Madmisbrug og tanker om forhold...

Det er ikke fordi, det går godt, at jeg ikke får skrevet på bloggen. Jeg kan bare ikke tage mig sammen til, at få sat mig ned og sætte ord på, hvad der sker i mit hoved.

Jeg har taget 5 kg på de sidste par måneder og det fortsætter. Jeg kan simpelthen ikke holde op med at fylde i hovedet og jeg magter ikke endnu et vægttabs-projekt. Jeg er så træt af enten - eller. Enten så fylder jeg i hovedet eller også så kører jeg streng kaloriekontrol og motion for fuld skrue. Jeg orker det ikke.... Samtidig så synes jeg jo ikke det er fedt at være fed. Overhoved ikke!!! BMI'et siger 26,2 lige nu. For blot nogle måneder siden vejede jeg 10 kg mindre. Hvorfor gør jeg det gang på gang!!!??? Jeg er så stolt og glad, når jeg har tabt mig og mit tøj sidder pænt og jeg ikke behøver gemme mig i lag på lag og store bluser. Og nu er jeg bare bvaaadr igen. En fed grim ko!! Udover det så var jeg til frisøren for nogle uger siden, for at få klippet spidser. Det blev så lige 5-10 cm for kort. Det var en ny frisør og han gjorde alt for at overbevise mig om, at jeg skulle have noget frisure, i stedet for mit tjavsede og (ifølge ham) kedelige lange/halvlange hår. Så da han havde klippet spidserne og jeg godt kunne se, at han langfra havde fået nok af det ødelagte hår med, så sagde jeg "fuck det... bare klip lortet" og så fik jeg pagehår i stedet. Jeg er ved at have vænnet mig til det nu, men jeg savner stadig det gamle... Det vokser ud igen, det ved jeg godt og det er også mit "motto", men lige nu der savner jeg det bare... Og så lægger det lige lidt mere på "jeg-er-grim-og-fed"-kontoen.

Jeg gjorde det forbi med kæresten (igen igen... for 117. gang) forrige mandag (16 dage siden) og holder fortsat fast i min beslutning. Han har flere gange spurgt om vi skulle ses til en kop kaffe eller noget, men jeg bliver ved med at sige nej, for ikke at falde i trygheds-fælden. Han bliver ved med at sige, hvor meget han elsker mig og at han aldrig vil stoppe med at elske mig. Han skrev sågar den anden dag og spurgte om jeg ville gifte mig med ham. 2 gange. Det siger lidt om, hvor meget han elsker mig. Men jeg er kold. Eller jeg føler mig kold. Det rører mig ikke. Jeg savner ham ikke. Jeg savner ham nogle gange - meget meget kortvarigt - om aftenen når jeg skal i seng. Men ikke på nogen som helst andre tidspunkter. Og det piner mig egentlig lidt, for hvis jeg beskriver hvordan han behandler mig, så vil enhver kvinde sige, at jeg må være sindsyg. Han er den største og kærligste gentleman og hvis følelserne var der, ville han være den bedste kæreste. Men hvorfor kan jeg ikke mærke det indeni?? Hvorfor savner jeg ham ikke? Hvorfor græder jeg ikke over det?

For noget tid siden skrev jeg et indlæg om en underviser på Vikon (her), som jeg følte mig små-forelsket i. Jeg har ham ikke som underviser mere, så det er ligesom væk nu, men dér mærkede jeg suset. Der kunne jeg mærke boblerne i maven og jeg var små-høj, når jeg kørte hjem derfra. Sådan har jeg aldrig haft det med ham og det er min overbevisning, at jeg heller aldrig får det nu.... Jeg mener, hvorfor skulle det komme lige pludselig efter 1½ år, hvis det aldrig har været der.... Men for helvede... Hvorfor kan jeg ikke bare få det!!!???
Han har endda iværksat, at han selv skal til at gå i terapi og måske også en pårørendegruppe. Både i forhold til mig, men specielt i forhold til ham selv. Hans måde at tackle mig på og hans måde at reagere på. Blandt andet. Det er jo i sig selv også en kærlighedserklæring. Han giver simpelthen ikke op og jeg fatter det ikke!!

Åhh hvor jeg elsker min lejlighed!

Jeg er simpelthen så mega glad for min lejlighed! Jeg tror aldrig, jeg har været så glad for en bolig før!

Jeg føler virkelig det er mit hjem. Min base.
Det har jeg ikke følt før... Sådan rigtigt!!

Jeg tager mig selv i ind imellem, at sidde og bare kigge rundt og mærke følelsen af at være hjemme. Af at det er mit. Jeg bestemmer selv, hvornår jeg vil lukke min hoveddør. Om jeg gider åbne den, når det ringer på. Jeg kan slukke min telefon og være helt alene. Det er fantastisk!

Idag har jeg været aktiv. Rigtig aktiv. Jeg sidder faktisk i skrivende stund og sveder.

Jeg har vasket op, støvsuget, vasket tøj, ryddet op og så har jeg fået hængt mit spejl op i soveværelset og fået ryddet en masse skrammel væk og op på hemsen, hvor alle mine kasser osv. står. Mit loft, kan man sige.

Fuck hvor det bare føles godt!!! Og jeg har endda hygget mig med det!


Igår var jeg også lidt aktiv.
Jeg var ude at løbe 2,6 km. og lavede armbøjninger. Mormor-arme, FARVEL!!! :-)


Sender noget energi til jer allesammen... :-)


-



 

Endelig hjemme... og besøg hos mor...

Så er jeg kommet hjem til mig selv igen.

Det tog et par dage at komme til mig selv. Mest fordi rejsen var midt om natten og jeg derfor fik lavet rod i min medicin - jeg glemte at tage den en hel dag. Dette resulterede i, at jeg havde de vildeste medicin-abstinenser. Det er så ubehageligt. Jeg undrede mig godt nok over, at jeg havde det så mystisk i min krop, da jeg kom hjem, indtil jeg dagen efter opdagede, at jeg helt havde glemt at tage min medicin. Det er skræmmende at kroppen er så afhængig af noget kemisk, så man bliver så syg af at glemme den.

Jeg havde, som altid når jeg har været sydpå, masser af energi da jeg kom hjem (efter mine medicin-abstinenser var aftaget). Fik tømt kuffert, kommet igang med at rydde op, vaske op og havde i det hele taget masser af overskud. Lå nok på en 9-10 stykker på humørskalaen. Igår kulminerede det så med, at jeg fik den impuls at ringe til min mor og invitere mig selv på kaffe hos hende - og hendes kæreste (nåe nej... mand...glemmer stadig at de er blevet gift).

Jeg troppede op hjemme hos hende 45 min. senere. Det var egentlig ganske hyggeligt. Jeg havde en snak med min far på ferien, hvor han gav mig den idé, bare at sige til mig selv, at han (hendes mand) bare er et vedhæng. At han er ubetydelig og "bare er der". Så det gjorde jeg og det gik faktisk fint nok.

Da jeg kom, sad han inde i stuen. Han kom ikke ud og hilste. Så jeg gik ind i stuen og sagde hej og gik hen imod ham, for at give et kram. Han gad dårligt rejse sig og mens jeg gik derhen, tænkte jeg over, hvorfor jeg egentlig gjorde det. Jeg havde jo egentlig ikke lyst til at kramme ham - eller det vil sige, at jeg var i en tilstand af ligegyldighed, så der gik ikke noget af mig for at gøre det.. Men jeg havde jo ikke behøvet. Nå, men gjort er gjort.

Han er sgu stadig en underlig snegl. Er er sgu ikke normal. Fjernsynet var tændt og det sad han og gloede på, mens min mor og jeg snakkede. Ind imellem vendte han hovedet lidt og så ud som om han lyttede. Nogle gange sagde han endda en smule. Jeg forsøgte at snakke til dem begge, men egentlig var jeg ligeglad med ham. Det var bare et spil for galleriet.

Min mor gik ud af stuen flere gange, hvor jeg så var der med ham alene. Jeg small-talkede bare lidt om hans arbejde og andre ubetydeligheder - kun for at undgå en mærkelig stille stemning. Han har stadig et problem med sin ansigtsmimik og han kigger aldrig een i øjnene.

Jeg kunne uden tvivl fornemme, at han er indebrændt over de breve jeg har sendt til MIN MOR, som han så har læst. De ting jeg har skrevet om ham. Jeg har uden tvivl aldrig tænkt mig at undskylde det jeg har skrevet og jeg mener stadig hvert et ord. Jeg kan også mærke, at jeg er i angrebs-position, så han skal bare lige sige et kvæk om noget af det forgangne forløb til mig, så eksploderer jeg. Jeg er klar til at give ham en overhaling og jeg vil nok altid synes han er en idiot!

Jeg fik en okay god snak med min mor om forskellige ting - blandt andet min barndom og hvordan det var derhjemme op til deres skilsmisse. Der mangler selvfølgelig stadig en vis selverkendelse og ansvarstagen hos hende - såsom noget ala: "Din far drak, så det var nemmere at drikke med...!", men det gik op for mig, hvor slemt misbruget var allerede dengang, hvilket har gjort, at jeg så egentlig godt kan forstå, at hun ikke kunne holde ud at være sammen med ham.

Det har måske også givet mig en forståelse for hendes valg - at hun ville redde os børn, men der er stadig mange andre valg der kommer derefter, som jeg nok aldrig kommer til at forstå eller acceptere. Blandt andet at hun bare drak videre og at hun stadig selv var et barn, så hun nærmest blev gift med min mormor og morfar, som flyttede ind for at hjælpe med istandsættelsen af vores nye hus. At min mormor og morfar blev en del af vores opdragelse og at vi skulle være hendes glansbilleder af nogle unger, for at gøre mormor og morfar glade.

Nå, men tilbage til besøget.

Efter en brat opvågning da jeg så min ene mormor-vinke-over(under)arm i sidespejlet på bilen på ferien, er jeg blevet fast besluttet på, at jeg skal have strammet min krop op. Jeg skal have implementeret motion i min hverdag på regelmæssig basis og jeg VIL de skide mormor-arme til livs. Der er noget kvinde-motions-holds-træning 3 gange om ugen, hvor man kan komme når man har tid og lyst. Det vil sige, at man ikke er på noget decideret hold. Min mor er selv igang med at tabe sig i øjeblikket, så jeg tænkte, at det var en oplagt mulighed for at vi begge kunne få noget motion og samtidig "have noget sammen". Jeg spurgte hende om hun ville med på tirsdag (imorgen), men nej, det gad hun ikke. Hold kæft altså. Lige på dét punkt har hun overhovedet ikke ændret sig og jeg havde lyst til at skrige hende ind i hovedet, da hun sagde nej.

Der er stadig mange irritationsmomenter i forhold til hende. Jeg har blandt andet lyst til at sætte ild til hendes fucking grimme joggingtøj hun ALTID har på, når hun "bare" er derhjemme - og som hun har haft på de sidste... hmm... mange år!!!

Og endnu engang var noget af det første hun fortalte, at de havde haft gæster dagen før og hvor meget vin, whiskey og hvad-ved-jeg de havde indtaget, fordi den skulle have "så hatten passede" inden hun skulle holde op med at ryge igår. Hendes mand holdt op for 11 dage siden. Indenvendig ryster jeg på hovedet og har lyst til at skrige mange eder og forbandelser mod hende, men jeg undlod og lod som ingenting.

Så kommer murstenen i hovedet idag. Den sorte sky. Manglen på energi og en flig af selvmordstanker som blev vagt på ferien. Nu er jeg nok på omkring en 2'er på humørskalaen. Det er lige fra den ene yderlighed til den anden og det er så pisse frustrerende. Selvhadet kører for fuldt blus og jeg har lyst til at... ja, jeg ved ikke... skade mig selv på en eller anden måde... Jeg er rastløs og uden energi på samme tid. Der kører en strøm af bebrejdende tanker i mit hoved. Om hvor dum, grim og fed jeg er. Hvor latterlig jeg er over, at jeg ikke bare kan tage mig sammen og få styr på min lejlighed, som stadig ligner at jeg flyttede ind for et par uger siden - på trods af, at jeg har boet her i et halvt år snart.

Tanker om at livet er noget fucking lort og det ville være nemmere bare ikke at være her.

Jeg prøver at sige til mig selv, at der ikke er noget at sige til, at jeg falder med et brag lige nu - efter den anstrengende 3 ugers tid hvor jeg har været skiftevis mor og datter til min far - og psykolog og rådgiver for hans kæreste. Det er jo indlysende, at jeg ville ryge ned i kulkælderen, men alligevel er det fanme bare pisse irriterende....

Idag har jeg sovet... gået med hunden og fået vasket en enkelt maskine tøj, som jeg stadig venter på at kunne få tørret ovre i vaskerummet..... og nu sidder jeg her og koger foran skærmen mens fjernsynet kører i baggrunden...

Der er ingen tvivl om, at det er så fucking dejligt, at have min egen lejlighed. Min base i alt kaos'et. Hvor jeg kan lukke min dør og slukke min telefon... og sove og være mig selv uden at blive forstyrret og være "på" døgnet rundt, som jeg er blevet på ferien...

Her er ro...

-

Flødeboller, motion og straf

Var hos psykologen igår. Det var fan'me en hård omgang. Virkelig hård!

Så da jeg kørte derfra, kørte jeg i trance direkte i Aldi og købte flødeboller. Allerede inden jeg var kommet hjem havde jeg spist 2. Og inden jeg gik i seng i aftes, havde jeg spist alle 12 STORE flødeboller. Og chokoladekiks, chokoladesmåkager, en kæmpe tallerken spaghetti med pastasauce, en kæmpe tallerken cornflakes med mælk.

"Aldis Kæmpe Flødeboller er de billigste
flødeboller i denne smagstest, men der er
ikke meget discount over smagen".
Citat: Jyllandsposten

Nogle vil måske sige, at cornflakes med mælk og spaghetti med pastasauce ikke er usundt, men i de mængder jeg spiser, når jeg er i den "tilstand", så ER det usundt!

Jeg lå i sengen og på sofaen hele dagen. Skiftevis sov og så fjernsyn. Jeg kravlede ud af sengen ved 18-tiden, for at gå med hunden og dér tænkte jeg: "Nej, nu kan det fan'me være nok!!". Så tog jeg løbetøjet på. Da hunden havde været ude og tisse fik jeg tændt for fjernsynet. Det skulle jeg så ikke have gjort, for jeg opdagede at det var onsdag og der er der bare så mange gode programmer. Så jeg endte med først at komme ud og løbe ved 22-tiden. Men jeg GJORDE DET! 4,15 km.

Men jeg kan godt mærke, at det ikke er en sund form for løb. Altså løbet i sig selv er sundt nok og jeg overbelaster ikke min krop. Måske skulle jeg ikke have løbet helt så langt igår, men det gik. Det er mere den onde/dårlige samvittigheds stemme inde i hovedet der snakker. Den straffende stemme. Den der siger, at jeg godt kan løbe en runde mere og at jeg fx. skal sulte mig de næste mange dage, fordi jeg har overspist så meget det sidste stykke tid.

Da jeg stod op idag tog jeg også løbetøjet på med det samme. Så snakkede jeg med kæresten, som sagde at jeg skulle passe på med at overtræne, så jeg får skinnebensbetændelse. Så Googlede jeg skinnebensbetændelse og nej, det er bestemt ikke noget jeg har lyst til at få, for så kan jeg SLET ikke løbe. Jeg tror, at fordi jeg pressede citronen igår aftes og løb de 4,15 km i stedet for at holde mig på 3 km gjorde, at jeg "kan mærke" musklen/senen på forsiden af skinnebenet nu. Det har jeg før kunne, når jeg har været inde i en "nu-skal-jeg-dyrke-en-masse-motion"-periode og har løbet hver 2-3. dag, så det er ikke fordi der er noget galt i det, men jeg har bestemt mig for at jeg ikke løber idag alligevel. Jeg vil ikke risikere noget!

Så måske bliver det til en cykeltur.

Dagen er startet ud med en lækker smoothie.

Jeg elsker smoothies!


Men min tankegang er usund!

Overspisning!!! (-og motion)

De sidste par måneders tid har jeg taget 5 kg på!!!!

Hold kæft hvor er jeg bare irriteret på mig selv over det. Og jeg bliver endnu mere irriteret på mig selv, hver gang jeg har slugt det sidste stykke kage, småkage, flødebolle, slik, ostemad, franskbrødsmad-med-smør-og-nutella eller whatever. Det hele det bliver bare kørt ind uden at tænke. Jo, jeg tænker på hvor dejligt det smager og hvilken lækker følelse det er, mens jeg smager og gumler og rækker hånden ud efter noget mere. Og bagefter har jeg lyst til at... ja.. jeg ved sgu egentlig ikke, hvad jeg har lyst til.. men ikke noget godt i hvert fald.. Måske at tvinge mig selv til at løbe til verdens ende og til jeg brækker mig af det!

For flere år siden prøvede jeg at kaste op. Det har jeg forsøgt mange gange, men uanset hvor meget jeg prøver, kan jeg ikke. Jo, der kommer en lille bitte smule, men ja.. Så opgiver jeg..

Jeg ved godt, at det er "helvede på jord" at have bulimi. Det kan jeg jo læse på diverse blogs og i alle de bøger jeg har kværnet mig igennem, men nogle gange ville jeg sgu ønske, at jeg bare kunne brække mig bagefter. Inderligt UNDSKYLD til de bulimikere der læser med!!!

Igår aftes var jeg ude og løbe. 3 km. Altså når jeg siger løbe, så betyder det, at jeg løber til jeg ikke kan trække vejret mere og så går jeg indtil jeg igen kan trække vejret og så løbe igen osv. Andre gange har jeg løbet 5 km, men nu har jeg sat ambitionsniveauet ned for at give mig selv lidt mere motivation. Det føles mere overskueligt, at jeg "kun" skal slæbe mig igennem 3 km.

Behøver jeg at sige, at JEG MEGA HADER AT MOTIONERE!!!

Jo, jeg elsker at svømme, men jeg kan aldrig få mig selv slæbt i svømmehallen. Og så er det dårligt for håret og så er det for besværligt at have en badehætte på, fordi jeg elsker følelsen af at svømme under vandet med håret "flagrende" og den følelse går ligesom væk, hvis håret er gemt væk i en badehætte. Og - Og - Og...

På et tidspunkt var jeg faktisk kommet ind i en god "stime" af motion. Jeg var ude og løbe ca. 3 gange om ugen og jeg nåede faktisk til dét stadie, hvor jeg aldrig troede jeg skulle nå til. Jeg begyndte at HAVE LYST til at løbe. Det var jeg alligevel overrasket over. Det havde jeg aldrig troet skulle overgå mig!

Mit problem er nok mest bare, at det kommer i bølger, at jeg har lyst/tvinger mig selv til at løbe. Når jeg er kommet hjem fra løbeturen har jeg det fantastisk. Jeg elsker følelsen af hjertet der bare hamrer derud af og sveden der pibler ud af hver en celle på kroppen. Så kan jeg mærke at jeg lever. Så kommer jeg for en kort stund ud af "zombie-tilstanden", som jeg lever i det meste af tiden. Men problemet er, at motivationen og initiativet forsvinder lige så hurtigt som den er kommet. Ligesom med uddannelser, fritidsinteresser og alt muligt andet.

Inden jeg går i seng i aften, har jeg besluttet mig for at skrive en mail til min sagsbehandler. For nogle år siden, mens jeg stadig snakkede med min mor, gik hun også sygemeldt med depression. Hun fik "bevilliget" motion af kommunen. Altså hun skulle møde op 2 gange om ugen (tror jeg nok det var) i det lokale træningscenter, hvor hun havde fri adgang til faciliteterne og hvor der var en instruktør tilknyttet, som hun så også skulle "krydses af" hos, så det blev registreret at hun havde været der. Men hun fik lavet et program, som hun så kunne følge. Jeg tror, det er en del af "Motion kurerer depression"-overbevisningen.

Så jeg vil prøve at høre, om jeg kan få lov til det også.

Om nogle dage vil jeg hade mig selv for det, fordi jeg så SKAL ud af døren og ikke kan overskue det. Men altså... Min mor kom heller ikke hver gang. Hun skulle bare ringe og sige, at hun ikke kom...

Idag blev det til en cykel-tur på 5 km. En MEGET langsom cykeltur, for det er min lille hund der sætter tempoet, fordi hun løber ved siden af. Når hun så ikke gider løbe mere, så kigger hun på mig og gør mig opmærksom på, at hun gerne vil op i kurven og sidde i stedet for. Det kommer hun så. Så kører jeg gerne lidt længere med hende siddende der, fordi hun simpelthen ser så sød ud, mens hun sidder og kigger rundt og snuser. Hun elsker det og det er så hyggeligt!