Min mors besøg

Jeg havde sagt til min mor, at hun bare kunne komme ved middagstid. For mig er middagstid mellem 12 og 13. Da klokken var 12:40 ringer hun og siger, at hun først kan være der ved 13:30-tiden, fordi min lillebror lige er kommet ind ad døren og hun skal hjælpe ham med at sætte nogle papirer i en mappe. Øhh... Okay... Det er jo også virkelig vigtigt! Så vigtigt at hun udsætter sin aftale med sin datter, som hun ikke har haft kontakt til i næsten 2 år. Nå, men klokken blev 13:30. Så blev den 14:00. Ingen lyd fra hende. Da klokken blev 14:20 ringede hun, fordi hun ikke kunne finde vej. Jeg gik så ud på parkeringspladsen og hjalp hende.

Min mindste lillebror, som hun skulle hjælpe, blev også forfordelt da vi var små. Min far rejste meget og vi ville selvfølgelig, alle tre børn, gerne sove i hans seng ved siden af min mor, når han ikke var hjemme. Det var som regel kun min mindste lillebror der fik lov. Det burde i det mindste have gået på tur, men det gjorde det ikke. Jeg husker ikke, at jeg nogensinde fik en forklaring på, hvorfor det altid kun var den mindste der fik lov, men idag er jeg sikker på, at det er derfor jeg altid har haft et bedre forhold til min ældste lillebror (vi holdt sammen) og egentlig først har fået et forhold til den mindste efter han er kommet i 20'erne.

Nå, men hun kommer med indenfor. Hun får selvfølgelig en tour rundt i lejligheden og synes det er rigtig hyggelig. Jeg havde lavet te og gjort klar til, at vi kunne sidde i sofaen. De første 45 min. gik bare med small-talk om alle mulige ligegyldige ting. Jeg følte at stemningen var lidt anspændt, fordi vi nok begge to godt vidste, at der skulle være en seriøs samtale, men det var alligevel mig der startede.

Jeg sagde til hende, at grunden til at jeg har holdt afstand var, at jeg har fået selvmordstanker hver gang jeg har haft kontakt med hende. At det først var nu at jeg var kommet nogenlunde af med dem. Ingen reaktion hos hende. Pokerfjæs.

Så sagde jeg til hende, at jeg var ked af, at jeg havde omtalt hendes kæreste som psykopat i mine breve og sagde, at det måske var et lige lovligt voldsomt ord at bruge.

Jeg fik sagt, at jeg ikke synes, at hun har levet op til sin rolle som mor i de sidste mange år pga. hendes alkoholmisbrug. At hun godt vidste hvor hun skulle søge hjælp henne, men ikke gjorde det, på trods af at hun vidste at hendes børn mistrivedes og gjorde hende opmærksom på det i tide og utide. At hele familien gjorde opmærksom på det. Hun gav mig ret og sagde, at nu drak hun i hvert fald ikke mere. Det kunne hun jo ikke når hun var på kur, som hun sagde. Øhh... Okay.. Jamen det har da ikke hindret hende alle de 10.000 andre gange hun er gået på kur i et par dage og derefter er faldet i.

Anyway. Der var ingen reaktion på noget af det jeg sagde. Dette på trods af, at jeg flere gange græd og min stemme knækkede.

Jeg sagde til hende, at jeg var såret over, at hun i sit brev, havde kaldt mig for et offer. At jeg var i offer-rollen. Jeg sagde, at jeg ville være et offer, hvis jeg bare satte mig tilbage i sofaen og havde ondt af mig selv, men nu er det jo sådan at jeg modtager intensiv psykologhjælp 2x om ugen og har gjort det i 2 år. Det havde hun ikke rigtig nogen kommentar til.

Jeg sagde også til hende, at jeg savnede hendes anerkendelse af, at hun havde været medvirkende til at give mig en personlighedsforstyrrelse og at borderline er en sygdom og ikke "bare" en depression. Det er sygdom som kræver intensiv hjælp og der alligevel er mange der ender med førtidspension.

Jeg husker i det hele taget ikke rigtig, at hun overhoved gav mig noget svar eller i hvert fald ikke noget jeg kan huske på nuværende tidspunkt, så hvis hun har givet mig noget, så er det i hvert fald ikke noget der har gjort indtryk, når jeg ikke kan huske det.

Hun sluttede af med at spørge om jeg kunne forestille mig, at komme hjem til hende en dag og spise. Jeg sagde, at ja, det kunne jeg umiddelbart godt. Så sagde hun, om jeg så ikke ville tage en snak med hendes mand og ligesom "få en afslutning på", som hun kaldte det, fordi han var blevet ret ked af det over nogle af de ting jeg havde skrevet om ham i mine breve (breve som var skrevet til HENDE!!!). Jeg sagde til hende, at jeg ikke havde brug for at snakke med ham og at jeg havde afsluttet det inde i mit hoved. "Nåe ja, men det skal jeg da heller ikke bestemme. Det må du selv om".... Hmm... Jamen det er da heller ikke fordi jeg ikke kan høre hvad din intention er...

Så sluttede hun af med "Tak for idag, hvor var det hyggeligt...". Jaaaae... Jamen det var det da... (ved nærmere eftertanke) ... IKKE.....


I det hele taget blev jeg bare ikke taget seriøst. Alene at hun VÆLGER at komme så meget for sent, synes jeg, sender et meget fint (måske ubevidst) signal om, at jeg bare ikke er vigtig. Mine behov er ikke vigtige. Jeg skal bare stå til rådighed, når hun har tid. Stadig. Der er ikke noget der har ændret sig.

Der var bare så mange ting der tændte mig af. At hun tillader sig at spørge, om jeg ikke vil tage en snak med hendes mand. Om hvad?!?!? Vil hun have mig til at sige undskyld, for det jeg har skrevet om ham? For det jeg har skrevet, som jeg stadig mener 100%!! Dét som jeg havde skrevet i breve til HENDE!
NO WAY!!! Jeg har ikke tænkt mig at sige undskyld for en skid!

Og tror hun, at vores forhold på magisk vis er lappet sammen, fordi hun har været på te-besøg i 3 timer?

Jeg stoler ikke på hende. Der var flere ting hun påstod, som jeg er sikker på er løgn! Samtidig så har min bitre erfaring bare lært mig, at jeg ikke skal betro hende noget, som jeg ikke vil høre fra andre sider, for hun er så hullet som en si. Hun KAN IKKE holde kæft overfor andre mennesker. Så konstant måtte jeg sidde og tænke over hvad jeg sagde og om jeg nu havde kommet til at sige noget, som jeg ikke ville have videre.

De breve jeg sendte til hende, har hun vist til hendes mand, begge mine brødre og til min mormor og morfar... Ja, og måske flere - hvem ved.... "Se hvilke grimme breve hun har sendt. Nøj hvor er hun tarvelig. Hvad bilder hun sig ind!". Hvad jeg bilder mig ind ved at skrive sandheden? Ved at skrive dét som alle tænker, men som ingen har nosser nok til at stå ved - for slet ikke at tale om, at sige højt?! Mine brødre har da også ringet og skældt mig ud - flere gange... Øhh... Siger du SPLITTING!!!??? Hvad rager det nogen som helst andre, hvad der foregår mellem min mor og mig? - og da slet ikke mine brødre!

Hun sagde også, at hun havde læst om borderline, hvilket jeg var ret overrasket over, da det på ingen måde var til at se i det brev hun sendte mig. Tvært imod virkede det til (i brevet), at hun netop IKKE havde læst om borderline. Herefter var det ligesom om, at alt hvad jeg sagde eller mente/mener er blevet til "Jamen det er også fordi du har borderline!". Som om, at jeg ikke er et rationelt menneske. At jeg er syg og derfor er utilregnelig og ikke er klar over hvad jeg laver!.... WTF! Jamen det er da også en fin måde, at fralægge sig ansvaret på. Det er ikke hende der har gjort noget forkert... Alt er bare fordi jeg har borderline eller også var det hele min fars eller alle andre skyld. Nåe ja, og så kunne hun pege på flere i familien som i hvert fald også havde en personlighedsforstyrrelse... Alle andre end hende selv... Da jeg sagde, at hun da også havde borderline-træk, så blev hun helt paf!!... Haha... Tag den!!!

Jeg sagde også til hende, at jeg aldrig har følt at hun har stået op for os børn overfor min mormor og morfar. At når de inviterede til noget, så kunne de lige så godt lade være med at sende en invitation, for man havde alligevel ikke nogen anden svar-mulighed end ja. Man behøvede ikke engang at sige ja, for det var bare automatisk forventet, at man kom. Guds nåde og trøst til dem som alligevel tillod sig at sige nej!!!!..... Hej til bagtaleri, fornærmelse og hvad-ved-jeg....


Da hun var gået havde jeg en tom fornemmelse i kroppen og hovedet. "Nå, var det bare det.... Hvad var det egentlig du havde savnet?". Jeg var egentlig afklaret med, at vores forhold sluttede dér. Jeg skulle bare finde en måde at formidle det på.