Livets meningsløshed

Jeg kan slet ikke hive mig selv op for tiden. Jeg er suget for livskraft, gå-på-mod, fighter-ånd og alt hvad der ligner. Jeg har lyst til at ligge i sengen hele dagen. Orker ikke de mindste ting. Spiser alt for meget og alt for usundt. Nærmest tvangsmæssigt. Mere mad, mere mad, mere mad... Til jeg nærmest brækker mig. Det føles rart at mærke at maven er fyldt.

De sidste dage eller den sidste uges tid har mine tanker kredset om selvmord. Jeg ved bare, at jeg ikke tør alligevel. Jeg har aldrig været i nærheden af at være tæt på. Jo, en enkelt gang hvor jeg var gået igang med at drikke en flaske rom og skrive afskedsbreve, for herefter at ville tage alle mine piller. Det nåede dog ikke så vidt. Jeg ringede til min far i min brandert og han tilkaldte politiet, som kom og kørte mig på psyk. skadestue. Dagen efter blev jeg udskrevet igen. Flot!

Jeg kan ikke overskue noget som helst. Der er mange ting jeg kunne lave i min lejlighed. Min have. Gøre rent. Vaske tøj. Bla bla bla.

Det er hårdt i terapien for tiden. Jeg kan virkelig mærke min vrede til min mor. Jeg er så gal at jeg får kvalme nogle gange. Jeg er overbevist om at jeg aldrig vil have kontakt til hende mere, selvom det gør pisse ondt at tænke på.
Hun blev gift i weekenden, og jeg var den eneste af hendes børn som ikke var med. Det sorte får, som ikke bare stryger hende med hårerne. Jeg har fået af vide, at hun ikke turde at sende invitationen af frygt for min reaktion. Hun er åbenbart bange for mig. For min reaktion. Hun ved ikke hvordan hun skal tackle mine verbale udbrud. Så er det også lettere at stikke hovedet i busken og omgive sig med mennesker der ikke brokker sig eller sætter spørgsmålstegn ved hendes nye mand eller hendes livsførelse i øvrigt.

Åhh.. Mit hoved er fyldt med ord og alligevel kan jeg ikke få ordene ned på skrift. Jeg er fyldt og tom på samme tid. Jeg er bare træt af at skulle kæmpe hver eneste dag. Kæmpe for at stå op, gå i bad, købe ind, gøre rent, og alt muligt andet meningsløst.

Livet er i det hele taget meningsløst. Depressionen og selvmordstankerne er der konstant - også på de såkaldt gode dage. Tænk hvis det skal være sådan her resten af mit liv... Puuuh en tanke...