Splitting fra min mor, selvskade og ny kæreste.

Har det virkelig ad røven til idag!!!!

Dagen startede godt ud. Jeg var i godt humør. Har fået en dejlig kæreste, som er vild med mig, så jeg burde jo være glad. Det er jeg også - for det meste. Der er bare ting som skygger.

Igår var jeg hjemme hos min mor (kun for at hente en solseng, som jeg har stående hos hende!) og jeg bliver som sædvanligt i pisse hamrende dårligt humør af at besøge hende!

Jeg havde min nye kæreste med og jeg havde skrevet og aftalt med hende tidligt på dagen, at vi kom og hun havde ikke gjort en skid ud af sig selv!

Hendes fucking klamme joggingtøj med bukserne trukket helt op under brysterne, klamt grimt fedtet hår, lange hår på benene, ikke noget make-up. Hun lignede en gammel brugt alkoholiker magen til dem, som jeg går på Vikon med! Det burde være hende, som sad nede på Vikon, mand!!!

Det nyeste påhit hun er kommet på, for at holde op med at drikke, er at tape flaskerne i barskabet sammen og sætte en seddel udenpå hvor der står: "Barskabet er midlertidig ude af drift!".

Hvor fucked up er det!!!!

Hun sidder og fortæller vidt og bredt om, at hun er startet på Lænken og at hendes mand også er startet til noget pårørende behandling.

Jeg spørger ind til alt det drama der har været foregået omkring begravelsen. Jeg har ikke overskud til at fortælle detaljerne, men lad mig bare sige det sådan, at det var hende der splittede hele familien ad og gjorde folk uvenner i familien - igen!

Så sidder hun kraftedme og siger, at hun er færdig med at have med negative mennesker at gøre og hvis det betyder, at hun skal cutte kontakten til hendes forældre (på 86 og 87 år) så gør hun det!

Hun er så fucked up, mand!!!!

Og når jeg spurgte ind til ting som hun ikke gad snakke om, så sagde hun: "Kan vi ikke lade være med at snakke om alt det negative og snakke om noget andet!". WTF!

Så siger hun: "Ja, der foregår jo en masse splitting i vores familie!". Ja, det gør der kraftedme og det er hende der er kvinden bag det. Det har jeg vidst og sagt de sidste 4 år og nu sidder hun og føler sig pisse vigtig og klog over, at hun har lært et nyt ord!



Citat fra en opgave der beskriver splitting og borderline på nettet:

"Splitting:

Begrebet splitting stammer fra engelsk og betyder splittelse.

Splitting vil sige at et menneske ikke har integreret og dermed ikke kan rumme to modsatrettede følelser eller værdier samtidig. At integrere to modsatrettede følelser eller værdier indebærer, at man ved at de begge er en del af en selv. De fleste mennesker ved at de indeholder både gode og dårlige egenskaber. Selv om man i bestemte situationer hovedsagligt viser de dårlige egenskaber, ved de fleste godt, at de gode egenskaber stadigvæk er der.

Når et menneske splitter, drejer det sig ofte om hans opfattelse af hvad der er godt og ondt.
De deler/splitter ofte omgivelserne op i grupperinger for og imod den pågældende (heraf navnet splitting) Begrebet er særlig kendt i forbindelse med Borderline-problematik.

Nogle personer har en så negativ selvopfattelse, at de kan opleve, at den smule godt de har i sig, er i konstant fare for at blive ødelagt af de dårlige sider.

I visse situationer vil splitting ikke kun finde sted inde i den sindslidende, men vise sig som splittelse i personalegruppen.
I så fald kan det give anledning til mange stridigheder angående holdningen til den sindslidende, hvis personalet ikke er bevidst om, at det drejer sig om splitting.

De store indre spændinger og den ringe evne til at kunne rumme følelser gør, at personen når den indre smerte bliver for stor, ofte handler følelserne ud. Dette kan undertiden ske gennem impulsive handlinger, hvor personen påfører sig selv fysisk skade." 



Min kæreste sagde noget ala:

"Det er jo en hver forælders lod, at stå til ansvar for sine handlinger og det er jo ikke særlig sjovt. Det kender jeg selv fra mine egne børn"

Der holdt hun lige pludselig kæft!

Så snakker hun om, at hun har fået nogle nye piller, som har advarselstrekant på og hun derfor ikke kan køre bil. Jeg spørger så, om det ikke kun er til PN (ved behov). Det indrømmer hun modvilligt, at de er. 

Men hun spiser dem jo som slik. Hun har bare skiftet alkoholen ud med piller. Hun er så fucking dum, mand! 


Jeg har bare så sindsygt lyst til at være selvskadende idag. Jeg kan ikke komme af med trykket i hovedet. Jeg har lyst til at køre ud til kunder og det kan jeg ikke nu, fordi jeg mere eller mindre allerede er flyttet sammen med kæresten. Han kender godt min fortid og jeg har prøvet at sætte ord på trangen her til aften, hvilket har resulteret i, at der nu er pisse dårlig stemning.

Han spurgte, hvad jeg ville have gjort, hvis jeg var alene. Jeg kom til at snerre ad ham og sige, om han regnede med, at jeg ville svare ærligt på det. Så gik han helt kold og det kan jeg også godt forstå og se hvorfor nu. Nu er der lige kommet et skår i tilliden til mig. 

Jeg kan bare ikke have ham tæt på nu! Jeg bliver bare pisse hamrende irriteret og jeg ved jo godt, at det ikke er ham jeg er irriteret på, men jeg lader det gå ud over ham. Det har jeg også sagt til ham og undskyldt, men jeg kan jo ikke trække de sagte ord tilbage!

Jeg har sagt, at en alkoholiker jo ikke bare holder op med at tænke på alkoholen, fordi han beslutter sig for at holde op med at drikke. Det er det samme. Det er mit misbrug at prostituere mig og på sådan en dag som idag, når jeg så ikke kan, så brænder det sammen i hovedet på mig!

Men han er pisse ked af det nu og det kan jeg også godt forstå. Men det er svært at forklare min selvskadetrang til ham. Det er svært at forklare hvorfor det er, at jeg har brug for at tage ud til kunder og nedværdige mig og blive udnyttet!


For helvede hvor er livet bare besværligt!

Jeg har kvalme!!!



*** Jeg har ikke rettet indlægget, for det orker jeg ikke lige nu... ***
- 

Hos mor, alkoholbehandling og tanker om grænseløs seksuel adfærd.

Igår var jeg hjemme hos min mor.

Hun ringede mens jeg var til psykolog, så jeg ringede tilbage, hvor hun spurgte, om jeg havde lyst til at kigge forbi. Det gjorde jeg så. Det er ellers, tror jeg, et par måneder siden jeg har besøgt hende og jeg troede til at starte med også, at der var noget i vejen.

Det var faktisk hyggeligt. Hun havde lavet kaffe og ostemadder og vi sad ude i solen og sludrede. Min hendes mands datter var der også, så det var begrænset, hvad vi kunne snakke privat om.

Der var egentlig heller ikke rigtig noget, vi skulle snakke privat om som sådan, men det er bare ikke det samme, når man ikke er alene.

For nyligt hørte jeg et podcast fra Zornig Zone (se linket). Det er et interview med journalist og forfatter Kristian Ditlev Jensen som har skrevet bogen "Det bliver sagt" (se linket).

Bogen er en selvbiografi, hvor Kristian Ditlev Jensen fortæller om en barndom præget af incest fra en ven/bekendt af familien. Det var et rigtig spændende podcast og Kristian Ditlev Jensen er utrolig behagelig at høre på.

Det der slog mig var, at han udover at lide af søvnbesvær, et forkvaklet sexliv, lavt selvværd med mere, senere i livet kom ud i et alkoholmisbrug. Der var flere ting i hans beretning, som vagte en undren omkring min egen far. Jeg har tidligere tænkt på, om han mon har været udsat for et seksuelt overgreb som barn.

Dette spurgte jeg så min mor om, da hun jo kender ham fra han var 12-13 år gammel. Hun sagde, at han for nylig havde sagt noget i retning af, at der er mange ting som hun ikke ved noget om, som han har været udsat for. Heriblandt var han kommet ind på noget med et seksuelt overgreb, men hun havde ikke kunne finde ud af fra hvem. Det er i og for sig også ligegyldigt, hvem det var. Det jeg bare længe har tænkt meget over er, hvad der gør, at en familie er seksuelt mere eller mindre grænseløs.

Jeg er (næsten) overbevist om, at jeg ikke har været udsat for et overgreb, men der er mange ting i min barndom, som jeg stiller spørgsmålstegn ved vedr. seksualitet. At jeg som meget ung (10 år eller noget) så pornofilm og netop var seksuelt grænseløs og eksperimenterende på forskellige måder. SOM 10 årig!!!

Og hvad er det, der gør, at JEG kan være i prostitution og mange andre kvinder ikke kan? Hvorfra kommer min evne til at "lukke af" og bare gå totalt ind i pleaser-rollen og den seksuelle grænseløshed?

Jeg havde en veninde for mange år siden, som da hun fik af vide, at jeg arbejdede på en massageklinik, selv ville prøve det. Det var selvfølgelig de lette penge, som tiltrak hende. Hun kom fra en (velfungerende) familie uden misbrug (hvad jeg ved af). Hun havde et par få vagter og ringede grædende til mig en eftermiddag, hvor hun skulle møde på klinikken nogle timer senere. Hun kunne ikke. Hun ville ikke. Hun brød sig ikke om det. Hun følte det netop, som et frivilligt overgreb.

Hvorfor kan jeg så? Hvordan kan jeg se tilbage på livet som massagepige og huske, at jeg følte, det var den bedste tid i mit liv som prostitueret?  

Jeg havde en anden veninde, som på samme måde ville prøve det, da hun fandt ud af, at jeg kørte som escortpige. Hun kom fra en familie præget af vold og misbrug. Hun kunne godt. Hun faldt ind i rollen lige så let som jeg gjorde.

Tankevækkende!


Jeg spurgte min mor, om hun har været udsat for noget. Der gik meget lang tid før hun svarede og hun sagde, at hun ikke var sikker. At der vist havde været en episode med en ven af familien, men at hun formoder, at hun nåede af stige ud af bilen og flygte før der "skete noget".

Jeg ved egentlig ikke, hvor jeg vil hen med dette her indlæg, men det har bare længe været i mine tanker, om en eller begge mine forældre mon har været udsat for noget, da de var børn. Netop fordi der altid har været et (alt for) åbent forhold til sex i familien. Min mor har mange gange fortalt mig (alt for) intime detaljer om hende og hendes mands sexliv og ligeså har min far fortalt om hans seksuelle eskapader med bl.a. prostituerede.

Der må da være noget dér, som har vagt en forkvaklet nysgerrighed hos mig?
Jeg giver ikke mine forældre skylden for, at jeg valgte at gå ind i prostitution. På ingen måde overhoved. Men jeg har lov at undre mig.




Vi skulle også have været til et foredrag i Borderlinenetværket (se linket), men desværre så blev det aflyst. Så fik jeg støvsuget og ordnet min bil og fixet min mors computer for virus, spyware og andet godt i stedet for...

Jeg var hjemme ved 19.30-tiden og gik direkte i seng. Var sindsygt træt! Der skal stadig ikke så meget til, før jeg kollapser af træthed og det er som regel ved 14-15-tiden. Jeg vågnede igen ved 22-tiden, hvor min mor ringede.

Hun takkede mig for en hyggelig eftermiddag. Jeg kunne høre hun havde drukket. Vi snakkede lidt frem og tilbage og jeg konfronterede hende med at hun var påvirket. Hun indrømmede - og græd. Jeg sagde til hende, at jeg ikke tror hun er alkoholiker, som jeg hele tiden har sagt, men at hun "bare" dulmer med alkoholen - men det er selvfølgelig også et misbrug.

Jeg sagde, at jeg ville ønske for hende, at hun fik noget hjælp. Fik en terapeut at snakke med, for der ligger en masse og ulmer under overfladen. Jeg sammenlignede det med en gryde med popcorn. Man kan forsøge at holde låget nede, men det popper alligevel og pludselig, så flyver låget af, fordi presset bliver for stort.

Hun sagde, at hun længe gerne har ville have noget hjælp og at hun ikke havde lyst til at fortsætte sit liv på denne måde. Så hun har undersøgt mulighederne for alkoholbehandling, snakket med sin mand om det og har besluttet at tage ind på Lænken (se linket) på mandag.

Jeg roste hende og sagde, at jeg synes det er flot hvis hun gør det. Jeg sagde selvfølgelig ikke, at jeg ville se det, før jeg tror det, fordi hun har lovet og lovet så mange andre gange, men hun lød meget beslutsom.

Jeg har også snakket med hende idag, hvor hun nævnte det igen. Af sig selv.

Det kan være, at miraklernes tid endnu ikke er forbi.... :-)



Det er alligevel en mærkelig fornemmelse, at skrive herinde nu hvor jeg ved, at der er noget familie, som læser med.... Oh well... So be it :-)




-
   

Endelig hjemme... og besøg hos mor...

Så er jeg kommet hjem til mig selv igen.

Det tog et par dage at komme til mig selv. Mest fordi rejsen var midt om natten og jeg derfor fik lavet rod i min medicin - jeg glemte at tage den en hel dag. Dette resulterede i, at jeg havde de vildeste medicin-abstinenser. Det er så ubehageligt. Jeg undrede mig godt nok over, at jeg havde det så mystisk i min krop, da jeg kom hjem, indtil jeg dagen efter opdagede, at jeg helt havde glemt at tage min medicin. Det er skræmmende at kroppen er så afhængig af noget kemisk, så man bliver så syg af at glemme den.

Jeg havde, som altid når jeg har været sydpå, masser af energi da jeg kom hjem (efter mine medicin-abstinenser var aftaget). Fik tømt kuffert, kommet igang med at rydde op, vaske op og havde i det hele taget masser af overskud. Lå nok på en 9-10 stykker på humørskalaen. Igår kulminerede det så med, at jeg fik den impuls at ringe til min mor og invitere mig selv på kaffe hos hende - og hendes kæreste (nåe nej... mand...glemmer stadig at de er blevet gift).

Jeg troppede op hjemme hos hende 45 min. senere. Det var egentlig ganske hyggeligt. Jeg havde en snak med min far på ferien, hvor han gav mig den idé, bare at sige til mig selv, at han (hendes mand) bare er et vedhæng. At han er ubetydelig og "bare er der". Så det gjorde jeg og det gik faktisk fint nok.

Da jeg kom, sad han inde i stuen. Han kom ikke ud og hilste. Så jeg gik ind i stuen og sagde hej og gik hen imod ham, for at give et kram. Han gad dårligt rejse sig og mens jeg gik derhen, tænkte jeg over, hvorfor jeg egentlig gjorde det. Jeg havde jo egentlig ikke lyst til at kramme ham - eller det vil sige, at jeg var i en tilstand af ligegyldighed, så der gik ikke noget af mig for at gøre det.. Men jeg havde jo ikke behøvet. Nå, men gjort er gjort.

Han er sgu stadig en underlig snegl. Er er sgu ikke normal. Fjernsynet var tændt og det sad han og gloede på, mens min mor og jeg snakkede. Ind imellem vendte han hovedet lidt og så ud som om han lyttede. Nogle gange sagde han endda en smule. Jeg forsøgte at snakke til dem begge, men egentlig var jeg ligeglad med ham. Det var bare et spil for galleriet.

Min mor gik ud af stuen flere gange, hvor jeg så var der med ham alene. Jeg small-talkede bare lidt om hans arbejde og andre ubetydeligheder - kun for at undgå en mærkelig stille stemning. Han har stadig et problem med sin ansigtsmimik og han kigger aldrig een i øjnene.

Jeg kunne uden tvivl fornemme, at han er indebrændt over de breve jeg har sendt til MIN MOR, som han så har læst. De ting jeg har skrevet om ham. Jeg har uden tvivl aldrig tænkt mig at undskylde det jeg har skrevet og jeg mener stadig hvert et ord. Jeg kan også mærke, at jeg er i angrebs-position, så han skal bare lige sige et kvæk om noget af det forgangne forløb til mig, så eksploderer jeg. Jeg er klar til at give ham en overhaling og jeg vil nok altid synes han er en idiot!

Jeg fik en okay god snak med min mor om forskellige ting - blandt andet min barndom og hvordan det var derhjemme op til deres skilsmisse. Der mangler selvfølgelig stadig en vis selverkendelse og ansvarstagen hos hende - såsom noget ala: "Din far drak, så det var nemmere at drikke med...!", men det gik op for mig, hvor slemt misbruget var allerede dengang, hvilket har gjort, at jeg så egentlig godt kan forstå, at hun ikke kunne holde ud at være sammen med ham.

Det har måske også givet mig en forståelse for hendes valg - at hun ville redde os børn, men der er stadig mange andre valg der kommer derefter, som jeg nok aldrig kommer til at forstå eller acceptere. Blandt andet at hun bare drak videre og at hun stadig selv var et barn, så hun nærmest blev gift med min mormor og morfar, som flyttede ind for at hjælpe med istandsættelsen af vores nye hus. At min mormor og morfar blev en del af vores opdragelse og at vi skulle være hendes glansbilleder af nogle unger, for at gøre mormor og morfar glade.

Nå, men tilbage til besøget.

Efter en brat opvågning da jeg så min ene mormor-vinke-over(under)arm i sidespejlet på bilen på ferien, er jeg blevet fast besluttet på, at jeg skal have strammet min krop op. Jeg skal have implementeret motion i min hverdag på regelmæssig basis og jeg VIL de skide mormor-arme til livs. Der er noget kvinde-motions-holds-træning 3 gange om ugen, hvor man kan komme når man har tid og lyst. Det vil sige, at man ikke er på noget decideret hold. Min mor er selv igang med at tabe sig i øjeblikket, så jeg tænkte, at det var en oplagt mulighed for at vi begge kunne få noget motion og samtidig "have noget sammen". Jeg spurgte hende om hun ville med på tirsdag (imorgen), men nej, det gad hun ikke. Hold kæft altså. Lige på dét punkt har hun overhovedet ikke ændret sig og jeg havde lyst til at skrige hende ind i hovedet, da hun sagde nej.

Der er stadig mange irritationsmomenter i forhold til hende. Jeg har blandt andet lyst til at sætte ild til hendes fucking grimme joggingtøj hun ALTID har på, når hun "bare" er derhjemme - og som hun har haft på de sidste... hmm... mange år!!!

Og endnu engang var noget af det første hun fortalte, at de havde haft gæster dagen før og hvor meget vin, whiskey og hvad-ved-jeg de havde indtaget, fordi den skulle have "så hatten passede" inden hun skulle holde op med at ryge igår. Hendes mand holdt op for 11 dage siden. Indenvendig ryster jeg på hovedet og har lyst til at skrige mange eder og forbandelser mod hende, men jeg undlod og lod som ingenting.

Så kommer murstenen i hovedet idag. Den sorte sky. Manglen på energi og en flig af selvmordstanker som blev vagt på ferien. Nu er jeg nok på omkring en 2'er på humørskalaen. Det er lige fra den ene yderlighed til den anden og det er så pisse frustrerende. Selvhadet kører for fuldt blus og jeg har lyst til at... ja, jeg ved ikke... skade mig selv på en eller anden måde... Jeg er rastløs og uden energi på samme tid. Der kører en strøm af bebrejdende tanker i mit hoved. Om hvor dum, grim og fed jeg er. Hvor latterlig jeg er over, at jeg ikke bare kan tage mig sammen og få styr på min lejlighed, som stadig ligner at jeg flyttede ind for et par uger siden - på trods af, at jeg har boet her i et halvt år snart.

Tanker om at livet er noget fucking lort og det ville være nemmere bare ikke at være her.

Jeg prøver at sige til mig selv, at der ikke er noget at sige til, at jeg falder med et brag lige nu - efter den anstrengende 3 ugers tid hvor jeg har været skiftevis mor og datter til min far - og psykolog og rådgiver for hans kæreste. Det er jo indlysende, at jeg ville ryge ned i kulkælderen, men alligevel er det fanme bare pisse irriterende....

Idag har jeg sovet... gået med hunden og fået vasket en enkelt maskine tøj, som jeg stadig venter på at kunne få tørret ovre i vaskerummet..... og nu sidder jeg her og koger foran skærmen mens fjernsynet kører i baggrunden...

Der er ingen tvivl om, at det er så fucking dejligt, at have min egen lejlighed. Min base i alt kaos'et. Hvor jeg kan lukke min dør og slukke min telefon... og sove og være mig selv uden at blive forstyrret og være "på" døgnet rundt, som jeg er blevet på ferien...

Her er ro...

-

De sidste dage på ferien...

Først vil jeg lige starte med at sige, at jeg synes det er så helt fantastisk dejligt at vide, at I sidder derude og følger med i hvordan jeg har det. Det er så rart at "læsse af" her på bloggen og vide, at der sidder nogle derude som "bekymrer" sig om mig - selvom man ikke kender hinanden i virkeligheden.. Tak fordi I gider læse min blog og kommentere mine indlæg.. Det er jeg SÅ super glad for!!! :-)


Jeg er kommet til en tilstand af ligegyldighed. Jeg gider ikke bruge mere energi på, at prøve at få ham i behandling. Hvis han vil drikke sig ihjel, så må han gøre det. Jeg har brugt rigeligt af mit liv på at prøve at redde mine forældre og nu gider jeg ærlig talt ikke mere.

Han vågnede langsomt op fra sin "kolde tyrker" igår og gæt engang... Så begynder han at drikke igen. Jeg var ved at eksplodere. Jeg ved godt, at han er syg og det er hans medicin. Men han prøver ikke engang. Han sidder bare og drikker den øl op i mit åbne ansigt og lader som om, at vores samtale er fortid. Jeg var og er ved at koge over indeni.

Jeg "passer mig selv" hernede nu. Nu skal de sidste dage bare gå. Der er idag og imorgen og så skal jeg med en bus til lufthavnen imorgen nat. Jeg har besluttet at nyde de sidste dage. Suge al energien fra solen til mig. Nyde lyden af vandet der klukker på stranden. Duften af sololie og den summende lyd af mennesker på stranden. Nyde vandet, når jeg bader og hygge mig med at svømme rundt med dykkerbriller på og udforske havbunden. Kigge på naturen. Indsnuse den friske luft.

Jeg er i min egen "skal" inden i. Jeg er ked af det, det kan jeg tydeligt mærke, men det må vente til jeg kommer hjem til psykologsamtalen på fredag. Det kommer lidt ud, når jeg er på "mit" værelse alene.

Der er faktisk sket nogle aha-oplevelser i forhold til min barndom de sidste dage, hvilket jeg føler, har gavnet min forståelse for mig selv i nutiden. Bl.a. så tænker jeg, at der ikke er noget at sige til, at jeg har vænnet mig til at gå på æggeskaller helt fra jeg var lille. Hvis der var lige så dårlig stemning, når min far kogte brandert ud dengang, som der er nu, så er det fuldt forståeligt at jeg blev psykisk syg. At gå rundt om en tikkende bombe. Han er så uforudsigelig og luften er hele tiden ladet med... hmm... den er bare så anspændt, at det næsten ikke er til at holde ud. Og jeg tænker, at hvis den er nærmest uudholdelig nu hvor jeg er voksen, så vil jeg slet ikke tænke på, hvordan det må have føltes da jeg var lille. Det er næsten ikke til at bære.

Da jeg kom ind på mit værelse igår aftes kom tårerne også. Det lille barn indeni popper bare op ind imellem og viser hvor ked af det hun er. Det var bl.a. da jeg tænkte over det jeg lige har beskrevet, at jeg fik en helt enormt stor tomhedsfølelse og en følelse af, ikke at vide hvor jeg skal gøre af mig selv. Det lille barn lider. Det lille barn har lidt. Altid. Nu kan jeg mærke det. Det er hårdt, men det er godt. Det er godt, fordi det er det der skal til for at putte min barndom i de rigtige "kasser" i hovedet, så jeg kan komme videre som voksen. Det er dén forståelse af mig selv, som jeg har manglet. Så måske har det været det, der var den højere mening med denne tur. Jeg tror på, at der er en mening med alting og jeg er overbevist om, at det her var grunden til, at jeg skulle på ferie med ham en sidste gang.

For NU har jeg taget beslutningen om, at det er den sidste ferie jeg skal have med ham. Jeg skal ikke på ferie med ham mere, før han evt. er blevet ædru. Jeg har sagt sådan mange gange til mig selv, men denne gang er jeg overbevist. Det bliver aldrig som jeg håber på. Det ender altid med at jeg er ked af det, når jeg tager hjem og jeg vil ikke udsætte mig selv for det mere.

Havde jeg ikke vidst alt det jeg ved om alkoholisme, så er jeg sikker på, at det ville have været meget mere hårdt at være vidende til hans nedtur og nu efterfølgende druk igen. Men jeg ved, at det er fordi han er syg og ikke kan klare det alene. Hans kæreste er nød til at være der som en mor for ham, for han kan ikke klare at være alene. Men det pisser mig stadig rigtig meget af, at se hvordan hun så selv tilbyder ham en øl, køber sprutten til ham og stadig tror på, at han bare kan holde op af sig selv. Hendes naivitet er næsten ikke til at holde ud.

Igår fortalte hun mig, at hun på et tidspunkt derhjemme, har lagt sig ud i garagen for at sove (den er opvarmet), fordi hun ikke kunne få fred for ham. Når han er helt oppe og køre på sprut, så er han ligesom et 3 årigt barn der skal have opmærksomhed hele tiden. Konstant. Man får ikke lov at være i fred i 2 minutter. Når han så endelig falder sammen og sover, så ligger han og roder rundt i sengen. Råber og skriger i søvne og fægter med arme og ben. Den anden aften gik jeg op og kiggede til ham fordi jeg blev nervøs. Der var han faldet ud af sengen og lå nøgen på det kolde marmorgulv og ømmede sig i søvne.

Det gør sgu ondt at se hans forfald og langsomme selvmord....



-

Stadig i Tyrkiet

Jeg er stadig hernede. Desværre.

Jeg skulle jo have været hjemme i mandags - dvs. for 6 dage siden. Min far blev ved med at spørge om jeg ikke nok ville blive en uge mere. Han spurgte mig nok 3 gange. Nogle gange nærmest bedende og sagde at det var så hyggeligt at jeg er her osv.

Jeg kunne ikke rigtigt mærke mig selv eller hvad jeg havde lyst til. Nu hvor jeg tænker over det, så kan jeg godt se, at jeg egentlig helst ville hjem, men jeg havde så satans svært ved at få det sagt og samtidig så er det jo dejligt at være på ferie (noget af tiden, i hvert fald), så jeg blev.

Skrev til psykologen at jeg blev en uge mere og var derfor nød til at aflyse 3 tider. Jeg fik en kort og kold sms tilbage. Ved godt at det bare er hendes arbejde, men jeg kan alligevel ikke lade være med at tage det nært. Så nu har jeg hvert dag siden, spekuleret på om hun er sur på mig. Om jeg skal have en "skider" når jeg kommer hjem. Prøver at sige til mig selv, at hun ikke skal bestemme i mit liv og jeg selv bestemmer om og hvornår jeg vil have ferie. Desuden så har jeg kun været syg eller meldt fra max. 4 gange på de 3 år jeg har gået til samtaler i distriktspsykiatrien, så mon ikke jeg har noget goodwill opsparet?

Men lige siden det var for sent at nå flyet, har jeg fortrudt at jeg blev. Det er på ingen måde hyggeligt.
Det er som det altid er med min far.

Han har væltet rundt i en kæmpe brandert lige siden. I forgårs skulle han lave "sjov" på stranden med nogle unge drenge. Han forsøgte at efterligne deres akrobatiske evner og endte med at falde lige på røven og slå sit haleben så voldsomt, at han hverken kan gå eller sidde.

Han har været enormt melankolsk og hele tiden været på vippen til at bryde i gråd. Han har også flere gange grædt. Han spiller melankolsk musik på computeren. Bl.a. så spillede han et (smukt) nummer med Lene Siel og sagde, at jeg skal sørge for, at netop dette nummer skal spilles til hans begravelse, når den tid kommer!!

Natten til igår gik det for alvor galt. Jeg havde en lang snak med ham, hvor han indrømmede en masse ting om hans misbrug og hvor slemt det står til. Hvor han gemmer sine flasker henne rundt omkring her i lejligheden. Hvor meget han reelt drikker i døgnet, hvilket er mellem 1 og 3 store flasker hård spiritus - vodka for det meste. Hvordan han for noget tid blev stoppet af politiet i Danmark, men hvor han fik snakket sig fra at vise sit kørekort fordi han havde glemt det. De bad ham ikke blæse. Han havde på dét tidspunkt drukket en hel flaske rom. Det er hans funktionspromille, som man kalder på fagsprog. Det er det han skal have indenbors for at fungere normalt - og her virker han ædru. Det er simpelthen for sindsygt!

Han græd helt vildt den nat og sagde at han rigtig gerne vil tilbage i behandling og få et ædru liv. Men samtidig fortalte han om, hvor bange han er for det. At han ikke kan forestille sig et liv uden alkohol. Men sådan er det at være alkoholiker. Sådan er det at lide af alkoholisme. Man kan ikke forestille sig sit liv uden alkohol - for hvem er man så?

Jeg fik rigtig tigtig mange ting af vide af ham den nat. Det er fanme hårdt!!!

Sum og summarum... Han lovede at gå i behandling... og bla bla... Som det sidste inden jeg gik i seng, sagde jeg til ham, at jeg godt vidste hvordan han ville være, når vi senere på dagen stod op igen. Så ville det hele være "glemt". Ganske rigtigt.
Så vi endte med at have et kæmpe skænderi. Jeg råbte og skreg og græd af ham.

Jeg har prøvet at overtale hans kæreste til, at vi skal hjem sammen allesammen på torsdag, hvor jeg har bestilt min billet til København. Har holdt et langt foredrag om, at det er nu han er motiveret og vi er nød til at tale til hans fornuft og få ham med hjem i behandling. Så siger hun, at hun ikke rigtig ved om hun vil hjem. At hun ikke er klar til at tage hjem. WTF! Luk nu røven, din fucking pot-rygende møgkælling!!! Hvem fanden har ringet hende op for at spørge om hendes mening!!!

Jeg sagde til hende, på en meget diplomatisk måde, at det mest USELVISKE hun kunne gøre nu var, at hjælpe mig med at overtale min far til at tage med til Danmark på torsdag og tage i behandling.

Sum og summarum... Det vil han ikke.... og hun har i hvert fald ikke hjulpet beslutningen i den rigtige retning!!

Så de sidste 48 timer har han ligget på sofaen med abstinenser. Rystende. Svedende. Frysende. Sovende. Hostende. Svag. Syg. Han har taget en kold tyrker.

Så meget for en hyggelig ferie!!!

Han har grædt og undskyld for hans opførsel. Mange gange. Vækket mig flere gange om natten for at undskylde og sige at han elsker mig. At jeg ikke fortjener at han behandler mig så dårligt, når jeg altid er så god med ham. At han ikke fortjener min kærlighed.... og alt muligt...

Jeg ved godt, at det ikke er hans kæreste der træffer hans beslutninger. At det i sidste ende er hans eget valg, at han vil blive hernede, men for helvede altså.. Hvis hun nu også pressede lidt på ved at give udtryk for, at det er en god ide at tage hjem i behandling, så kunne det være at den fes ind hos ham. I stedet så er hun pisse egoistisk og vil ikke hjem. Hun vil lege sygeplejerske for ham. Hun er så pisse medafhængig og jeg fucking brækker mig over at glo på hende. Hun er så fucking fat-svag. Hun tåger rundt. Man er ikke i tvivl om, at hun har røget det meste af sin hjerne væk. Hun fortalte mig den anden dag, at hun har været narkoman i sine unge dage. Narkoman i den forstand, at hun tog heroin. En dag så blev hun enig med sig selv om, at hun ikke ville leve som narkoman. Så stoppede hun. Af sig selv, siger hun. Nu ryger hun "kun" marijuana for at "slappe af". Hatten af for at hun fik sig selv ud af et heroin-misbrug. Men nu har hun en eller anden idé om, at hun sagtens kan kurere min far og påstår at alkoholisme ikke er en sygdom og bla bla.

Jeg er bare så fucking gal og træt af at høre på hende, at jeg kunne knalde hende én midt imellem øjnene!!!!!

Jeg brækker mig over at glo på, når hun står og rister tobakken på gasblusset og laver sin marijuana-pibe og sætter sig ud og ryger på terassen. Hold kæft mand, hvad fanden laver jeg hernede!!!



Jeg skal hjem på torsdag. Jeg skal med en transferbus til lufthavnen kl. 3 onsdag nat, så jeg har 3 hele dage tilbage hernede. Fuck det bliver så dejligt at komme hjem. Heldigvis har jeg en tid hos psykologen på fredag, så det er dagen efter jeg er kommet hjem.

Og jeg savner min hun så helt ubeskriveligt forfærdeligt meget!!! Jeg kan næsten græde når jeg ser billeder af hende på min telefon...

Hvem jeg ikke savner, er min kæreste, hvilket jeg har brugt noget energi på at tænke over hernede også, men det orker jeg ikke lige at skrive om nu...

Jeg har det faktisk lidt ad helvedes til. Selvmordstankerne er vendt tilbage. Jeg ved godt hvad det er der sker. Jeg vender min vrede mod min far, indad mod mig selv. Det er bare svært at sige til sig selv, at "nu må du ikke tænke sådan". Det er bare nogle tanker der kommer. At det kunne være nemmere ikke at være i verden.

Min far har også flere gange snakket om mit (for tiden) ømmeste punkt. Min 30-års fødselsdag til januar. Jeg får det så dårligt, når jeg tænker på det. Jeg har lyst til at rejse ad helvedes til og glemme at jeg har fødselsdag. Jeg vil ikke fylde 30. Jeg vil ikke være ældre. Jeg vil bare gerne... Jeg ved ikke hvad fanden jeg vil... Jeg vil bare ikke mærke det.....

Han er opsat på at holde en KÆMPE fest! Når jeg siger til ham, at jeg ikke har nogen at invitere, slår han det hen og siger, at han kan komme på mange som gerne vil fejre mig. Ja, mange jeg er såkaldt venner med på Facebook, men jeg snakker jo ikke med dem og de er da pisse ligeglade med min fucking fødselsdag. Han bruger også min fødselsdag som undskyldning for ikke at gå i behandling. Underforstået at han vil vente med behandlingen til efter min fødselsdag. Så er der endnu mere grund til at glemme den fucking fødselsdag!!!! Hvis jeg endelig skal holde en fødselsdag, så skal den i hvert fald være uden alkohol, det er helt sikkert!!!


Lorteliv lige nu!!!


***Jeg undskylder for stavefejl m.m., men jeg orker ikke lige at rette i indlægget nu***

Det gik som jeg regnede med...

Så er jeg i Tyrkiet.

Turen gik helt fint. Da jeg var kommet frem, tænkte jeg selvfølgelig, hvad det var, jeg havde været så nervøs for. Det gik "som smurt" og jeg tog hverken beroligende piller eller drak alkohol på turen herned.

Min far hentede mig i lufthavnen og vi havde næsten 2 timer i bil fra lufthavnen og hen til hans lejlighed, hvor hans kæreste var.

Der er bare altid sådan en akavet stemning mellem min far og mig. Vi er ligesom ikke rigtig på samme "vibrations-niveau" og det er så mig, der bliver nød til at hæve mit, for at passe til hans. Han kan ikke komme ned på mit, for han har ikke roen i kroppen til det. Så det vil sige, at det er meget sjældent vi snakker andet end "small-talk"-agtigt, fordi han ikke kan rumme følelser. Hverken hans egne eller andres. Og specielt ikke mine. Og hvis vi endelig snakker om følsomme ting, så er han meget beruset eller også så kan han kun snakke om det i få minutter ad gangen, hverefter han liiige skal kommentere noget i fjernsynet, på toilettet eller hente noget at drikke.

Det var helt vildt hyggeligt den første aften. Vi var ude og spise lækker mad og vi grinede og pjattede så meget, at jeg fik helt ondt i maven. Min far grinede også helt vildt. Jeg tror faktisk aldrig, jeg har oplevet ham grine helt nede fra maven, som han gjorde den aften. 

I forgårs var jeg på marked med hans kæreste. Det var også rigtig hyggeligt. Jeg fik købt et par lækre bukser, som jeg både ser okay ud i og føler mig tilpas i - selvom jeg har taget så meget på. Og så kostede de kun 35 kr. :-)

Det har kun været overskyet med regn og torden siden jeg kom. I forgårs aftes tordnede og lynede det så meget, så hele byen blev mørklagt i flere timer. Det var lidt vildt at se byen (eller ikke kunne se den) når alt var kulsort!

Da jeg stod op igår, lå min far på sofaen - han sover altid på sofaen foran fjernsynet, fordi han ikke kan klare stilhed. Der skal være larm hele tiden.

Jeg havde ikke engang sagt godmorgen til ham, før jeg bare kunne mærke (føle) spændingen i luften. Ligesom en tikkende bombe der kan springe hvornår det skal være. Jeg vidste, at han ville springe i luften på et tidspunkt i løbet af dagen og det gjorde han også. En smule om eftermiddagen og om aftenen for fuldt blus!!!

Det var noget så ligegyldigt som hans internet, han tændte helt af over. Han har sådan en trådløs USB-stik som modem ligesom man kan få fra 3 derhjemme. Hernede kan man købe net-adgang (abonnement) for fx. 3 mdr. af gangen. Hans periode udløb så i nat og skulle derfor fornys idag.

Jeg tilbyder at køre ned og gøre det i forretningen. Da jeg kommer derned viser det sig, at der skal laves et helt nyt abonnement hvor man skal bruge sit pas til at oprette det. Derfor er jeg nød til at hente ham og køre med igen for at vise vej.

Jeg har ret meget forstand på computere, så jeg siger, at jeg nok skal ordne internettet igen, så det virker. Det forsøger jeg så, men kan ikke få det til at fungere, på trods af, at jeg VED, at jeg har gjort det rigtigt. Det viser sig så senere, at der åbenbart er sket noget med hans router (den dims der gør at man kan være mange computere på den samme forbindelse), så det var rigtigt nok det jeg havde gjort, men der var flere ting der skulle installeres på ny, som jeg ikke vidste, hvilket han fandt ud af, fordi han til sidst fik en IT-reparatør til at komme og lave det.

I forgårs hentede jeg et nyt anti-virus program til hans computer, fordi det han havde var udløbet. Udover det rensede jeg hans computer på flere andre måder for at optimere den og derved få den til at arbejde hurtigere. Jeg prøvede at forklare ham hvad jeg lavede, hvilket han bare "gryntede" lidt af.

Så igår, da internettet ikke fungerer, går han helt amok og siger, at det er min skyld, fordi jeg har hentet "alt muligt lort" og "bare skal lade hans fucking ting være". Jeg prøver at forklare ham, hvad det er jeg har gjort (IGEN!), men vi ender med at råbe og skrige af hinanden.

Jeg hverken råber eller skriger normalt. Tvært imod så er jeg typen der snakker og prøver at forklare tingene, men fordi han råber af mig, så lader jeg mig rive med og råber af ham.

Han siger noget med, at han ikke kan klare at tingene bliver lavet om og at hvis man bare lader være med at lave om på tingene, så fungerer det altid. Jeg har flere gange fikset hans computer for virus og andet godt, så jeg ved udemærket godt, hvad jeg laver. Men fordi internettet ikke lige virker med det samme, så går han helt agurk.

Inden jeg tog afsted, snakkede jeg med psykologen om, hvordan jeg skulle håndtere det, når det her skete, for det vidste jeg, det ville gøre. Så jeg gjorde det vi havde snakket om - jeg forlod lejligheden. Da jeg skal til at gå, spørger jeg, om jeg må låne bilnøglen (en lejet bil) og han råber: "Ja, men du kan jo for helvede ikke køre hele vejen til Danmark i den!!!!".

Jeg græd! Når han begynder at råbe af mig, så begynder jeg altid at tude. Selvom det er fordi jeg er vred, så tuder jeg. Jeg tuder bare uanset hvad, når det har med ham at gøre. Dét tænder ham endnu mere af, fordi han ikke ved, hvordan han skal håndtere det. Så begynder han at sige: "Man kan sgu heller aldrig sige noget til dig" og "du tager fanme altid alting så pisse personligt", osv. Ja, hvad fanden skal jeg ellers gøre? Sætte mig på en stol og tage imod uden at sige noget? Bare give ham ret og snakke ham efter munden? Når jeg protesterer, så ryger han endnu længere op i det røde felt og når jeg siger noget, så hæver han bare stemmen for at overdøve mig med hans beklagelser eller anklager.

Og så projecerer han hans handlemønstre over på mig ved at sige: "ÅÅÅrrrh, du hidser dig fanme altid op!!!". Hvis der er noget jeg bare aldrig gør, så er det at hidse mig op. Jeg råber normalt ALDRIG!

Jeg sagde (råbte) til ham, at han bare skal lade være med at spørge mig til råds eller spørge om min hjælp til hans computer fremover.

Nå, men det ender med, at jeg tager ned og spiser på en restaurant hvor vi altid kommer, så jeg er gode venner med personalet. Han ringer så derned til en af tjenerne. Tjeneren kommer over og kysser mig på kinderne på ordre fra min far, som han har i røret imens - hvilket er min fars måde at sige undskyld på. Jeg får så røret og han siger, at han er ked af det og at ham IT-reparatøren havde sagt, at det altså ikke havde noget som helst at gøre med noget jeg havde downloaded eller gjort på hans computer. Det vidste jeg jo godt og det var det jeg havde prøvet på at forklare ham - FLERE GANGE!!!

Han siger også noget med at vi skal "holde et møde" imorgen (idag), fordi der åbenbart er andre ting han gerne vil snakke om. Han nævnte noget med, at han følte at jeg havde "et horn i siden" på ham. At jeg havde noget indestængt vrede mod ham. Hmm. Ja, det har jeg da masser af, og måske er det fordi han godt ved, at han gør så mange ting der gør mig ked af det, at han lige pludselig siger sådan. Who knows.

Men jeg fortrød (fortryder) virkelig at jeg tog afsted!!
Da jeg kørte fra lejligheden igår, fik jeg flashback til sidste gang jeg var her, hvor han også var gået amok på den måde (kan ikke huske over hvad), hvor jeg også kørte. Det var på nøjagtig samme måde. Hvorfor lærer jeg det aldrig?! Hvorfor "glemmer" jeg altid sådan noget bagefter og bliver mindet om det, når jeg ikke har mulighed for at "flygte" hjem til mig selv?

Jeg kan rigtig godt lide hans kæreste. Hun er sød på mange områder, men hun har et misbrug af pot eller marijuana eller hash eller hvad det hedder. Ja, og min far er alkoholiker og kokain misbruger, så de er et kønt par. Så jeg ved ikke hvad fanden jeg havde forestillet mig? Måske var det barnet inden i mig, der igen håbede, at tingene ville være anderledes. At det ville blive en hyggelig ferie, hvor min far og jeg kunne snakke og "finde hinanden". Men igen - det kommer aldrig til at ske - og det har jeg nu fået bekræftet igen igen igen...

Jeg ville ønske jeg bare kunne komme hjem idag. Men jeg må vente til på mandag (4 dage!!).

Jeg er spændt på at se, hvordan det såkaldte møde kommer til at gå og hvad det er, han har intentioner om, at der skal ske...


-

Min lillebror har taget piller...

Jeg var ude og spise med min ældste lillebror den anden dag. Han har ellers altid været imod alt hvad der hedder psykologer og terapi, men for nylig er han, på eget initiativ, startet hos en psykolog.

Vi har snakket en del med hinanden siden han fortalte mig, at han er startet. Han har kun været der en enkelt gang nu.

Under vores frokost fortæller han mig, at han for noget tid siden til en fest, havde været på toilettet og pludselig fik en impuls der gjorde, at han havde spist 20 panodiler. Jeg prøvede ikke at se chokeret ud, da han fortalte mig det. Han sagde, at han ikke ved hvorfor han gjorde det. Det var ligesom bare noget der skete uden han tænkte over det. Det skræmmer mig rigtig meget.

Jeg snakkede med min psykolog om det i terapi den anden dag og hun rådede mig til, på det kraftigste, at få ham overtalt til at få noget psykiatrisk hjælp. Jeg brugte en hel eftermiddag på at prøve at overtale ham til at gå til lægen og få en henvisning, men det vil han ikke. Han var ellers rigtig tæt på, men afviste det alligevel til sidst. Han vil ikke have at hans læge skal vide sådan noget om ham og gav i det hele taget udtryk for, at han skammer sig enormt meget over sig selv og over at han har det så dårligt.

Jeg sagde til ham, at jeg meget gerne ville tage med til lægen og bare være der for ham. Evt. bare i baggrunden og hvis han har behov for det, så hjælpe ham med at få det sagt. Han var ikke meget for at tage mig med.

I det hele taget ligner han bare min far alt for meget. Ikke at ville søge hjælp og bagatalisere det med at "så slemt er det heller ikke" og "rolig nu, der sker ikke noget" og "det er jo kun den ene gang". For 6 år siden havde han et seriøst selvmordsforsøg som var meget tæt på at lykkedes. Det foregik på nøjagtig samme måde med, at han lavede noget han ikke vidste hvorfor han gjorde. Det var meget tæt på at lykkes. Efterfølgende var han tilknyttet distriktpsykiatrien i nogle måneder og stoppede selv, fordi "hvad skulle han der?".

Nu har jeg lige snakket i telefon med ham. Han er fuld og har rigtig meget lyst til at tage stoffer. Jeg har så meget lyst til at køre ind og hente ham på stedet, men han nægter og siger at han skal ud og give den gas og er på vej i byen. Han snakkede om at tage ned i Istedgade for at "købe noget". Jeg sagde til ham, at hvis han endelig skulle have noget, så skulle han i hvert fald købe fra en "sikker kilde". Jeg kunne ikke tale ham fra at tage noget i det hele taget, så jeg håber bare, at han så er så fornuftig, at han trods alt ikke køber noget af en eller anden afrikaner nede i Istedgade.

For helvede altså!
Jeg er så bange for at det ender fatalt. Han ved ikke hvad han laver, når han "når derud". "Gemt" bag en joke gav han udtryk for, at han er pisse ligeglad med hvad han sniffer op i næsen. Jeg ved lige hvordan han har det, for sådan havde jeg set selv for nogle år siden. Jeg prøvede at tale til hans fornuft, men der var ikke noget at gøre.

Jeg sagde, at han skulle passe på sig selv og love at ringe hvis der blev noget....

Fuck jeg tilgiver aldrig mig selv, hvis han dør i nat!!!......



-

Jeg skal på ferie...

... på mandag... dvs. om 2 dage!

Og hvis jeg skal være helt ærlig, så har jeg det faktisk stadig ikke særlig godt for tiden og slet ikke i de her dage!

Min far tilbød, at give mig en billet, så jeg kan komme ned til ham og hans kæreste. Til at starte med sagde jeg ja med det samme. Jeg var egentlig ikke ekstatisk, som jeg plejer at være, når jeg skal på ferie i udlandet. Jeg skulle måske lige vænne mig til tanken.

Jeg har fra start gjort ham opmærksom på, at jeg ikke har nogen penge OVERHOVED. Dvs. han også står for lommepenge. Jeg skal ikke rigtig bruge nogen, da han som regel betaler mad og jeg skal ikke købe tøj eller noget. Men det føles bare ikke rart alligevel, at han skal betale det hele.

Jeg gik i nogle dage og kiggede på billetter, fordi jeg selv skulle bestille den. Jeg ventede på at de faldt i pris, så han trods alt ikke skulle betale for meget for den. Samtidig så gik jeg og seriøst tænkte over, om det overhoved var en god idé at tage afsted. Jeg har altid været økonomisk afhængig af ham og er det på en måde stadig. I terapien har jeg arbejdet rigtig meget med de følelser det giver mig, stadig at være afhængig af ham nu som næsten 30 årig og jeg har arbejdet intenst for at komme ud af det. Jeg er også godt på vej, men der er et stykke endnu pga. lån i banken.

Når han har taget kokain/drukket for meget bliver han tit lidt aggressiv og kan ikke rigtig dæmpe hans følelser, hvilket er gået ud over mig gentagne gange. Når han skælder mig ud (9 ud af 10 gange uberettiget), kommer det som regel op, hvor meget han har hjulpet mig økonomisk, så det gør, at jeg straks kommer tilbage i rollen hvor jeg føler, at jeg står i taknemmelighedsgæld til ham. Hvilket jeg i øvrigt nok altid vil føle, at jeg gør.

Nå, men alt dette skriver jeg, for at give lidt baggrundsviden for, hvorfor jeg kom frem til, at det var en dårlig idé, at tage afsted.

Når jeg tidligere har været på ferie med ham og han er påvirket, er det ikke sjældent, at han kan blive sur/tangerende til aggressiv fx. overfor personalet på restauranter, hvis han føler, at han ikke får ordentlig service. Som regel følger der en smule storhedsvanvid med, når han er påvirket. Alt dette er pænt pinligt for os der er ude at spise med ham. Nogle gange er jeg gået.

Samtidig så kan det være enormt energikrævende at være sammen med ham i længere tid af gangen, fordi han svinger ekstremt meget i humør, har svært ved at slappe af og meget af tiden er "helt oppe i gear". Dette betyder, at jeg næsten aldrig kan slappe rigtigt af i hans selskab.

Nå, men tilbage til billetten. Jeg besluttede mig for, at det var en dårlig idé at tage afsted. Inde i mit hoved og min krop havde jeg egentlig indstillet mig på, at jeg alligevel ikke skulle nogen steder, hvilket egentlig havde givet mig ro indeni igen. Jeg havde planlagt at sige, at jeg havde fået brev fra min sagsbehandler om et møde i løbet af ugen, som jeg ikke kunne melde fra til. Dette nåede jeg så ikke, for da jeg vågner i torsdags, ligger der en besked på min telefon hvor der står, at han har bestilt en billet til mig. Han havde allerede sendt den til min mail. FUCK! Det væltede mig fuldstændig og jeg har haft det små-dårligt psykisk lige siden.

Jeg kan ikke få mig selv til at melde fra. Det er udelukket - selvom jeg alligevel har en lille bitte flig af tvivl. Det vil uden tvivl være det bedste for mig, men jeg kan simpelthen ikke få mig selv til at gøre det.

Han har skrevet flere sms'er,  hvor han skriver, hvor meget han glæder sig til jeg kommer. Samtidig så har han lagt op til, at vi "rigtig skal være fulde". Jeg prøver at holde min indre alkoholiker (som min psykolog kalder det) nede og prøver at overbevise mig selv om, at en ferie sydpå ikke er det samme som at gå på druk i en uge, som det hidtil har været.

Åhh... Jeg har egentlig bare brug for, at prøve at komme af med den angst og uro jeg sidder med lige nu og det er derfor jeg prøver at skrive mig ud af det. Det virker desværre bare ikke rigtig.

Jeg ved ikke, hvad det er, jeg har angst over. Jeg har rejst tons af gange og også masser af gange alene, men det er faktisk turen derned, jeg har det mest skidt over. Jeg ved ikke hvorfor, men jeg kan bare ikke rigtig overskue det i mit hoved.

I de senere år er jeg blevet tiltagende angst for at flyve, så måske er det også derfor.

Jeg har tænkt mig at tage én (måske to?) beroligende piller, inden jeg går op i flyet. Det har jeg aldrig gjort før - eller været nød til at gøre før... eller overhoved tænkt på at gøre før. Jeg ved ikke hvorfor jeg pludselig oplever den her ængstlighed og uro konstant - også på "normale" dage. Den lurer ligesom i baghovedet/-kroppen hele tiden og det er enormt ubehageligt og energislugende.

Åhh... Jeg ville egentlig nok bare ønske, at jeg ikke skulle afsted. Jeg undskylder hvis jeg lyder forkælet - det er bestemt ikke min mening!! Samtidig, nu hvor jeg alligevel skal afsted, så har de (fanme) lovet regn dernede hele ugen, så det er nok ikke fordi det bliver til specielt mange strandture....

Åhh jeg har det bare skidt. Når jeg læser indlægget igennem, synes jeg egentlig at det lyder enormt rodet. Der er omtrent lige så rodet i mit hoved - og ikke mindst i min lejlighed, som jeg helst gerne ville have ryddet bare en smule op, inden jeg tager afsted.

Min mindste lillebror har sagt ja til at vande mine blomster, hvilket åbenbart var et kæmpe problem for ham, så også her følte jeg mig til besvær. Han havde egentlig også lovet at køre mig i lufthavnen, men det har jeg aflyst, fordi jeg blev "Rasmus modsat" og tænkte, hvis det er sådan et kæmpe problem, så fuck ham - så skal jeg sgu nok klare mig selv. Tak for lort!

Kæresten har sagt ja til at passe hunden, så den skal jeg op med til ham imorgen og så er det meningen, jeg skal sove hos ham og tage toget til lufthavnen tidligt mandag morgen. Som regel så sover jeg ikke rigtigt natten før jeg skal afsted, så jeg ville faktisk hellere bare sove herhjemme...

Åhh for pokker hvor kan jeg bare ikke overskue noget lige nu.....


-

Kampen om at holde fast i mig selv

Jeg har snakket en del med min mor i den sidste uges tid. Blandt andet så havde jeg en telefonsamtale med hende den anden dag, hvor hun græd rigtig meget. Hun fortalte hvordan hun savner mig, tænker på mig konstant og drømmer om mig om natten. Jeg fik det så dårligt lige dér. Ikke på selvmordstanke-måden, men mere at jeg blev så ked af det. Jeg bliver ked af det, fordi jeg påtager mig hendes smerte. Jeg skal hele tiden huske mig selv på, hvorfor jeg har været nød til at tage afstand - at det har været for at få det bedre og ikke for at straffe hende. For at redde mig selv.

Hun sagde mange af de ting, som jeg har længtes efter at høre fra hende. At hun er rigtig ked af, at mit liv har formet sig på den her måde - med en personlighedsforstyrrelse. Blandt andet at det aldrig har været hendes mening, at gøre mig ondt og at hun ville ønske, hun kunne spole tiden tilbage og gøre rigtig mange ting om.

Hun har modtaget bogen nu, som vi bestilte sammen og hun sagde, at hun er blevet meget klogere efter hun har læst lidt i den. Det blev jeg positivt overrasket over.

Der var også nogle ting hun sagde, som jeg stadig synes hun ikke forstår, selvom hun giver udtryk for, at hun godt forstår hvad jeg siger. Blandt andet i forhold til min mormor og morfar og deres "Gammel Dansk Tradition" (Klik på "Gammel Dansk Traditionen" for at læse hvad jeg mener med det). Her forsvarede hun min mormor og morfar med, at hun (min mor) jo er 52 år og derfor et voksent menneske der er i stand til at træffe sine egne beslutninger, så hun jo bare kunne sige nej. Jeg sagde, at ja det er hun da, men at de jo ikke ligefrem behøver at sidde og opfordre hende til at drikke lortet. Det svarer til at give sukker til en diabetiker eller narko til en narkoman ( - det sidste sagde jeg så ikke, selvom jeg tænkte det).

Men hun bliver ved med at prøve at pådutte mig at jeg skal se min mormor og morfar. Min mormor ligger på sygehuset nu, fordi hun er blevet opereret i hjertet. Igår var min mor, moster og min morfar så oppe og se til hende. Herefter tog min morfar med min mor hjem og skal være der i nogle dage. Jeg ringede selv til min mor igår aftes, for at høre hvordan besøget var gået. I denne situation ville min psykolog spørge hvorfor JEG ringede til hende og jeg kan ærligt ikke svare på det, for det var ikke fordi jeg absolut bare MÅTTE vide hvordan det var gået med min mormor. Hvis jeg skal være helt ærlig, var det nok en impulsiv handling, at ringe til hende - det var nok barnet i mig der overtog, selvom jeg ikke rigtig ved, hvad det ville opnå med samtalen ( - jo, kærlighed vel sagtens). Ved nærmere eftertanke var det egentlig nok en pisse dårlig idé at ringe, fordi min mor griber fat i den mindste lille flig af en lillefinger og river hele armen til sig, hvis hun kan komme til det og jeg nu har sået et frø i hende med troen på, at alt "bliver godt igen".

Hun siger så også: "Morfar er her i nogle dage, så hvis du har lyst til at komme hjem......". Ja, det ved jeg sgu godt for helvede da. Jeg har sagt til hende, at jeg ikke skal presses og at jeg ikke er klar til "hele pakken". At jeg gerne vil ses med hende, men at jeg skal bruge tid, før jeg (måske) er klar til at blive hvirvlet ind i resten af familien igen. Men hun gør det hver gang jeg snakker med hende. Prøver at overtale mig = underforstået at presse mig. Og det gør mig bare gal og gør at jeg trækker mig væk igen. Hun skal ikke prøve at overtage mig igen. Jeg har lov til at have mine meninger. De betyder noget. Og det er MIG der bestemmer i MIT liv!!!
Jeg skal bare huske mig selv på det HELE TIDEN , når jeg har kontakt med hende. Det er faktisk ret opslidende alligevel. Hun har også foreslået, at jeg da kan komme med op og besøge min mormor på sygehuset. Her skal jeg også hele tiden holde fast i, at selvom konen er nogle-og-firs-år, så er hun altså som hun altid har været og jeg har været så pisse træt af hende og min morfar i jeg-ved-ikke-hvor-mange-år. Dårlig samvittighed igen og igen og igen og....... for hvad nu hvis hun dør og jeg fortryder o.s.v....

Hun bliver også ved med at snakke om hendes mand og om jeg ikke nok bare vil "komme hjem" og se, at der ikke er noget "i vejen". At jeg bare kan tage en snak med ham og så er dét det. Det er jeg bare stadig ikke klar til, hvilket jeg også har gjort hende klart. Jeg kan simpelthen bare ikke udstå tanken om den idiot. Alene bare at skulle være i rum med ham eller tænk hvis han gør antræk til at kramme mig goddag eller noget. Han skal bare holde sig langt væk fra mig og i hvert fald slet ikke komme i nærkontakt med mig. Jeg ved bare, at jeg vil have svært ved at sige fra, hvis han gør antræk til at give mig et kram efter vores såkaldte "forsoningssnak", som min mor åbenbart mener ville være en god idé. Hvordan trækker man sig væk fra et kram? Det vil være for akavet bare at give ham hånden og i det hele taget, så har jeg slet ikke lyst til hverken at kramme eller give ham hånden eller noget. Kort og godt - han skal bare holde kæft og holde sig langt væk fra mig. Det er sådan jeg har det.

Efter min seneste samtale med hende igår aftes, er jeg blevet enig med mig selv om, at jeg ikke ringer mere til hende foreløbig. Jeg har brug for ro igen.

-

Den seneste kontakt med min mor

ADVARSEL: Jeg undskylder på forhånd for alt for mange bandeord og STORE BOGSTAVER og alt hvad der ellers kan være af stødende karakter i følgende indlæg... Jeg kommer en smule i affekt, når jeg skal beskrive og tænke på de ting som indlægget omhandler!... :-)


Jeg har haft kontakt med min mor et par gange, siden jeg sidst skrev om det. Både forrige fredag, hvor jeg var hjemme hos hende og drikke te i et par timer og så idag hvor hun ringede. Da jeg så det var hende der ringede, overvejede jeg i et kort sekund om jeg skulle tage den, men besluttede mig for at gøre det.

Jeg ved egentlig ikke rigtig hvorfor jeg holder fast i hende. I vores "forhold", hvis man da kan kalde det det, for jeg synes ikke at det gavner mig specielt meget. Jeg får det ikke længere dårligt med selvmordstanker o.s.v. som jeg plejede at gøre, men der er stadig mange ting hun siger og gør, som jeg kun kan ryste på hovedet af, som giver mig stof til eftertanke og som gør, at jeg bliver ved med at tænke over, om jeg overhovedet har lyst til at have hende i mit liv.

Da jeg var hjemme og drikke te hos hende, fortalte jeg hende, at jeg havde haft min far med til et foredrag om Borderline. Hun blev noget overrasket og spurgte hvordan han havde taget det. Det var gået rigtig fint til foredraget og jeg tror han lærte en masse. Men jeg ved også at det var hårdt for ham. Nå, men hun siger så, at hun da også meget gerne vil til et foredrag og at mine brødre med garanti også gerne vil med. Jeg siger til hende, at jeg da kan undersøge hvornår det næste foredrag finder sted. Det gjorde det så i onsdags - dvs. 5 dage efter. Så tænker hun sig om et millisekund og siger så: "Nåååe... Jamen der går jeg til linedance, så det kan jeg desværre ikke!". Hehe. Se - nu kan det godt være, at det er mig der forventer eller forlanger for meget, men havde det nu været mig der var mor og havde en datter o.s.v., så tror jeg vist nok godt, at jeg liiiiige kunne springe en enkelt gang linedance over, for at tage til et ret vigtigt foredrag med min datter, som jeg forøvrigt ikke rigtig har haft noget forhold til i 2 år. For øvrigt så gjorde jeg hende opmærksom på, at jeg ikke vidste hvornår det næste foredrag på sjælland bliver afholdt og at de fleste foredrag i øvrigt for det meste er "lukkede", så det kun er for plejepersonale eller andre fagpersoner.

Igen kommer jeg til samme konklusion som jeg gjorde sidste gang:
JEG ER IKKE VIGTIG NOK FOR HENDE!

Udover dét så snakkede vi en smule om Borderline. Bl.a. fortalte jeg hende at jeg, meget af tiden, føler mig som en 10 årig indeni og forklarede lidt om idealisering og devaluering ud fra et eksempel med min psykolog. "Ja, det er jo også sådan du gør med din far og mig... og alle mulige andre". Ja, det er rigtig nok at jeg gør det, men lige hvad angår hende og min far, så kunne det jo tænkes at der var andre årsager til at jeg er sur på dem. Årsager som ikke har en skid at gøre med idealisering og devaluering, men derimod DERES MISBRUG!

På et tidspunkt nævnte jeg, at jeg havde en bog med i min taske om Borderline, som hun derefter gav udtryk for, at hun da gerne ville se. Hun bladrede lidt i den og spurgte om hun måtte låne den. Selvom jeg havde lyst til at sige nej ( og råbe DU KAN FAN'ME KØBE DIN EGEN FUCKING BOG HVIS DU ER INTERESSERET I ET VIDE NOGET OM MIN SYGDOM!!!), så sagde jeg alligevel ja. Da der var gået lidt tid, sagde jeg til hende, at jeg egentlig gerne ville have bogen med mig igen, fordi jeg var igang med at læse den, men at hun kunne låne den, når jeg var færdig (hvilket jeg faktisk heller ikke mente!). Så gjorde jeg hende opmærksom på, at den (kun) kostede 245 kr., hvis man bestiller den på nettet. Så bad hun mig om at finde siden på nettet til hende og så hentede hun sit dankort. Okaaaay, tænkte jeg så. Da hun kommer ind i stuen igen siger hun så: "Aaaarj ved du hvad... Jeg vil egentlig hellere vente og låne din. Så kan jeg lige se hvor god den er, for hvis der nu findes en anden på markedet der er bedre, så vil jeg hellere vente og så købe den!". Jeg sagde så til hende, at det var den bedste bog på markedet, fordi det er den nyeste og den udkom her i foråret. "Nåååeee... Okay... Jamen så køber jeg den....". Hvis du er blevet nysgerrig, så er det denne her bog.

Ja, og udover det så bliver hun stadig ved med KONSTANT at nævne hendes mand og at hun jo liiiige er blevet gift og iiiih og ååååh. . "Når han gør dit" og "Når han gør dat"...
Jeg overdriver ikke, når jeg siger, at hun nævner ham i (i hvert fald) hver 5. sætning. Inden jeg skulle til at gå fik jeg en rundtur i haven, hvor hun også liiiiige skulle fortælle hvor meget hendes MAND nu havde gjort for at få haven fin og hvor meget hendes MAND bla bla bla. Sjovt nok, så er det bare liiiiige blevet glemt, at hendes iiiiih så dejlige mand har nikket min lillebror en skalle, hvilket jeg tilsyneladende er den eneste i familien der kan huske. Kan man tillade sig at blive ved med at være sur/ikke kunne lide ham, når det "kun" er en enkelt gang manden har været voldelig? (Og når min lillebror øjensynligt har "slået en streg" over det?)

JEG BRÆKKER MIG!!!

Ja, og idag i telefonen, så kommer han åbenbart ind ad døren mens vi snakker, hvortil hun siger: "Næææ, nu kommer min mand sørme hjem...". WTF!!

Hvem fanden siger "Min mand dit" og "Min mand dat" idag. Så brug dog idiotens navn, hvis du endelig skal snakke om ham konstant!!!


I min familie har de altid haft dét jeg kalder "Gammel Dansk Traditionen".
Gammel Dansk har altid været noget man drak, når man drak kaffe. "Nu skal det blive godt med en kop kaffe og en Gammel Dansk". De to ting hører sammen som "pot og pande". Og jeg FUCKING HADER Gammel Dansk. Eller det er jeg jo nok kommet til på grund af det. Under te-besøget afslører hun så (uden hun selv tænker over det), at hende og min mormor åbenbart har deres egen lille (i deres øjne HELT UFATTELIGT HYGGELIGE) tradition med, at når dem de drikker kaffe/Gammel Dansk med har rejst sig og er gået (fx. når min morfar efter kaffen går i haven), så skal de to lige have en halv Gammel Dansk mere (og i det omtalte tilfælde, var det på min mormors opfordring). Når hun siger en halv, så runder jeg op - så det er nok nærmere 1 eller 2. Neeeej og iiiiiihhhh hvor hyggeligt altså! Hvad er der blevet af bare at drikke en kop kaffe eller et glas juice/saftevand/sodavand/whatever? Jeg har aldrig forstået hvorfor de absolut skal drikke den skide Gammel Dansk. Det svarer til hvis jeg hiver en flaske Små Grå eller Tequila frem. "Så mormor, nu skal vi sgu have os en lille én - gider du lige række mig saltet og citronen.... Ja tak... SKÅÅÅL!".

Anyway, nu har jeg fundet endnu en grund til, at jeg ikke gider min mormor og morfar og ikke mindst, hvorfor jeg IKKE skal have dårlig samvittighed over det:
Jeg var hjemme og spise hos min mor for nogle år siden, hvor min mormor og morfar også var til stede. Det gik lystigt for sig og min mor var godt bedukket. Da jeg har fået nok af dem, begynder jeg at gøre antræk til at tage hjem. Min mormor går med ud i bryggerset og siger så noget i retning af: "Nu må du ikke lade dit liv ødelægge (mere) af din mors misbrug. Du er nød til at redde og passe på dig selv". Og alt muligt andet (på det tidspunkt) sødt og medfølende. Det lyder jo egentlig ret sødt og omsorgsfuldt og det var det jo i og for sig også. Men nu... Nu er det jo så bare kommet frem hvor dobbeltmoralske mine mor-forældre er. De kan se og VED, at hun har et alkoholproblem/misbrug. De har snakket med os børn om det "jeg-ved-ikke-hvor-mange-gange". De har selv prøvet at tage (lidt) fat i hende og spørge om det ikke var kommet lidt ud af kontrol. Og nu... Nu kommer det (FANME!!!) for dagen, at de jo selv sidder og hælder sprutten på hende. Jeg var godt klar over, at de bidrog med deres Gammel Dansk Tradition, men at min mormor ligefrem har sin egen lille "tradition" med min mor, det er simpelthen grotesk! Fuck dem, mand!

Min mor skal også fortælle om min mormor og morfar hver gang jeg snakker med hende. Idag var det fordi hun ville fortælle, at min mormor skal opereres i hjertet på onsdag og i den forbindelse prøvede hun at hentyde til, at jeg jo kunne være med til at køre min morfar til og fra sygehuset - hvilket både hende og min moster (nærmest) slås om (for de er nemlig også uvenner!). Øhh... Nej tak, siger jeg bare. Jeg skal overhovedet ikke blandes mere ind i den familie end højst nødvendigt!! Ja, og jeg overvejer jo endda at "blande mig helt ud" igen...

Aaaaahhh... Det var rart at få det ud... :-)


Sum og summarum... Ja, det bliver jo bare aldrig anderledes og hvor meget vil/skal man (læs: jeg) ligge øre og krop til?

Jeg ved det stadig ikke helt, selvom det nu alligevel synes ret indlysende, efter jeg har læst det hele igennem nogle gange...

Min mors besøg

Jeg havde sagt til min mor, at hun bare kunne komme ved middagstid. For mig er middagstid mellem 12 og 13. Da klokken var 12:40 ringer hun og siger, at hun først kan være der ved 13:30-tiden, fordi min lillebror lige er kommet ind ad døren og hun skal hjælpe ham med at sætte nogle papirer i en mappe. Øhh... Okay... Det er jo også virkelig vigtigt! Så vigtigt at hun udsætter sin aftale med sin datter, som hun ikke har haft kontakt til i næsten 2 år. Nå, men klokken blev 13:30. Så blev den 14:00. Ingen lyd fra hende. Da klokken blev 14:20 ringede hun, fordi hun ikke kunne finde vej. Jeg gik så ud på parkeringspladsen og hjalp hende.

Min mindste lillebror, som hun skulle hjælpe, blev også forfordelt da vi var små. Min far rejste meget og vi ville selvfølgelig, alle tre børn, gerne sove i hans seng ved siden af min mor, når han ikke var hjemme. Det var som regel kun min mindste lillebror der fik lov. Det burde i det mindste have gået på tur, men det gjorde det ikke. Jeg husker ikke, at jeg nogensinde fik en forklaring på, hvorfor det altid kun var den mindste der fik lov, men idag er jeg sikker på, at det er derfor jeg altid har haft et bedre forhold til min ældste lillebror (vi holdt sammen) og egentlig først har fået et forhold til den mindste efter han er kommet i 20'erne.

Nå, men hun kommer med indenfor. Hun får selvfølgelig en tour rundt i lejligheden og synes det er rigtig hyggelig. Jeg havde lavet te og gjort klar til, at vi kunne sidde i sofaen. De første 45 min. gik bare med small-talk om alle mulige ligegyldige ting. Jeg følte at stemningen var lidt anspændt, fordi vi nok begge to godt vidste, at der skulle være en seriøs samtale, men det var alligevel mig der startede.

Jeg sagde til hende, at grunden til at jeg har holdt afstand var, at jeg har fået selvmordstanker hver gang jeg har haft kontakt med hende. At det først var nu at jeg var kommet nogenlunde af med dem. Ingen reaktion hos hende. Pokerfjæs.

Så sagde jeg til hende, at jeg var ked af, at jeg havde omtalt hendes kæreste som psykopat i mine breve og sagde, at det måske var et lige lovligt voldsomt ord at bruge.

Jeg fik sagt, at jeg ikke synes, at hun har levet op til sin rolle som mor i de sidste mange år pga. hendes alkoholmisbrug. At hun godt vidste hvor hun skulle søge hjælp henne, men ikke gjorde det, på trods af at hun vidste at hendes børn mistrivedes og gjorde hende opmærksom på det i tide og utide. At hele familien gjorde opmærksom på det. Hun gav mig ret og sagde, at nu drak hun i hvert fald ikke mere. Det kunne hun jo ikke når hun var på kur, som hun sagde. Øhh... Okay.. Jamen det har da ikke hindret hende alle de 10.000 andre gange hun er gået på kur i et par dage og derefter er faldet i.

Anyway. Der var ingen reaktion på noget af det jeg sagde. Dette på trods af, at jeg flere gange græd og min stemme knækkede.

Jeg sagde til hende, at jeg var såret over, at hun i sit brev, havde kaldt mig for et offer. At jeg var i offer-rollen. Jeg sagde, at jeg ville være et offer, hvis jeg bare satte mig tilbage i sofaen og havde ondt af mig selv, men nu er det jo sådan at jeg modtager intensiv psykologhjælp 2x om ugen og har gjort det i 2 år. Det havde hun ikke rigtig nogen kommentar til.

Jeg sagde også til hende, at jeg savnede hendes anerkendelse af, at hun havde været medvirkende til at give mig en personlighedsforstyrrelse og at borderline er en sygdom og ikke "bare" en depression. Det er sygdom som kræver intensiv hjælp og der alligevel er mange der ender med førtidspension.

Jeg husker i det hele taget ikke rigtig, at hun overhoved gav mig noget svar eller i hvert fald ikke noget jeg kan huske på nuværende tidspunkt, så hvis hun har givet mig noget, så er det i hvert fald ikke noget der har gjort indtryk, når jeg ikke kan huske det.

Hun sluttede af med at spørge om jeg kunne forestille mig, at komme hjem til hende en dag og spise. Jeg sagde, at ja, det kunne jeg umiddelbart godt. Så sagde hun, om jeg så ikke ville tage en snak med hendes mand og ligesom "få en afslutning på", som hun kaldte det, fordi han var blevet ret ked af det over nogle af de ting jeg havde skrevet om ham i mine breve (breve som var skrevet til HENDE!!!). Jeg sagde til hende, at jeg ikke havde brug for at snakke med ham og at jeg havde afsluttet det inde i mit hoved. "Nåe ja, men det skal jeg da heller ikke bestemme. Det må du selv om".... Hmm... Jamen det er da heller ikke fordi jeg ikke kan høre hvad din intention er...

Så sluttede hun af med "Tak for idag, hvor var det hyggeligt...". Jaaaae... Jamen det var det da... (ved nærmere eftertanke) ... IKKE.....


I det hele taget blev jeg bare ikke taget seriøst. Alene at hun VÆLGER at komme så meget for sent, synes jeg, sender et meget fint (måske ubevidst) signal om, at jeg bare ikke er vigtig. Mine behov er ikke vigtige. Jeg skal bare stå til rådighed, når hun har tid. Stadig. Der er ikke noget der har ændret sig.

Der var bare så mange ting der tændte mig af. At hun tillader sig at spørge, om jeg ikke vil tage en snak med hendes mand. Om hvad?!?!? Vil hun have mig til at sige undskyld, for det jeg har skrevet om ham? For det jeg har skrevet, som jeg stadig mener 100%!! Dét som jeg havde skrevet i breve til HENDE!
NO WAY!!! Jeg har ikke tænkt mig at sige undskyld for en skid!

Og tror hun, at vores forhold på magisk vis er lappet sammen, fordi hun har været på te-besøg i 3 timer?

Jeg stoler ikke på hende. Der var flere ting hun påstod, som jeg er sikker på er løgn! Samtidig så har min bitre erfaring bare lært mig, at jeg ikke skal betro hende noget, som jeg ikke vil høre fra andre sider, for hun er så hullet som en si. Hun KAN IKKE holde kæft overfor andre mennesker. Så konstant måtte jeg sidde og tænke over hvad jeg sagde og om jeg nu havde kommet til at sige noget, som jeg ikke ville have videre.

De breve jeg sendte til hende, har hun vist til hendes mand, begge mine brødre og til min mormor og morfar... Ja, og måske flere - hvem ved.... "Se hvilke grimme breve hun har sendt. Nøj hvor er hun tarvelig. Hvad bilder hun sig ind!". Hvad jeg bilder mig ind ved at skrive sandheden? Ved at skrive dét som alle tænker, men som ingen har nosser nok til at stå ved - for slet ikke at tale om, at sige højt?! Mine brødre har da også ringet og skældt mig ud - flere gange... Øhh... Siger du SPLITTING!!!??? Hvad rager det nogen som helst andre, hvad der foregår mellem min mor og mig? - og da slet ikke mine brødre!

Hun sagde også, at hun havde læst om borderline, hvilket jeg var ret overrasket over, da det på ingen måde var til at se i det brev hun sendte mig. Tvært imod virkede det til (i brevet), at hun netop IKKE havde læst om borderline. Herefter var det ligesom om, at alt hvad jeg sagde eller mente/mener er blevet til "Jamen det er også fordi du har borderline!". Som om, at jeg ikke er et rationelt menneske. At jeg er syg og derfor er utilregnelig og ikke er klar over hvad jeg laver!.... WTF! Jamen det er da også en fin måde, at fralægge sig ansvaret på. Det er ikke hende der har gjort noget forkert... Alt er bare fordi jeg har borderline eller også var det hele min fars eller alle andre skyld. Nåe ja, og så kunne hun pege på flere i familien som i hvert fald også havde en personlighedsforstyrrelse... Alle andre end hende selv... Da jeg sagde, at hun da også havde borderline-træk, så blev hun helt paf!!... Haha... Tag den!!!

Jeg sagde også til hende, at jeg aldrig har følt at hun har stået op for os børn overfor min mormor og morfar. At når de inviterede til noget, så kunne de lige så godt lade være med at sende en invitation, for man havde alligevel ikke nogen anden svar-mulighed end ja. Man behøvede ikke engang at sige ja, for det var bare automatisk forventet, at man kom. Guds nåde og trøst til dem som alligevel tillod sig at sige nej!!!!..... Hej til bagtaleri, fornærmelse og hvad-ved-jeg....


Da hun var gået havde jeg en tom fornemmelse i kroppen og hovedet. "Nå, var det bare det.... Hvad var det egentlig du havde savnet?". Jeg var egentlig afklaret med, at vores forhold sluttede dér. Jeg skulle bare finde en måde at formidle det på.

Hegnsopsætning og besøg af far.

Idag har jeg rundet 2000 sidevisninger. Det er da lidt vildt! Tusind tak fordi i læser med, det betyder rigtig meget for mig, at der sidder nogen "i den anden ende" der (forhåbentlig) kan "bruge" mine tanker og ord til noget. Og ikke mindst tak for jeres kommentarer! Jeg værdsætter hver eneste en!

Der blev hverken sat hegn op eller holdt grill-"party" i weekenden.
Jo, de andre holdt grill-"party". Jeg meldte fra.

Hegnet blev ikke sat op fordi... fordi naboen, som jo skulle sætte det op, lå bevidstløs af druk. Hans kone kom med en meget "fin" lille undskyldning om, at han var træt. Jeg havde også kun sat hele dagen af til det og været nede og ringe på deres dør én gang i timen siden kl. 12. "Indstillet" mig på det og forsøgt at samle energi til det i flere dage og endda sagt nej til at spise frokost med min far og min lillebror. Så jeg var en anelse irriteret.
Dagen efter (lørdag) går jeg ned til dem igen og han kommer ud og ser lidt brødbetynget ud. "Nåeøhh hej... ja, vi fik jo ikke lige lavet det der hegn igår!". Øhh nej, det gjorde vi jo så ikke. Jeg spurgte hvornår han havde tid, lyst og lejlighed til det igen og han svarede ikke konkret på det. Tjoe.. en gang i løbet af ugen eller måske næste weekend. Jeg sagde til ham, at jeg ikke brød mig om at være den anmassende nabo, så han måtte selv lige komme og sige til, når det passede ind hos ham. Ja, ingen problem, det skulle han nok. Right!

Så var der jo grill-"party" om aftenen. Jeg gik hele dagen og vidste godt med mig selv, at jeg ikke ville deltage. Hvad skulle jeg snakke med alkoholiker 1,2 og 3 om? Jeg forsøger selv at holde mig fra alkohol og stoffer, så jeg kunne ærlig talt ikke se, hvad jeg skulle snakke med dem om. Jeg undskyldte mig med, at jeg var syg. Så sneg jeg mig ud den anden vej og tog ud og spiste sushi med kæresten. Selvfølgelig møder vi naboens ene (meget højlydte) barn på vejen, som nærmest råber: "SKAL DU IKKE VÆRE MED ALLIGEVEL?!". Neeeej, ikke lige idag. Jeg vil ikke vide hvad han gik om og sagde til de andre.
Op i r**** med det! Jeg bor her ikke for at gøre dem tilfreds. Jeg sætter min hat som jeg vil. Basta! :-)

Søndag kom min far og han havde sin kæreste med. Det blev faktisk en hyggelig dag. Jeg plejer at rende rundt og have rengørings- og oprydningsvanvid inden jeg får gæster - og specielt min familie, men denne gang lod jeg lejlighed være lejlighed. Jeg ordnede lige toilettet og tørrede vasken af derude, men spejlet var der altså stadig pletter på.
Jeg har kun to (billige klap-)stole til mit lille spisebord der står i køkkenet, så min fars kæreste var hurtig og nuppede en skammel jeg har fra IKEA. Og ja, jeg har også kun to kaffekrus, så jeg drak selv af et café-kaffe-glas. Helt op til en 10 mins. tid før de kom, rendte jeg og hyggede mig med at plante blomster om, som jeg har fået af overboen der er flyttet i weekenden. Så jeg var helt rolig. Det har jeg aldrig været før.
Jeg var stik modsat af, hvad jeg plejer at være når jeg får gæster! - Og det var fantastisk!

Fantastisk fordi jeg kunne slappe af! Jeg slappede rent faktisk af. Altså jeg havde det stadig mærkeligt i "værtinde"-rollen, som jeg hader, og det er stadig svært at være stor voksen datter der har gæster, når jeg samtidig er fars lille pige indeni (og udenpå afhængig af situationen). Men det var hyggeligt.

Vi gik endda en tur på en times tid. På min fars opfordring, gud-hjælpe-mig. Det er meget MEGET få gange jeg har gået en tur med min far i hele mit liv. Han brokkede sig da også lidt over længden, selvom jeg havde spurgt dem hvor langt de ville gå og gjort dem opmærksom på længden af den rute jeg valgte.
Men på trods af hans 52 år, så går han som en i 70'erne! Pruster og stønner og er så stiv overalt, at jeg er bange for at han dejser om hvornår det skal være. Men det endte med at være en hyggelig eftermiddag og det var kun godt at kæresten var med til at "bløde" lidt op. Han tændte da også først for fjernsynet, da vi kom hjem fra gåturen. Og da de skulle hjem var det ham der sagde som en lille dreng til hende: "Skal vi ikke nok køre hjemad nu?". Og det gjorde de så. Om aftenen fik jeg en sød besked fra ham om at det havde været en hyggelig eftermiddag og jeg virkede glad. Det var jeg også.

Alt i alt faktisk en udemærket weekend.. :-)    

Til min mor

Måske er det fordi min psykolog er på ferie, at du begynder at rumstere i mit hoved konstant.
Måske er det derfor jeg får en tiltagende trang til, at der skal SKE NOGET. Jeg må GØRE NOGET.

Jeg har haft lange perioder det sidste år, som har været så dejligt stille og fredelige - hvor du ikke har fyldt i min verden. Jo, alle dine svigt og savnet efter EN MOR har altid været i baghovedet og i min krop, men jeg har kunne holde det på afstand. Hver gang jeg har tænkt på dig, er jeg blevet fyldt med vrede, savn, ked-af-det-hed, afmagt, hævngerrighed, skyld, skam og alle de andre ubehagelige følelser som jeg gør alt for at flygte fra.

Jeg fylder stadig tomrummet i maven med slik og massevis af kager.
Jeg ligger stadig i sengen mange timer dagligt.
Jeg kan stadig ikke se meningen med livet.
Jeg har stadig selvmordstanker.
Jeg bakser stadig med alle de ting jeg gjorde for 1½ år siden, da du stadig var i mit liv.

Noget af det du skrev i dit sidste brev, forstår jeg overhoved ikke hvordan du kan skrive til mig:
At jeg nu har modtaget psykiatrisk hjælp i flere år og om det ikke var på tide, at jeg tager skeen i den anden hånd. Hvem er du til at snakke?

Hvem var dét der i flere år, sad i gråt joggingtøj med usselt, uglet og ødelagt hår og kæderøg foran fjernsynet dag ud og dag ind, og drak i smug?

Hvem var det der ikke ville søge hjælp?

Hvem var det, der truede med selvmord?

Hvem var det, der ikke kunne stå op for sin søn, da hendes kæreste blev voldelig overfor ham?

Hvem var det der sagde til mig, at hun var sikker på, at jeg kun var ude på at ødelægge hendes liv og sabotere hendes lykke?

Hvem var det der svigtede min tillid så ultimativt og grusomt, ved at fortælle ting videre som jeg havde betroet i dyb tillid?

Hvem er det der har gjort, at jeg ikke stoler på min egen dømmekraft, fordi jeg gang på gang har fået at vide, at jeg tog fejl selvom du stank langt væk af sprut og gentog den samme sætning igen og igen?

Jeg forstår dig simpelthen slet slet slet ikke....

Hvis jeg havde et barn der blev diagnosticeret med en sygdom. Uanset hvilken sygdom. Uanset fysisk eller psykisk. Uanset hvad det måtte omhandle. Så ville jeg støvsuge nettet. Jeg ville støvsuge alle biblioteker i hele verden. Jeg opsnuse alt materiale. Snakke med alle de eksperter og specialister jeg kunne komme i nærheden af. Fordi jeg ville FORSTÅ. Fordi jeg skylder dét barn jeg har sat i verden, at SÆTTE MIG IND I hvad det er, der har gjort hende syg.

Det har du ikke gjort!
Jeg forstår det ikke.
Hvordan kan du lade være?

Jeg ved ikke, hvad jeg skal gøre.
Jeg ved ikke, hvad der er det rigtige at gøre.
Jeg ved ikke, hvad der er det rigtige for mig.

Jeg ville ønske at jeg kunne knipse med fingrene og så var vi lykkelige.
Så kunne vi igen sidde på stranden med hundene og grine, mens de leger i sandet.
Så kunne vi igen tage på kursus sammen og snakke om alle de spændende ting vi har lært.
Så kunne vi igen lave alle de ting, som jeg ikke kan huske at vi lavede, fordi det er gemt bort bag skuffelser og svigt...

Jeg ved ikke, om jeg kan komme videre, så vi kan få et forhold til hinanden igen.
Jeg ved ikke, om jeg nogensinde kan få tillid til dig igen.
Jeg ved ikke, om jeg magter at tage hul på bylden.

Jeg snakkede med far idag. Han sagde at du havde ringet den anden dag. Du ville høre, om han vidste, om jeg er gravid fordi min veninde lige har fået en datter. Det er jeg ikke. Du gav udtryk for, at du ville blive så ked af det over ikke at skulle være mormor og være en del af barnets liv. Det gør ondt på mig at høre. Det gør SÅ AFSINDIG og UBESKRIVELIGT ONDT!

Jeg græder.
Jeg græder fordi jeg kan føle hvordan du savner mig.
Jeg græder fordi jeg inderst inde også savner dig.
Jeg græder fordi... ja... bare fordi det gør så pisse ondt at tænke på, at vi er kommet så langt fra hinanden.

Jeg har aldrig sagt så grimme ting til dig, som du har sagt til mig.

Jeg har aldrig beskyldt dig for bevidst, at ville ødelægge mit liv, for det er jeg sikker på aldrig har været din mening......

Men du skylder mig at anerkende, at du har en del af skylden for min personlighedsforstyrrelse.
Du skylder mig, at sætte dig ind i hvad det vil sige at have borderline.
Du skylder mig, at anerkende, at jeg er syg og det ikke er noget jeg bare kan "tage mig sammen fra".

Du har sat mig i verden, så det skylder du mig..... Det siger min psykolog....

Maria Mena - Lullaby

mom please tell me what to do 

I'm so disappointed in you, 

you said those words that made me cry 

and you always wondered why 

why I sing my lullaby 

mom please hurry home to me 

I waited up so patiently 

you sit down and you start to cry

but you never ask me why 

why I sing my lullaby 

why I sing my lullaby 

was it my fault 

they lead you in the wrong direction? 

was it my fault they 

didn't show you any affection? 

I show you when I start to cry 

still you always wonder why 

why i sing my lullaby 

mom why love me if you're cold 

you just get bitter then grow old 

ask me when i start to weep 

then I'll tell you in my sleep 

why i sing my lullaby

Idag ringede min far

Han ringer normalt kun når han har en "agenda". Noget han vil sige. Noget der skal aftales. Noget der skal ordnes. Men idag ringede han bare for at sige hej og høre hvad jeg lavede.
Straks han ringer så er alle alarmklokkerne på. Er der noget i vejen? Hvorfor lyder hans stemme som den gør? Skal jeg nu have skæld ud idag? Hvordan er hans humør? osv osv osv...

Selvom han bare ville sige hej og samtalen var helt overfladisk, så får jeg det alligevel skidt når jeg har snakket med ham. Jeg har sådan lyst til at tage ham under mine vinger som en fugleunge. At være mor for ham. Det har jeg været i så mange år, så rollen er meget bekendt. Jeg arbejder på at komme ud af den. På at se at det er mig der er datteren og ham der (burde) være den voksne. I stedet så er rollerne helt byttet rundt.

Han er i økonomiske problemer. Har en masse ting til salg han ikke kan komme af med, fordi folk stadig holder på deres penge. Han har banken på nakken, men alle hans penge "står i noget" (ting).

Men egentlig har jeg ikke medlidenhed med ham på det punkt, for han har selv sat sig i den situation. Han har selv været ligeglad og givet hans tidligere kone totalt råderet over hans økonomi. Hun brugte løs som det passede hende - og det var ikke så lidt!!!

Samtidig så har han ikke sat sig ordentligt ind i de investeringer han har lavet, stolet på de forkerte mennesker, og derved tabt en hulens masse penge. Og så er der lige alle pengene der skal til at vedligeholde hans misbrug af især kokain, men også alkohol. Det er sgu en dyr vane.

Så ja, det er synd for ham at han sidder med røven i vandskorpen nu, men han kunne have stoppet det for længe siden.

Mit livsønske gik i opfyldelse sidste sommer, da han gik i behandling. Jeg besøgte ham hver uge i besøgstiden, og det var som at få en helt ny og tilstedeværende far. Det var så mærkeligt. Mærkeligt at man lige pludselig gerne måtte snakke om og sige de ting, der altid har været forbudte.
Han var tilmed begyndt at kalde sig selv for alkoholiker. Jeg fik mange undskyldende sms'er igennem hans forløb, hvor han fik øjnene op for hvordan det har ødelagt os, at vokse op med deres alkoholmisbrug.

Men det holdt ikke længe. Jeg tror han drak allerede samme dag som han kom hjem efter opholdet. Samtidig så ved jeg fra personalet at han hele vejen igennem har løjet om hans kokainmisbrug. Jeg tror det var det forkerte sted jeg fik ham indskrevet på. De havde ikke nok fokus på hans egentligt største problem som er kokain. Det her var mere et alkoholbehandlingssted.

Jeg må bare sande at han ikke ønskede det nok. Idag må jeg ikke engang nævne noget med alkohol, behandling eller noget der minder om det. På trods af at han var så glad for at se hvor glad jeg var, da han var gået i behandling, så har han efterfølgende mange gange siddet og drukket alkohol lige op i mit åbne ansigt. Mange gange. Jeg synes det er så tarveligt og respektløst.

Jeg fortalte ham mange gange hvor glad jeg var for at han var gået i behandling, og at jeg troede på ham. Græd sågar af glæde. Og nu skal jeg bare glemme det hele og lade som om det aldrig er sket.

Jeg glemmer det ikke, men jeg ligger det bag mig og arbejder på at leve mit eget liv.
Så må de drikke sig ihjel - det er åbenbart det de har tænkt sig....

Børn er som hunde..

Gennem min terapi det sidste halve år, er jeg virkelig blevet opmærksom på, hvordan børn egentlig er som hunde.

Man kan gå så grueligt meget igennem med svigt, misbrug, manipulering, udstødelse og andre dysfunktionelle mønstre i familien, og alligevel elsker man sine forældre. Alligevel hungrer man efter deres kærlighed, og det vil man nok altid have et savn efter.

Jeg har læst et sted, at når borderline-lidende starter i psykoterapi så er det som regel alle andre end moderen der er i fokus. For mit vedkommende var det min far. Det var min far der var misbrugeren. Det var min far der havde svigtet. Det var min far der havde valgt os fra til fordel for sprutten og hans egen stædighed. Han havde i hvert fald ikke brug for hjælp.

Når jeg nu kigger tilbage på min terapi de sidste 2 års tid, er det faktisk min mor der har været det største problem. Det viste sig nemlig, at min mor faktisk også var alkoholiker. Jeg vidste da godt, at hun drak for meget, men jeg havde aldrig set hende som alkoholiker. Jeg fik sat spørgsmålstegn ved, hvordan man ved om en person er alkoholiker, og jeg det gik op for mig, at hun passer på dem allesammen. Her er nogle af dem:

- Hun drak mere end de 7 anbefalede genstande for kvinder om ugen.
- Det går og er gået ud over familien.
- Hun er blevet gjort opmærksom på det gennem mange år.
- Jeg og mine søskende har haft mange skænderier med hende om det.

På trods af det, så så jeg hende alligevel ikke som alkoholiker. Jeg var blevet så meget indprentet af min mor og resten af familien, at det var min far der var misbrugeren.

Samtidig så benægtede hun altid at hun havde drukket, så idag har jeg så svært ved at stole på min egen dømmekraft. Jeg fik jo altid af vide, at det jeg fornemmede og troede det var forkert. Hun havde i hvert fald ikke drukket..