Jeg var på jobcenteret i forrige uge. Hun er nu meget sød min sagsbehandler. Hun er omkring 30'erne, vil jeg tro, så vi er omkring jævnaldrende. Normalt har hun pænt tøj på - ikke nødvendigvis formelt, men sådan hverdags-pænt. Denne gang havde hun joggingtøj på. Kappa-bukser, en tilfældig hvid t-shirt, en hættetrøje-agtig ting med lynlås foran og et par klip-klappere. Jeg synes det var så fedt! Så følte jeg at vi var bedre på bølgelængde end ellers.
Jeg har for nyligt skrevet en mail til hende, hvor jeg åbnede op og skrev præcis hvordan jeg har det. Ingen omsvøb. Hun svarede tilbage, at hun var glad for at jeg havde skrevet den mail og åbnet op, for hun havde slet ingen anelse om at jeg havde det så dårligt/svært. Jeg burde blive skuespiller!! Til samtalen nævnte hun overhoved ikke mailen. Det virkede nærmest som om hun bevidst prøvede at undgå det. Som om at den "fyldte" rummet, men der blev ikke snakket om den. Det undrede mig.
Jeg havde egentlig givet udtryk for, at jeg var parat til at tage 4 enkeltfag på HF, men må sande at jeg slet ikke kan overskue det. Nu er det blevet sænket til et enkelt fag, som jeg nok skal starte på her i august. Egentlig har jeg ikke rigtig lyst, men jeg føler at min psykolog presser på for, at jeg skal ud og se at jeg "godt kan", og hun sagde til mig for noget tid siden, at hun i næste statusattest til kommunen ville skrive, at hun godt mener at jeg er i stand til at tage et enkelt fag. Vores samtaler går fra 2x om ugen til 1x om ugen, når hun kommer fra ferie om nogle uger, og så mener hun at det passer med at jeg stadig går til 2 ting. Så den ene samtale bare er skiftet ud med uddannelse i stedet for. Jeg prøver at sige til mig selv, at det er et fag der interesserer mig meget. Psykologi. Og det gør det lidt lettere at overskue tanken om at skulle igang igen, men det er helt vildt grænseoverskridende og jeg bliver træt allerede ved tanken.
Jeg har aldrig haft kontakt til "systemet" før jeg blev syg for alvor i 2009, så nu skal jeg for første gang udfylde et skema. Ressourseprofilen hvor jeg skal redegøre for min (manglende) arbejdsevne og hvordan jeg ser mig selv i fremtiden og bla bla bla.
Jeg har slet ikke kunne tage mig sammen til det. Den har ligget på køkkenbordet (mellem alt det andet rod jeg ikke kan tage mig sammen til at rydde op) i over en uge. For nogle dage siden kom jeg så igang, men hold kæft der skulle skrives meget. Jeg nåede ikke engang halvvejs, for så kom spørgsmålet: "Hvad kunne du tænke dig at arbejde med?". Øhh... Nu synes jeg sådan set, at bare dét at leve, er et fuldtidsjob for mig. Jeg vidste vitterligt ikke hvad jeg skulle skrive.
Nå, men det endte med at kæresten (ja, vi er fundet sammen igen) kom og hjalp mig. Det var dejligt. Nu er den endelig færdig, jeg skal bare lige rette lidt og læse den igennem nogle flere gange, for at være sikker på at jeg får alt det med, som jeg gerne vil have.
Men det har været hårdt at lave den. Psykisk hårdt. Det har virkelig krævet, at jeg har måtte se realiteterne i øjenene om hvordan jeg egentlig har det, og hvad jeg er i stand til - eller rettere - ikke i stand til. Hvor lille mit netværk er og hvordan jeg i bund og grund nok bare er en enspænder. Jeg har nok altid været lidt af en enspænder, men jeg synes det er blevet "værre" siden 2009, hvor jeg begyndte at få hjælp i dist.psyk eller også er det bare fordi der nu er blevet sat ord og diagnose på, hvorfor jeg er som jeg er.
Samtidig har det været rigtig svært at svare på mange af spørgsmålene - eller i hvert fald svare entydigt, for når der fx. står hvilken uddannelse jeg evt. kunne forestille mig så har jeg skrevet omkring 10 forskellige. Alle sammen i forskellige retninger. Lidt ligesom en rundkørsel med 10 afkørsler.
Da hun gav mig papirerne på Jobcenteret, skimmede jeg lige de første sider. Et af de første spørgsmål var "Har du afbrudt nogen uddannelser? Begrund". Jeg sagde til hende, at jeg altså ikke kunne huske alle de uddannelser jeg har afbrudt og at det i hvert fald ikke kunne stå på de 2-3 linier der var afsat til svaret. Så grinede hun. Det var sgu ikke en joke. Jeg tror jeg har talt det sammen til 14, eller noget i den stil.
Jeg gør mig virkelig mange tanker om det her. Hvad nu hvis jeg ikke kan "klare" det ene fag om ugen? Hvad hvis jeg springer fra det - hvad sker der så? Bliver jeg "bare" sendt ud i noget praktik-halløj lige pludselig og hvis jeg ikke følger deres plan, tager de så pengene fra mig?
Hvad nu hvis... og hvad nu hvis... ???
Jeg har også svaret at jeg sagtens kan se mig selv som førtidspensionist og at det kunne være rart at få lettet presset fra mine skuldre. Jeg synes ikke lykken er at blive "normal" og få et 8-16 job. Jeg bliver SÅ sindsygt depressiv bare ved tanken om at skulle være en del af "trædemøllen" indtil jeg langt om længe kan pensioneres og vente på at livet er forbi.
Hvor er det sørgeligt at skrive de sidste par linier om trædemøllen, men det er sgu sådan jeg tænker...
Er det alt der er til livet?
Jeg har for nyligt skrevet en mail til hende, hvor jeg åbnede op og skrev præcis hvordan jeg har det. Ingen omsvøb. Hun svarede tilbage, at hun var glad for at jeg havde skrevet den mail og åbnet op, for hun havde slet ingen anelse om at jeg havde det så dårligt/svært. Jeg burde blive skuespiller!! Til samtalen nævnte hun overhoved ikke mailen. Det virkede nærmest som om hun bevidst prøvede at undgå det. Som om at den "fyldte" rummet, men der blev ikke snakket om den. Det undrede mig.
Jeg havde egentlig givet udtryk for, at jeg var parat til at tage 4 enkeltfag på HF, men må sande at jeg slet ikke kan overskue det. Nu er det blevet sænket til et enkelt fag, som jeg nok skal starte på her i august. Egentlig har jeg ikke rigtig lyst, men jeg føler at min psykolog presser på for, at jeg skal ud og se at jeg "godt kan", og hun sagde til mig for noget tid siden, at hun i næste statusattest til kommunen ville skrive, at hun godt mener at jeg er i stand til at tage et enkelt fag. Vores samtaler går fra 2x om ugen til 1x om ugen, når hun kommer fra ferie om nogle uger, og så mener hun at det passer med at jeg stadig går til 2 ting. Så den ene samtale bare er skiftet ud med uddannelse i stedet for. Jeg prøver at sige til mig selv, at det er et fag der interesserer mig meget. Psykologi. Og det gør det lidt lettere at overskue tanken om at skulle igang igen, men det er helt vildt grænseoverskridende og jeg bliver træt allerede ved tanken.
Jeg har aldrig haft kontakt til "systemet" før jeg blev syg for alvor i 2009, så nu skal jeg for første gang udfylde et skema. Ressourseprofilen hvor jeg skal redegøre for min (manglende) arbejdsevne og hvordan jeg ser mig selv i fremtiden og bla bla bla.
Jeg har slet ikke kunne tage mig sammen til det. Den har ligget på køkkenbordet (mellem alt det andet rod jeg ikke kan tage mig sammen til at rydde op) i over en uge. For nogle dage siden kom jeg så igang, men hold kæft der skulle skrives meget. Jeg nåede ikke engang halvvejs, for så kom spørgsmålet: "Hvad kunne du tænke dig at arbejde med?". Øhh... Nu synes jeg sådan set, at bare dét at leve, er et fuldtidsjob for mig. Jeg vidste vitterligt ikke hvad jeg skulle skrive.
Men det har været hårdt at lave den. Psykisk hårdt. Det har virkelig krævet, at jeg har måtte se realiteterne i øjenene om hvordan jeg egentlig har det, og hvad jeg er i stand til - eller rettere - ikke i stand til. Hvor lille mit netværk er og hvordan jeg i bund og grund nok bare er en enspænder. Jeg har nok altid været lidt af en enspænder, men jeg synes det er blevet "værre" siden 2009, hvor jeg begyndte at få hjælp i dist.psyk eller også er det bare fordi der nu er blevet sat ord og diagnose på, hvorfor jeg er som jeg er.
Samtidig har det været rigtig svært at svare på mange af spørgsmålene - eller i hvert fald svare entydigt, for når der fx. står hvilken uddannelse jeg evt. kunne forestille mig så har jeg skrevet omkring 10 forskellige. Alle sammen i forskellige retninger. Lidt ligesom en rundkørsel med 10 afkørsler.
Da hun gav mig papirerne på Jobcenteret, skimmede jeg lige de første sider. Et af de første spørgsmål var "Har du afbrudt nogen uddannelser? Begrund". Jeg sagde til hende, at jeg altså ikke kunne huske alle de uddannelser jeg har afbrudt og at det i hvert fald ikke kunne stå på de 2-3 linier der var afsat til svaret. Så grinede hun. Det var sgu ikke en joke. Jeg tror jeg har talt det sammen til 14, eller noget i den stil.
Jeg gør mig virkelig mange tanker om det her. Hvad nu hvis jeg ikke kan "klare" det ene fag om ugen? Hvad hvis jeg springer fra det - hvad sker der så? Bliver jeg "bare" sendt ud i noget praktik-halløj lige pludselig og hvis jeg ikke følger deres plan, tager de så pengene fra mig?
Hvad nu hvis... og hvad nu hvis... ???
Jeg har også svaret at jeg sagtens kan se mig selv som førtidspensionist og at det kunne være rart at få lettet presset fra mine skuldre. Jeg synes ikke lykken er at blive "normal" og få et 8-16 job. Jeg bliver SÅ sindsygt depressiv bare ved tanken om at skulle være en del af "trædemøllen" indtil jeg langt om længe kan pensioneres og vente på at livet er forbi.
Hvor er det sørgeligt at skrive de sidste par linier om trædemøllen, men det er sgu sådan jeg tænker...
Er det alt der er til livet?
Hej
SvarSletJeg er selv 21 år så er lidt trist at læse om, at det faktisk er noget som forekommer i så tidlig en alder. Det lyder dog også som om du har været udsat for meget, så der skulle nok have været hjælp til før.
Jeg synes nu du skal give dette en chance, og hvis det ikke er noget for dig, så må du tage en snak med hende igen. Det er dog vigtigt man ser positivt på det, da det så også lettere bliver en succes :-)