søndag den 25. november 2012

Kæreste, jobcenter og depression

Ja, nu har jeg gjort det forbi med ham igen. Jeg forsøger at holde fast i beslutningen, men han gør det ikke særlig let. Jeg har stort set haft "fred" hele dagen, men så skriver han her til aften. Jeg får det så dårligt, hvis jeg ikke skriver tilbage. Så jeg prøvede at skrive tilbage i "neutralt" sprog og så kommer overtalelses-sms'erne væltende.

Selvfølgelig gør han det lige midt i mine mest kritiske timer mellem 21 og 23. Der hvor jeg altid er mest sårbar, fyldt med tomhed og desperat efter tryghed og omsorg. Så er det altså fucking svært at holde fast på sig selv.

Det lykkedes at holde fast på mig selv her til aften og jeg overvejer, at slukke min telefon imorgen og frem til mandag ved middagstid når jeg har været hos psykologen.

Nu har jeg endelig gjort det forbi (igen igen) og nu vil jeg fanme holde fast i det. Jeg har gået og tænkt på det så længe. Følt mig mega falsk, fordi jeg ikke kan mærke mine følelser for ham. Men så begynder han at skrive alle de rigtige ting. Det ville også være rart, hvis det var en jeg faktisk elskede, der skrev, men det er det jo ikke.... eller er det? Jeg kan fanme ikke finde ud af det... eller jo... når jeg læser tilbage på bloggen og min dagbog, så er der jo ikke rigtig noget at være i tvivl om, men det er ligesom om jeg glemmer det helt, når han så er ude af døren igen.

Når han ikke er her, savner jeg ham og når han er her, vil jeg have at han skrider... Så er det jo ikke nemt!!!

Jeg var til tværfagligt møde på jobcenteret den anden dag. Det er åbenbart et nyt tiltag fra regeringen der hedder "Brug for alle". Så skal man vurderes foran et udvalg på 5 personer og de skal så komme med forslag til, hvordan man bedst kommer videre.... og bliver selvforsørgende...

Jeg gik helt kold. Ikke til mødet, selvfølgelig... Der holdt jeg masken og var ihh og åhh så meget på. Jeg havde selvfølgelig en god dag dér, selvom jeg er plaget af selvmordstanker konstant i øjeblikket. Og de snakkede ikke om andet end mine ihh og åhh så mange ressourcer. Bare fordi jeg kan smile og snakke pænt og give et fast håndtryk er det jo ikke ensbetydende med, at det ikke bare er en tom skal. For jeg føler mig som en tom skal... 

Da jeg så kom til psykologen i torsdag brød jeg helt sammen. Hun har aldrig set mig, som hun så mig i torsdags. Helt ude af den.

Hun foreslog en støtte-/kontaktperson. Sådan en som kommer hjem og hjælper med praktiske ting og snakker eller hvad man nu har behov for. Sådan har jeg forstået det.
Er der nogen af jer der ved noget om sådan noget? Som måske selv har eller har haft sådan en?

Jeg har tænkt på det mange gange, men så er jeg gået væk fra det, fordi tankerne om "er du virkelig så syg?!!!" og "nu må du fanme tage dig sammen!!" er kommet. Men ja, det er jeg åbenbart, hvilket psykologen også sagde. Jeg har brug for støtte... og så vil de sende mig ud i et afklaringsforløb-/tilbud!!

Mailen jeg skrev til sagsbehandleren var helt rå og ucensoreret. Meningen er, at vi skal til visitationssamtale på dét sted, der er specialiseret i sådan noget her i kommunen, på tirsdag. Nu må jeg se, hvad hun svarer. Jeg fik en auto-svar mail tilbage, at hun selvfølgelig allerede var gået på weekend, da jeg sendte den igår. Så jeg går ud fra at hun ser den mandag morgen. Jeg har også spurgt til det med en støtte-/kontaktperson.

Jae... og så synes jeg egentlig bare at det går lidt ad helvedes til. Jeg kan ikke tage mig sammen til at få gjort alle de ting, jeg gerne vil have ordnet. Vasket op, gjort haven ("frimærket") "vinter-klar" - dvs. klippe planterne ned og fjerne blade og bare gøre den tålelig at se på, vaske gulv og alt muligt andet. Tror jeg vil prøve at komme lidt i haven imorgen.

Jeg plejer at gøre sådan, at jeg siger til mig selv, at jeg kan spille en times computer og så skal jeg arbejde en time og så en times computer igen og så videre. Det virker som regel, så jeg får ordnet lidt. Imens hører jeg lydbånd, så jeg har lidt til at underholde mig imens. Det er til at overkomme nogenlunde, når det kun er en times tid ad gangen.

Dagene er gået med at ligge i sengen og se fjernsyn eller serier på computeren, gå med hunden, æde alt hvad jeg kan komme i nærheden af af usunde ting og ja.... Har bare lavet ingenting... Men jeg forsøger at give mig selv plads og sige, at solen nok skal skinne igen en dag. Følelser er flygtige, har jeg jo lært i terapien, så det forsøger jeg at bruge som et mantra. Det er bare svært når følelserne raser rundt i kroppen og selvmordstanker- og impulser presser på.

Godt jeg har min hund... Hun er den største grund til, at jeg ikke har taget billetten endnu.

Jeg så en virkelig tude-film igår. Havde bare brug for at komme af med "trykket" af ophobet ked-af-det-følelse, så jeg havde gemt filmen til en dag, hvor jeg havde brug for at tude igennem - og det skal jeg love for at jeg gjorde...

Den hedder "Hachiko", hvis I skulle have lyst til at se den. I kan se traileren på youtube. Og så er den tilmed autentisk. Jeg kan bedst lide autentiske film.


-

 

fredag den 23. november 2012

Så meget rod i hovedet og livet...

Åhh der sker så mange ting i øjeblikket. Brud med kæresten - igen igen -, møder på jobcenteret, hvor de vil sende mig på afklaringsforløb/praktik og hvad ved jeg. Har lige sendt en lang mail til min sagsbehandler om hvordan jeg har det inde bag facaden... Åhh....

Jeg magter ingenting... Har så mange tanker, som jeg trænger til at komme af med... skrive ned eller whatever... Men jeg kan ikke samle mig til at skrive det...

Nu vil jeg hoppe i seng igen... gid jeg bare kunne ligge der for evigt!!


P.S.

Jeg læser jeres kommentarer og de varmer mit hjerte så utroligt meget!
Men som I kan se, så er overskuddet ikke lige til mere pt. så det er derfor jeg ikke lige får svaret jer... Håber ikke I afholder jer fra at skrive af den grund...


Kærlige tanker til jer alle...


onsdag den 21. november 2012

Forhold

Min lillebror (ham der tog piller) er lige gået fra sin kæreste gennem 5 år. Jeg har snakket rigtig meget med ham siden han fortalte mig, at han havde taget pillerne. Han har NØJAGTIG de samme tanker om sig selv og livet som mig. Den samme følelse af ikke at kunne mærke sig selv. Det samme problem med ikke at kunne holde fast i sig selv overfor andre. At ændre meninger og holdninger alt efter hvem han er sammen med. At være en forskellig person efter hvem han er sammen med. Han bryder sig ikke om at invitere forskellige grupper sammen til fx. en fødselsdag, fordi han så ikke ved, hvem han skal være. Han ved ikke hvem han skal være, fordi han har forskellige masker på afhængig af hvem han er sammen med. Kamæleonen.

Jeg er 100% sikker på, at han også har Borderline.
Om han har eller ikke har, er jo egentlig ligegyldigt, for det er jo bare lægens etiket, for at vide hvilken behandling der er bedst og han går allerede hos en psykolog, som han er rigtig glad for.

Jeg synes bare det kunne være dejligt, hvis han blev udredt. Så ville jeg kunne sige: "Hvad sagde jeg?!... Jeg er ikke den eneste i familien der har fået Borderline... Jeg er ikke den eneste der er "mærkelig". Der er syg!".

Det kunne være fedt overfor min mor. Jeg ved ikke hvorfor, jeg har den her trang til at hovere eller såre hende... men det har jeg.... og jeg skammer mig over det...

Min lillebrors brud med kæresten har også sat en masse tanker igang om mig selv og min kæreste.
Alle de råd jeg har givet ham, burde jeg give og leve efter selv. I stedet så er jeg strudsen, der har hovedet i busken og ikke tør at handle på det jeg åbenlyst godt ved. Angsten for at være alene er for stor... tilsyneladende.

Vi har ikke set meget til hinanden siden jeg kom hjem fra ferie. I fredags var han her og stemningen var dårlig. Han havde brug for nærhed. Jeg havde lyst til det modsatte. Til sidst endte han med at køre hjem og så har vi ikke set hinanden siden.

Hver gang vi snakker sammen, kan jeg godt mærke at der er en afstand. Hos mig. Følelserne er der bare ikke. Når han siger han elsker eller savner mig, siger jeg det tilbage (for hvordan kan man andet?!), men det føles forkert, for jeg føler det ikke. Jeg føler mig falsk. Jo, i korte øjeblikke kan jeg godt savne ham og i korte øjeblikke kan jeg også godt blive i tvivl, men når jeg så snakker i telefon med ham, så forsvinder det igen.

Det er virkelig svært at skrive det her, for I vil højst sandsynligt synes at jeg er en led kælling, når jeg holder ham han på den måde, men ja... Jeg er bare nød til at være nået helt hen til afklaringen, før jeg (IGEN) gør det forbi. Og når jeg gør det forbi, vil han ikke tro på mig, fordi jeg har leget "ulven kommer" så mange gange. Han vil leve sit liv med mig! Jeg kan heller ikke forestille mig mit liv uden ham lige nu, men jeg kan heller ikke se mig selv flytte sammen og få børn osv. Jeg har hele tiden følelsen af og tanken om, at vores forhold kun er midlertidigt. Men igen... Alt i mit liv føles midlertidigt.

Jeg synes det er rart at snakke i telefon med ham, men jeg har ikke lyst til at have ham på besøg, når jeg tænker på, at han gerne vil være tæt og (måske endda) have sex. Det er over en måned siden vi sidst havde det... måske endda snarere halvanden måned siden... og jeg savner det ikke. Når jeg tænker på det, så har jeg ikke lyst til, at han skal komme på besøg.

Når alt kommer til alt, så ser jeg ham bare mere som en ven end noget andet... og jeg kan godt mærke at jeg snart er nød til at bekende kulør... igen...

Åhh... Jeg skal aldrig have en kæreste igen.... For fanden det er besværligt!!


-


fredag den 16. november 2012

Tankemylder... Kaos...

Har så mange tanker jeg ikke kan få ned i sammenhængende tekst lige nu, så her er kaoset:


Træt
Ugidelig
Tænksom
Tvivlende
Sorgfuld
Indre barn
Rastløs
Dårlig samvittighed
Reflekterende
Kaos
Tyk
Flommet
Motion
Sund mad
Ukontrolleret
Livsstil
Storryger
Gruppeterapi
Psykolog
Nervøs
Jobcenter
Ressourceafklaring
Fremtid
Fødselsdag
Familie
Stearinlys
Hygge
Efterår
Duftlampe
Opvask
Oprydning
Sikker base
Prostitution
Escortpige
Økonomi
Ønsker
Jul
Kæreste
Lillebror
Far
Mor
Alkoholisme
Stoffer
Mormor
Syg
Borderline
Svær depression
Meningsløshed
Egenomsorg
Forkælelse



TANKEMYLDER!!!!

mandag den 12. november 2012

Endelig hjemme... og besøg hos mor...

Så er jeg kommet hjem til mig selv igen.

Det tog et par dage at komme til mig selv. Mest fordi rejsen var midt om natten og jeg derfor fik lavet rod i min medicin - jeg glemte at tage den en hel dag. Dette resulterede i, at jeg havde de vildeste medicin-abstinenser. Det er så ubehageligt. Jeg undrede mig godt nok over, at jeg havde det så mystisk i min krop, da jeg kom hjem, indtil jeg dagen efter opdagede, at jeg helt havde glemt at tage min medicin. Det er skræmmende at kroppen er så afhængig af noget kemisk, så man bliver så syg af at glemme den.

Jeg havde, som altid når jeg har været sydpå, masser af energi da jeg kom hjem (efter mine medicin-abstinenser var aftaget). Fik tømt kuffert, kommet igang med at rydde op, vaske op og havde i det hele taget masser af overskud. Lå nok på en 9-10 stykker på humørskalaen. Igår kulminerede det så med, at jeg fik den impuls at ringe til min mor og invitere mig selv på kaffe hos hende - og hendes kæreste (nåe nej... mand...glemmer stadig at de er blevet gift).

Jeg troppede op hjemme hos hende 45 min. senere. Det var egentlig ganske hyggeligt. Jeg havde en snak med min far på ferien, hvor han gav mig den idé, bare at sige til mig selv, at han (hendes mand) bare er et vedhæng. At han er ubetydelig og "bare er der". Så det gjorde jeg og det gik faktisk fint nok.

Da jeg kom, sad han inde i stuen. Han kom ikke ud og hilste. Så jeg gik ind i stuen og sagde hej og gik hen imod ham, for at give et kram. Han gad dårligt rejse sig og mens jeg gik derhen, tænkte jeg over, hvorfor jeg egentlig gjorde det. Jeg havde jo egentlig ikke lyst til at kramme ham - eller det vil sige, at jeg var i en tilstand af ligegyldighed, så der gik ikke noget af mig for at gøre det.. Men jeg havde jo ikke behøvet. Nå, men gjort er gjort.

Han er sgu stadig en underlig snegl. Er er sgu ikke normal. Fjernsynet var tændt og det sad han og gloede på, mens min mor og jeg snakkede. Ind imellem vendte han hovedet lidt og så ud som om han lyttede. Nogle gange sagde han endda en smule. Jeg forsøgte at snakke til dem begge, men egentlig var jeg ligeglad med ham. Det var bare et spil for galleriet.

Min mor gik ud af stuen flere gange, hvor jeg så var der med ham alene. Jeg small-talkede bare lidt om hans arbejde og andre ubetydeligheder - kun for at undgå en mærkelig stille stemning. Han har stadig et problem med sin ansigtsmimik og han kigger aldrig een i øjnene.

Jeg kunne uden tvivl fornemme, at han er indebrændt over de breve jeg har sendt til MIN MOR, som han så har læst. De ting jeg har skrevet om ham. Jeg har uden tvivl aldrig tænkt mig at undskylde det jeg har skrevet og jeg mener stadig hvert et ord. Jeg kan også mærke, at jeg er i angrebs-position, så han skal bare lige sige et kvæk om noget af det forgangne forløb til mig, så eksploderer jeg. Jeg er klar til at give ham en overhaling og jeg vil nok altid synes han er en idiot!

Jeg fik en okay god snak med min mor om forskellige ting - blandt andet min barndom og hvordan det var derhjemme op til deres skilsmisse. Der mangler selvfølgelig stadig en vis selverkendelse og ansvarstagen hos hende - såsom noget ala: "Din far drak, så det var nemmere at drikke med...!", men det gik op for mig, hvor slemt misbruget var allerede dengang, hvilket har gjort, at jeg så egentlig godt kan forstå, at hun ikke kunne holde ud at være sammen med ham.

Det har måske også givet mig en forståelse for hendes valg - at hun ville redde os børn, men der er stadig mange andre valg der kommer derefter, som jeg nok aldrig kommer til at forstå eller acceptere. Blandt andet at hun bare drak videre og at hun stadig selv var et barn, så hun nærmest blev gift med min mormor og morfar, som flyttede ind for at hjælpe med istandsættelsen af vores nye hus. At min mormor og morfar blev en del af vores opdragelse og at vi skulle være hendes glansbilleder af nogle unger, for at gøre mormor og morfar glade.

Nå, men tilbage til besøget.

Efter en brat opvågning da jeg så min ene mormor-vinke-over(under)arm i sidespejlet på bilen på ferien, er jeg blevet fast besluttet på, at jeg skal have strammet min krop op. Jeg skal have implementeret motion i min hverdag på regelmæssig basis og jeg VIL de skide mormor-arme til livs. Der er noget kvinde-motions-holds-træning 3 gange om ugen, hvor man kan komme når man har tid og lyst. Det vil sige, at man ikke er på noget decideret hold. Min mor er selv igang med at tabe sig i øjeblikket, så jeg tænkte, at det var en oplagt mulighed for at vi begge kunne få noget motion og samtidig "have noget sammen". Jeg spurgte hende om hun ville med på tirsdag (imorgen), men nej, det gad hun ikke. Hold kæft altså. Lige på dét punkt har hun overhovedet ikke ændret sig og jeg havde lyst til at skrige hende ind i hovedet, da hun sagde nej.

Der er stadig mange irritationsmomenter i forhold til hende. Jeg har blandt andet lyst til at sætte ild til hendes fucking grimme joggingtøj hun ALTID har på, når hun "bare" er derhjemme - og som hun har haft på de sidste... hmm... mange år!!!

Og endnu engang var noget af det første hun fortalte, at de havde haft gæster dagen før og hvor meget vin, whiskey og hvad-ved-jeg de havde indtaget, fordi den skulle have "så hatten passede" inden hun skulle holde op med at ryge igår. Hendes mand holdt op for 11 dage siden. Indenvendig ryster jeg på hovedet og har lyst til at skrige mange eder og forbandelser mod hende, men jeg undlod og lod som ingenting.

Så kommer murstenen i hovedet idag. Den sorte sky. Manglen på energi og en flig af selvmordstanker som blev vagt på ferien. Nu er jeg nok på omkring en 2'er på humørskalaen. Det er lige fra den ene yderlighed til den anden og det er så pisse frustrerende. Selvhadet kører for fuldt blus og jeg har lyst til at... ja, jeg ved ikke... skade mig selv på en eller anden måde... Jeg er rastløs og uden energi på samme tid. Der kører en strøm af bebrejdende tanker i mit hoved. Om hvor dum, grim og fed jeg er. Hvor latterlig jeg er over, at jeg ikke bare kan tage mig sammen og få styr på min lejlighed, som stadig ligner at jeg flyttede ind for et par uger siden - på trods af, at jeg har boet her i et halvt år snart.

Tanker om at livet er noget fucking lort og det ville være nemmere bare ikke at være her.

Jeg prøver at sige til mig selv, at der ikke er noget at sige til, at jeg falder med et brag lige nu - efter den anstrengende 3 ugers tid hvor jeg har været skiftevis mor og datter til min far - og psykolog og rådgiver for hans kæreste. Det er jo indlysende, at jeg ville ryge ned i kulkælderen, men alligevel er det fanme bare pisse irriterende....

Idag har jeg sovet... gået med hunden og fået vasket en enkelt maskine tøj, som jeg stadig venter på at kunne få tørret ovre i vaskerummet..... og nu sidder jeg her og koger foran skærmen mens fjernsynet kører i baggrunden...

Der er ingen tvivl om, at det er så fucking dejligt, at have min egen lejlighed. Min base i alt kaos'et. Hvor jeg kan lukke min dør og slukke min telefon... og sove og være mig selv uden at blive forstyrret og være "på" døgnet rundt, som jeg er blevet på ferien...

Her er ro...





-



tirsdag den 6. november 2012

De sidste dage på ferien...

Først vil jeg lige starte med at sige, at jeg synes det er så helt fantastisk dejligt at vide, at I sidder derude og følger med i hvordan jeg har det. Det er så rart at "læsse af" her på bloggen og vide, at der sidder nogle derude som "bekymrer" sig om mig - selvom man ikke kender hinanden i virkeligheden.. Tak fordi I gider læse min blog og kommentere mine indlæg.. Det er jeg SÅ super glad for!!! :-)


Jeg er kommet til en tilstand af ligegyldighed. Jeg gider ikke bruge mere energi på, at prøve at få ham i behandling. Hvis han vil drikke sig ihjel, så må han gøre det. Jeg har brugt rigeligt af mit liv på at prøve at redde mine forældre og nu gider jeg ærlig talt ikke mere.

Han vågnede langsomt op fra sin "kolde tyrker" igår og gæt engang... Så begynder han at drikke igen. Jeg var ved at eksplodere. Jeg ved godt, at han er syg og det er hans medicin. Men han prøver ikke engang. Han sidder bare og drikker den øl op i mit åbne ansigt og lader som om, at vores samtale er fortid. Jeg var og er ved at koge over indeni.

Jeg "passer mig selv" hernede nu. Nu skal de sidste dage bare gå. Der er idag og imorgen og så skal jeg med en bus til lufthavnen imorgen nat. Jeg har besluttet at nyde de sidste dage. Suge al energien fra solen til mig. Nyde lyden af vandet der klukker på stranden. Duften af sololie og den summende lyd af mennesker på stranden. Nyde vandet, når jeg bader og hygge mig med at svømme rundt med dykkerbriller på og udforske havbunden. Kigge på naturen. Indsnuse den friske luft.

Jeg er i min egen "skal" inden i. Jeg er ked af det, det kan jeg tydeligt mærke, men det må vente til jeg kommer hjem til psykologsamtalen på fredag. Det kommer lidt ud, når jeg er på "mit" værelse alene.

Der er faktisk sket nogle aha-oplevelser i forhold til min barndom de sidste dage, hvilket jeg føler, har gavnet min forståelse for mig selv i nutiden. Bl.a. så tænker jeg, at der ikke er noget at sige til, at jeg har vænnet mig til at gå på æggeskaller helt fra jeg var lille. Hvis der var lige så dårlig stemning, når min far kogte brandert ud dengang, som der er nu, så er det fuldt forståeligt at jeg blev psykisk syg. At gå rundt om en tikkende bombe. Han er så uforudsigelig og luften er hele tiden ladet med... hmm... den er bare så anspændt, at det næsten ikke er til at holde ud. Og jeg tænker, at hvis den er nærmest uudholdelig nu hvor jeg er voksen, så vil jeg slet ikke tænke på, hvordan det må have føltes da jeg var lille. Det er næsten ikke til at bære.

Da jeg kom ind på mit værelse igår aftes kom tårerne også. Det lille barn indeni popper bare op ind imellem og viser hvor ked af det hun er. Det var bl.a. da jeg tænkte over det jeg lige har beskrevet, at jeg fik en helt enormt stor tomhedsfølelse og en følelse af, ikke at vide hvor jeg skal gøre af mig selv. Det lille barn lider. Det lille barn har lidt. Altid. Nu kan jeg mærke det. Det er hårdt, men det er godt. Det er godt, fordi det er det der skal til for at putte min barndom i de rigtige "kasser" i hovedet, så jeg kan komme videre som voksen. Det er dén forståelse af mig selv, som jeg har manglet. Så måske har det været det, der var den højere mening med denne tur. Jeg tror på, at der er en mening med alting og jeg er overbevist om, at det her var grunden til, at jeg skulle på ferie med ham en sidste gang.

For NU har jeg taget beslutningen om, at det er den sidste ferie jeg skal have med ham. Jeg skal ikke på ferie med ham mere, før han evt. er blevet ædru. Jeg har sagt sådan mange gange til mig selv, men denne gang er jeg overbevist. Det bliver aldrig som jeg håber på. Det ender altid med at jeg er ked af det, når jeg tager hjem og jeg vil ikke udsætte mig selv for det mere.

Havde jeg ikke vidst alt det jeg ved om alkoholisme, så er jeg sikker på, at det ville have været meget mere hårdt at være vidende til hans nedtur og nu efterfølgende druk igen. Men jeg ved, at det er fordi han er syg og ikke kan klare det alene. Hans kæreste er nød til at være der som en mor for ham, for han kan ikke klare at være alene. Men det pisser mig stadig rigtig meget af, at se hvordan hun så selv tilbyder ham en øl, køber sprutten til ham og stadig tror på, at han bare kan holde op af sig selv. Hendes naivitet er næsten ikke til at holde ud.

Igår fortalte hun mig, at hun på et tidspunkt derhjemme, har lagt sig ud i garagen for at sove (den er opvarmet), fordi hun ikke kunne få fred for ham. Når han er helt oppe og køre på sprut, så er han ligesom et 3 årigt barn der skal have opmærksomhed hele tiden. Konstant. Man får ikke lov at være i fred i 2 minutter. Når han så endelig falder sammen og sover, så ligger han og roder rundt i sengen. Råber og skriger i søvne og fægter med arme og ben. Den anden aften gik jeg op og kiggede til ham fordi jeg blev nervøs. Der var han faldet ud af sengen og lå nøgen på det kolde marmorgulv og ømmede sig i søvne.

Det gør sgu ondt at se hans forfald og langsomme selvmord....



-

søndag den 4. november 2012

Stadig i Tyrkiet

Jeg er stadig hernede. Desværre.

Jeg skulle jo have været hjemme i mandags - dvs. for 6 dage siden. Min far blev ved med at spørge om jeg ikke nok ville blive en uge mere. Han spurgte mig nok 3 gange. Nogle gange nærmest bedende og sagde at det var så hyggeligt at jeg er her osv.

Jeg kunne ikke rigtigt mærke mig selv eller hvad jeg havde lyst til. Nu hvor jeg tænker over det, så kan jeg godt se, at jeg egentlig helst ville hjem, men jeg havde så satans svært ved at få det sagt og samtidig så er det jo dejligt at være på ferie (noget af tiden, i hvert fald), så jeg blev.

Skrev til psykologen at jeg blev en uge mere og var derfor nød til at aflyse 3 tider. Jeg fik en kort og kold sms tilbage. Ved godt at det bare er hendes arbejde, men jeg kan alligevel ikke lade være med at tage det nært. Så nu har jeg hvert dag siden, spekuleret på om hun er sur på mig. Om jeg skal have en "skider" når jeg kommer hjem. Prøver at sige til mig selv, at hun ikke skal bestemme i mit liv og jeg selv bestemmer om og hvornår jeg vil have ferie. Desuden så har jeg kun været syg eller meldt fra max. 4 gange på de 3 år jeg har gået til samtaler i distriktspsykiatrien, så mon ikke jeg har noget goodwill opsparet?

Men lige siden det var for sent at nå flyet, har jeg fortrudt at jeg blev. Det er på ingen måde hyggeligt.
Det er som det altid er med min far.

Han har væltet rundt i en kæmpe brandert lige siden. I forgårs skulle han lave "sjov" på stranden med nogle unge drenge. Han forsøgte at efterligne deres akrobatiske evner og endte med at falde lige på røven og slå sit haleben så voldsomt, at han hverken kan gå eller sidde.

Han har været enormt melankolsk og hele tiden været på vippen til at bryde i gråd. Han har også flere gange grædt. Han spiller melankolsk musik på computeren. Bl.a. så spillede han et (smukt) nummer med Lene Siel og sagde, at jeg skal sørge for, at netop dette nummer skal spilles til hans begravelse, når den tid kommer!!

Natten til igår gik det for alvor galt. Jeg havde en lang snak med ham, hvor han indrømmede en masse ting om hans misbrug og hvor slemt det står til. Hvor han gemmer sine flasker henne rundt omkring her i lejligheden. Hvor meget han reelt drikker i døgnet, hvilket er mellem 1 og 3 store flasker hård spiritus - vodka for det meste. Hvordan han for noget tid blev stoppet af politiet i Danmark, men hvor han fik snakket sig fra at vise sit kørekort fordi han havde glemt det. De bad ham ikke blæse. Han havde på dét tidspunkt drukket en hel flaske rom. Det er hans funktionspromille, som man kalder på fagsprog. Det er det han skal have indenbors for at fungere normalt - og her virker han ædru. Det er simpelthen for sindsygt!

Han græd helt vildt den nat og sagde at han rigtig gerne vil tilbage i behandling og få et ædru liv. Men samtidig fortalte han om, hvor bange han er for det. At han ikke kan forestille sig et liv uden alkohol. Men sådan er det at være alkoholiker. Sådan er det at lide af alkoholisme. Man kan ikke forestille sig sit liv uden alkohol - for hvem er man så?

Jeg fik rigtig tigtig mange ting af vide af ham den nat. Det er fanme hårdt!!!

Sum og summarum... Han lovede at gå i behandling... og bla bla... Som det sidste inden jeg gik i seng, sagde jeg til ham, at jeg godt vidste hvordan han ville være, når vi senere på dagen stod op igen. Så ville det hele være "glemt". Ganske rigtigt.
Så vi endte med at have et kæmpe skænderi. Jeg råbte og skreg og græd af ham.

Jeg har prøvet at overtale hans kæreste til, at vi skal hjem sammen allesammen på torsdag, hvor jeg har bestilt min billet til København. Har holdt et langt foredrag om, at det er nu han er motiveret og vi er nød til at tale til hans fornuft og få ham med hjem i behandling. Så siger hun, at hun ikke rigtig ved om hun vil hjem. At hun ikke er klar til at tage hjem. WTF! Luk nu røven, din fucking pot-rygende møgkælling!!! Hvem fanden har ringet hende op for at spørge om hendes mening!!!

Jeg sagde til hende, på en meget diplomatisk måde, at det mest USELVISKE hun kunne gøre nu var, at hjælpe mig med at overtale min far til at tage med til Danmark på torsdag og tage i behandling.

Sum og summarum... Det vil han ikke.... og hun har i hvert fald ikke hjulpet beslutningen i den rigtige retning!!

Så de sidste 48 timer har han ligget på sofaen med abstinenser. Rystende. Svedende. Frysende. Sovende. Hostende. Svag. Syg. Han har taget en kold tyrker.

Så meget for en hyggelig ferie!!!

Han har grædt og undskyld for hans opførsel. Mange gange. Vækket mig flere gange om natten for at undskylde og sige at han elsker mig. At jeg ikke fortjener at han behandler mig så dårligt, når jeg altid er så god med ham. At han ikke fortjener min kærlighed.... og alt muligt...

Jeg ved godt, at det ikke er hans kæreste der træffer hans beslutninger. At det i sidste ende er hans eget valg, at han vil blive hernede, men for helvede altså.. Hvis hun nu også pressede lidt på ved at give udtryk for, at det er en god ide at tage hjem i behandling, så kunne det være at den fes ind hos ham. I stedet så er hun pisse egoistisk og vil ikke hjem. Hun vil lege sygeplejerske for ham. Hun er så pisse medafhængig og jeg fucking brækker mig over at glo på hende. Hun er så fucking fat-svag. Hun tåger rundt. Man er ikke i tvivl om, at hun har røget det meste af sin hjerne væk. Hun fortalte mig den anden dag, at hun har været narkoman i sine unge dage. Narkoman i den forstand, at hun tog heroin. En dag så blev hun enig med sig selv om, at hun ikke ville leve som narkoman. Så stoppede hun. Af sig selv, siger hun. Nu ryger hun "kun" marijuana for at "slappe af". Hatten af for at hun fik sig selv ud af et heroin-misbrug. Men nu har hun en eller anden idé om, at hun sagtens kan kurere min far og påstår at alkoholisme ikke er en sygdom og bla bla.

Jeg er bare så fucking gal og træt af at høre på hende, at jeg kunne knalde hende én midt imellem øjnene!!!!!

Jeg brækker mig over at glo på, når hun står og rister tobakken på gasblusset og laver sin marijuana-pibe og sætter sig ud og ryger på terassen. Hold kæft mand, hvad fanden laver jeg hernede!!!



Jeg skal hjem på torsdag. Jeg skal med en transferbus til lufthavnen kl. 3 onsdag nat, så jeg har 3 hele dage tilbage hernede. Fuck det bliver så dejligt at komme hjem. Heldigvis har jeg en tid hos psykologen på fredag, så det er dagen efter jeg er kommet hjem.

Og jeg savner min hun så helt ubeskriveligt forfærdeligt meget!!! Jeg kan næsten græde når jeg ser billeder af hende på min telefon...

Hvem jeg ikke savner, er min kæreste, hvilket jeg har brugt noget energi på at tænke over hernede også, men det orker jeg ikke lige at skrive om nu...

Jeg har det faktisk lidt ad helvedes til. Selvmordstankerne er vendt tilbage. Jeg ved godt hvad det er der sker. Jeg vender min vrede mod min far, indad mod mig selv. Det er bare svært at sige til sig selv, at "nu må du ikke tænke sådan". Det er bare nogle tanker der kommer. At det kunne være nemmere ikke at være i verden.

Min far har også flere gange snakket om mit (for tiden) ømmeste punkt. Min 30-års fødselsdag til januar. Jeg får det så dårligt, når jeg tænker på det. Jeg har lyst til at rejse ad helvedes til og glemme at jeg har fødselsdag. Jeg vil ikke fylde 30. Jeg vil ikke være ældre. Jeg vil bare gerne... Jeg ved ikke hvad fanden jeg vil... Jeg vil bare ikke mærke det.....

Han er opsat på at holde en KÆMPE fest! Når jeg siger til ham, at jeg ikke har nogen at invitere, slår han det hen og siger, at han kan komme på mange som gerne vil fejre mig. Ja, mange jeg er såkaldt venner med på Facebook, men jeg snakker jo ikke med dem og de er da pisse ligeglade med min fucking fødselsdag. Han bruger også min fødselsdag som undskyldning for ikke at gå i behandling. Underforstået at han vil vente med behandlingen til efter min fødselsdag. Så er der endnu mere grund til at glemme den fucking fødselsdag!!!! Hvis jeg endelig skal holde en fødselsdag, så skal den i hvert fald være uden alkohol, det er helt sikkert!!!


Lorteliv lige nu!!!


***Jeg undskylder for stavefejl m.m., men jeg orker ikke lige at rette i indlægget nu***

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...