lørdag den 29. september 2012

Den seneste kontakt med min mor

ADVARSEL: Jeg undskylder på forhånd for alt for mange bandeord og STORE BOGSTAVER og alt hvad der ellers kan være af stødende karakter i følgende indlæg... Jeg kommer en smule i affekt, når jeg skal beskrive og tænke på de ting som indlægget omhandler!... :-)


Jeg har haft kontakt med min mor et par gange, siden jeg sidst skrev om det. Både forrige fredag, hvor jeg var hjemme hos hende og drikke te i et par timer og så idag hvor hun ringede. Da jeg så det var hende der ringede, overvejede jeg i et kort sekund om jeg skulle tage den, men besluttede mig for at gøre det.

Jeg ved egentlig ikke rigtig hvorfor jeg holder fast i hende. I vores "forhold", hvis man da kan kalde det det, for jeg synes ikke at det gavner mig specielt meget. Jeg får det ikke længere dårligt med selvmordstanker o.s.v. som jeg plejede at gøre, men der er stadig mange ting hun siger og gør, som jeg kun kan ryste på hovedet af, som giver mig stof til eftertanke og som gør, at jeg bliver ved med at tænke over, om jeg overhovedet har lyst til at have hende i mit liv.

Da jeg var hjemme og drikke te hos hende, fortalte jeg hende, at jeg havde haft min far med til et foredrag om Borderline. Hun blev noget overrasket og spurgte hvordan han havde taget det. Det var gået rigtig fint til foredraget og jeg tror han lærte en masse. Men jeg ved også at det var hårdt for ham. Nå, men hun siger så, at hun da også meget gerne vil til et foredrag og at mine brødre med garanti også gerne vil med. Jeg siger til hende, at jeg da kan undersøge hvornår det næste foredrag finder sted. Det gjorde det så i onsdags - dvs. 5 dage efter. Så tænker hun sig om et millisekund og siger så: "Nåååe... Jamen der går jeg til linedance, så det kan jeg desværre ikke!". Hehe. Se - nu kan det godt være, at det er mig der forventer eller forlanger for meget, men havde det nu været mig der var mor og havde en datter o.s.v., så tror jeg vist nok godt, at jeg liiiiige kunne springe en enkelt gang linedance over, for at tage til et ret vigtigt foredrag med min datter, som jeg forøvrigt ikke rigtig har haft noget forhold til i 2 år. For øvrigt så gjorde jeg hende opmærksom på, at jeg ikke vidste hvornår det næste foredrag på sjælland bliver afholdt og at de fleste foredrag i øvrigt for det meste er "lukkede", så det kun er for plejepersonale eller andre fagpersoner.

Igen kommer jeg til samme konklusion som jeg gjorde sidste gang:
JEG ER IKKE VIGTIG NOK FOR HENDE!

Udover dét så snakkede vi en smule om Borderline. Bl.a. fortalte jeg hende at jeg, meget af tiden, føler mig som en 10 årig indeni og forklarede lidt om idealisering og devaluering ud fra et eksempel med min psykolog. "Ja, det er jo også sådan du gør med din far og mig... og alle mulige andre". Ja, det er rigtig nok at jeg gør det, men lige hvad angår hende og min far, så kunne det jo tænkes at der var andre årsager til at jeg er sur på dem. Årsager som ikke har en skid at gøre med idealisering og devaluering, men derimod DERES MISBRUG!

På et tidspunkt nævnte jeg, at jeg havde en bog med i min taske om Borderline, som hun derefter gav udtryk for, at hun da gerne ville se. Hun bladrede lidt i den og spurgte om hun måtte låne den. Selvom jeg havde lyst til at sige nej ( og råbe DU KAN FAN'ME KØBE DIN EGEN FUCKING BOG HVIS DU ER INTERESSERET I ET VIDE NOGET OM MIN SYGDOM!!!), så sagde jeg alligevel ja. Da der var gået lidt tid, sagde jeg til hende, at jeg egentlig gerne ville have bogen med mig igen, fordi jeg var igang med at læse den, men at hun kunne låne den, når jeg var færdig (hvilket jeg faktisk heller ikke mente!). Så gjorde jeg hende opmærksom på, at den (kun) kostede 245 kr., hvis man bestiller den på nettet. Så bad hun mig om at finde siden på nettet til hende og så hentede hun sit dankort. Okaaaay, tænkte jeg så. Da hun kommer ind i stuen igen siger hun så: "Aaaarj ved du hvad... Jeg vil egentlig hellere vente og låne din. Så kan jeg lige se hvor god den er, for hvis der nu findes en anden på markedet der er bedre, så vil jeg hellere vente og så købe den!". Jeg sagde så til hende, at det var den bedste bog på markedet, fordi det er den nyeste og den udkom her i foråret. "Nåååeee... Okay... Jamen så køber jeg den....". Hvis du er blevet nysgerrig, så er det denne her bog.

Ja, og udover det så bliver hun stadig ved med KONSTANT at nævne hendes mand og at hun jo liiiige er blevet gift og iiiih og ååååh. . "Når han gør dit" og "Når han gør dat"...
Jeg overdriver ikke, når jeg siger, at hun nævner ham i (i hvert fald) hver 5. sætning. Inden jeg skulle til at gå fik jeg en rundtur i haven, hvor hun også liiiiige skulle fortælle hvor meget hendes MAND nu havde gjort for at få haven fin og hvor meget hendes MAND bla bla bla. Sjovt nok, så er det bare liiiiige blevet glemt, at hendes iiiiih så dejlige mand har nikket min lillebror en skalle, hvilket jeg tilsyneladende er den eneste i familien der kan huske. Kan man tillade sig at blive ved med at være sur/ikke kunne lide ham, når det "kun" er en enkelt gang manden har været voldelig? (Og når min lillebror øjensynligt har "slået en streg" over det?)

JEG BRÆKKER MIG!!!

Ja, og idag i telefonen, så kommer han åbenbart ind ad døren mens vi snakker, hvortil hun siger: "Næææ, nu kommer min mand sørme hjem...". WTF!!

Hvem fanden siger "Min mand dit" og "Min mand dat" idag. Så brug dog idiotens navn, hvis du endelig skal snakke om ham konstant!!!


I min familie har de altid haft dét jeg kalder "Gammel Dansk Traditionen".
Gammel Dansk har altid været noget man drak, når man drak kaffe. "Nu skal det blive godt med en kop kaffe og en Gammel Dansk". De to ting hører sammen som "pot og pande". Og jeg FUCKING HADER Gammel Dansk. Eller det er jeg jo nok kommet til på grund af det. Under te-besøget afslører hun så (uden hun selv tænker over det), at hende og min mormor åbenbart har deres egen lille (i deres øjne HELT UFATTELIGT HYGGELIGE) tradition med, at når dem de drikker kaffe/Gammel Dansk med har rejst sig og er gået (fx. når min morfar efter kaffen går i haven), så skal de to lige have en halv Gammel Dansk mere (og i det omtalte tilfælde, var det på min mormors opfordring). Når hun siger en halv, så runder jeg op - så det er nok nærmere 1 eller 2. Neeeej og iiiiiihhhh hvor hyggeligt altså! Hvad er der blevet af bare at drikke en kop kaffe eller et glas juice/saftevand/sodavand/whatever? Jeg har aldrig forstået hvorfor de absolut skal drikke den skide Gammel Dansk. Det svarer til hvis jeg hiver en flaske Små Grå eller Tequila frem. "Så mormor, nu skal vi sgu have os en lille én - gider du lige række mig saltet og citronen.... Ja tak... SKÅÅÅL!".

Anyway, nu har jeg fundet endnu en grund til, at jeg ikke gider min mormor og morfar og ikke mindst, hvorfor jeg IKKE skal have dårlig samvittighed over det:
Jeg var hjemme og spise hos min mor for nogle år siden, hvor min mormor og morfar også var til stede. Det gik lystigt for sig og min mor var godt bedukket. Da jeg har fået nok af dem, begynder jeg at gøre antræk til at tage hjem. Min mormor går med ud i bryggerset og siger så noget i retning af: "Nu må du ikke lade dit liv ødelægge (mere) af din mors misbrug. Du er nød til at redde og passe på dig selv". Og alt muligt andet (på det tidspunkt) sødt og medfølende. Det lyder jo egentlig ret sødt og omsorgsfuldt og det var det jo i og for sig også. Men nu... Nu er det jo så bare kommet frem hvor dobbeltmoralske mine mor-forældre er. De kan se og VED, at hun har et alkoholproblem/misbrug. De har snakket med os børn om det "jeg-ved-ikke-hvor-mange-gange". De har selv prøvet at tage (lidt) fat i hende og spørge om det ikke var kommet lidt ud af kontrol. Og nu... Nu kommer det (FANME!!!) for dagen, at de jo selv sidder og hælder sprutten på hende. Jeg var godt klar over, at de bidrog med deres Gammel Dansk Tradition, men at min mormor ligefrem har sin egen lille "tradition" med min mor, det er simpelthen grotesk! Fuck dem, mand!

Min mor skal også fortælle om min mormor og morfar hver gang jeg snakker med hende. Idag var det fordi hun ville fortælle, at min mormor skal opereres i hjertet på onsdag og i den forbindelse prøvede hun at hentyde til, at jeg jo kunne være med til at køre min morfar til og fra sygehuset - hvilket både hende og min moster (nærmest) slås om (for de er nemlig også uvenner!). Øhh... Nej tak, siger jeg bare. Jeg skal overhovedet ikke blandes mere ind i den familie end højst nødvendigt!! Ja, og jeg overvejer jo endda at "blande mig helt ud" igen...

Aaaaahhh... Det var rart at få det ud... :-)


Sum og summarum... Ja, det bliver jo bare aldrig anderledes og hvor meget vil/skal man (læs: jeg) ligge øre og krop til?

Jeg ved det stadig ikke helt, selvom det nu alligevel synes ret indlysende, efter jeg har læst det hele igennem nogle gange...




7 kommentarer:

  1. Det er sgu ikke altid let at ha familie, heldigvis kan man selv vælge hvor meget man vil dem og hvornår nok er nok. Uden at gøre dig trist virker det lidt som om du holder igen og finder dig i alt for meget uden at virkelig få ud hvor store problemer det giver dig og hvor såret du bliver. Lyder som om du godt kunne ha brug for at få det hele ud over for hende også.. Det er ikke sikkert at hun vil tage det til sig, men du ville få det ud og det er sommetider rigtig godt.. Har du slet ikke noget familie du er glad for og som er der for dig?? Hvad er forholdet til din far og søskende egentligt??

    SvarSlet
  2. Denne kommentar er fjernet af forfatteren.

    SvarSlet
  3. Det lyder til, at det er rigtig svært at finde hoved og hale i, hvad du skal mht din mor... forhold eller ikke forhold... Tror det er rigtig svært at give slip på sin mor, lige meget hvad man bliver udsat for... For man har jo den der "norm" at en "mor" jo er den, der vil en det bedste og altid er der... Men hvad så når de ikke er??.. Håber at du finder fred med dig selv i hvad du vælger...Det kræver jo nok en masse tid at nå til en beslutning, som føles rigtig:o) Lige lidt tanker herfra:o)

    SvarSlet
  4. Tusind tak for jeres kommentarer alle tre! Det betyder så meget for mig, at der er nogen der tager sig tid til at læse og kommentere det jeg skriver!

    Det er en lang proces med min mor, kan jeg godt mærke, men jeg tror jeg kommer tættere og tættere på en løsning, som i sidste ende nok ender med at blive, at jeg kun skal have meget minimal eller slet ingen kontakt. Men ja, det er svært, som du skriver Louise Liv, så forventer man jo at en mor vil een det bedste og altid er der, så ja, hvad nu hvis det ikke forholder sig sådan... Hvor længe skal man lægge ører og krop til - og ikke mindst gå på kompromis med sig selv?!...

    Jeanette... Jeg skriver et indlæg om mine brødre og min far snart.. Det er nok lettere end at skulle skrive om dem her.. :-)

    Marillu.. Den med diagnoserne at din mor elsker diagnoser.. Det slog mig bare, da du skrev det, at det jo lige nøjagtig også er sådan min mor er. Så har hun noget at gemme sig bag og så er der en (i hendes verden) grund til at fralægge sig ansvaret. Jeg kommer nok bare aldrig til at forstå det...

    SvarSlet
  5. Glæder mig rigtig meget til at læse det indlæg :)

    Tak for alle dine dejlige kommentare på min blog i dag, det var super. Har også svaret dem :D

    SvarSlet
  6. Nej, men det må jo et eller andet sted gøre så ondt på dem, at se deres egne demoner i øjnene, at de hellere vil dø eller såre deres børn, end at gøre det. Sletter lige den gamle kommentar, for selvom det hele er sandt, skrev jeg den lidt i affekt og har det lidt dårligt med det, hehe.

    SvarSlet
    Svar
    1. Ja, det tænker jeg også og det er noget jeg aldrig kommer til at forstå... Måske vil jeg forstå det, hvis jeg engang selv bliver mor, men jeg forstår virkelig ikke, at man kan fortsætte sin måde at leve sit liv på, hvis man kan se, at det går ud over børnene...

      Slet

Jeg elsker kommentarer!
Det er desværre ikke altid jeg får svaret på dem, men de betyder rigtig meget for mig alligevel! :-)

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...