Viser opslag med etiketten Vikon. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten Vikon. Vis alle opslag

mandag den 28. juli 2014

Irritabel og brud med kæresten

Årh jeg kan mærke at jeg er rigtig irritabel idag!

Jeg er mødt på Vikon her til morgen og jeg kan simpelthen ikke kapere de andre kursister. Den der holdning med, at "det er så synd for mig" og "åhh der er ikke noget jeg kan gøre". Så handl' dog for helvede!!! Den der lade holdning med, at der ikke er noget at gøre ved tingene og at folk bare læner sig tilbage og venter på, at løsningen eller hjælpen kommer og banker på døren af sig selv... Jeg bliver sindsyg af at høre på det! Jeg har lyst til at råbe og skrige af dem allesammen!

Kæresten flyttede hjem til sig selv i weekenden. Fuck det var dejligt! Det føles som at flytte hjemmefra på ny. At have sit eget sted og kunne lukke sin dør og bare sidde i sofaen helt stille. At nyde stilheden og ikke være konstant på vagt over, om det jeg nu laver er "ok". Kan jeg tillade mig at sove en lang middagslur? Jeg kan tillade mig dit og dat?! Nu kan jeg tillade mig alt og det er fan'me fantastisk!

Vi gik fra hinanden igår og det har jeg det også godt med. Jeg kan bare mærke, at det slet ikke var mig. Jeg har ikke og har aldrig haft forelskede følelser. Det var flirten og de små sommerfugle i maven, jeg var glad for i starten, men de gik hurtigt væk igen.

Han græd og græd og græd i telefonen igår. Og så sagde han en masse lort også. Og alt det lort bekræftede mig bare i, at jeg var på rette vej. Jeg er slet ikke et sekund i tvivl.

Og så har jeg besluttet, at jeg for fremtiden SKAL kunne mærke sommerfuglene. Ellers er det ikke rigtigt. Jeg SKAL være forelsket før jeg indgår i noget med en mand!

Overskuddet ligger på nul. Jeg er træt, træt, træt. Jeg har sovet rigtig meget i weekenden. Og jeg har åbenbart trængt til det. Idag er jeg også enormt træt, kan jeg mærke. Jeg er cyklet på Vikon og lige nu kan jeg slet ikke overskue de 8,5 km hjem.

Jeg har besluttet at gå kl. 12 de næste 3 uger, for vores normale underviser er på ferie. Det bliver nogle voldsomt lange 3 uger. Hun er virkelig savnet!

Igår havde jeg endnu en "ud af kroppen oplevelse". Dissociation. Det er altså vildt ubehageligt. Det startede ved 19-tiden og blev tiltagende værre i løbet af aftenen. Det er som om jeg oplever verden udefra. Alt bliver fremmed på en måde. Også mig selv. Jeg føler ikke, at min krop er min. At noget er mit. Min krop er bare en tom skal - agtigt. Jeg tror, det er fordi jeg har svært ved at være alene. Det kunne jeg mærke. Så er der ikke noget til at distrashere mig med. Jeg skal se at få bestilt en tid hos min psykiater, så jeg kan få en snak om noget mere medicin eller om jeg skal skifte.




søndag den 13. juli 2014

Det går jævnt dårligt! Parforhold, indre barn, dissiocering, misbrug, medafhængighed.

Jeg er totalt i mit indre barns vold i de her dage.

Jeg er helt igennem ked af det. Helt nede i maven. Overalt i min krop. Tårerne presser sig på konstant.

I forgårs græd jeg, som jeg ikke har grædt siden jeg var barn. Hulkende. Jeg kunne mærke, at jeg ikke var i år 2014. Jeg var tilbage i 1993, hvor jeg var 10 år gammel. Da mine forældre glemte at komme ind og putte mig og jeg faldt i søvn grædende. Jeg kunne mærke det. Jeg kunne mærke savnet. Hvor gjorde det ondt!

I de her dage dissocierer jeg meget. Jeg har mange timer nogle dage, hvor jeg slet ikke er i min krop. Jeg er udenfor. Den anden dag havde jeg heldigvis fået en ekstra samtale hos min psykolog. En time efter hun havde skrevet en sms og vi havde aftalt, at jeg skulle komme, begyndte det. Jeg var helt ved siden af mig selv. Et alvorligt anfald. Det var så ubehageligt. Det var rart, at jeg havde det sådan en dag, hvor jeg skulle til psykologen, for så får hun set det. Indtil videre har jeg kun kunne fortælle om det, fordi det aldrig er sket mens jeg har været der. Denne gang var hun ikke i tvivl.

Kæresten måtte køre mig derop, for jeg ville ikke køre bil i den tilstand. Da han hentede mig, kørte vi til stranden, fordi jeg havde en fornemmelse af, at det ville hjælpe mig med noget jordforbindelse, hvis jeg kunne gå lidt rundt med fødderne i det kolde vand. Det hjalp også lidt.

Det var surrealistisk. Det hjalp mig også at holde ham i hånden. Så var det ligesom om, at der var en forbindelse til "noget" gennem hans hånd. Så fløj jeg ikke bare rundt, agtigt.

De kalder det vist nær-psykotisk. Depersonalisation.

Depersonalisation, (af de- og afledn. af person), ændring af bevidstheden med oplevelse af at være ved siden af sig selv eller af at være en iagttager af egne handlinger. Tilstanden kan optræde ved udtalt træthed, efter opvågning eller i angstprovokerende situationer, men ses også ved psykisk sygdom, fx depression og skizofreni samt ved epilepsi. Ved sindssygdom kan det opleves, at kroppen ikke er ens egen, eller fx at den er lavet af gips.

Psykologen mener, at det er fordi der er nogle erindringer der presser sig på og kroppen reagerer ved at gøre sig tom og "ved siden af sig selv" for ikke at mærke det.




Udover dét, så er jeg også havnet i endnu et forhold, hvor jeg ikke har følelserne med. Og nu er han endda mere eller mindre flyttet ind og har lånt sin lejlighed ud til en af de andre kursister på Vikon. Så nu kan jeg ikke bare "smide ham hjem".

Jeg kan ikke finde ud af ham. Det er ligesom om, han vender på en tallerken. Han modsiger sig selv hele tiden i forhold til misbrug. De forskellige ansatte på Vikon siger ét og han siger selv noget andet. Det ene øjeblik kalder han sig alkoholiker eller misbruger. Siger at han har en afhængig personlighed. 2 minutter efter kan han sige de modsatte.

Vi skralder og har fundet flere rammer øl, hvor der kun var en eller 2 øl der var gået i stykker. Resten har vi så taget med hjem. Igår var jeg oppe hos min far alene. Så skriver han lige pludselig, at han har foræret al alkohol til naboen, fordi det var for fristende at have det stående i huset. Sidste torsdag havde vi en dag for os selv hver for sig og der viser det sig, efter at jeg har gået ham på klingen i en times tid, at han har røget pot. Hvis det ikke er at være misbruger, så ved jeg ikke hvad det er.

Jeg kan og vil ikke være i et forhold til en misbruger i benægtelse. Jeg vil ikke være en af dem, som fører mønstret videre og selv havner i et forhold med en aktiv misbruger. Jeg vil ikke være en medafhængig kæreste.

Nu er det ligesom at være kæreste med mine forældre. At jeg konstant er på vagt. At jeg ikke har noget tillid til ham. At jeg konstant lugter til ham, når vi kysser. Hver gang han har indtaget noget, styrtdykker mine følelser. Jeg er ikke engang sikker på, at jeg har nogen tilbage nu.

Det føles ligesom mit forrige forhold. Der bølgede mine følelser op og ned konstant. Nogle gange har jeg lyst til ham. At kramme og kysse. Andre gange væmmes jeg og så skal han bare holde sig så langt væk som muligt.

For det meste vil jeg ikke have ham tæt på og det ved jeg jo godt ikke holder. Det er jo ikke sådan det skal være. Jeg burde være forelsket. I stedet for, så ser jeg kun hans fejl. Konstant. Hvilket gør at det bliver meget værre. 

Jeg kan ikke holde det ud.



Min mor har jeg skåret helt fra, men samtidig så kan jeg mærke smerten. For vildt.

Hvordan kan man som forælder bare leve videre ufortrødent, selvom ens børn er blevet personlighedsforstyrrede og har adskillige selvmordsforsøg bag sig?Hvordan fanden kan man ikke se, at man er nød til at gøre noget ved sit liv, for at børnene overhoved har lyst til at se en? I stedet så accepterer min mor bare, at jeg ikke vil have hende i mit liv. "Nå okay, jamen så har jeg bare kun 2 børn". Hvad går der gennem hovedet på hende? Ingenting tilsynelandende. 

Hvordan kan man sætte børn i verden og være så pisse ligeglad?!






  













































mandag den 12. maj 2014

Faldet i med stofferne...

Jeg faldt i med stofferne i weekenden.... Kokain...

Og nu er jeg startet på Vikon og jeg har det ad røven til idag...

Der er ikke nogen som jeg kender hernede og der er lige mødt en kursist, som tydeligvis er påvirket af stoffer.

Åhh jeg har det bare ad helvedes til... Vil bare gerne hjem i seng og grave mig ned....

Og yndlingsunderviseren tager på ferie imorgen, så nu har jeg overhoved ikke lyst til at møde hernede resten af ugen... :-(

ØV!!!!

tirsdag den 6. maj 2014

Tilbage på bloggen... :-)

"Long time no see" :-)

Laaaang tid er gået.

Jeg er kommet ud af et forhold. Startet et nyt. Sluttet det. Og nu er jeg her. Single igen.

Jeg går stadig i psykiatrien hos min psykolog - på 5. år. Nogle uger er det 2 gange om ugen, afhængig af, hvordan det går. Andre uger er det kun en enkelt gang. Jeg var ellers trappet ned til, at det kun var hver 14. dag, men nu føler jeg, at jeg har brug for det hver uge igen.

Sidste år i september fik jeg en mani, som varede i 4 mdr, hvor jeg gik ud og begyndte at arbejde som social- og sundhedshjælper igen. NU ville jeg være selvforsørgende. Det var jeg også i de 4 mdr., hvor jeg nærmest arbejdede i døgndrift. Dobbeltvagter. Hele weekender på arbejde fra morgen til aften. Det var SÅ fedt, at se pengene gå ind på kontoen hver 14. dag.

Så faldt jeg igen med et brag.

Nu er jeg tilbage i systemet igen. På kontanthjælp.

Jeg skal starte på Vikon igen om en uge. Jeg glæder mig og samtidig, så prøver jeg på, ikke at se det som et nederlag, at jeg ikke kunne klare presset til sidst og nu er tilbage igen. Min yndlingsunderviser var med til visitationsmødet i sidste uge sammen med en anden fra Vikon, min sagsbehandler, mig og en bisidder fra den gruppe jeg går i hver uge, som skal hjælpe mig ud af prostitution. Hun sagde, at de allesammen glædede sig til jeg kommer tilbage. At jeg har været savnet. Der er stadig flere af "de gamle" kursister dernede, så det bliver rart at komme tilbage til det vante, hvor jeg ikke behøver at lade som om, jeg er noget, som jeg ikke er. Frisk, rask, overskuds-agtig, i kontrol, glad, styr på tingene og al det andet fra mit "pretend-mode", som min psykolog kalder det.

Min vægt er på det højeste nu. Jeg har været oppe på 91 kg, men nu er den langsomt på vej ned igen ved hjælp af Madlog.dk. Jeg har levet af slik, kager og chokopops med mælk de sidste mange måneder. Det har sat sine tydelige spor.

Min mor har jeg ikke kontakt med for tiden. Hun har taget afstand til mig, fordi hun er sur og fornærmet over, at jeg ikke gav hende en julegave.

Min far har jeg et godt forhold til. Jeg savner ham konstant. Det er nok ikke et sundt forhold, for han siger, at jeg er den eneste fortrolige han har i hele verden. Det er typisk Borderline. Det symbiotiske forhold. Men jeg elsker ham over alt på jorden!

Mine brødre ser jeg med jævne mellemrum, men de ringer tit og vi har et godt forhold. Den ældste især har det svært for tiden, så han ringer tit, når han har været til psykolog, for at "læsse af". Det er jeg rigtig glad for, for vi får nogle rigtig gode snakke. Jeg elsker dem begge to SÅ HØJT!

Min hund er lige fyldt 10 år og jeg er pisse bange for at miste hende. Små hunde kan jo blive meget gamle, men jeg frygter hvad der kommer til at ske med mig, den dag hun ikke er her mere. Hun har reddet mig fra selvmord mange gange. Jeg begynder at græde ved tanken.

Jeg bor stadig det samme sted. Et rækkehus med terrasse og en lille have. Jeg er rigtig glad for at bo her, selvom jeg nogle gange godt kan få stress over, at mine naboer er så sociale - specielt fordi de faktisk allesammen har et alkoholproblem. SERIØST! Den værste er dog min nabo lige inde ved siden af. Han lever af danskvand blandet med whiskey. Han lægger ikke engang skjul på det. Han drikker det åbenlyst og har sågår fortalt mig - i perioder - at "nu tager jeg det lidt stille og roligt" aka. jeg drikker ikke så meget for tiden. Det er ligesom min far - og min mor.

Jeg er for nylig startet i prostitution igen, hvilket jeg vil lave et indlæg om snarest. Jeg har ellers været ude af det i tre-kvart år. Og jeg går i en gruppe som er for kvinder der gerne vil eller er ude af prostitution, så her er jeg i et stort dilemma for tiden.

Jeg har en enkelt veninde, som jeg er bange for at miste, nu hvor jeg er startet i prostitution igen. Vi har mødt hinanden gennem en gruppe jeg tidligere gik i, som var lidt ala den samme, som jeg går i nu.
Det hænger ligesom ikke rigtig sammen, at gå i sådan en gruppe, når jeg nu er blevet aktiv i miljøet igen.

Jeg har ikke andre veninder, men jeg har jo også altid foretrukket mig eget selskab.



Det var en status for, hvordan mit liv ser ud nu....

Jeg glæder mig meget til, at komme igang med at skrive på bloggen igen. Jeg har tit tænkt på det, men ikke fået taget mig sammen til det. Det har været savnet.



Såe.... "I'M BACK!" :-)






__________________________________________________________________________

Og et stort UNDSKYLD til Jer der har skrevet og været bekymrede, som jeg ikke har svaret! :-(
__________________________________________________________________________





-




onsdag den 19. december 2012

Forelskelse!

Det er ret meget noget lort, hvis man bliver små-lun på sin underviser... som i øvrigt er gift og har 2 børn!
Det er desværre nok det, der er ved at ske... eller... det er nok sket...

Sidste gang var vi 3 kursister og psykologen som underviser. Idag var der ikke andre end mig til undervisningen. Undervisning kan det nok ikke kaldes, for det blev mere til et møde om, hvordan Vikon fungerer og hvad jeg ligesom har i udsigt. Og så blev det også til en mere personlig samtale, hvor både han og jeg snakkede. Vi snakkede en del om prostitutionen, hvilket jeg havde enormt svært ved. Specielt fordi han er så sød og charmerende. Han er sådan en man bare har lyst til at åbne sig overfor.

Men jeg kunne også bare mærke min nervøsitet og min sårbarhed, netop fordi hans mening tilsyneladende betyder noget. Det tyggegummi jeg havde i munden, blev helt opløst, så jeg var nød til at sluge det. Jeg var tør i munden og prøvede febrilsk at få lidt mundvand frem, så han ikke skulle se, hvordan han påvirkede mig. Det lykkedes så ikke rigtigt, så jeg endte med at sige til ham, at jeg blev helt tør i munden, hvorefter jeg tog en tår af den kolde te, jeg havde stående foran mig.Tror han smilede lidt. Han sagde ikke noget til det.

Han fortalte også nogle personlige ting om, hvordan han selv var gået ned med stress på et tidspunkt og hvordan han havde haft egen praksis, men havde måtte lukke fordi alt papirarbejdet havde vokset ham over hovedet.

Han spurgte flere gange om, hvordan det var at sidde der og snakke med ham. Jeg sagde til ham, at det egentlig var okay, men at jeg havde det svært med, at han er på min egen alder (+7 år) og at han er mand. Min sidste kæreste var på hans alder. Min nuværende er ældre. Jeg måtte også bide mig i tungen for ikke at sige, at det ville være lettere hvis han havde været en utiltalende mand i 50'erne og ikke en sød og charmerende fyr, som jeg ville prøve at score, hvis jeg mødte ham i byen. Det sagde jeg så ikke... :-)

Men for helvede altså, det er noget lort! Det er ham jeg ser frem til at se, når jeg tager derned. Forstå mig ret, undervisningen og alt det andet er spændende nok, men kommer der lige pludselig en anden underviser, så vil det nok være sværere at komme hjemmefra.... Mildt sagt...

Da jeg kørte derfra ringede jeg til min veninde og lettede mit hjerte. Jeg skulle bare ud med det. Jeg havde gåsehud på armene og ja... "helt oppe og ringe"..... Det er sgu noget fuck!!!

Det er mange år siden jeg har haft det sådan med en fyr. Det var i 2009. Selvfølgelig var det dengang med en fyr, som ikke var interesseret i andet end at bruge mig til sex. Jeg bliver altid forelsket i mænd, jeg ikke kan få eller som kun er interesseret i sex. Jeg har på ingen måde haft det sådan her med min nuværende kæreste... ikke i nærheden af det...

Han sagde også, at han, på vores sidste (og første) møde, havde kunne se på mig, at jeg virkelig havde holdt øje med hans reaktion på, at jeg har arbejdet som prostitueret. Jeg grinede lidt og sagde, om det virkelig havde været så tydeligt. Det havde det åbenbart. Han spurgte så, hvordan han havde reageret, hvortil jeg sagde, at han havde haft totalt pokerfjæs på.

Jeg spurgte ham, om han havde haft andre, som havde arbejdet i prostitution, hvortil han svarede, at det ikke var usædvanligt og at han havde arbejdet med andre, der havde samme "problematikker". Det var ikke noget han havde arbejdet målrettet med, men det var kommet frem i forbindelse med andre ting.

Det lettede lidt, at få det af vide.

Det positive ved det her er, at jeg har fundet ud af, at jeg ikke er helt afsporet hvad angår følelser. At jeg godt kan mærke noget. At jeg godt kan blive forelsket.

Det negative er... udover at det er noget rod... at jeg endnu engang må sande, at jeg på nuværende tidspunkt er i et tryghedsforhold....

Og så kan jeg ellers gå det næste stykke tid og fundere over, om han bare er sød overfor mig på den professionelle måde eller om der rent faktisk er lidt flirt i luften, hvilket jeg tror der er... og hvis der er... hvad så?....tja... så ingenting vel...

Men den her følelse af at være "høj" og en smule euforisk, den kan jeg godt lide... Hvorfor kan det ikke bare altid være sådan... ??

Som min lillebror engang sagde, så er man nød til at have prøvet, at være ked af det, for at finde ud af, hvornår man er glad... eller noget...



-

tirsdag den 11. december 2012

Endnu en diagnose og at skulle igang igen...

Lige for at starte ud med en update fra sidst... Der er jo gået lidt tid... Jeg tænker på at skrive på bloggen næsten hver dag, men jeg kan for det meste ikke samle mig sammen til, at få skrevet tankemylderet ned og der sker så meget, at jeg ikke ved hvor jeg skal starte..... 

Jeg er sammen med kæresten igen... SURPRISE!!
Jeg fatter ikke, at han holder ved. Han burde være skredet for længe siden, sådan som jeg behandler ham, når det slår klik i mit hoved og mine følelser tager magten fra mig, men nej, han er der endnu.

Mødet om tirsdagen blev holdt. Stedet hedder Vikon, som er det, man kalder "anden aktør". Sagsbehandleren ringede til mig om mandagen, da hun havde fået min mail. Vi havde en 10 mins. snak, hvor jeg også begyndte at græde i telefonen. Jeg har aldrig grædt foran hende... eller i telefonen, for den sags skyld. Vi aftalte, at mødet dagen efter kun skulle være en rundvisning og jeg så kunne gå hjem og tænke over det. Jeg havde det mildest talt ad helvedes til. Jeg skældte hende også lidt ud. Jeg følte ikke, at hun lyttede og overhoved tog det, jeg sagde, seriøst. Men hun har vel lært, hvordan man skal gribe en "borderliner i affekt" an.

Jeg snakkede efterfølgende i telefon med kæresten, som prøvede at berolige mig. Jeg blev småsur (indeni) på ham over, at han ikke selv sagde, at han gerne ville tage med mig til mødet for at støtte mig - selvom han skulle på arbejde. Jeg fik sagt til ham, at jeg ville ønske at han ville tage med. Der gik 10 min. så ringede han tilbage og havde fået byttet sin vagt. Så jeg havde ham med dagen efter. Åhh... Det var jeg så glad for!!!!

Vi var 5 personer til mødet på Vikon. En medarbejder derfra, min sagsbehandler, min nye mentor (støtte-person), kæresten og mig. Nøj, hvor er det ikke rart, at sidde dér og føle sig som en 5 årig, der skal holdes i hånd, den første dag i børnehaven. Det var sådan jeg følte det. Ikke pga. noget de andre gjorde, men det var noget der foregik indeni mig, fordi jeg føler mig lille og sårbar. Ja, og så at være i centrum for 4 menneskers opmærksomhed og at det var mig der skulle "drøftes" på mødet. Fuck det var ikke rart. Hjertebanken, tør i munden, gråd og uro/angst.

Jeg nåede også at bryde sammen et par gange, hvilket måske egentlig er godt, fordi de så får set, at jeg ikke har det særlig godt indeni. Kæresten var også en rigtig god støtte og han fortalte også om, hvordan han oplever mig og hvor svært det (til tider) kan være, at være kæreste med mig, fordi det svinger op og ned konstant. Han var virkelig god til at beskrive mig - meget bedre end jeg selv er - og det var dejligt. Han var og er sgu min klippe. Uanset hvor dårligt jeg har det. Hvor manisk jeg er. Hvor depressiv jeg er. Hvor meget jeg er irriteret på ham. Hvor meget jeg (næsten) byder ham. Så er han der. Han holder ud, fordi (som han siger), han ved hvordan jeg er indeni og han ved hvorfor, jeg reagerer, som jeg gør. Det er for vildt! Hvad har jeg nogensinde gjort for at fortjene ham!!!?????........

Min nye mentor, som de kalder det, er en rigtig sød dame omkring de 50 år. Hjertelig og varm. Man kan tydeligt mærke, at hun brænder for sit arbejde og for at hjælpe mennesker. Selvom hun er ansat gennem jobcenteret og hendes opgave er, at (forsigtigt) skubbe mig mod Vikon (selvforsørgelse), så føler jeg faktisk, at hun er på "min side". Hun virker oprigtigt bekymret og interesseret i mig. Det var til mødet på Vikon, at jeg mødte hende første gang og siden har hun været hjemme hos mig 2 gange og så med mig til møde på Vikon igen idag. Som jeg har forstået, skal hun kun være der for mig, i "indkøringsperioden" til Vikon, så jeg har lidt svært ved at placere hende "i hovedet", for hvis hun alligevel forsvinder igen lige om lidt, så kan det jo være ligemeget...

På mødet blev det aftalt, at jeg skulle starte ca. 14 dage efter. Det bliver så på onsdag - i overmorgen. Jeg skal starte på det de kalder "Angstholdet", som er et hold, hvor der pt. er 3 - dvs. 4 med mig. Idag var jeg dernede med mentoren, for at hilse på psykologen som underviser og ligesom "står for" holdet.
Og FUCK altså - det er en mand - tilmed på min egen alder... måske 5 år ældre!!! Selvfølgelig er det en rigtig sød, indfølende, CHARMERENDE, glimt i øjet, og-meget-andet-psykolog!!! Det bliver fucking svært. Mest pga. ham. Hvorfor fanden kan det ikke være en (ældre) mand, som er mere ala en "sådan-burde-en-far-være-agtig-type" og ikke en fyr, jeg ville lægge an på i byen!!!

Jeg skulle selvfølgelig fortælle om mig selv. Han havde (med vilje) ikke læst min sag, fordi han hellere vil høre det fra klienten selv end at læse sig frem og derved få et forudindtaget billede af personen. Så da jeg skulle fortælle, at jeg havde arbejdet som prostitueret. Hmm... ikke særlig fedt... Af flere årsager... Han er en mand ( = han får billeder i sit hoved af mig på måder der ikke er passende i "vores relation"..... forestiller jeg mig... eller siger min erfaring...) og ja, så vel også fordi hans mening tilsyneladende allerede betyder noget, fordi jeg synes om ham. Jeg lagde også mærke til hver en ansigtstrækning hos ham, men han havde totalt pokerfjæs, så der var intet at spore om hans egen mening, uanset hvad jeg sagde.

Og i bund og grund er det jo også pisse fucking ligegyldigt! Det er hans arbejde og hvad forestiller jeg mig?! Jeg er allerede ovre i at være den flirtende pige, som ikke er i kontakt med mig selv - selvom jeg flere gange mistede kontrollen, hvor stemmen knækkede og jeg smågræd... hvorpå hans reaktion kun gjorde, at jeg synes endnu mere om ham... Og jeg har allerede lagt mærke til både det sagte og usagte. Som en indskudt sætning fik han fx. sagt, at han har to små børn derhjemme. Så tænker jeg: "Hmm... okay.. så må han være i forhold... måske gift?!"... Nej, han er ikke gift - med mindre han tager sin vielsesring af, når han er på arbejde, for han havde ikke ring på...

Se hvor latterlig jeg er.... Dér sidder jeg og funderer over, om han måske kunne forestille sig, at kunne finde sammen med sådan en som mig... og så i det forum... Han er sgu da pisse ligeglad med mig... Jeg er jo bare en patient/klient...

Da jeg kom hjem og faldt omkuld i min seng, drømte jeg om ham. Han hev mig ind i et rum dernede, ved at lade som om, han skulle vise mig noget og så kyssede vi, så jeg blev helt blød i knæene. Sommerfugle i maven af forelskelse og jeg var "helt oppe og ringe". Jeg var helt glad og "frejdig", da jeg vågnede... Det er rigtig rigtig mange år siden, at en fyr har givet mig sommerfugle i maven...

Allerede nu går jeg og tænker over, hvad for noget tøj jeg skal tage på på onsdag og om jeg skal tage makeup på eller ej... Who the fuck cares!!! Jeg har lyst til at tage makeup på, fordi jeg føler mig pænere og mere tilpas og kvindelig ved det, men samtidig vil jeg ikke virke som om jeg er interesseret i ham... og samtidig igen... så er det ham der skal observere mig og rapportere til jobcenteret om min frem- eller tilbagegang. Så at gøre mig pæn, hænger ikke rigtig sammen med den måde jeg plejer at være på, når det har noget med kommunen at gøre, hvor jeg prøver at gøre mig så grim som muligt...

For øvrigt.... Ja, så har jeg jo også lige en kæreste..... For helvede altså, hvor er jeg tarvelig, dum og latterlig!!!




Og så har jeg fået en diagnose mere. Bipolar - eller som det tidligere hed Manio-Depressiv.
Det kommer nu ikke som nogen overraskelse. Ligesom med Borderline, så har jeg i mange år også tænkt på/troet, at jeg led af dét, så egentlig var det bare en lettelse, at få endnu en "etiket" på. Jeg håber, at det også giver mig mere rummelighed fra kommunens side, fordi det er endnu en forklaring på mine vanskeligheder... ja, og så tænker jeg... jo flere diagnoser, jo bedre... Så er der måske større chance for, at jeg kan få lov at passe mig selv... eller i det mindste få "lang snor"....

I forhold til min hævngerrighed overfor mine forældre, har det kun været endnu et våben i min vrede mod dem. Det giver mig en form for tilfredshed, at kunne smide endnu en diagnose i fjæset på dem og antyde: "Se hvor fucked up jeres liv har gjort mig!".....


Jeg er et ondt menneske!!!


-
Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...