Jeg kom hjem fra kæresten igår eftermiddags. Har været sammen med
ham næsten hele ugen, først hos mig og de seneste dage hos ham. Det har været rigtig hyggeligt og dejligt afslappende. For en gangs skyld var jeg ikke helt mentalt drænet da jeg kom hjem, som jeg plejer at være når jeg er "ude" i flere dage.
Så efter et bad, lidt at spise og rent sengetøj på, gik jeg ind og lagde mig allerede ved 17-tiden, tror jeg den var. Det var faktisk rart. Det var ikke fordi jeg havde det dårligt - tvært imod, så var det dejligt og føltes som selv forkælelse. Desværre så sker der dét, som der altid sker, når jeg er alene. Da klokken er omkring 21.30 begynder jeg at få det skidt. Jeg vidste ikke hvad klokken var, før jeg fik kigget på uret.
Sammen med min psykolog har jeg fundet ud af, at min angst som regel kommer mellem 21 og 24. Da vi "undersøgte det" kunne jeg pludselig huske, hvordan jeg som barn lå i min seng og ventede på at mine forældre skulle komme og putte mig. De kom bare ikke. De glemte mig. Jeg kan huske at jeg tit græd mig i søvn og at jeg ikke kunne lide at gå ind og sige det til dem igen. Det var ikke hver dag det var sådan, men jeg kan huske at det skete flere gange. Og det skete mellem kl 21 og 24. Tænk at angsten sidder i kroppen så mange år efter og den dukker op hver aften. Nu ved jeg hvor den stammer fra, men det gør det ikke nødvendigvis nemmere at tackle.
Jeg havde ligget og set fjernsyn i flere timer, og det gjorde jeg fortsat, men følelsen kommer bare snigende. Jeg begyndte at små-græde og få det rigtig dårligt. Spiste noget forskelligt mad - hvad jeg nu lige havde i skabene - hvilket ikke var særlig meget. Lavede nogle kopper varm kakao. Så prøvede jeg at skrive til kæresten. Jeg vidste at han skulle have sønnen, men det kunne være at planerne var lavet om. Det var de ikke. Han sagde at jeg var velkommen. Jeg orkede ikke at skulle pakke tøj og hund og så videre, for derefter at køre en time i bil for at komme hjem til ham. Og desuden så var jeg jo lige kommet hjem. Lidt efter skrev han, at sønnen var taget op til en kammerat for at sove, men at han kom tilbage idag og at han nu selv ville gå i seng og så en masse søde ord.
Der blev jeg bare sur. Barnet indeni mig følte sig tilsidesat og jeg havde lyst til at skrive en dum sms tilbage til ham. I stedet skrev jeg bare at han måtte sove godt. Jeg ved jo godt at det er urimelige krav at stille, at han skal slippe alt hvad han har i hænderne og lave sine aftaler om for at komme og "redde mig" fra de ubehagelige følelser, men sådan havde jeg det bare.
Det er bare så pisse svært for mig at være i de skide følelser. Jeg kan ikke bare være lidt ked af det og græde lidt. Der er ikke noget der hedder lidt i min verden - åbenbart. Jeg får selvmordstanker.
"Åhh hvor ville det også bare være lettere hvis jeg bare kunne slippe for alt det her lort. Lorteliv!". Begynder at tænke over metoder. Samtidig så kommer min familie ind i mine tanker og hvordan de ville reagere ved at jeg døde. Så får jeg det endnu værre, fordi jeg bliver ked af at gøre dem kede af det. At jeg nærmest kan mærke deres savn. Samtidig så ved jeg også godt, at jeg ikke har nosser nok til at gøre en ende på lortet, så samtidig med at jeg har selvmordstanker, så bliver jeg også irriteret på mig selv over det, fordi jeg godt ved at jeg aldrig ville kunne gøre det.
Åååårh hvor er de følelser bare ikke rare!
Og alt imens dette står på, så prøver jeg at huske psykologens ord: "Følelser er flygtige. Det går over igen. Det er okay at være ked af det. Det er forståeligt at du har det dårligt. Vær i og mærk de svære følelser, og vid at de går over igen".
Til sidst slukkede jeg for fjernsynet og tændte mit lydbånd, som som regel gør at jeg falder til ro. Det gjorde jeg også.
Jeg vågnede flere gange i løbet af natten. Den ene af gangene vågnede jeg ved, at jeg lå og råbte i søvne - af min mor. Noget med at hun ikke respekterede mine grænser og at jeg var voksen og havde lov til at sige fra.
Er der noget at sige til at jeg har brug for en lur i løbet af dagen?!?!?...
ham næsten hele ugen, først hos mig og de seneste dage hos ham. Det har været rigtig hyggeligt og dejligt afslappende. For en gangs skyld var jeg ikke helt mentalt drænet da jeg kom hjem, som jeg plejer at være når jeg er "ude" i flere dage.
Så efter et bad, lidt at spise og rent sengetøj på, gik jeg ind og lagde mig allerede ved 17-tiden, tror jeg den var. Det var faktisk rart. Det var ikke fordi jeg havde det dårligt - tvært imod, så var det dejligt og føltes som selv forkælelse. Desværre så sker der dét, som der altid sker, når jeg er alene. Da klokken er omkring 21.30 begynder jeg at få det skidt. Jeg vidste ikke hvad klokken var, før jeg fik kigget på uret.
Sammen med min psykolog har jeg fundet ud af, at min angst som regel kommer mellem 21 og 24. Da vi "undersøgte det" kunne jeg pludselig huske, hvordan jeg som barn lå i min seng og ventede på at mine forældre skulle komme og putte mig. De kom bare ikke. De glemte mig. Jeg kan huske at jeg tit græd mig i søvn og at jeg ikke kunne lide at gå ind og sige det til dem igen. Det var ikke hver dag det var sådan, men jeg kan huske at det skete flere gange. Og det skete mellem kl 21 og 24. Tænk at angsten sidder i kroppen så mange år efter og den dukker op hver aften. Nu ved jeg hvor den stammer fra, men det gør det ikke nødvendigvis nemmere at tackle.
Jeg havde ligget og set fjernsyn i flere timer, og det gjorde jeg fortsat, men følelsen kommer bare snigende. Jeg begyndte at små-græde og få det rigtig dårligt. Spiste noget forskelligt mad - hvad jeg nu lige havde i skabene - hvilket ikke var særlig meget. Lavede nogle kopper varm kakao. Så prøvede jeg at skrive til kæresten. Jeg vidste at han skulle have sønnen, men det kunne være at planerne var lavet om. Det var de ikke. Han sagde at jeg var velkommen. Jeg orkede ikke at skulle pakke tøj og hund og så videre, for derefter at køre en time i bil for at komme hjem til ham. Og desuden så var jeg jo lige kommet hjem. Lidt efter skrev han, at sønnen var taget op til en kammerat for at sove, men at han kom tilbage idag og at han nu selv ville gå i seng og så en masse søde ord.
Der blev jeg bare sur. Barnet indeni mig følte sig tilsidesat og jeg havde lyst til at skrive en dum sms tilbage til ham. I stedet skrev jeg bare at han måtte sove godt. Jeg ved jo godt at det er urimelige krav at stille, at han skal slippe alt hvad han har i hænderne og lave sine aftaler om for at komme og "redde mig" fra de ubehagelige følelser, men sådan havde jeg det bare.
 |
| Jeg synes, dette billede beskriver følelsen af tomhed helt perfekt! Et stort hul i maven! |
Det er bare så pisse svært for mig at være i de skide følelser. Jeg kan ikke bare være lidt ked af det og græde lidt. Der er ikke noget der hedder lidt i min verden - åbenbart. Jeg får selvmordstanker.
"Åhh hvor ville det også bare være lettere hvis jeg bare kunne slippe for alt det her lort. Lorteliv!". Begynder at tænke over metoder. Samtidig så kommer min familie ind i mine tanker og hvordan de ville reagere ved at jeg døde. Så får jeg det endnu værre, fordi jeg bliver ked af at gøre dem kede af det. At jeg nærmest kan mærke deres savn. Samtidig så ved jeg også godt, at jeg ikke har nosser nok til at gøre en ende på lortet, så samtidig med at jeg har selvmordstanker, så bliver jeg også irriteret på mig selv over det, fordi jeg godt ved at jeg aldrig ville kunne gøre det.
Åååårh hvor er de følelser bare ikke rare!
Og alt imens dette står på, så prøver jeg at huske psykologens ord: "Følelser er flygtige. Det går over igen. Det er okay at være ked af det. Det er forståeligt at du har det dårligt. Vær i og mærk de svære følelser, og vid at de går over igen".
Til sidst slukkede jeg for fjernsynet og tændte mit lydbånd, som som regel gør at jeg falder til ro. Det gjorde jeg også.
Jeg vågnede flere gange i løbet af natten. Den ene af gangene vågnede jeg ved, at jeg lå og råbte i søvne - af min mor. Noget med at hun ikke respekterede mine grænser og at jeg var voksen og havde lov til at sige fra.
Er der noget at sige til at jeg har brug for en lur i løbet af dagen?!?!?...
