Jeg har det bare rigtig rigtig dårligt i de her dage!
Heldigvis havde jeg endelig en tid hos psykologen idag. Hun er kommet tilbage fra ferie i denne uge. 3 uger. Det føles som en evighed siden jeg sidst sad i hendes stol. Hun skulle også bare kigge på mig og spørge hvordan jeg havde det, før jeg brød helt sammen i gråd.
Det er min lillebror der har væltet bægeret for mig denne gang. Jeg synes bare det er så hårdt, at det er hele min familie der bare ikke forstår mig. De kan simpelthen ikke forstå at jeg er syg og at det ikke bare er noget jeg kan tage en beslutning om ikke at være mere. Hvis jeg kunne det, tror de så ikke, at jeg ville gøre det! Det er jo ikke fordi det er pisse sjovt, at rende rundt og være konstant deprimeret eller ikke-følende. Ikke at kunne mærke mig selv. At føle mig ved siden af mig selv og verden. At føle mig som en zombie der er der, uden at være der. En form for trancetilstand. Det er ubeskriveligt forfærdeligt at have det sådan.
På en skala fra 1-10, hvor 1 er dårligst og 10 er manisk, så ligger jeg for det meste på en 4'er. De sidste 2 dage har jeg ligget på en 1'er eller længere nede. Igår var jeg millisekunder fra at køre på psykiatrisk skadestue, men samtidig så tænkte jeg: "Hvad skal de gøre?!". De kan jo ikke få smerten til at gå væk eller få min familie til at kunne forstå mig. Jeg ville skulle bruge jeg-ved-ikke-hvor-længe på at sidde og vente på en læge. Så ville jeg skulle igennem en lang samtale, hvor jeg skulle redegøre for hvorfor jeg er der og hvad der gør, at jeg har det så dårligt. Så skal jeg fortælle hvor slemme mine selvmordstanker er og så ville lægen højst sandsynligt sige, at jeg kunne blive indlagt og derefter så ville jeg være blevet udskrevet igen idag.
Jeg overvejede forskellige metoder, men så kiggede jeg på min lille hund og fik dårlig samvittighed. Hvem skal tage sig af den, hvis jeg ikke er her mere. Jeg kan ikke klare tanken om at den skal bo hos nogle andre. Og jeg ville ikke vide hvem der skulle passe den, hvis jeg kørte derop. Så jeg endte med at blive liggende hulkende inde i sengen, mens hun slikkede mine tårer væk. Efterhånden faldt jeg til ro igen og faldt i søvn til sidst.
Det er bare så hårdt, at få af vide af sin lillebror, at jeg bare skal tage mig sammen og det er min egen skyld, at jeg sidder hvor jeg gør idag. At jeg er et offer der bare ynker mig selv og som ikke vil tage ansvar for noget. Når han siger alt det, så mister jeg totalt fødderne under mig. Jeg bliver i tvivl, om han har ret og så bliver jeg helt forvirret og kan slet ikke holde sammen på mig selv. Så prøver jeg at huske hvad psykologen siger til mig. At det IKKE ER MIN SKYLD. Men samtidig så begynder jeg at tvivle på, om han har ret når han siger, at de er nogle kvaksalvere i psykiatrien, som bare sidder og giver mig medhold og ret i alt hvad jeg siger. At de hjernevasker mig.
Til sidst så måtte jeg afbryde vores telefonsamtale og sige, at vi bare aldrig blev enige. Og da vi så havde lagt på så TUDEDE jeg bare. Så ringede jeg til kæresten. Han virkede bare træt og fjern. Så følelsen af svigt og af total ensomhed og af, at min verden var fuldstændig væk under fødderne på mig, blev bare forstærket af at snakke med ham. Jeg synes han var dum, fordi han ikke smed alt hvad han havde i hænderne og kom og holdt om mig. Samtidig så vidste jeg også godt at han skulle tidligt op og på arbejde idag, selvom jeg ville have at han fan'me bare skulle melde sig syg. Jeg kunne godt mærke hvordan det lille barn indeni mig bare havde overtaget. Jeg kunne slet ikke styre det. Så jeg tænkte fuck ham og afsluttede samtalen ret hurtigt...
Har snakket med ham idag og forklaret hvordan jeg havde det. Han sagde, at jeg bare skulle have sagt, at han skulle komme og at han havde tænkt på det, men at han heller ikke ville presse på, fordi jeg på andre tidspunkter bare gerne vil være alene. Jeg sagde til ham, at han gerne må presse på, når han kan høre at jeg har det så dårligt og at jeg ikke kunne lide at sige det til ham. Hvad hvis han havde sagt nej til at komme. Jeg magtede ikke endnu en afvisning på det tidspunkt.
Min lillebror skrev senere på aftenen, at det gjorde så ondt på ham at høre, at jeg er så ked af det og at han ville ønske, at han vidste hvad han skal gøre....
Jeg føler mig virkelig bare alene. Virkelig helt og aldeles alene. Jeg føler ikke jeg har nogen som helst i min familie tilbage. Der er ingen af dem der forstår mig og jeg kan mærke, at jeg psykisk bevæger mig i en hel anden retning end dem. En sund retning. Det er nok også det jeg synes der er hårdt. At vi ikke længere er så tætte som vi altid har været. Men det er jo netop tætheden, som har været med til at gøre mig syg, fordi vi har været "et". Man har ikke måtte være sig selv. Man har ikke måtte træde ud for fællesskabet, for så blev det bare akavet ubehageligt og så var jeg jo for alvor alene. Men det er den uundgåelige proces jeg er ved at gennemgå nu. Uden alkohol. Uden stoffer. Uden smøger. Uden noget som helst til at dulme følelserne, som jeg ellers altid har gjort. Det er fan'me hårdt!!!
Og faktum er, at jeg ER alene. Udover at jeg kun har min kæreste omkring mig (udover min familie og en enkelt såkaldt veninde i periferien), så er det et eksistentielt faktum at mennesker er alene. Den tanke eller det faktum kan jeg bare slet ikke rumme. Overhoved slet ikke rumme.
Følelsen af "alenehed" er virkelig bare så ubeskriveligt ubehagelig. Som en skrigende, skærende følelse der bare går gennem marv og ben som en issyl. Det sidder som en klump i halsen og som en fysisk kvalme. Det sidder over det hele i min krop.
Det gør mig bare så afgrunds-dybt ked af det.....
Det er min lillebror der har væltet bægeret for mig denne gang. Jeg synes bare det er så hårdt, at det er hele min familie der bare ikke forstår mig. De kan simpelthen ikke forstå at jeg er syg og at det ikke bare er noget jeg kan tage en beslutning om ikke at være mere. Hvis jeg kunne det, tror de så ikke, at jeg ville gøre det! Det er jo ikke fordi det er pisse sjovt, at rende rundt og være konstant deprimeret eller ikke-følende. Ikke at kunne mærke mig selv. At føle mig ved siden af mig selv og verden. At føle mig som en zombie der er der, uden at være der. En form for trancetilstand. Det er ubeskriveligt forfærdeligt at have det sådan.
På en skala fra 1-10, hvor 1 er dårligst og 10 er manisk, så ligger jeg for det meste på en 4'er. De sidste 2 dage har jeg ligget på en 1'er eller længere nede. Igår var jeg millisekunder fra at køre på psykiatrisk skadestue, men samtidig så tænkte jeg: "Hvad skal de gøre?!". De kan jo ikke få smerten til at gå væk eller få min familie til at kunne forstå mig. Jeg ville skulle bruge jeg-ved-ikke-hvor-længe på at sidde og vente på en læge. Så ville jeg skulle igennem en lang samtale, hvor jeg skulle redegøre for hvorfor jeg er der og hvad der gør, at jeg har det så dårligt. Så skal jeg fortælle hvor slemme mine selvmordstanker er og så ville lægen højst sandsynligt sige, at jeg kunne blive indlagt og derefter så ville jeg være blevet udskrevet igen idag.
Jeg overvejede forskellige metoder, men så kiggede jeg på min lille hund og fik dårlig samvittighed. Hvem skal tage sig af den, hvis jeg ikke er her mere. Jeg kan ikke klare tanken om at den skal bo hos nogle andre. Og jeg ville ikke vide hvem der skulle passe den, hvis jeg kørte derop. Så jeg endte med at blive liggende hulkende inde i sengen, mens hun slikkede mine tårer væk. Efterhånden faldt jeg til ro igen og faldt i søvn til sidst.
Det er bare så hårdt, at få af vide af sin lillebror, at jeg bare skal tage mig sammen og det er min egen skyld, at jeg sidder hvor jeg gør idag. At jeg er et offer der bare ynker mig selv og som ikke vil tage ansvar for noget. Når han siger alt det, så mister jeg totalt fødderne under mig. Jeg bliver i tvivl, om han har ret og så bliver jeg helt forvirret og kan slet ikke holde sammen på mig selv. Så prøver jeg at huske hvad psykologen siger til mig. At det IKKE ER MIN SKYLD. Men samtidig så begynder jeg at tvivle på, om han har ret når han siger, at de er nogle kvaksalvere i psykiatrien, som bare sidder og giver mig medhold og ret i alt hvad jeg siger. At de hjernevasker mig.
Til sidst så måtte jeg afbryde vores telefonsamtale og sige, at vi bare aldrig blev enige. Og da vi så havde lagt på så TUDEDE jeg bare. Så ringede jeg til kæresten. Han virkede bare træt og fjern. Så følelsen af svigt og af total ensomhed og af, at min verden var fuldstændig væk under fødderne på mig, blev bare forstærket af at snakke med ham. Jeg synes han var dum, fordi han ikke smed alt hvad han havde i hænderne og kom og holdt om mig. Samtidig så vidste jeg også godt at han skulle tidligt op og på arbejde idag, selvom jeg ville have at han fan'me bare skulle melde sig syg. Jeg kunne godt mærke hvordan det lille barn indeni mig bare havde overtaget. Jeg kunne slet ikke styre det. Så jeg tænkte fuck ham og afsluttede samtalen ret hurtigt...
Har snakket med ham idag og forklaret hvordan jeg havde det. Han sagde, at jeg bare skulle have sagt, at han skulle komme og at han havde tænkt på det, men at han heller ikke ville presse på, fordi jeg på andre tidspunkter bare gerne vil være alene. Jeg sagde til ham, at han gerne må presse på, når han kan høre at jeg har det så dårligt og at jeg ikke kunne lide at sige det til ham. Hvad hvis han havde sagt nej til at komme. Jeg magtede ikke endnu en afvisning på det tidspunkt.
Min lillebror skrev senere på aftenen, at det gjorde så ondt på ham at høre, at jeg er så ked af det og at han ville ønske, at han vidste hvad han skal gøre....
Jeg føler mig virkelig bare alene. Virkelig helt og aldeles alene. Jeg føler ikke jeg har nogen som helst i min familie tilbage. Der er ingen af dem der forstår mig og jeg kan mærke, at jeg psykisk bevæger mig i en hel anden retning end dem. En sund retning. Det er nok også det jeg synes der er hårdt. At vi ikke længere er så tætte som vi altid har været. Men det er jo netop tætheden, som har været med til at gøre mig syg, fordi vi har været "et". Man har ikke måtte være sig selv. Man har ikke måtte træde ud for fællesskabet, for så blev det bare akavet ubehageligt og så var jeg jo for alvor alene. Men det er den uundgåelige proces jeg er ved at gennemgå nu. Uden alkohol. Uden stoffer. Uden smøger. Uden noget som helst til at dulme følelserne, som jeg ellers altid har gjort. Det er fan'me hårdt!!!
Og faktum er, at jeg ER alene. Udover at jeg kun har min kæreste omkring mig (udover min familie og en enkelt såkaldt veninde i periferien), så er det et eksistentielt faktum at mennesker er alene. Den tanke eller det faktum kan jeg bare slet ikke rumme. Overhoved slet ikke rumme.
Følelsen af "alenehed" er virkelig bare så ubeskriveligt ubehagelig. Som en skrigende, skærende følelse der bare går gennem marv og ben som en issyl. Det sidder som en klump i halsen og som en fysisk kvalme. Det sidder over det hele i min krop.
Det gør mig bare så afgrunds-dybt ked af det.....
Sådan har jeg det lige nu - du beskriver det spot on! Og det bekræfter mig i at jeg er ramt af en forbandet lidelse og at jeg ikke er svag eller dårligt begavet eller andre mærkelige forklaringer som jeg har givet mig selv gennem årene. Din blog redder liv! Tak!!!
SvarSlet