Endnu en familiefødselsdag

Så kom september hvor min ældste lillebror har fødselsdag. 25 år.
Hold kæft, hvor bliver tiden af!?
Jeg kan stadig se for mig, da han som 18 årig (mener jeg han var) kom slæbende med en sportstaske hjem til mig, fordi han var blevet smidt ud hjemmefra af min mor. Sådan flyttede han hjemmefra. Blev smidt ud af min mor og flyttede hjem til mig.

Han ringede her til aften, for at invitere mig. Det bliver holdt på dagen. "Så er du i hvert fald blevet inviteret", sagde han. Han spurgte, om jeg havde tænkt mig at komme. Jeg sagde, at jeg ikke vidste det, men at jeg lige ville tænke over det. Allerede da han startede samtalen en anelse tøvende, vidste jeg hvad det gik ud på og jeg får det pisse dårligt. Jeg får det pisse dårligt hver gang der er en i familien der har fødselsdag, hvor jeg skal tage stilling til om jeg kommer. Han lød nærmest undskyldende. Han ved godt, at jeg ikke kommer. Det vidste han allerede inden han ringede.

De bliver 16 (tror jeg nok), hvis alle de inviterede kommer. Bare alene tanken om at skulle deltage i noget, hvor der er så mange samlet på ét sted gør, at min mave snører sig sammen. Udover det så kommer min mor og hendes kæreste og min mormor og morfar. Jeg kan slet ikke overskue det.

Jeg har allerede bestemt mig for at takke nej, jeg kunne bare ikke få mig selv til at sige det til ham med det samme. Sidste gang vi snakkede om balladen i familien, sagde han til mig, hvor længe jeg havde tænkt mig at "det her" skal vare. Det samme som at sige, at nu må jeg også snart komme til fornuft. Jeg sagde til ham, at jeg ikke vidste hvor længe det skulle vare, for det ved jeg ikke. Jeg kan da ikke sætte tid på, hvornår mine følelser ændrer sig eller hvornår jeg er stærk nok til at kunne være sammen med alle dem, der overdyngede mig med dårlig samvittighed konstant.

Men hvad når de skal giftes? Min lillebror og hans kæreste. Der er ikke blevet friet endnu og så vidt jeg er orienteret, er der ikke udsigt til det foreløbigt, men jeg kan da ikke lade være med at tænke tanken. Min psykolog ville sige, at der ikke er nogen grund til at bruge tiden på at tænke på det nu, hvor det slet ikke er aktuelt.

Jeg har været drænet totalt for energi idag, så jeg havde lagt mig ind for at tage en lur og da jeg vågnede kunne jeg se at han havde ringet. Efter jeg har snakket med ham, har jeg kun fået det endnu værre. Jeg er bare virkelig ked af det indeni i de her dage. Samtalen med psykologen tog virkelig hårdt på mig igår og nu kommer den her lige oveni.

Endnu engang føler jeg mig som det sorte, syge og underlige får af en søster, som lever ude på sidelinien parallelt med resten af familien.... Den følelse kommer hver gang jeg skal sige nej til familie-tam-tam..