimærket") "vinter-klar" - dvs. klippe planterne ned og fjerne blade og bare gøre den tålelig at se på, vaske gulv og alt muligt andet. Tror jeg vil prøve at komme lidt i haven imorgen.
Jeg plejer at gøre sådan, at jeg siger til mig selv, at jeg kan spille en times computer og så skal jeg arbejde en time og så en times computer igen og så videre. Det virker som regel, så jeg får ordnet lidt. Imens hører jeg lydbånd, så jeg har lidt til at underholde mig imens. Det er til at overkomme nogenlunde, når det kun er en times tid ad gangen.
Dagene er gået med at ligge i sengen og se fjernsyn eller serier på computeren, gå med hunden, æde alt hvad jeg kan komme i nærheden af af usunde ting og ja.... Har bare lavet ingenting... Men jeg forsøger at give mig selv plads og sige, at solen nok skal skinne igen en dag. Følelser er flygtige, har jeg jo lært i terapien, så det forsøger jeg at bruge som et mantra. Det er bare svært når følelserne raser rundt i kroppen og selvmordstanker- og impulser presser på.
Godt jeg har min hund... Hun er den største grund til, at jeg ikke har taget billetten endnu.
Jeg så en virkelig tude-film igår. Havde bare brug for at komme af med "trykket" af ophobet ked-af-det-følelse, så jeg havde gemt filmen til en dag, hvor jeg havde brug for at tude igennem - og det skal jeg love for at jeg gjorde...
Den hedder "Hachiko", hvis I skulle have lyst til at se den. I kan se traileren på youtube. Og så er den tilmed autentisk. Jeg kan bedst lide autentiske film.
-